Konkurrenceredegørelse 2006 - KAPITEL 11 - Bøder i internationale konkurrencesager

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2006"

KAPITEL 11
Bøder i internationale konkurrencesager

11.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER

Et af formålene med reformen om anvendelsen af EU-konkurrencereglerne, som blev søsat den 1. maj 2004, var en mere effektiv håndhævelse. Reglerne er omtalt i kapitel 9 (Modernisering af de europæiske konkurrenceregler) i Konkurrenceredegørelse 2003.

Hovedhjørnestenen i det nye system er, at såvel Kommissionen som konkurrencemyndighederne i alle 25 medlemslande har mulighed for at udstede påbud samt sanktionere de virksomheder, der overtræder de europæiske konkurrenceregler i Traktatens art. 81 og 82.

Kapitlet belyser de praktiske og processuelle spørgsmål, der opstår, når myndigheden i et land ønsker at straffe en virksomhed i et andet land. Kapitlet beskriver for det første de regler, der gælder, fra en straffesag rejses i Danmark over for en dansk virksomhed, hhv. en udenlandsk virksomhed, og til dommen kan fuldbyrdes. For det andet beskrives, hvorledes en udenlandsk myndighed i et andet EU-land, herunder Kommissionen, kan retsforfølge en dansk virksomhed. Endelig beskriver kapitlet de krav, der gælder i EU for, at en virksomhed ikke bliver straffet to gange for det samme forhold.

Det nye system, som blev indført i EU i 2004, har til en vis grad taget højde for, at netop de grænseoverskridende elementer kan skabe visse problemer, når myndighederne skal håndhæve art. 81 og 82. EU-landene har således aftalt regler for gensidig information og koordinering i behandlingen af sager og mekanismer til konfliktløsning. Disse regler er mere indrettet på, at samarbejdet foregår mellem administrative myndigheder. I Danmark og i seks andre lande er det imidlertid domstolene, der pålægger virksomheder bøder, hvis de overtræder art. 81 og 82.

I Danmark anvender domstolene straffeloven, når de skal dømme. I nogle tilfælde kan disse regler give anledning til tvivl om, hvorvidt en dansk domstol kan dømme en virksomhed for at have overtrådt art. 81 eller 82. Det er fx tilfældet, hvis en direktør for en dansk virksomhed indgår en aftale med en tysk virksomhed, og aftalen alene begrænser konkurrencen på det tyske marked. Efter straffeloven er det afgørende, hvor en fysisk person befinder sig, når han begår en strafbar handling. I eksemplet kan danske domstole således straffe den danske direktør, hvis han indgår aftalen i Danmark. Det er derimod uklart, om de danske domstole også kan straffe, hvis han indgår aftalen i Tyskland. Straffelovrådet har dog i 1995 udtalt, at der er en vis mulighed for, at danske domstole også kan straffe, når virksomhedens hjemsted er i Danmark.

• Spørgsmålet om danske domstoles straffemyndighed overvejes for tiden i Justitsministeriets Juristiktionsudvalg. Det vil være naturligt, at udvalget i den forbindelse tager udgangspunkt i Straffelovrådets udtalelse fra 1995. Når udvalgets betænkning foreligger, vil regeringen overveje, om der er behov for lovændring.
• Indtil en sådan klargøring foreligger, vil Konkurrencestyrelsen være særligt opmærksom på dette problem. Hvis en dansk domstol ikke er kompetent til at straffe, vil det være naturligt, at man fra dansk side anmoder Kommissionen eller en anden national konkurrencemyndighed om, at den overtager sagen. Sagen skal dog have en vis tilknytning til den anden nationale konkurrencemyndighed. Det kan være i form af, at konkurrencebegrænsningen også har virkninger i det pågældende land.

I 2005 blev EU-medlemslandene enige om at bistå hinanden, når de skal have fuldbyrdet afgørelser med bøder, som virksomheder ikke betaler. Analysen i dette kapitel viser, at de aftalte regler kan bruges, hvis det er en domstol, som har pålagt en virksomhed en bøde. Hvis det er en administrativ myndighed, kan reglerne også bruges, men kun hvis virksomheden har haft mulighed for at anke afgørelsen til en domstol, der har kompetence i straffesager. I de fleste af EU-landene, hvor det er en administrativ myndighed, som pålægger en virksomhed bøde for at have overtrådt art. 81 eller 82, kan virksomheden ikke indbringe afgørelsen for en domstol med kompetence i straffesager. Disse lande har derfor ikke mulighed for at fuldbyrde afgørelserne over for virksomheder i andre EU-lande. Hidtil har det ikke været et problem, idet virksomhederne har betalt de bøder, som konkurrencemyndighederne har pålagt dem.

• Konkurrencestyrelsen har dog i en arbejdsgruppe i det såkaldte ECN (European Competition Network) peget på, at man nærmere skal undersøge dette spørgsmål. Kommissionen og de 24 andre nationale konkurrencemyndigheder er enige heri.

11.2 GENERELT OM DANSKE STRAFFESAGER FOR OVERTRÆDELSE AF EU-KONKURRENCEREGLERNE

De danske – og de 24 andre nationale – konkurrencemyndigheder kan behandle sager om overtrædelse af art. 81 eller 82, hvor en konkurrencebegrænsning påvirker konkurrencen i op til tre medlemslande. Kommissionen tager sig af sager, hvor en konkurrencebegrænsning påvirker konkurrencen i mere end tre medlemslande. Kommissionen kan dog også behandle sager om konkurrencebegrænsninger, som involverer mindre end tre medlemslande. Det kan fx være for at sikre, at konkurrencereglerne bliver effektivt håndhævet.¹

Når man skal afgøre, hvilken af de nationale konkurrencemyndigheder der skal behandle en sag om overtrædelse af art. 81 eller 82, er et af kriterierne, at sagen skal behandles af den konkurrencemyndighed, som effektivt kan bringe en overtrædelse til ophør og gennemføre sanktioner.² Da medlemslandene bestemte sig for dette kriterium, havde de fokus på en konkurrencemyndighed, der på én og samme tid kan fastslå, at en virksomhed har overtrådt reglerne og pålægge den en bøde herfor.

I Danmark fører anklagemyndigheden og nærmere bestemt Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) en straffesag ved domstolene mod en virksomhed (dansk eller udenlandsk) for at have overtrådt EU-konkurrencereglerne. Virksomheder, borgere og Konkurrencestyrelsen kan anmode SØK om at starte en sådan straffesag. Hidtil har SØK kun startet straffesager efter anmodning fra Konkurrencestyrelsen.

Finder SØK, at der er tilstrækkelige beviser for, at en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt art. 81 eller 82, udarbejder SØK efter høring af Konkurrencestyrelsen et anklageskrift med en bødepåstand. Hvis en virksomhed kan erkende sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale bøden, kan virksomheden slutte sagen med dette bødeforelæg. I modsat fald indleder SØK en straffesag ved domstolene.

Inden SØK udarbejder et anklageskrift, vurderer SØK, om de danske domstole overhovedet har straffemyndighed. I så fald skal SØK også undersøge, hvilken domstol der skal behandle sagen.

Hvad angår det sidste, er det byretten i den retskreds, hvor virksomheden har begået den strafbare handling. Dette gerningssted kan ofte være vanskeligt præcist at fastlægge. Derfor er det i praksis ofte byretten i den retskreds, hvor virksomhedens hovedkontor ligger. Hvis det ikke kan fastlægges, hvor hovedkontoret ligger, kan det være byretten i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl.

Hvis en udenlandsk virksomheds konkurrencebegrænsning påvirker hele det danske marked, vil det som udgangspunkt være Københavns Byret, som behandler sagen. Hvis virkningerne af overtrædelsen optræder lokalt i fx Aalborg, vil det være byretten i Aalborg, der skal behandle straffesagen.

Hvem kan dømmes?

Når SØK udarbejder et anklageskrift, skal SØK beslutte, hvem der skal rejses tiltale mod. Domstolene kan straffe såvel en virksomhed som en fysisk person for at have overtrådt EU-konkurrencereglerne.³

Virksomheden

Udgangspunktet efter dansk ret er, at det er virksomheden selv, der først og fremmest gøres ansvarlig for en overtrædelse begået af virksomheden som sådan eller af personer tilknyttet virksomheden.⁴ Det vil særligt være tilfældet, hvis økonomiske grunde har motiveret virksomheden til at overtræde loven, hvis en ansats uagtsomhed ikke er ”graverende”⁵, eller hvis virksomhedens underordnede personale har overtrådt loven.

Det er uden betydning for virksomhedsansvaret, hvordan selskabskonstruktionen er (om det er et aktie-, anparts- eller andelsselskab, interessentskab, forening m.v.). Et udenlandsk selskab kan også straffes.

Domstolene kan straffe kommuner og statslige myndigheder for de overtrædelser, de begår, når de udøver en virksomhed, der kan sammenlignes med en virksomhed, som en privatperson eller et selskab udøver.⁶ Hvis det er tilfældet, rejser anklagemyndigheden tiltale mod den offentlige myndighed som sådan.

Hvis et datterselskab i en koncern overtræder loven, er datterselskabet og ikke moderselskabet ansvarligt, jf. UfR 2001.777 H. Hvis omvendt moderselskabet overtræder en lov, er moderselskabet og ikke datterselskabet ansvarligt. Der finder således efter dansk ret ikke identifikation sted mellem et moder- og et datterselskab. Det betyder, at et dansk moderselskab i Danmark ikke kan gøres ansvarlig for, at et datterselskab har overtrådt art. 81 eller
82. Det forudsætter dog, at danske domstole ikke skeler til Kommissionens praksis.

Når Kommissionen behandler en sag om et datterselskabs overtrædelse af art. 81 eller 82, er udgangspunktet, at moderselskabet er ansvarligt for datterselskabets konkurrencebegrænsninger. Det er dog et krav, at datterselskabet ikke frit kan bestemme sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet.⁷ Det er også et krav, at moderselskabet skal have mulighed for at udøve afgørende indflydelse på datterselskabets forretningsmæssige adfærd. Den mulighed skal moderselskabet endvidere rent faktisk have gjort brug af. Hvis det er tilfældet, er det alene moderselskabet, som er ansvarligt for overtrædelsen.

For et helejet datterselskab er det dog ikke nødvendigt at undersøge, om moderselskabet faktisk har gjort brug af muligheden for at udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets salgs- og prispolitik. Der er således i EU-retten en formodning for, at datterselskabet nødvendigvis følger den politik, som moderselskabet udstikker. Et moderselskab kan dog afkræfte denne formodning. Det skal i så fald bevise, at det ikke kunne øve afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet. Datterselskabet optrådte på markedet som en selvstændig juridisk enhed, der selv fastlagde sin forretningspolitik. Moderselskabet vil kunne føre en del af et sådant bevis, hvis det fx kan vise, at bestyrelsen for datterselskabet består af eksterne repræsentanter.

Hvis såvel moderselskab som datterselskab har deltaget aktivt i overtrædelsen af EU-konkurrencereglerne og har haft deres egne interesser heri, kan de begge blive gjort ansvarlige. De hæfter endvidere solidarisk for betalingen af den bøde, som Kommissionen pålægger dem.

Hvis omvendt moderselskabet alene har overtrådt art. 81 eller 82, er det moderselskabet, som er ansvarlig.

Fremtiden må vise, om danske domstole i straffesager om overtrædelse af art. 81 eller 82 vil fastholde, at der ikke sker identifikation mellem selskaberne i en koncern, eller om de under indtryk af EU-praksis vil fravige dette.

Personligt ansvar

I dansk strafferet kan man kombinere virksomhedsansvaret med personlig tiltale mod en fysisk person. Det vil typisk kunne komme på tale, hvis en overordnet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det er endvidere et krav, at overtrædelsen ikke er af underordnet karakter. Hvis de to betingelser er opfyldt, vil anklagemyndigheden kunne rejse tiltale mod virksomheden og fx ledelsen af selskabet eller en overordnet ansat, herunder direktøren.

På samme måde kan medarbejdere i en enkeltmandsvirksomhed også blive gjort ansvarlige – sammen med virksomheden – for de overtrædelser, som de har begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Tiltale mod en underordnet ansat finder normalt ikke sted. Det kan dog komme på tale i særlige tilfælde. Hvis den underordnede ansatte fx forsætligt og på eget initiativ har overtrådt loven, kan anklagemyndigheden rejse tiltale mod denne. Men i dette tilfælde vil anklagemyndigheden også rejse tiltale mod virksomheden.

Hvis ledende eller overordnede personer i en offentlig myndighed, herunder eventuelt folkevalgte personer, har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, kan anklagemyndigheden rejse tiltale mod disse og den offentlige myndighed. Dette sidste forudsætter, at den offentlige myndighed har begået en ulovlighed i forbindelse med, at den udøvede en virksomhed, der kan sammenlignes med en privat.

I den såkaldte Swatch-sag rejste anklagemyndigheden tiltale mod såvel virksomheden som mod en direktør. Østre Landsret straffede begge.⁸

Boks 11.1: Swatch-sagen

Tiltale mod en fysisk person for at have overtrådt EU-konkurrencereglerne kan således komme på tale, når der er beviser for, at en person har været direkte involveret i en ulovlighed. Det kan fx være tilfældet, hvor direktøren for en virksomhed har taget initiativ til at samordne tilbud. Det kan også være beviser på, at direktøren har forhandlet og underskrevet konkurrencebegrænsende aftaler. Eller direktøren har deltaget i møder med konkurrenter om ens priser. Direktøren kan vanskeligt hævde, at han ikke vidste, at han kom til at deltage i sådanne konkurrencebegrænsninger. Der vil derfor som udgangspunkt være det forsæt eller den grove uagtsomhed til stede, som kræves for, at anklagemyndigheden tillige kan rejse tiltale mod en overordnet ansat.

Anklagemyndigheden vil også kunne rejse tiltale mod et eller flere bestyrelsesmedlemmer, hvis der er bevis for, at de forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til en overtrædelse. Det kan fx være tilfældet, hvis de har opmuntret til eller accepteret, at virksomheden deltog i en konkurrencebegrænsende aftale eller misbrugte sin dominerende stilling.

Kan en virksomhed sælge sit ansvar?

I dette afsnit fokuseres der på, hvem der er ansvarlig, når en virksomhed efter at have overtrådt art. 81 eller 82, overtages af en anden virksomhed. Er det køberen af virksomheden? Eller bliver ansvaret hos sælgeren?

Den strafferetlige litteratur⁹ angiver på baggrund af retspraksis, at køberen har ansvaret. Denne udtalelse går imidlertid kun på den situation, hvor en virksomhed helt opløses ved en fusion med en anden virksomhed. Andre former for virksomhedsovertagelser behandles ikke.

Indtil nu har de danske domstole kun i én sag haft lejlighed til at dømme om, hvem der har ansvaret for en overtrædelse af konkurrencereglerne. I den sag blev køberen ansvarlig.

Boks 11.2: UfR 2005.2343 Ø: Køberen af en el-virksomhed ansvarlig for sælgerens konkurrencebegrænsning

Det skal understreges, at hvis en fysisk person har medvirket til, at en virksomhed har overtrådt konkurrencereglerne, kan personen fortsat straffes, selv om virksomheden bliver solgt.

Når Kommissionen behandler en sag om overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, er praksis¹⁰ også, at den nye virksomhed bliver ansvarlig for den overtrædelse af reglerne, som den tidligere virksomhed begik før fusionen.

Men EU-praksis er mere udviklet end dansk praksis. Hvis der således blot sker en omorganisering af en virksomhed, idet virksomhedens juridiske form eller navn ændres, fritager det ikke denne ”nye” virksomhed for ansvar for den tidligere virksomheds ulovligheder.¹¹ Det forudsætter dog, at den ”nye” virksomhed økonomisk set er den samme som den tidligere, dvs. at den ”nye” virksomhed reelt fortsætter overtræderens virksomhed med de samme menneskelige og materielle ressourcer¹².

Hvis aktierne i et aktieselskab sælges, ændres virksomheden som sådan ikke, men kun selskabets ejerkreds. En ny ejerkreds fritager således heller ikke den ”nye” virksomhed for ansvaret for en overtrædelse af art. 81 eller 82 begået af virksomheden med den tidligere ejerkreds.

Hvis en virksomhed derimod frasælger (alle eller dele af) sine aktiviteter, er hovedreglen, at ansvaret for en overtrædelse, som virksomheden begik, før den frasolgte aktiviteterne, forbliver hos sælgeren af aktiviteterne.¹³

Der er undtagelser fra denne hovedregel. Køberen af aktiviteterne kan blive gjort ansvarlig:

• Hvis sælgeren efter overdragelsen er ophørt med at eksistere.¹⁴
• Hvis sælgeren er ude af stand til at betale bøden.¹⁵
• Hvis køberen har deltaget i ”manøvrer”, der netop tog sigte på at undgå sanktioner for en overtrædelse.¹⁶
• Hvis der bestod ”strukturelle forbindelser” mellem sælgeren og køberen.¹⁷

Ved administrationen af konkurrenceloven har Konkurrencestyrelsen foretaget en sondring, der ligger på linje med EU-praksis, jf. boks 11.3.

Boks 11.3: Konkurrencestyrelsens praksis

11.3 STRAFFESAG I DANMARK MOD EN DANSK VIRKSOMHED

Da konkurrenceloven blev ændret i 2005, blev Konkurrencerådets ret til at anvende art. 81 og 82 klargjort i selve loven. Det er nu udtrykkeligt angivet i § 23 a, stk. 1, at en sag skal have „tilknytning“ til Danmark. Det kan ske på to måder: En konkurrencebegrænsning kan have skadelige virkninger for konkurrencen på det danske marked – uden at det er angivet, hvor virksomheden er beliggende. En konkurrencebegrænsning kan have skadelige virkninger for konkurrencen inden for EU, og disse skadelige virkninger stammer fra en virksomhed i Danmark.

Boks 11.4: Konkurrencelovens § 23 a, stk. 1

Denne præcisering af lovens anvendelsesområde og konkurrencemyndighedernes beføjelser giver dog ikke pr. automatik danske domstole kompetence til at straffe. Det afgøres af reglerne i straffeloven, særligt § 6 og § 9. Disse regler vil blive gennemgået nedenfor og i afsnit 11.4.

Efter straffelovens § 6, stk. 1, er det afgørende, om den strafbare handling er begået (=gerningsstedet) i Danmark. Det klassiske eksempel er en person, der står nord for den danske grænse og skyder en person, der står syd for den danske grænse. Her er gerningsstedet Danmark.

Inden for konkurrenceretten kan et relevant tilfælde være en direktør for en dansk virksomhed, der i Tyskland indgår en aftale med en tysk virksomhed. Aftalen har til formål at begrænse konkurrencen på det tyske marked. Men i dette tilfælde er det uklart, om danske domstole har straffemyndighed.

§ 6 i straffeloven har som udgangspunkt, at det er en fysisk person, som skal straffes.¹⁸ Der findes i dag¹⁹ ingen regler i straffeloven om domstolenes straffemyndighed, når det drejer sig om en virksomhed. Det er i sagens natur altid en fysisk person – den ansatte – der udløser virksomhedsansvaret. Dette giver anledning til overvejelser om, hvorvidt danske domstoles strafmyndighed skal afgøres efter, hvor en ansat befandt sig (=gerningsstedet). En anden mulighed kunne være, at man lægger vægt på virksomhedens hjemsted.

Den hidtil eneste kilde til en eventuel løsning af dette spørgsmål kan findes i en udtalelse fra 1995 fra Straffelovrådet²⁰. Udgangspunktet er, at det er domstolene i det land, hvor en ansat befandt sig. Men rådet udtaler, at der også er en vis mulighed for, at man kan vælge mellem domstolene i det land, hvor virksomheden har sit hjemsted, eller hvor overtrædelsen ”manifesterer sig”.

Det er usikkert, hvordan domstolene vil anvende straffelovens § 6 i en konkret sag. Hvis man kun lægger vægt på, hvor en ansat befandt sig, da han overtrådte loven, vil det i eksemplet ovenfor med den konkurrencebegrænsende aftale indgået af den danske direktør i Tyskland betyde, at danske domstole ikke kan straffe. Havde direktøren derimod indgået aftalen i Danmark, kunne danske domstole dømme. En regel, hvor man kun lægger vægt på, hvor den ansatte befandt sig, kan således have uheldige virkninger, når det drejer sig om overtrædelse af art. 81 eller 82.

Spørgsmålet om danske domstoles straffemyndighed overvejes for tiden i Justitsministeriets Juristiktionsudvalg. Det vil være naturligt, at udvalget i den forbindelse tager udgangspunkt i Straffelovrådets udtalelse fra 1995, hvorefter udgangspunktet er, at det er domstolene i det land, hvor en ansat befinder sig, og at der efter omstændighederne tillige bør være straffemyndighed i det land, hvor virksomheden har sit hjemsted, eller hvor overtrædelsen manifesterer sig. Når udvalgets betænkning foreligger, vil regeringen overveje, om der er behov for lovændring.

Indtil en sådan klargøring foreligger, vil Konkurrencestyrelsen være særligt opmærksom på dette problem. Hvis en dansk domstol ikke er kompetent til at straffe, vil det være naturligt, at man fra dansk side anmoder Kommissionen eller en anden national konkurrencemyndighed om, at den overtager sagen. Sagen skal dog have en vis tilknytning til den anden nationale konkurrencemyndighed. Det kan være i form af, at konkurrencebegrænsningen også har virkninger i det pågældende land.

Fuldbyrdelse af en dansk afgørelse i Danmark

Hvis en virksomhed har vedtaget et bødeforlæg fra SØK, vil det fremgå af dette bødeforlæg, hvornår bøden skal betales. Det vil også fremgå, at SØK kan indbringe sagen for retten, hvis virksomheden ikke betaler bøden, herunder til tiden.

Er der tale om en bøde, som retten ved en dom har dømt virksomheden til at betale, skal den betale bøden inden 14 dage efter dommen. Dette gælder dog ikke, hvis virksomheden anker dommen.

Hvis dommen ikke kan ankes, eller hvis der er tale om en bøde, som virksomheden har vedtaget i retten, skal virksomheden betale bøden inden 3 dage.

Det er politiet, som kontrollerer, om en bøde bliver betalt. Politiet har mulighed for at aftale en afdragsordning med den domfældte. Hvis en virksomhed ikke betaler en bøde, står den såkaldte restanceinddrivelsesmyndighed²¹ for at inddrive bøden. Det sker ved udlæg i den domfældtes ejendele og et eventuelt senere bortsalg på en tvangsauktion.

11.4 STRAFFESAG I DANMARK MOD EN UDENLANDSK VIRKSOMHED

Danske domstole kan efter straffelovens § 9 også dømme i tilfælde, hvor virkningen af en strafbar handling indtræder i Danmark (=virkningsstedet). I det klassiske eksempel nævnt i 11.3 har personen med geværet nu bevæget sig ned syd for den danske grænse, hvor han skyder en person, der står nord for den danske grænse. Virkningerne af handlingen indtræder i Danmark, og danske domstole kan straffe. Dette er vigtigt, når det er en udenlandsk virksomhed, der har overtrådt EU-konkurrencereglerne, og virkningerne heraf indtræder i Danmark.

Boks 11.5: Straffelovens § 9

Rækkevidden af straffelovens § 9, der lægger vægt på en “indtrådt” eller “tilsigtet” følge, er dog ikke endeligt afklaret. Et eksempel på en konkurrencebegrænsning fra en eller flere udenlandske virksomheder, der efter omstændighederne kan have virkning i Danmark, kan være en aftale mellem to konkurrenter (en fransk og en italiensk virksomhed) om ens priser på de produkter, som de sælger i Danmark.

Fuldbyrdelse af en dansk dom i et andet EU-land

Hvis en virksomhed i et af de andre EU-lande ikke betaler den bøde, som en dansk domstol har pålagt den, kan dommen for en overtrædelse af art. 81 eller 82 fuldbyrdes efter reglerne i Rådets Rammeafgørelse af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.²²

Efter denne Rammeafgørelse har medlemsstaterne pligt til at anerkende og fuldbyrde en endelig afgørelse om en række nærmere opregnede lovovertrædelser. Overtrædelser af art. 81 eller 82 er indirekte opført på denne positivliste²³.

Justitsministeriet er udpeget som den myndighed, der i Danmark står for at behandle anklagemyndighedens anmodninger om fuldbyrdelse af bødestraffe. Ministeriet skal underskrive en attest, hvor der skal gives en række oplysninger om bl.a. den virksomhed, som er blevet pålagt bøden (fx om virksomhedens ejendomme eller indtægter i fuldbyrdelsesstaten, om virksomheden var underrettet om retssagen og mødte personligt frem samt en detaljeret beskrivelse af den strafbare handling). Denne attest og den endelige afgørelse om bødestraf skal Justitsministeriet sende til den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten. Det er ikke et krav, at dommen er oversat.

Hvis der ikke foreligger afslagsgrunde, jf. nedenfor, skal fuldbyrdelsesstaten herefter uden yderligere formaliteter anerkende dommen og ”straks”²⁴ sørge for, at den kan fuldbyrdes. Det sker efter reglerne i fuldbyrdelsesstaten.

Rammeafgørelsen gælder for afgørelser over fysiske og juridiske personer. Det er værd at bemærke, at et land skal²⁵ fuldbyrde en bøde, som en virksomhed er blevet pålagt, selvom fuldbyrdelsesstaten ikke anerkender princippet om juridiske personers strafferetlige ansvar.

Fuldbyrdelsesstaten kan i en række tilfælde²⁶ afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse. Disse grunde er bl.a.:

• At attesten manglede eller ikke var korrekt udfyldt (I dette tilfælde skal udstedelsesstaten dog høres, inden fuldbyrdelsesstaten beslutter sig for ikke at anerkende og fuldbyrde).
• At der allerede er truffet en afgørelse (domfældelse eller frifindelse) om den dømte for de samme handlinger i fuldbyrdelsesstaten. Dette er således en kontrol af forbuddet mod dobbeltstraf (se afsnit 11.7 nedenfor).
• At afgørelsen er forældet efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning.
• At bødestraffen er på mindre end 70 Euro eller et beløb, der svarer hertil.

Hvis der ikke foreligger sådanne grunde, skal fuldbyrdelsesstaten, som nævnt, straks fuldbyrde dommen og underrette udstedelsesstaten. Midlerne fra fuldbyrdelsen tilfalder fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er aftalt.²⁷ Medlemsstaterne må ikke afkræve hinanden omkostningerne ved fuldbyrdelsen.

Hvad særligt angår anmodninger om fuldbyrdelse af en dansk dom med bødestraf i et af de nordiske lande, kan dette ske efter loven om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige.²⁸ Denne lov er mere vidtgående end Rådets Rammeafgørelse. Myndighederne skal imødekomme en begæring om fuldbyrdelse, medmindre særlige omstændigheder taler imod.

11.5 SAG I ET ANDET EU-LAND MOD EN DANSK VIRKSOMHED

En sag mod en dansk virksomhed i et andet EU-land for at have overtrådt art. 81 eller 82 kan fx være et tilfælde, hvor en dansk virksomhed sammen med hollandske virksomheder deltager i et priskartel i Holland.

Boks 11.6: Det hollandske rejekartel

Kilde: Beslutning af 28. december 2004 i sag nr. 2269, som offentliggjort på den hollandske konkurrencemyndigheds hjemmeside http://www.nmanet.nl/.

Sag for en national konkurrencemyndighed

Når man ser på europakortet af konkurrencemyndigheder, ser man et meget varieret landskab. I seks af medlemslandene er det – som i Danmark – domstolene, der pålægger virksomheder bøder for at have overtrådt EU-konkurrencereglerne. I de resterende 18 medlemslande samt i Norge er det en administrativ myndighed, der pålægger en bøde for overtrædelse af art. 81 eller 82. I nogle af disse lande er det dog overladt til domstolene at straffe fysiske personer (Cypern, England, Frankrig, Grækenland, Slovakiet, Tyskland og Norge).

Tabel 11.1: Oversigt over hvilke myndigheder i EU-medlemslandene og i Norge, der pålægger bøder

I de syv medlemslande, hvor domstolene pålægger bøder, er det kun i Danmark, at en virksomhed kan vedtage et bødeforelæg.²⁹

Som nævnt i afsnit 11.2 er det i Danmark SØK, der i sager om overtrædelser af art. 81 eller 82 optræder som anklagemyndighed ved domstolene. I tre (Finland, Irland og Sverige) af de seks andre lande, hvor domstolene kan pålægge bøder, er det konkurrencemyndigheden, som fører sagen for domstolen.³⁰

Den nationale konkurrencemyndighed behandler sagen mod den danske virksomhed efter de processuelle regler, som gælder i det pågældende land.

Kommissionen har i december 2005 udsendt en grønbog³¹ om bl.a. konflikter ved fastlæggelsen af domstolenes jurisdiktion. Grønbogen foreslår en række instrumenter til løsning af sådanne konflikter. Det drejer sig bl.a. om gensidig information, udsættelse eller afvisning af en sag og forligsforhandlinger. Grønbogen finder kun anvendelse på straffesager. I den forbindelse er det påfaldende, at Kommissionen i et tilhørende arbejdsdokument udtaler, at hele konkurrenceområdet falder uden for dette initiativ. Dette til trods for, at det i syv af EU-medlemslandene er domstolene, der behandler sager om overtrædelser af art. 81 eller 82.

Fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse i Danmark

Hvis en udenlandsk domstol har pålagt en dansk virksomhed en bøde, og den danske virksomhed ikke betaler bøden, kan fuldbyrdelsen af dommen ske efter de regler i Rådets Rammeafgørelse af 24. februar 2005, som er omtalt i afsnit 11.4 ovenfor.

Rammeafgørelsen kan også anvendes på bøder, der er pålagt ved en afgørelse fra en administrativ myndighed, jf. tabel 11.1. Men i så fald er det et krav, at den danske virksomhed har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

Boks 11.7: Definition af en afgørelse i Rammeafgørelsen om gensidig anerkendelse af bødestraffe

Det er ikke et krav, at virksomheden skal have udnyttet muligheden for at få bøden prøvet ved domstolene. Men det er en betingelse, at appelmyndigheden skal være en domstol med kompetence i ”navnlig straffesager”. Det må fortolkes således, at det kan være en generel kompetence³², dvs. domstolen behandler straffesager på lige fod med andre sager. Det kan også være en speciel kompetence, hvor en domstol kun behandler straffesager.

Hvis appelmyndigheden kun har kompetence til at behandle sager om bøder, der administrativt er pålagt en virksomhed, dvs. ikke har kompetence i straffesager, kan Rammeafgørelsen næppe anvendes. Konkurrencestyrelsen har foretaget en rundspørge til de medlemslande, hvor det er en administrativ myndighed, som pålægger en bøde. Undersøgelsen viser, at det kun er i Belgien, Slovenien og Tyskland, at appelmyndigheden opfylder kravet om at have kompetence i straffesager. Hidtil har der dog ikke været sager, hvor det har været et problem.

Konkurrencestyrelsen følger løbende med i de anmeldelser, som andre lande foretager til Kommissionen om anvendelsen af art. 81 eller 82 på danske virksomheder. Blandt disse er styrelsen også opmærksom på, om det er et medlemsland, hvor det er en administrativ myndighed, der pålægger en bøde. Endelig har styrelsen taget initiativ til, at spørgsmålet om fuldbyrdelse undersøges nærmere i en arbejdsgruppe i det såkaldte ECN (European Competition Network). Kommissionen og de 24 andre nationale konkurrencemyndigheder er enige heri.

11.6 SAG VED KOMMISSIONEN MOD EN DANSK VIRKSOMHED

Kommissionen har, som nævnt, kompetence til at behandle sager om overtrædelser af art. 81 eller 82, hvor en konkurrencebegrænsning har virkninger i mere end tre medlemslande. Et eksempel herpå kan være et europæisk priskartel, hvori danske virksomheder deltager. Et andet eksempel kan være en markedsdelingsaftale mellem en dansk og en fransk virksomhed, hvor den ene får Nordeuropa som sit område, mens den anden får Sydeuropa.

Kommissionen skal høre Det Rådgivende Udvalg om dets forslag til beslutning.³³ I de fleste tilfælde strækker høringen sig over to møder. Først ét, hvor Udvalget tager stilling til, om man er enig med Kommissionen i, at en virksomhed har overtrådt art. 81 eller 82. Dernæst et møde, hvor Udvalget tager stilling til den bøde, som Kommissionen foreslår. Det fremgår af Rådsforordning 1/2003, at Kommissionens bøder ikke har ”strafferetlig karakter”³⁴. Selv om de af virksomhederne nok betragtes som lige så indgribende og afskrækkende som egentlige strafferetlige bøder.

I Kommissionens bødebeslutning er det angivet, hvornår virksomheden skal betale bøden (normalt inden tre måneder). En virksomhed kan dog inden to måneder³⁵ efter, at den har fået meddelelse om beslutningen, indbringe den for Retten i Første Instans. I praksis kræver Kommissionen som betingelse for ikke at indkræve bøden ved en anke, at virksomheden stiller en bankgaranti på betaling af bøden med påløbne renter. Denne praksis har fællesskabsdomstolene³⁶ godkendt.

Hvis Retten opretholder Kommissionens beslutning, kan en virksomhed indbringe Rettens dom for EF-Domstolen. Det forudsætter dog, at anken drejer sig om såkaldte retsspørgsmål.³⁷ En virksomhed kan derimod ikke anke Rettens dom, hvis uenigheden kun drejer sig om de faktiske omstændigheder.

Fuldbyrdelse af Kommissionens afgørelse i Danmark

Hvis EF-Domstolen opretholder Rettens dom og dermed også Kommissionens beslutning, skal virksomheden betale bøden. Sker dette ikke, kan Kommissionens bødebeslutning umiddelbart fuldbyrdes.³⁸

Førend der på baggrund af beslutningen i givet fald foretages udlæg og en eventuel senere tvangsauktion, skal Justitsministeriet have påført beslutningen en såkaldt fuldbyrdelsespåtegning. I den forbindelse kan Justitsministeriet undersøge beslutningens ægthed. Det indebærer, at ministeriet kan kontrollere, om beslutningen virkelig stammer fra Kommissionen. Ministeriet kan også kontrollere, om der foreligger en egentlig beslutning, og at den pålægger en virksomhed at betale en bøde. Derimod kan ministeriet ikke efterprøve, om beslutningen er tilstrækkeligt begrundet. Justitsministeriet skal heller ikke undersøge, om virksomheden har fået meddelelse om beslutningen³⁹. Justitsministeriet kan ikke afvise at give en fuldbyrdelsespåtegning, fordi beslutningen strider mod såkaldt ordre public (grundlæggende hensyn i den danske retsopfattelse). Virksomheden skal ikke opfordres til at udtale sig, forinden Justitsministeriet giver fuldbyrdelsespåtegningen.

Hidtil har danske virksomheder betalt de bøder, som Kommissionen har pålagt dem. Der har således ikke været behov for tvangsfuldbyrdelse.

11.7 KAN EN VIRKSOMHED BLIVE STRAFFET TO GANGE FOR DET SAMME FORHOLD?

Som nævnt i afsnit 11.1 har Rådsforordning 1/2003 skabt et system med parallel kompetence for Kommissionen og konkurrencemyndighederne i de 25 medlemslande til at anvende forbuddene i art. 81 og 82. Den grundlæggende regel for samarbejdet mellem myndighederne er, at så vidt muligt kun én konkurrencemyndighed skal behandle en sag. I modsat fald kunne der opstå problemer i forhold til princippet om, at der ikke må straffes to gange for det samme forhold (=forbud mod dobbeltstraf). Dette forbud er internationalt anerkendt. Men der er ikke nedskrevet bindende regler om, hvordan myndighederne skal anvende dette forbud på EU-konkurrenceområdet.

Der kan være tilfælde, hvor man vanskeligt kan sige, at én konkurrencemyndighed frem for en anden bør behandle en sag. Det kan fx være tilfældet med en aftale mellem en dansk og en tysk konkurrent om deling af det danske og det tyske marked. Kommissionen har om dette sagt, at det kan være nyttigt, hvis myndighederne udpeger én som den førende til at koordinere de forskellige undersøgelser.⁴⁰

Boks 11.8: Kommissionens udtalelse om flere myndig heder i én sag

Men det udelukker principielt ikke, at hver myndighed kan vælge at fortsætte sin egen sag mod virksomhederne og pålægge dem bøder herfor. Herved kan forbuddet mod dobbeltstraf komme i farezonen.

Denne konflikt kan Kommissionen løse ved, at den indleder procedure i sagen. Det betyder efter art. 11, stk. 6, i Rådsforordning 1/2003, at de nationale konkurrencemyndigheder mister retten til at behandle sagen. Det er imidlertid vigtigt, at Kommissionen overtager sagen på et tidspunkt, hvor den nationale konkurrencemyndighed ikke endnu har truffet afgørelse. I modsat fald kan der opstå et problem i forhold til forbuddet mod dobbeltstraf.

Straffelovens § 10 a, stk. 1, indeholder et forbud mod dobbeltstraf. Hvis en domstol i det land, hvor den strafbare handling er begået (=gerningsstedet), allerede har afsagt en dom, kan danske domstole ikke straffe en person eller en virksomhed på ny for samme forhold.

Boks 11.9: Resumé af straffelovens forbud mod dobbeltstraf

Når en dansk domstol skal afgøre, om den overhovedet kan behandle en straffesag mod en dansk eller udenlandsk virksomhed, fordi virksomheden allerede har fået en bøde af konkurrencemyndigheden i et andet EU-land eller af Kommissionen for at have overtrådt art. 81 eller 82, kan den næppe løse dette spørgsmål ved at bruge straffelovens § 10 a. Denne bestemmelse forudsætter, at der i det ”første” land har været tale om en strafforfølgning ved domstolene. I størstedelen af EU-medlemslandene pålægges bøder imidlertid administrativt af konkurrencemyndighederne, jf. tabel 11.1 i afsnit
11.5.

Blandt de EU-medlemslande, hvor det er domstolene, som pålægger bøder, har størstedelen af disse ikke ratificeret de to Europarådskonventioner⁴¹, som straffelovens § 10 a henviser til. Hvad særligt angår Kommissionens bøder, har disse, som nævnt, efter Rådsforordning 1/2003 ”ikke strafferetlig karakter”.

Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder (EMRK) indeholder et forbud mod dobbeltstraf.⁴² Dette forbud gælder imidlertid kun en ny straffesag inden for samme stat.

Schengenkonventionen⁴³ har et forbud mod dobbeltstraf, der kan anvendes internationalt. Men det går kun på parallel strafforfølgning ved domstolene.

Kommissionen har i slutningen af 2005 offentliggjort en Grønbog om bl.a. forbud mod dobbeltstraf i straffesager.⁴⁴ De præciseringer af forbuddet mod dobbeltstraf, som Kommissionen foreslår, er kun rettet mod straffesager.

Støtte vil man derimod kunne hente fra fællesskabsdomstolenes praksis. Selv om denne ikke endnu er endeligt udviklet, kan man dog udlede visse strømpile.

I PVC-II-sagen fastslog EF-Domstolen, at forbuddet mod dobbeltstraf er et grundlæggende princip i fællesskabsretten.⁴⁵ Dette princip forbyder på konkurrencerettens område, at en virksomhed atter bliver dømt. Eller at den igen forfølges for en konkurrencebegrænsning, som den allerede er blevet pålagt en sanktion for, eller som den er blevet erklæret ansvarsfri for ved en tidligere afgørelse. Det er et krav, at den tidligere afgørelse er endelig.

Domstolen understregede, at forbuddet indebærer, at en myndighed ikke må tage stilling til realiteten af en konkurrencebegrænsning, som en anden myndighed allerede har taget stilling til og pålagt en bøde for. Men en myndighed kan godt tage stilling til en konkurrencebegrænsning, hvis en ankeinstans af formelle grunde har annulleret beslutningen i den første sag. En sådan beslutning er således ikke det samme som en frifindelse i strafferetlig forstand. De sanktioner, som myndigheden pålægger en virksomhed ved den anden beslutning, lægges ikke ”oveni” sanktionerne i den første annullerede beslutning. Der er tale om, at sanktionerne træder i stedet for disse.

I den konkrete sag fandt EF-Domstolen, at forbuddet mod dobbeltstraf ikke kunne anvendes. De udtalelser, som Domstolen fremkom med, skal man se i lyset af, at det var den samme myndighed – Kommissionen – som havde truffet den første og den anden beslutning. Men man kan i hvert fald på baggrund af dommen sige, at hvis fællesskabsdomstolene træffer afgørelse i realiteten i en sag og annullerer Kommissionens beslutning om en virksomheds overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, vil Kommissionen ikke senere kunne tage samme overtrædelse op til fornyet behandling og pålægge sanktioner herfor. Det samme vil også være tilfældet, hvis det er en national konkurrencemyndighed, som træffer første og anden beslutning, og de begge angår EU-konkurrencereglerne.

I de såkaldte cementsager gjorde to italienske virksomheder gældende, at Kommissionen overtrådte forbuddet mod dobbeltstraf ved at pålægge dem bøder for deres deltagelse i cementkartellet. Den italienske konkurrencemyndighed havde allerede grebet ind. EF-Domstolen udtalte⁴⁶, at tre betingelser skal være opfyldt for, at en myndighed ikke kan gribe ind på grund af forbuddet mod dobbeltstraf:

1. de faktiske omstændigheder skal være identiske,
2. lovovertræderen skal være den samme person, og
3. den retsbeskyttede interesse skal være den samme.

EF-Domstolen fandt⁴⁷, at de faktiske omstændigheder ikke var de samme og afviste, at forbuddet mod dobbeltstraf kunne anvendes. Den italienske konkurrencemyndighed havde taget stilling til forsyningskontrakter og samarbejdsaftaler indgået mellem fire italienske cementvirksomheder. Aftalerne gik ud på, at de tre af virksomhederne skulle forsyne den fjerde virksomhed med al det cement, som den havde brug for. Ifølge Domstolen havde Kommissionen derimod taget stilling til den aftale, som de tre cementproducenter havde indgået. Den aftale havde til formål at få den fjerde virksomhed til indstille importen af cement fra Grækenland.

Den tredje betingelse (samme retsbeskyttede interesse) er væsentlig, når det skal undersøges, om forbuddet mod dobbeltstraf skal anvendes, når en myndighed har anvendt national konkurrenceret, og en anden myndighed vil anvende art. 81 eller 82. EF-Domstolen forholdt sig ikke til dette spørgsmål i cementsagerne. Det gjorde derimod Generaladvokaten. Selv om Generaladvokatens forslag til afgørelse ikke binder Domstolen, har det en vis betydning.

I sit forslag til afgørelse⁴⁸ fastslog Generaladvokaten, at der ikke kan herske tvivl om, at det er den samme beskyttelsesinteresse, som de to regelsæt værner. Generaladvokaten afviste således, at konkurrencelovgivningen kan opdeles i forskellige planer – et fællesskabsplan og et nationalt plan. På begge planer har man et ønske om at værne den frie og åbne konkurrence på det indre marked. På fællesskabsplan overvåger man konkurrencen i sin helhed. På nationalt plan overvåger man dele af fællesskabskonkurrencen, men essensen er ifølge Generaladvokaten den samme.

Generaladvokaten fremhævede, at den italienske konkurrencelov var en næsten ordret gengivelse af art. 81 og 82. Den eneste forskel var, at Traktaten bruger ordet ”fællesmarkedet”. Den italienske konkurrencelov brugte ordene ”det nationale marked”. Denne forskel havde dog ikke væsentlig betydning. Den havde kun betydning for intensiteten af overtrædelsen. Generaladvokaten bemærkede også, at når fællesskabsmyndighederne og de nationale myndigheder begge arbejder på at bekæmpe konkurrencebegrænsninger, skal det tages som udtryk for, at de begge ønsker at værne den samme beskyttelsesinteresse.

Generaladvokatens konklusion var: Hvis der er sammenfald på de tre punkter (de faktiske omstændigheder, lovovertræderen og den retsbeskyttede interesse), og Kommissionen har pålagt en virksomhed bøde for at have overtrådt art. 81 eller 82, kan en national konkurrencemyndighed herefter ikke pålægge en bøde for den samme konkurrencebegrænsning. Omvendt kan Kommissionen heller ikke gribe ind, hvis en national konkurrencemyndighed allerede har pålagt en bøde efter art. 81 eller 82.

Denne konklusion indebærer dog ikke, at en konkurrencemyndighed er afskåret fra at anvende national konkurrencelovgivning, som beskytter andre interesser end de, som ønskes beskyttet ved EU-konkurrencereglerne. Det kan fx være bestemmelser om indgreb, hvis en virksomhed handler imod god markedsføringsskik.

Det er således efter fællesskabsdomstolenes praksis et krav, at der skal være identitet, hvad angår de faktiske omstændigheder, lovovertræderen og den retsbeskyttede interesse. Hvis bare én af disse betingelser ikke er opfyldt, gælder forbuddet mod dobbeltstraf ikke.

Hvis Kommissionen har pålagt en virksomhed en bøde, hindrer det ikke en dansk straffesag mod en fysisk person. Hvis der vel at mærke er beviser for, at denne person med forsæt eller ved grov uagtsomhed har været direkte involveret i overtrædelsen. Der foreligger – så vidt Konkurrencestyrelsen ved – endnu ingen eksempler på, at en national konkurrencemyndighed har straffet en person for den overtrædelse af art. 81 eller 82, som Kommissionen har straffet virksomheden for.

Der foreligger ikke endnu en dom fra fællesskabsdomstolene, der fastslår, at Kommissionen også vil være udelukket fra et fornyet indgreb og pålæggelse af bøde over for en virksomhed, som en national konkurrencemyndighed eller domstol allerede har retsforfulgt eller dømt for at have overtrådt art. 81 eller 82. Ifølge Generaladvokatens udtalelse i cementsagerne vil forbuddet mod dobbeltstraf også gælde for Kommissionen i denne situation. Hvis de tre betingelser om identitet er opfyldt, er det da også vanskeligt at se, hvad der skulle begrunde, at Kommissionen – modsat en national konkurrencemyndighed eller domstol – kunne gribe ind. Hele det system, som er blevet etableret med Rådsforordning 1/2003, bygger jo netop på, at myndighederne er ligeværdige og har samme ret til at anvende art. 81 og 82. Hvortil kommer, at Kommissionen efter art. 11, stk. 6, i Rådsforordning 1/2003 har haft mulighed for at overtage sagen.

Fodnoter

1 Jf. pkt. 19 i fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen til Rådsforordning nr. 1/2003, samt pkt. 14-15 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder, EUT 2004 C 101/43.

2 Jf. pkt. 15 i fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen til Rådsforordning nr. 1/2003, samt pkt. 8 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet indenfor netværket af konkurrencemyndigheder.

3 Jf. konkurrencelovens § 23, stk. 1, nr. 13, og stk. 3.

4 Jf. s. 122 i Straffelovrådets betænkning 1289 fra 1995 om juridiske personers bødeansvar. Se også Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999 af 6. oktober 1999 om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, som dette og det følgende afsnit bygger på.

5 Udtrykket ”graverende” stammer fra forarbejderne til straffelovens § 27 om strafansvar for juridiske personer (FT 1995-1996, tillæg A, s. 4058) og er formentlig det samme som grov uagtsomhed.

6 Jf. straffelovens § 27, stk. 2.

7 Se fx præmis 132-133 i sag 48/69, ICI, Saml. 1972, 151, samt præmis 117 i de forenede sager C-189/02 P m.fl., Dansk Rørindustri, Saml. 2005-I, 5425.

8 Utrykt dom af 1. december 2005 fra Østre Landsrets 18. afdeling i sag S-2446-05.

9 Gorm Toftegaard Nielsen, s. 237-238 i den kommenterede straffelov, almindelig del, 8. udg., 2005.

10 Se fx pkt. 194-195 i Kommissionens beslutning af 2. august 1989, Armeringsnet, EFT 1989 L 260/1; pkt. 192 i Kommissionens beslutning af 17. december 2002, Smagsforstærkere, EUT 2004 L 75/1, og præmis 145 i sag C-49/92 P, Anic, Saml. 1999-I, 4125.

11 Jf. præmis 9 i de forende sager 29/83 og 30/83, CRAM & Rheinzink, Saml. 1984, 1679, og præmis 59 i de forenede sager C-204/00 P m.fl., Aalborg Portland, Saml. 2004-I, 123.

12 Jf. pkt. 61 i generaladvokat Colomers forslag til afgørelse i sag C-204/00 P, Aalborg Portland, fremsat den 11. februar 2003.

13 Se præmis 238 i sag T-6/89, Enichem Anic, Saml. 1991-II, 1623.

14 Præmis 145 i sag C-49/92 P, Anic, Saml. 1999-I, 4125.

15 Sag T-134/94, Stahlwerke, Saml. 1999-II, 239.

16 Præmis 107 i sag T-9/99, HFB, Saml. 2002-II, 1487.

17 Præmis 359 i de forenede sager C-204/00 P m.fl., Aalborg Portland, Saml. 2004-I, 123.

18 Det samme gælder for de øvrige bestemmelser – §§ 7-9 – om domstolenes straffemyndighed.

19 Justitsministeren har i efteråret 2002 nedsat et såkaldt jurisdiktionsudvalg, som bl.a. skal overveje en række spørgsmål om dansk straffemyndighed i forhold til de lovovertrædelser, som virksomheder begår. Udvalget har i februar 2006 afgivet delbetænkning (nr. 1470/2006) om dansk straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet.

20 S. 187-188 i Straffelovrådets betænkning nr. 1289 fra 1995 om juridiske personers bødeansvar.

21 Restanceinddrivelsesmyndigheden er en særlig styrelse under Skatteministeriet.

22 Rammeafgørelsen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union.

23 Jf. art. 5, stk. 1, sidste pind: ”Strafbare handlinger, der er fastlagt af udstedelsesstaten, og som tjener til at opfylde forpligtelser i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller EU-traktatens afsnit VI.” Afsnit VI i Traktaten indeholder bl.a. art. 83, som er hjemlen for Rådsforordning 1/2003.

24 Jf. art. 6.

25 Jf. art. 9, stk. 3.

26 Jf. art. 7.

27 I § 29, stk. 2, i lov nr. 1434 af 22. december 2004, som gennemfører Rammeafgørelsen i Danmark, er det bestemt, at Justitsministeren kan aftale med en anden medlemsstat, at midlerne fra en dansk afgørelse om bødestraf, som fuldbyrdes i andre stater, føres tilbage til den danske statskasse.

28 Lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

29 I Irland kan en virksomhed vedtage et bødeforelæg, men kun for visse overtrædelser af selskabslovgivningen.

30 I Finland er det markedsdomstolen, som pålægger en bøde på forslag fra den finske konkurrencemyndighed, der fører sagen i retten. For Irlands vedkommende kan konkurrencemyndigheden optræde som anklagemyndighed i de straffesager, som anlægges ved District Court. Det er mindre straffesager, som kun én dommer behandler. I Sverige er det Konkurrensverket, som fører sagen for Stockholms Tingsrätt.

31 Jf. Kommissionens Grønbog af 23. december 2005 (COM (2005) 696 final) om ”Conflicts of Jurisdiction and the Principle of ne bis in idem in Criminal Proceedings”.

32 I § 16, nr. 2, i lov nr. 1434, som gennemfører Rammeafgørelsen i Danmark, er anvendelsesområdet ændret, idet ”navnlig” er udeladt. Det må betyde, at domme fra danske domstole, der generelt har kompetence til at behandle straffesager, falder ind under anvendelsesområdet.

33 Jf. art. 14, stk. 1, i Rådsforordning 1/2003.

34 Jf. art. 23, stk. 5.

35 Jf. Traktatens art. 230.

36 Jf. fx EF-Domstolens kendelse i sag C-364/99 P (R), DSR-Senator Lines, Saml. 1999-I, 8733.

37 Jf. Traktatens art. 225, stk. 1, og art. 58 i EF-Domstolens statut.

38 Jf. Traktatens art. 256. I Danmark sker det efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47, dvs. ved udlæg og i givet fald tvangsauktion.

39 Det er et krav efter art. 254, stk. 3, i Traktaten.

40 Pkt. 13 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder, EUT 2004 C 101/43.

41 Europarådets Konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger og Europarådets Konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager.

42 Jf. art. 4, stk. 1, i den 7. tillægsprotokol af 22. november 1984. Protokollen er ratificeret af Danmark og er optrykt i bekendtgørelse nr. 41 af 7. april 1989.

43 Konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union: Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000 L 239/19). For Danmarks vedkommende er konventionen ratificeret ved lov nr. 418 af 10. juni 1997.

44 Jf. Kommissionens Grønbog af 23. december 2005 (COM (2005) 696 final) om ”Conflicts of Jurisdiction and the Principle of ne bis in idem in Criminal Proceedings”.

45 De forenede sager C-238/99 P m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij, Saml. 2002-I, 8375, præmis 59.

46 Præmis 338 i de forenede sager C-204/00 P m.fl., Aalborg Portland, Saml. 2004-I, 123.

47 Præmis 339-340 i dommen.

48 Jf. pkt. 91-97 i forslag til afgørelse i sag C-213/00 P, Italcementi, fra generaladvokat Colomer, fremsat den 11. februar 2003.

Version 1.0 Maj 2006 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering