Konkurrenceredegørelse 2005 - KAPITEL 8, De frivillige kæder og konkurrencen

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2005"

KAPITEL 8
De frivillige kæder og konkurrencen

8.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER

De frivillige kæder fylder godt i detailhandelen. De er med et tæt butiksnet og et varieret vareudbud med til at skabe et spændende butiksliv. De frivillige kæder er stort set repræsenteret inden for samtlige brancher i detailhandelen. Gennem årene har de fastholdt en høj markedsandel.

Rationaliseringer i detailhandelen betyder, at der stilles større og større krav til butikkerne. Det gør det nødvendigt med stordrift. Stordrift kan have form af en kapitalkæde, hvor butikkerne ejes af samme virksomhed og således er underlagt en koncernledelse. Koncernledelsen træffer alle beslutninger om oprettel se, placering, nedlæggelse og drift af butikkerne.¹

En anden mulighed er, at butikker går sammen i et frivilligt kædesamarbejde. De frivillige kæder består af selvstændige erhvervsdrivende, som samarbejder om bl.a. fælles indkøb, markedsføring, administration og/eller uddannelse. Over for de frivillige kæder og kapitalkæderne er der også selvstændige, som ikke indgår i et kædesamarbejde.

Der er fordele ved det frivillige kædesamarbejde. Den enkelte ejer af en kædebutik kan skabe høj motivation og engagement hos medarbejderne og drive butikken effektivt. Samtidig gør kædesamarbejdet det muligt at udnytte stordriftsfordele samt at optræde udadtil med fælles koncepter, hvilket er til fordel for forbrugerne.

Nogle frivillige kæder ønsker imidlertid at få mulighed for at træffe alle beslutninger om varesortiment og priser m.v. Spørgsmålet blev rejst af Dansk Handel og Service (DHS) og Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS) i 2004 over for økonomi- og erhvervsministeren. Ønsket om mere kædestyring begrundes bl.a. med, at butikkerne kan opnå fordele i form af en mere effektiv markedsføring, større rabatter hos leverandører samt en mere effektiv distribution og drift.

Ministeren har derfor bedt Konkurrencestyrelsen om at undersøge de frivillige kæders konkurrenceforhold og at se på, hvordan problemerne kan løses. Styrelsens undersøgelse og anbefalinger er nærmere beskrevet i en rapport, som ligger til grund for dette kapitel.

Undersøgelsen viser, at de frivillige kæder klarer sig godt i konkurrencen med kapitalkæderne. Der er fortsat langt flere butikker, der indgår i et frivilligt kædesamarbejde end i en kapitalkæde. Andelen af det samlede antal butikker er siden 1997² steget mest for de frivillige kæder og svarer i dag til en andel på 35 pct. mod kapitalkædernes 19 pct. Samtidig er antallet af kæder – både frivillige kæder og kapitalkæder – faldet i perioden. Kæderne går sammen for at styrke sig i konkurrencen.

Udviklingen i indtjeningen er også ret positiv for de frivillige kæder. Overskud før afholdelse af løn og husleje m.v. er steget mere for de frivillige kæder end for kapitalkæderne i perioden fra 1997 til 2003. Det kan bl.a. tilskrives kædernes evne til at udnytte indkøbsfordele. Samtidig har både de frivillige kæder og kapitalkæderne oplevet et fald i overskuddet efter, at faste udgifter er afholdt. Det skyldes bl.a., at det er blevet dyrere at eje en butik.

Der er intet i denne udvikling, der peger på, at det er nødvendigt at ændre konkurrencereglerne. Styrelsens analyser viser, at succesen for kæderne ikke afhænger så meget af, om de er frivillige kæder eller kapitalkæder, men om de er i stand til at finde det rigtige koncept, de rigtige internationale samarbejdspartnere, samt om de er gode til at drive forretning.

Nogle kæder har således med held eksporteret deres koncept til andre lande. Andre kæder har indledt samarbejde med kæder i andre lande, fx om indkøb. Kæderne kan herved opnå større indkøbsstyrke og mere effektive indkøb, uden at de behøver at pålægge kædemedlemmer i Danmark en øget købsloyalitet.

Noget tyder imidlertid på, at det kan gavne både forbrugerne og detailhandelen, hvis der gennemføres en konkurrencepolitisk ændring, så de frivillige kæder får større frihedsgrader. Lidt populært sagt vil det være en fordel, hvis de frivillige kæder kan bruge mindre tid på jura og mere tid på at udvikle og vedligeholde et konkurrencedygtigt koncept.

Ændringen kan ske ved at ophæve den gældende gruppefritagelse for kædesamarbejde. Gruppefritagelsen blev indført i 1998 efter svensk forbillede. Svenskerne har dog senere ophævet deres.

Analyser af regler og praksis tyder på, at gruppefritagelsen har været anvendt for mekanisk, og at reglerne imod hensigten har skabt større uklarhed end sikkerhed omkring de rammer, som kæderne kan agere indenfor.

Fra 1. februar 2005 kan kæderne selv vurdere, om deres aftaler opfylder betingelserne for at være fritaget fra konkurrencelovens forbud, jf. den seneste ændring af konkurrenceloven. De behøver således ikke længere ansøge om en fritagelse. Vælger kæden ikke at anmelde sit kædekoncept til styrelsen, behøver Konkurrencerådet ikke at tage stilling til enhver detalje i et kædekoncept. Dette er i sig selv mindre restriktivt for kæderne. Når styrelsen modtager en anmeldelse, må styrelsen i sagens natur anlægge en forholdsvis restriktiv vurdering på et tidspunkt, hvor det kan være svært at vurdere, hvilken virkning aftalerne rent faktisk har på markedet.

En ophævelse af gruppefritagelsen vil befri de frivillige kæder for et kompliceret regelsæt. Reglerne vil blive lettere at forstå, og der vil blive fuld overensstemmelse mellem de danske regler og EU-reglerne.

Der bliver friere muligheder for styring af kæderne på næsten alle områder. Figur 8.1 viser i forenklet form de anbefalede, fremtidige styringsmuligheder. Det væsentlige er, at bestemmelser om kædekoncept og interne forhold, der stort set kun berører medlemmernes indbyrdes forhold, kan aftales ret frit, jf. de øverste blokke i figuren. Det er kun bestemmelser, der kan påvirke konkurrencen på markedet mærkbart, der kan være et problem, og som myndighederne fremover bør have fokus på.

I praksis vil det være af stor betydning, at det også bliver muligt i højere grad at styre indkøb og sortiment. Det giver kæderne mulighed for at opnå større rabatter hos leverandørerne og en mere effektiv markedsføring.

Figur 8.1: Fremtidige styringsmuligheder

Kæderne vil i forhold til tidligere få større frihed til at bestemme, hvor mange butikker, der skal være i kæden, og hvor de skal placeres. Kæderne vil også kunne udvide forbudet mod at deltage i konkurrerende kæder til enhver form for deltagelse i konkurrerende virksomhed. Samtidig vil det nuværende udtrædelsesvarsel i gruppefritagelsen på 6 måneder kunne udstrækkes til i hvert fald 12 måneder og yderligere i op til 2 år for kæder med en mindre markedsandel.

Kæderne vil som nævnt også kunne binde medlemmerne mht. indkøb og sortiment i højere grad end hidtil. Endelig vil kæden kunne kræve, at medlemmerne ikke overskrider de maksimumpriser, som kæden fastsætter i tilknytning til fælles reklameaktiviteter.

De lempeligere vilkår afhænger af, hvor stærk en stilling kæden har på markedet. Hvis en branche domineres af en eller meget få kæder, der fx anvender omfattende købsbindinger, der begrænser konkurrencen i branchen, vil ovennævnte muligheder for at styre kædemedlemmerne kunne være for vidtgående. Det samme gælder, hvis en dominerende kæde fx styrer nyetableringer på en måde, der begrænser konkurrencen. Konkurrencelovens § 11 om forbud mod misbrug af dominerende stilling gælder således fortsat fuldt ud også for frivillige kæder.

En ophævelse af gruppefritagelsen angår vurderingen efter konkurrencelovens § 6, og vil som nævnt give større råderum for kæderne til styring af medlemmerne. Der ligger ikke i denne ændring nogen anbefaling af, at kæderne indfører stram styring. Det er op til medlemmerne i den enkelte kæde at fastsætte, hvor grænsen mellem central styring og medlemmernes selvstændige beslutninger skal gå. Konkurrenceretten skal ikke give det enkelte medlem en generel beskyttelse mod "urimelige" kædebeslutninger. Dog skal et medlem kunne forlade kæden med et rimeligt varsel og på rimelige udtrædelsesvilkår. Kædens interne konflikter må eventuelt løses via det forenings- eller aftaleretlige system.

På to punkter har Konkurrencestyrelsen ikke kunnet anbefale, at man imødekommer ønsker fra nogle af organisationerne. Det handler om prisaftaler og aftaler om boykot af bestemte leverandører. Ønsket om ens priser i alle kædens butikker er bl.a. begrundet med, at kæderne gerne vil kunne reklamere med den nøjagtige besparelse eller før-og-nu-priserne for at overholde markedsføringslovens krav. I praksis vil det betyde, at forretninger, der har lave priser i forhold til andre kædemedlemmer, i en længere periode forud for en tilbudskampagne forhøjer priserne alene, for at kæden kan reklamere med et tilbud. Dette er ikke acceptabelt. Aftaler om ens priser er i klar strid med såvel konkurrenceloven som EU's konkurrenceregler.³

Det samme gælder boykot. Påbud fra kæden om at boykotte en leverandør beskærer det råderum, som kædedeltagerne bør have. Udadtil kan balancen i forhold til leverandørerne blive forrykket, så der bliver tale om udøvelse af købermagt. Boykot kan ramme mindre og evt. lokale leverandørers adgang til markedet og dermed begrænse forbrugernes valgmuligheder. Det skulle i øvrigt ikke være nødvendigt at anvende sådanne midler i et kædesamarbejde. I praksis er der i de frivillige kæder en meget høj "indkøbsloyalitet" – i gennemsnit 90 pct. – uden at sådanne midler har været anvendt. Problemer omkring prisstyring og boykot er omtalt yderligere i afsnit 8.5.

Styrelsens anbefalinger lægger op til en løsning, der afbalancerer fordelene ved central styring og fordelene ved butiksejernes decentrale beslutninger. Hermed sikres et så alsidigt vareudbud og så høj effektivitet som muligt. En central styring af kædekonceptet kan gøre butikkerne mere effektive og attraktive på en måde, som vil sikre, at nye idéer spredes hurtigt. Det vil styrke dem i konkurrencen. Men en total styring, der udelukker lokalt initiativ, kan ikke accepteres.

8.2 KAPITALKÆDER OG FRIVILLIGE KÆDER – MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER

I 2004 har flere detailhandelsorganisationer fremsat ønske om, at konkurrencereglerne ændres, så de frivillige kæder ligestilles med kapitalkæder. Organisationerne har ønsket klare regler, så medlemmerne ikke skal bruge tid på jura, men kan koncentrere sig om at drive forretning.

Detailhandelen i Danmark præges i høj grad af kæder. De frivillige kæder har ca. 1/3 af omsætningen, mens kapitalkæderne har lidt under halvdelen af omsætningen i detailhandelen.⁴

Der findes også samarbejde om indkøb og markedsføring i servicefagene (fx ejendomsmæglerne) og håndværksfagene (fx autoværksteder). Det er dog ikke nær så udbredt som i detailhandelen. Analyserne i det følgende vedrører kun detailhandelen.

I boks 8.1 er nogle forskellige typer kæder beskrevet.

Boks 8.1: Forskellige kædetyper

Note 1: Coop har desuden peget på, at Coop's kædesamarbejde med de selvstændige brugsforeninger foregår ud fra et kostprisprincip, dvs. at der ikke er indlagt nogen grossistavance i samhandelsforholdet mellem Coop og brugsforeningerne.

Den konkurrenceretlige regulering

Kædesamarbejder i detailhandelen er undergivet konkurrenceretlig regulering. I de fleste lande består denne alene i de konkurrenceregler, der gælder generelt for hele erhvervslivet. I Danmark har der hidtil været en særregulering (en gruppefritagelse) på området.

De konkurrenceretlige regler indebærer, at aftaler mellem selvstændige erhvervsdrivende er forbudte, hvis de begrænser konkurrencen mærkbart. Baggrunden er, at aftaler mellem virksomheder ofte indebærer et samfundsøkonomisk tab, dvs. for høje priser, for lav effektivitet og bevarelse af en uhensigtsmæssig struktur etc. I visse tilfælde kan aftaler fritages. Det sker, hvis aftalerne indebærer større effektivitet med fordele for forbrugerne uden at udelukke konkurrencen. Aftaler om prissamarbejde, selv mellem virksomheder med en begrænset markedsandel, vil næsten altid øge prisniveauet til skade for forbrugerne.

Forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler trådte i kraft i Danmark 1. januar 1998. For at skabe en rimelig konkurrencemæssig ligestilling mellem kapitalkæderne og de frivillige kæder blev forbudslovgivningen ledsaget af en gruppefritagelse for kæder i detailhandelen, jf. boks 8.2. Herved undgik kæderne at skulle søge om individuelle fritagelser, som man antog at være nødvendigt for at kunne fortsætte kædernes hidtidige aktivitet. Gruppefritagelsen bestemte, at en række aftalebestemmelser var lovlige og klargjorde, at andre var ulovlige. Der har dog alligevel været en del sager på området.

Blandt EU-landene er det kun Danmark og Holland, der i dag har en særlig regulering for kæder. De hollandske regler er mere restriktive end de danske. Tilladelsen til at anvende maksimalpriser i forbindelse med reklameaktiviteter gælder kun 5 pct. af sortimentet og kun, hvis kampagnen varer højest 8 uger. Der er ligeledes begrænsninger på den købspligt, der kan pålægges, idet denne højest kan udgøre 60 pct. af en detailvirksomheds sortiment og højest vare 10 år. Købsforpligtigelsen kan kun indgås i forbindelse med finansielle forpligtigelser, som detailhandleren indgår. Det kan fx være lån (eller finansiering af lagre eller inventar) eller aftaler om sikkerhedsstillelse til fordel for tredjemand.

De øvrige lande, der som nævnt ikke har nogen særregulering, har ikke haft særlig mange sager på området.

Boks 8.2: De nuværende regler

Konkurrenceretten regulerer ikke, hvad der foregår inden for en virksomhed eller koncern, fx en kapitalkæde. Med et centralt økonomisk ansvar og centrale beslutninger er der i princippet mulighed for at styre alle beslutninger i koncernen.

Selvstændige virksomheder, som har indgået kædesamarbejde (dvs. en frivillig kæde), har ikke samme mulighed for en total, central styring af medlemmerne. Her er den økonomiske risiko nemlig ikke central, men medlemmernes.

Forskelle i adgang til ressourcer ved opkøb og nyetableringer

For udviklingen af en kæde er det vigtigt at have adgang til kapital fx til opkøb eller nyetableringer. Her har kapitalkæderne umiddelbart klare fordele, som konkurrencereglerne ikke har nogen indflydelse på.

Kapitalkæden kan også ved et opkøb eller en nyetablering med kort varsel stille veluddannet personale til rådighed ved at trække på filialerne. Kæden kan let overføre alle systemer og knowhow på den nye filial. I den frivillige kæde kan den enkelte butiksejer ofte ikke selv finansiere opkøb.

Forskelle i beslutningstagningen

Der er stor forskel med hensyn til, hvem der tager beslutninger i hhv. de frivillige kæder og kapitalkæder. For indehaveren af en enkelt butik (og som medlem af en frivillig kæde) er der et klart incitament til at drive en effektiv forretning. Det handler om indehaverens overskud og om forretningens fremtid.

Uanset hvor dygtig en butiksejer er til at forhandle priser, til at udforme reklamer, indrette en velassorteret, attraktiv butik osv., vil en kæde dog tit opnå fordele ved et fælles indkøb, markedsføring m.v.

De enkelte medlemmer kan være uenige om, hvorvidt det er en fordel at afgive beslutningskompetence til fordel for kædebeslutninger. Det er de enkelte kædemedlemmer, der bærer den økonomiske risiko for deres forretning. De vil derfor acceptere at afgive muligheden for egne dispositioner i det omfang, det med rimelig sandsynlighed forbedrer deres forretningsresultat, jf. boks 8.3.

Boks 8.3: Udsagn fra et tidligere medlem af en frivillig dagligvarekæde

Kilde: Interview i Bornholms Tidende, 18. januar 2005.

I kapitalkæden har butikschefen incitament til at yde den bedst mulige indsats; fx gennem avancementsmuligheder, mulighed for lønforhøjelse eller gennem bonus. Men også gennem muligheder for at påvirke resultatet i den rigtige retning ved i et vist omfang at have ansvar og mulighed for at disponere. De er derfor ikke altid bundet af centrale beslutninger.

Kapitalkæderne har et godt udgangspunkt med hensyn til central styring og realisering af stordriftsfordele. Væsentligt for effektiviteten er også korte beslutningsprocesser sammenlignet med de frivillige kæder. Den centrale kædeledelse tager alle større beslutninger. Den kan dog beslutte at give butikscheferne ansvar for visse dispositioner. Det vil så ofte være butikschefens ansvar, at hans dispositioner fører til et bedre resultat, end hvis han havde fulgt de centrale anvisninger, jf. boks 8.4.

Konkurrencestyrelsen har spurgt 8 af de største kapitalkæder⁵ om den lokale beslutningskompetence. Halvdelen af kæderne giver i begrænset omfang butikschefen mulighed for at fastsætte priser lokalt. Det sker fx for at imødegå lokal konkurrence og i forbindelse med udsalg af store varepartier. Kæderne opgør ikke nøjagtigt omfanget heraf. Nogle nævner, at omfanget udgør et par procent, mens andre oplyser, at det udgør 10-20 pct.

Halvdelen af kapitalkæderne oplyser, at butikschefen har en vis indflydelse på sortimentet.

Boks 8.4: Eksempler på styring i kæderne

Fordele ved stordrift kan ofte nås uden tvang. Det nås allerede ved at demonstrere, at det er en fordel for den enkelte kædedeltager at følge kædens retningslinjer.

Det kan også være en fordel for kæden, at antallet af regler og forbud holdes på et minimum. Kæden er fx ikke effektiv, hvis medlemmerne kan købe billigere ind uden om kæden. Erfaringer viser, at en betydelig grad af central styring af en frivillig kæde kan være uhensigtsmæssig, jf. eksemplet i boks 8.5. Det økonomiske tab rammer nemlig de enkelte medlemmer. Den beslutningsprocedure, der findes i de frivillige kæder, kan betyde, at der går en vis tid, før medlemmerne kræver, at ledelsen af kæden ændrer kurs.

Boks 8.5: Imercos betalingsstandsning og konkurs

Kilde: Udvalgte artikler i Børsen, Berlingske Tidende og Jyllandsposten.

Eksemplet med Imerco viser, at en ledelse kan træffe uhensigtsmæssige løsninger. Som nævnt tidligere er det dog ikke – og skal ikke være – formålet med konkurrenceretten at beskytte kædemedlemmer mod ufornuftige beslutninger i kædeselskabet.

8.3 DE FRIVILLIGE KÆDERS FAKTISKE VALG MELLEM CENTRAL STYRING OG DECENTRALEBESLUTNINGER

Omfanget af samarbejde i frivillige kæder

De frivillige kæder samarbejder næsten altid om at opnå fordele ved samlede indkøb og ved fælles markedsføring. Markedsføring omfatter bl.a. tv-reklame og udsendelse af tilbudsaviser. I den forbindelse fastsætter kædeselskabet kampagnepriserne.

Kæderne aftaler ofte tilbudskampagner med leverandørerne. Markedsføringssamarbejdet hænger derfor naturligt sammen med samarbejde om indkøb og sortiment. Samarbejdet kan bl.a. indebære, at medlemmerne har et bestemt fælles grundsortiment, og de skal i en vis udstrækning købe ind via kæden eller inden for kædens aftaler med leverandørerne.

Desuden fastsætter kæderne ofte regler om kædekonceptet (bl.a. facade, indretning, produktsammensætning, personalerekruttering samt -uddannelse, service og eftersalgsservice m.v.), så forretningerne fremtræder med et ensartet præg. Det er også almindeligt at udveksle erfaringer og nøgletal.

Endelig har kæderne bestemmelser om indtræden og udtræden af kæden, om placering af nye forretninger og om ikke at deltage i konkurrerende kædesamarbejde.

Den daglige drift af kæden varetages som regel af et selskab oprettet af kædedeltagerne. Det er således typisk kædeselskabets ansatte, der i samråd med repræsentanter for kædemedlemmerne i særlige kædeudvalg indgår indkøbsaftaler og aftaler om tilbudskampagner med leverandørerne. De forestår også udsendelse af tilbudsaviser og andre fælles reklameaktiviteter m.v. Kædeselskaber, der leverer varer til medlemmerne, fastsætter som regel vejledende priser. Kædeselskabet (og kædeudvalgene) får på denne måde en styrende funktion.

I nedenstående tabel 8.1 er angivet, baseret på et gennemsnit af kæderne, hvordan medlemmerne i 27 frivillige kæder (ud af 30 adspurgte) indkøber deres varer.

Tabel 8.1: Vareindkøb fordelt efter forskellige grader af kædeinvolvering

Kilde: Styrelsens egen markedsundersøgelse, 2004.

Af kædedeltagernes indkøb sker 90 pct. inden for rammerne af kædesamarbejdet. Heraf sker 24 pct. af indkøbene direkte fra kædeselskabets lager. 50 pct. af varerne får forretningerne leveret direkte fra producenten men med gennemfakturering via kædeselskabet. I 16 pct. af tilfældene foretager kædemedlemmerne deres indkøb i henhold til rammeaftaler indgået mellem kædeselskabet og leverandørerne.

Der er således generelt en høj købsloyalitet, selv om de frivillige kæder kun i begrænset omfang har kunnet anvende købsbindinger som forudsætning for at være medlem af kæden.

Købsloyalitetet varierer en del fra kæde til kæde. I nogle kæder dækker en hovedleverandør (kædeselskab eller grossist) det meste af indkøbene. I andre kæder er det gennemfakturering, og i et par kæder indkøbes mest via rammeaftaler. Størstedelen af alle kæder køber ind på alle tre måder.

I tabel 8.2 er analyseret, om stor købsloyalitet (dvs. 90 pct. eller derover) betyder så meget for en kædes indtjeningsevne, at det kan aflæses i branchens overskudsgrad. Branchernes overskudsgrad kan sammenlignes med gennemsnittet for detailhandelen på 5,4 pct. I tabellen er også vist kædernes markedsandele, idet overskudsgraden også kunne afhænge heraf.

Tabel 8.2: Overskudsgrad i 2003 i brancher, hvor medlemmerne køber mere end 90 pct. ind "via kædeselskabet"¹

Note 1: Indkøb "via kædeselskabet" defineret som direkte indkøb, 1) kædeselskabet har varerne på lager og fakturerer direkte, 2) kædeselskabet gennemfakturerer varekøbet, 3) indkøbet sker i henhold til en rammeaftale, som kædeselskabet har indgået på kædemedlemmernes vegne.

Note 2: Detailhandelens gennemsnitlige overskudsgrad er 5,4 pct.

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af data fra Stockmann-Gruppen "Kæder i danske detailhandel, 2004" samt Danmarks Statistik.

Tabel 8.2 viser, at der ikke kan konstateres en klar sammenhæng mellem købsloyaliteten i kæden og branchens overskudgrad. For kæder inden for brancher som isenkram, sko og hårde hvidevarer og el samt radio/tv, hvor minimum 90 pct. af kædens indkøb sker gennem kædesamarbejdet, er branchens overskudsgrad eksempelvis lavere end detailhandlernes gennemsnitlige overskudsgrad.

Fælles sortiment

Fælles grundsortiment er umiddelbart en stærkere binding end et indkøbssamarbejde. Et stort fælles grundsortiment vil alt andet lige indebære, at kædemedlemmerne køber mere ind hos den samme leverandør.

Ifølge markedsundersøgelsen udgør kædernes grundsortiment i gennemsnit 43 pct. af den samlede omsætning. Der er dog en meget stor spredning, jf. figur 8.2.

Figur 8.2: Fordelingen af de frivillige kæders fælles grundsortiment

Kilde: Styrelsens egen markedsundersøgelse, 2004.

Som vist i tabel 8.1 er "indkøbsloyaliteten" meget høj (90 pct. i gennemsnit). Det fælles grundsortiment omfatter en væsentlig lavere andel, jf. figur 8.2.

Kædeudvalg og horisontal grad af organisering

Langt de fleste frivillige kæder anvender kædeudvalg (93 pct.). I gennemsnit er der 2 kædeudvalg i hver kæde. Et kædeudvalg har i gennemsnit 4 medlemmer.

Kædeudvalgenes væsentligste opgave er at sparre og rådgive omkring sortiment, indkøb og markedsføring, jf. tabel 8.3 og boks 8.6. Udvalgene har også uddannelse og IT som arbejdsområde.

Enkelte kædeudvalg deltager i bestyrelsesarbejdet, og nogle af disse har en vis beslutningskompetence mht. prisniveau og sortiment. Bestyrelsen består typisk af kædemedlemmer. Det mest normale er, at bestyrelsen træffer de overordnede beslutninger. Enkelte steder kan det også være ledelsen eller direktionen i kædeselskabet, der bestemmer.

Tabel 8.3: Anvendelse af kædeudvalg blandt frivillige kæder

Note: I alt 23 kæder har besvaret dette spørgsmål. Kilde: Styrelsens egen markedsundersøgelse, 2004.

Kædeselskabet og kædeudvalgene står for de løbende dispositioner i kæderne. Kædemedlemmernes har en indirekte indflydelse gennem de repræsentanter, de har valgt ind i kædeudvalgene.

Boks 8.6: Eksempler på kædeudvalgs opgaver og kompetencer

Kilde: Styrelsens egen markedsundersøgelse, 2004.

I boks 8.7 er angivet eksempler på frivillige kæder, hvor der er tale om betydelige forskelle i graden af central styring.

Boks 8.7: Eksempler på forskelligt omfang af samarbejde i frivillige kæder

Kilde: Uddrag af Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel," 2004.

Næsten alle kæder har således kædeudvalg, men med varierende opgaver og kompetence.

Vejledende priser

Det er ikke tilladt kædemedlemmerne i de frivillige kæder at samarbejde om prisfastsættelsen (bortset fra at aftale maksimale kampagnepriser).

Derimod kan leverandørerne og kædeselskabet fastsætte vejledende priser for deres salg til medlemmerne af de frivillige kæder (vertikale aftaler). For visse kæder sker dette for mellem 60 og 100 pct. af kædens varesortiment. For andre kæder drejer det sig kun om en lille andel af sortimentet, jf. figur 8.3.

Figur 8.3: Leverandørernes anvendelse af vejledende priser som procent af de frivillige kæders varesortiment

Anm.: Spørgsmålet lød: "I hvilket omfang fastsætter kædens hovedleverandør (kædeselskab/grossist) og evt. øvrige leverandører vejledende priser for deres sortimenter (procent) – evt. skønsmæssigt." 12 respondenter har ikke ønsket eller ikke kunnet svare.

Kilde: Markedsundersøgelse foretaget af styrelsen i 2004.

Erfaringer fra tidligere undersøgelser viser, at sådanne priser følges i meget betydeligt omfang, jf. Konkurrenceredegørelse 2002, s. 166 ff. I praksis kan leverandørernes vejledende priser virke på samme måde, som hvis de var aftalt inden for kæden.

8.4 UDVIKLINGEN FOR KAPITALKÆDERNE OG DE FRIVILLIGE KÆDER SIDEN 1997

I 2004 anførte nogle organisationer, at de særlige regler om kædesamarbejde, der blev indført i 1998, har betydet, at de frivillige kæder har vanskeligt ved at konkurrere med kapitalkæderne. I dette afsnit søges belyst, hvordan de frivillige kæder har klaret sig i konkurrencen med kapitalkæderne, herunder om de evt. har tabt markedsterræn, eller om de indtjeningsmæssigt har klaret sig dårligere. Som nævnt i afsnit 8.2 er der en række forskelle i kædernes forudsætninger og måder at fungere på, der ville kunne betinge en forskellig udvikling.

Udviklingen i markedsandele og antal butikker i detailhandelen

Det er ikke muligt at give et præcist billede af forholdene for den enkelte butik i den frivillige kæde, hhv. kapitalkæde. Kapitalkæderne øger i høj grad deres markedsandele gennem opkøb og nyetableringer, mens udviklingen i de frivillige kæders markedsandele bl.a. påvirkes af, at eksisterende, selvstændige forretninger melder sig ind i kæden.

I nogle tilfælde deltager kapitalkæder med få butikker i en frivillig kæde bl.a. for at kunne opnå lavere indkøbspriser. De er i analyserne talt med under frivillige kæder. Hvis en kapitalkæde vokser sig stor og forlader kædesamarbejdet, flytter det en vis markedsandel mellem grupperne.

De frivillige kæders andel af det samlede antal butikker er steget med ca. 3 pct. point siden 1997. Kapitalkædernes andel er steget med ca. 2 pct. point. Andelen af selvstændige butikker er faldet med 5 pct. point, jf. figur 8.4.

Figur 8.4: Kædernes andel af antallet af forretninger i detailhandelen

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af data fra Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel", 1998 og 2004.

De frivillige kæder havde i 2003 8.514 butikker, mens kapitalkæderne havde 5.010 butikker. Antallet af frivillige kæder er faldet fra ca. 130 kæder i 1997 til ca. 100 i 2003, mens antallet af kapitalkæder er faldet fra ca. 220 i 1997 til ca. 180 i 2003⁶, jf. boks 8.8.

Boks 8.8: Eksempler på ophørte og fusionerede kæder

Kapitalkæderne har vundet markedsandele i dagligvarebranchen. Det er sket på bekostning af selvstændige butikker udenfor egentlig kædesamarbejde. Kapitalkæderne har nu en omsætning på ca. 65 pct. af branchens samlede omsætning.

De frivillige kæder har, nogenlunde uændret, fastholdt ca. 1/3 af den samlede omsætning i dagligvarehandelen, jf. figur 8.5.

Figur 8.5: Kædernes andel af den samlede omsætning i supermarkeder o.lign.

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel," flere årgange.

I 2003 udgjorde omsætningen i detailhandelen ekskl. dagligvarehandelen⁷ 132 mia. kr. Heraf udgjorde de frivillige kæders andel knap 35 pct., hvilket svarer til et lille fald i forhold til 1997, hvor andelen lå på godt 37 pct., jf. figur 8.6.

Figur 8.6: Kædernes andel af den samlede omsætning i udvalgsvarehandelen

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel," flere årgange.

Udviklingen i markedsandele og antal kæder på brancheniveau

I 8.4 er udviklingen i markedsandelene for en række brancher angivet. Markedsandelene er opdelt på kapitalkæder, frivillige kæder og "selvstændige". Kolonnen med "selvstændige" omfatter selvstændige butikker uden for kædesamarbejde samt i specialvarebrancherne desuden (dagligvare)supermarkedernes andel af omsætningen. De omsætningsmæssigt mindste brancher og de brancher, hvor kædernes samlede markedsandel er under 40 pct., er ikke medtaget i tabellen. Tabellen er rangordnet efter de brancher, hvor de frivillige kæder har størst markedsandele.

Umiddelbart er der ikke nogle specielle karakteristika for de brancher, hvor kapitalkæder eller frivillige kæder står stærkt. Fx står frivillige kæder stærkt i isenkrambranchen og kapitalkæder i boligtekstilbranchen. Disse to brancher har visse fælles karakteristika.

Tabel 8.4: Branchers markedsandele rangordnet efter frivillige kæders markedsandele i hhv. 2003 og (1997)¹

Note 1: Detailhandelsbrancher med en omsætning over 1 mia. kr. og hvor kædernes omsætning udgør over 40 pct. af branchens samlede omsætning.

Note 2: Omfatter i specialvarebrancherne desuden (dagligvare)supermarkedernes andel af omsætningen.

Note 3: Heraf har én kæde (Bogpa A/S) 58 pct.

Note 4: Opgørelsen af omsætningen for "Isenkram" i 1997 er formentlig overvurderet.

Note 5: Johannes Fog, 10-4 Byggecentre, Bygma og DLH henregnes til frivillige kæder. De er med i DITAS indkøbsforening, men er korte kapitalkæder.

Note 6: Dagligvarehandelen benævnes i "Kæder i dansk detailhandel" som "kolonialbranchen" og omfatter: supermarkeder, varehuse, discountforretninger, købmænd og brugser m.v.

Note 7: Inkl. selvstændige brugsforeninger.

Note 8: Coop (Irma og Fakta), Dansk Supermarked, Aldi og købmandskæder (Alta, Super Alta, Dreisler, Rema 1000, ISO, ABC Lavpris, Favorit og Løvbjerg).

Note 9: Ekskl. DSB-kiosker og kiosker på tankstationer.

Note 10: Heraf har én kæde (Jysk) 70 pct.

Note 11: Både BR-Legetøj og Toys R' Us har øget deres omsætning, men især dagligvarehandelen har øget sin omsætning af legetøj.

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af "Kæder i dansk detailhandel", Stockmann-Gruppen, 1998 og 2004.

De frivillige kæder har siden 1997 vundet markedsandele i halvdelen af brancherne og har tabt markedsandele i de øvrige.

Udviklingen præges i høj grad af den kraftige ekspansion blandt discount- og discountlignende forretninger. Disse er næsten altid kapitalkæder, fx BIVA, JYSK, Fakta, Aldi, Netto, Jem & Fix og Harald Nyborg. Det ses netop af kapitalkædernes voksende markedsandele inden for møbler, boligtekstil, dagligvarer og byggemarkeder. De frivillige kæders markedsandele er samtidig faldet i disse brancher.

Dagligvarebranchen er langt den største af brancherne. Omsætningen i branchen, hvor størstedelen sker gennem kapitalkæder, er steget mere end gennemsnittet, bl.a. på grund af en stærkt stigende omsætning af non-food (dvs. varer fra de andre brancher). Kapitalkæderne står også stærkt inden for andre brancher med stærk stigning i omsætningen, fx møbler, køkken/bad, boligtekstil og legetøj. For de frivillige kæder har især materialistbranchen og isenkrambranchen markante omsætningsstigninger.

De frivillige kæder har bl.a. holdt stillingen ved tilgang af nye medlemmer (selvstændige, der før har stået uden for kædesamarbejde), jf. de markedsandele, der netto er flyttet fra selvstændige til de frivillige kæder inden for boghandler, hårde hvidevarer og el, foto, optikere, vin og spiritus, tæpper og køkken/bad.

Visse specialvarebrancher, som brancher for sport, sko, vin og spiritus samt legetøj møder stigende konkurrence fra forretninger som Føtex, Bilka og Kvickly⁸. Omsætningen af non-food varer i supermarkederne er i tabel 8.4 registreret i kolonnen "selvstændige".

Endvidere har detailsalget via internettet fået et vist omfang de seneste år. De oftest udbudte varer er fly- og færgebilletter, bøger, CD'er og DVD'er, blomster og kontaktlinser m.v.

Som nævnt er der i tabel 8.4 ikke medtaget brancher, hvor kædernes samlede markedsandele er under 40 pct. De selvstændige har i en del brancher mistet markedsandele til både de frivillige kæder og kapitalkæder. De har dog fortsat betydelige markedsandele (over 60 pct.) i brancher som bager, biltilbehør, computer, dyrehandel, guld og ure, konfekture, lædervarer, slagter, stoffer og garn, tekstil (tøjbutikker m.v.) og videoudlejning.

Præges brancher med svag konkurrence af en bestemt kædetype?

I en række brancher er mobiliteten og tilgangen til branchen lav og koncentrationen høj. Det kan være en indikation på svag konkurrence. I sådanne brancher kan indtjeningen evt. være høj, uden at det er et udtryk for høj effektivitet.

Brancher, hvor der kan være indikationer på en svagere konkurrence, er angivet i tabel 8.5. De er opdelt efter, hvorvidt de frivillige kæder eller kapitalkæderne er stærke eller er lige stærke. Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem udbredelsen af den ene eller anden type kæder og brancher præget af en mulig svagere konkurrence.

Tabel 8.5: Brancher hvor hhv. frivillige kæder og kapitalkæder står stærkt

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel," flere årgange samt Danmarks Statistik.

Udviklingen i indtjening og effektivitet

Selv om udviklingen ikke viser voldsomme ændringer i de frivillige kæders andel af omsætningen i detailhandelen fra før 1998, kan der være tale om en mere forskellig udvikling i indtjening og effektivitet mellem frivillige kæder og kapitalkæder. Dette er belyst med to undersøgelser.

Den ene undersøgelse er foretaget med regnskabstal⁹ for kapitalkæderne i 11 brancher med en vis omsætning.¹⁰ Der indgår kun brancher, hvor både kapitalkæder og frivillige kæder har en stor andel af omsætningen, jf. tabel 8.6.

I disse 11 brancher er der set på,¹¹ hvorledes resultaterne for bruttoavance, overskudsgrad, bruttoavance pr. beskæftiget og resultat pr. beskæftiget er for kapitalkæderne på den ene side og for de frivillige kæder og de selvstændige uden kædetilhørsforhold på den anden side.¹²

Tabel 8.6: Kapitalkæder og frivillige kæder fordelt på brancher

Kilde: Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel", flere årgange.

Den anden undersøgelse tager udgangspunkt i 36 brancher.¹³ Undersøgelsen¹⁴ omfatter udviklingen i bruttoavancen og overskudsgraden samt indkøb pr. beskæftiget for hhv. frivillige kæder (i statistikken angivet som enkeltmandsvirksomheder) og for kapitalkæder (i statistikken angivet som selskaber).¹⁵

Overskudsbegrebet er ikke det samme for hhv. enkeltmandsvirksomheder og selskaber. Den selvstændige i enkeltmandsvirksomheden aflønnes af overskuddet. Derfor skal der i de følgende analyser lægges vægt på udviklingen og ikke i så høj grad på niveauforskelle.

Bruttoavanceprocenten¹⁶ er steget i perioden 1997-2002 for de frivillige kæder. For kapitalkæderne er den næsten uændret, jf. figur 8.7.

Hvis man foretager analysen med afsæt i et bredere materiale, ses det, at bruttoavanceprocenten for både enkeltmandsvirksomheder og selskaber er steget i perioden 1997-2002, jf. figur 8.8.

Den stigende bruttoavance for de frivillige kæder kan skyldes, at kæderne er blevet bedre til at udnytte deres øgede indkøbsstyrke.

Da der er en vis usikkerhed forbundet med denne type analyser, er begge analyser medtaget. De viser begge, at de frivillige kæder har klaret sig godt i forhold til kapitalkæderne.

Figur 8.7: Bruttoavanceprocenten for frivillige kæder (samt selvstændige) og kapitalkæder i 11 brancher

Note: De 11 brancher er supermarkeder, sko, møbler, boligtekstil, hårde hvidevarer og el, radio/tv, byggemarkeder, malervarer, optikere, foto og sportsforretninger.

Anm.: Bruttoavanceprocenten for brancherne er beregnet på grundlag af data fra Danmarks Statistik. Bruttoavanceprocenten for kapitalkæderne er beregnet på baggrund af regnskabsoplysninger fra Købmandsstandens Oplysnings Bureau (KOB). Bruttoavanceprocenten for de frivillige kæder (samt de selvstændige uden for kædesamarbejder) er beregnet som forskellen mellem branchernes bruttoavanceprocent og kapitalkædernes bruttoavanceprocent.

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af data fra KOB, Danmarks Statistik og Stockmann-Gruppen, "Kæder i dansk detailhandel", flere årgange.

Figur 8.8: Bruttoavanceprocenten i hele detailhandelen for enkeltmandsvirksomheder og selskaber

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af data fra Danmarks Statistik.

Dernæst er undersøgt, hvordan de frivillige kæders overskudsgrad har udviklet sig i forhold til kapitalkædernes. Det fremgår af figur 8.9, at overskudsgraden falder over årene, men i øvrigt udvikler den sig parallelt for de to grupper.

Styrelsen har også undersøgt udviklingen i overskudsgraden for hhv. selskaber og enkeltmandsvirksomheder i brancher, hvor kapitalkæder er stærke. Udviklingen er her den samme og afhænger således ikke af kapitalkædernes markedsstyrke.

Figur 8.9: Overskudsgraden i hele detailhandelen for enkeltmandsvirksomheder og selskaber

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på grundlag af data fra KOB, Danmarks Statistik og Stockmann-Gruppen,"Kæder i dansk detailhandel", flere årgange.

Idet bruttoavanceprocenten er steget og overskudsgraden faldet, er de faste omkostninger steget forholdsmæssigt mere end de variable omkostninger.¹⁷

Den faldende overskudsgrad kan skyldes stigende omkostninger, som på grund af konkurrencepresset ikke kan overvæltes (fuldt ud) på forbrugerne. En forklaring på de stigende omkostninger kan være, at de senere års ejendomsprisstigninger er slået igennem på huslejen. Forretningerne placeres oftere i dyrere indkøbscentre og hovedstrøg m.v. De er også gennemgående blevet større og dyrere indrettet. Man oplever i stigende grad fx cafémiljøer i boghandlere, sofamiljøer i radio/tv-forretninger og løbebåndsmaskiner i sportsforretninger m.v. Man køber en oplevelse eller tjeneste, der komplementerer varen.

Men større og mere fashionable forretninger er også mere ressource- og energikrævende. Dette betyder stigende omkostninger til personale, opvarmning og installationer m.v. Det er således udgifter til løn og pension samt andre ordinære udgifter (husleje, el, vand og varme m.v.), der er steget mest, jf. figur 8.10.

Figur 8.10 viser, at udgifterne til forbrug af varer og materialer er steget mindre end omsætningen. Dette understøtter, at bruttoavanceprocenten er steget. Udgifterne til løn og pension m.v. samt andre ordinære udgifter (husleje, el, vand og varme m.v.) er steget mere end omsætningen. Dette understøtter, at overskudsgraden er faldet.

Figur 8.10: Omsætningen, løn og pension m.v., forbrug af andre varer og materialer samt andre ordinære udgifter i detailhandelen

Note: Kurven "Forbrug af varer og materialer" dækker over indkøbet af varer, som forretningerne videresælger. "Andre ordinære udgifter" er primært udgifter til husleje samt el, vand og varme.

Anm.: Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i 36 brancher i detailhandelen, og der er benyttet et 3 års glidende gennemsnit.

Kilde: Danmarks Statistik samt egne beregninger.

Styrelsens undersøgelser viser således, at de frivillige kæder klarer sig godt i konkurrencen med kapitalkæderne. De frivillige kæder har stort set formået at fastholde deres markedsposition, hvor kædernes markedsandel indenfor udvalgsvarehandelen er højere end kapitalkædernes. Discountbutikker er i kraftig ekspansion. Disse er næsten altid kapitalkæder. Derfor er kapitalkædernes markedsandel i dagligvarebranchen højere end de frivillige kæders. Til gengæld har de frivillige kæder vundet markedsandele i andre brancher som boghandlere, isenkram og foto m.v. Lige så vigtigt er det, at udviklingen i indtjeningen også er ret positiv for de frivillige kæder. Overskudsgraden før betaling af løn og husleje m.v. er således steget mere for de frivillige kæder end for kapitalkæderne.

8.5 ÆNDRING AF KONKURRENCEREGULERINGEN

Undersøgelserne af udviklingen i detailhandelen viser, at de frivillige kæder klarer sig godt i konkurrencen med kapitalkæderne. Deres markedsposition er fastholdt i forhold til tiden før 1998, hvor forbudet imod konkurrencebegrænsende aftaler trådte i kraft i Danmark.

Det er således ikke afgørende for en kædes succes, om den er en kapitalkæde eller en frivillig kæde. Det drejer sig snarere om at have det rette koncept, at være god til at drive forretning og finde gode samarbejdspartnere i andre lande fx i forbindelse med indkøb. Den indkøbsstyrke, der herved kan opnås, overgår, hvad der kan opnås ved at pålægge kædemedlemmerne øget købsloyalitet.

Konkurrencestyrelsens undersøgelse har imidlertid vist, at bedre muligheder for styring i de frivillige kæder kan gavne både forbrugerne og detailhandelen.

Styrelsen anbefaler, at dette sker ved at ophæve den såkaldte kædegruppefritagelse. Der er flere grunde til at ophæve denne særregulering.

I de første år efter konkurrencelovens og kædegruppefritagelsens ikrafttræden anså Konkurrencestyrelsen aftalevilkår for ulovlige, hvis gruppefritagelsen ikke udtrykkeligt angav, at de var acceptable. Samtidig er gruppefritagelsen udformet, så en kæde ikke kan anvende fritagelsen, hvis blot et element i kædens koncept er i strid med gruppefritagelsen. Derfor har en række frivillige kæder anmeldt deres koncept til styrelsen. Når styrelsen modtager en anmeldelse, må styrelsen i sagens natur "gå i dybden", idet styrelsen kun under særlige betingelser kan gribe ind efterfølgende, hvis styrelsen først har sagt god for kædens koncept. Anmeldelserne har således betydet, at styrelsen har anlagt en restriktiv vurdering på et tidspunkt, hvor aftalernes virkning på markedet var vanskelig at vurdere.

Det er gennem praksis i de seneste år blevet afklaret, at en række aftalevilkår ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6. I disse tilfælde er en gruppefritagelse ikke nødvendig. Samtidig har styrelsen gennem de senere år flyttet fokus fra aftalevilkår, der kun påvirker kædernes interne forhold til aftalevilkår, der mærkbart påvirker konkurrencen på markedet til skade for forbrugere og leverandører. Udgangspunktet for den konkurrenceretlige bedømmelse efter § 6 vil således være, at kæderne lovligt kan indgå aftaler, som ikke mærkbart påvirker andre end kæden og dens medlemmer.

Aftalevilkår, der er forbudt efter lovens § 6, kan fritages, hvis de har gavnlige virkninger ikke bare for de involverede virksomheder, men også for kunderne. Efter den seneste lovændring kan virksomhederne selv vurdere, om betingelserne er opfyldt. Kæderne skal altså ikke længere anmelde aftaler for at få dem fritaget. Det vil i sig selv betyde, at konkurrencemyndighederne ikke vil have samme fokus på kædernes forhold.

EU's konkurrenceregler omfatter ikke særregler for kæder. EU's regler gælder umiddelbart i Danmark på linie med de danske konkurrenceregler. En række frivillige kæder vil være omfattet af EU's konkurrenceregler, idet deres aftaler kan påvirke samhandelen mellem EU-landene. En forskel mellem de danske regler og EU-reglerne betyder således, at kæderne oplever større retsusikkerhed end nødvendigt. Det er derfor en klar fordel både for virksomhederne og myndighederne, at de to regelsæt stemmer overens. Den danske gruppefritagelse har desuden givet kæderne og deres medlemmer en del administrativt besvær.

En ophævelse af gruppefritagelsen vil derfor give enklere regler med større råderum for kæderne til at styre medlemmerne. Der ligger ikke i denne ændring nogen anbefaling af, at kæderne indfører stram styring. Det er op til medlemmerne i den enkelte kæde at bestemme, hvor grænsen mellem central styring og medlemmernes selvstændige beslutninger skal gå. Kædens interne konflikter må eventuelt løses via det forenings- eller aftaleretlige system. Konkurrenceretten giver ikke det enkelte medlem en generel beskyttelse imod "urimelige" kædebeslutninger. Dog skal et medlem kunne forlade kæden med et rimeligt varsel og på rimelige udtrædelsesvilkår. Dette er af stor vigtighed såvel for kædemedlemmerne som for leverandører, der konkurrerer med kædeselskabet.

På to områder har ønsker fra nogle brancheorganisationer og kæder ikke kunnet imødekommes. Det drejer sig om prisaftaler og om boykot af leverandører.

Nogle erhvervsorganisationer har påpeget, at de frivillige kæder kun opnår reel ligestilling med kapitalkæderne, hvis de frivillige kæder får samme gennemslagskraft i deres tilbudskampagner. De kan imidlertid vanskeligt leve op til markedsføringslovens krav om, at prisangivelserne skal svare til de faktiske forhold, hvis de vil annoncere med "før-og-nu-priser" eller udsagn som "du sparer xx kr." De må ikke have faste priser og kan derfor ikke angive præcise førpriser eller besparelser i reklamerne. Organisationerne foreslog derfor, at kæderne skulle kunne kræve, at medlemmerne anvender faste priser i en så lang periode forud for et tilbud, at markedsføringsloven er overholdt.

Men dette problem bør ikke løses ved at tillade frivillige kæder at håndhæve bindende priser. Dette vil være i strid med såvel konkurrenceloven som EU's konkurrenceregler og vil betyde, at man kan lave "legaliserede karteller".

Forbrugerne vil kunne opleve butikker, der hæver priserne i en periode – alene for at kæden senere kan reklamere med, hvad man sparer på et "tilbud". En sådan praksis vil ikke være hensigtsmæssig. Den omfattende tilbudsaktivitet vil desuden i praksis indebære, at der varigt er bindende priser på stort set alle vigtige produkter.

Endelig vil en særlig dansk regel ikke kunne fortrænge Traktatens artikel 81. Mange kæder vil derfor under alle omstændigheder være omfattet af et forbud, idet Traktatens artikel 81 finder anvendelse på kædeaftaler, der kan påvirke samhandelen mellem EU-landene. Det betyder med andre ord, at nogle kæder må anvende bindende priser, mens andre ikke må. En sådan forskelsbehandling kan ikke retfærdiggøres – hverken over for de kæder, som ikke må, eller over for forbrugerne.

Problemet må kunne løses på en mindre indgribende facon, fx ved at førpriser og besparelser angives ved udtryk som "vejledende pris", "vejledende kædepris", "spar op til" eller lignende. Det er usikkert, om sådanne løsninger er forenelige med markedsføringsloven. Udtryk som "spar op til" anvendes allerede i dag af flere kæder, uden at det synes at have givet anledning til sager om overtrædelse af markedsføringsloven.

Er denne fremgangsmåde ikke anvendelig, kan erhvervsorganisationerne gå i dialog med Forbrugerombudsmanden eller søge at få markedsføringsloven ændret på dette punkt.

Ønsket om, at kæderne skal kunne boykotte en leverandør, er primært begrundet med, at kæderne ønsker at styrke deres stilling i forhandlinger med leverandørerne. Kæden kræver måske en større rabat, end leverandøren vil give, eller kræver, at leverandøren ikke samtidig sælger til en konkurrent. Måske vil kæden kun handle med leverandører, der kan forsyne kædens butikker over hele landet, og den ønsker ikke, at medlemmerne spreder deres indkøb på mindre lokale leverandører.

I dag kan en kæde nægte at indgå samhandelsaftale med en leverandør, der ikke vil gå ind på dens krav. Men den kan ikke afskære leverandøren fra at sælge direkte til de enkelte medlemmer af kæden.

Boykot er en alvorlig konkurrencebegrænsning, der er omfattet af forbudet i konkurrencelovens § 6.¹⁸ Boykotaftaler er sammenlignelige med kartelaftaler og er egnede til at skabe markedsafskærmning, der fx kan ramme mindre og evt. lokale leverandører. Samtidig begrænses forbrugernes valgmuligheder. En mulighed for boykot vil kunne forrykke balancen mellem leverandører og kæder, så der kan blive tale om udøvelse af købermagt. Desuden vil anvendelse af boykot beskære det råderum, som kædedeltagerne bør have til at gøre fordelagtige indkøb, som passer ind i den konkurrencesituation, de lokalt er udsat for.

Fodnoter

1 Aftaler i form af koncerninterne aftaler er omfattet af konkurrencelovens § 5 og derfor undtaget fra forbudet i lovens § 6.

2 Konkurrencestyrelsen har undersøgt perioden fra før forbudslovgivningen trådte i kraft i 1998 til i dag, dvs. fra 1997 til 2003.

3 Både leverandører og kædeselskab kan angive vejledende priser for varer, de sælger til kædemedlemmerne.

4 Ved detailhandelen forstås i dette kapitel salg til forbrugeren fra butikker med udvalgsvarer og dagligvarer.

5 Kæderne er Føtex, F-Group, Synoptik, Jem & Fix, Top Toy (BR & Toys R' Us), JYSK Sengetøjslager samt Coop og Skousen (f.s.v.a. deres koncerninterne forretninger).

6 Beregnet ved at summere antallet af kæder i 31 brancher i "Kæder i dansk detailhandel," Stockmann-Gruppen, 1998 og 2004.

7 "Kolonialhandelen" i Stockmann-Gruppens "Kæder i dansk detailhandel" er inkl. supermarkeder, brugser, discountforretninger m.v., ekskl. kiosker.

8 72 ud af de i alt 87 Kvickly'er var i 2003 Coop's koncerninterne forretninger.

9 Regnskabstallene er fra Købmandsstandens Oplysnings Bureau.

10 Analysen er begrænset på grund af et omfattende regnskabsmateriale.

11 Undersøgelserne kan findes på Konkurrencestyrelsens hjemmeside, http://www.ks.dk/.

12 Sidstnævnte beregnes residualt som forskellen mellem hele branchens nøgletal og kapitalkædernes nøgletal. Denne beregning er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed.

13 Disse 36 brancher inkluderer: dagligvarehandelen, udvalgsvarehandelen, byggevarer og specialvarehandelen. Data er indhentet fra Danmarks Statistik.

14 Undersøgelsen kan findes på Konkurrencestyrelsens hjemmeside, http://www.ks.dk/.

15 Der vil være et vist sammenfald mellem "enkeltmandsvirksomheder" og medlemmer af frivillige kæder og selvstændige uden kædetilhørsforhold samt mellem "selskaber" og kapitalkæder. Enkeltmandsvirksomheder og selskaber er derfor gode "proxy'er" for hhv. frivillige kæder og kapitalkæder.

16 Bruttoavanceprocenten er den samlede omsætning fratrukket de variable omkostninger (primært udgifter til varer), i forhold til den samlede omsætning. Virksomheder, der er kendetegnet ved en høj bruttoavance, har et bedre udgangspunkt for et større overskud.

17 Overskudsgraden er resultat før skat i forhold til den samlede omsætning.

18 Hvis der blot er tale om, at en leverandør eller leverandørens produkter ikke lever op til kædens koncept (fx om kun at sælge økologiske produkter) og produktsammensætning, er der intet til hinder for, at kæden kan forbyde medlemmerne at købe, når kravene ikke er opfyldt. En kæde kan også beslutte, at man ønsker at fremstå som egentlige "mærkevarebutikker", hvor der indgås aftale med bestemte leverandører om mærkevareeksklusivitet. I så fald kan kæden forbyde medlemmerne at forhandle mærkevarer fra konkurrerende leverandører.

Version 1.0 Juni 2005 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering