Konkurrenceredegørelse 2005 - KAPITEL 2 Konkurrencestrategi 2010

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2005"

KAPITEL 2
Konkurrencestrategi 2010

2.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER

Der er endnu et stykke vej til at nå regeringens mål om, at dansk økonomi i 2010 skal være blandt de mest konkurrenceprægede i OECD.¹ Konkurrencen har fået bedre vilkår i Danmark. Og konkurrencen er blevet mere skarp på flere områder af dansk økonomi.

Samtidig med at konkurrencen er forbedret i Danmark, er konkurrencen også styrket i de øvrige OECD-lande. Øget konkurrence i udlandet er en fordel for dansk økonomi, fordi den forbedrede konkurrencesituation fører til øget vækst hos vores samhandelspartnere, der derved kan aftage flere danske varer. Men når konkurrencen forbedres i udlandet, vil fremskridtene på konkurrenceområdet i Danmark også relativt set fremstå mindre synlige.

Det er hovedbudskaberne i dette kapitel, hvor Konkurrencestyrelsen gør status over konkurrencen i dansk økonomi.

Regeringens mål for konkurrencen i Danmark er en del af regeringens konkurrencestrategi fra juni 2004, "Mere konkurrence – større vækst". Heri fastslår regeringen, at effektiv konkurrence er et vigtigt middel til at sikre økonomisk vækst i Danmark. Konkurrence i Danmark presser danske virksomheder til at bruge ressourcerne bedst muligt og til at nytænke. Det gør dansk erhvervsliv konkurrencedygtigt på den globale arena. Oveni giver det fordele til de danske forbrugere. De får adgang til et stort og varieret udbud af varer og tjenesteydelser til konkurrencedygtige priser.

Regeringens mål for konkurrencen i Danmark er ambitiøst. Danmark har haft en moderne konkurrencelov baseret på forbudsprincippet i kortere tid (siden 1998) end de fleste OECD-lande. Den danske konkurrencelov er strammet yderligere siden 1998. Men det samme er sket i en række andre OECD-lande.

Det kræver en ny og bedre "konkurrencekultur" at få dansk økonomi op blandt de mest konkurrenceprægede i OECD. Et samfunds konkurrencekultur afspejler sædvaner og normer, der er accumuleret over mange år. Ofte har den bedre kår i store end i små økonomier, og det er svært at ændre en konkurrencekultur på kort tid.

Sidste års redegørelse – Konkurrenceredegørelse 2004 – præsenterede regeringens konkurrencepolitiske handlingsplan. Planen oplistede seks områder, hvor det er nødvendigt at ændre rammevilkårene, før dansk økonomi kan blive en af OECD's mere konkurrenceprægede. De seks områder er konkurrenceloven, håndhævelse af konkurrenceloven, offentlig regulering, infrastrukturer, det offentliges markedsadfærd og økonomisk åbenhed.

Konkurrenceredegørelse 2004 lancerede også seks delmål for den konkurrencepolitiske strategi. De seks delmål – som skal nås inden 2010 – er, at antal brancher med konkurrenceproblemer er halveret til 32, de danske nettoforbrugerpriser er ikke højere end i EU9-landene², offentlig regulering hæmmer konkurrencen på færre områder, mere udbud og udlicitering i det offentlige, der er frit leverandørvalg på flere offentlige områder, og at Danmark står stærkere i globaliseringen.

Siden sidste års redegørelse er flere konkurrencefremmende tiltag fremsat og gennemført. Konkurrenceloven er strammet. En række konkurrencebegrænsende regler er foreslået afviklet. Og nogle regler er allerede afviklet.

Alligevel viser dette kapitel, at det går langsomt med at gøre dansk økonomi til en af OECD's mest konkurrenceprægede.

Analyserne viser stilstand på tre af de seks delmål fra konkurrencestrategien, forbedring på to delmål og tilbagegang på ét delmål.

Antal brancher med konkurrenceproblemer falder i tråd med målsætningen. I år er antallet faldet fra 56 til 53.

Samtidig er reguleringen på de danske produktmarkeder faldet fra 1998 til 2003. OECD's reguleringsmål sammenligner omfanget af regulering på landenes produktmarkeder. De nyeste tal kom i februar 2005. De viser, at den danske regulering var blandt de mindst omfangsrige i OECD og mindre i 2003 end i 1998. Men de andre lande har reduceret deres regulering tilsvarende. Derfor er Danmarks placering i OECD på det punkt omtrent uændret siden 1998.

Det går langsomt med at fjerne prisspændet til EU9. Den seneste opgørelse af de danske forbrugerpriser viser, at de danske priser i 2004 lige som året før var 6 pct. højere end gennemsnittet for EU9. Det er med til mudre billedet, at Eurostats tal, som styrelsen hidtil har anvendt som datagrundlag, kun i begrænset omfang tager højde for tilbudsvarer. Tilbudsvarer spiller sandsynligvis en større rolle i danske butikker end i andre lande. Styrelsen har derfor korrigeret Eurostats tal for dette. Uden korrektion havde prisforskellen udgjort 7 pct.

En ny analyse tyder endvidere på, at højere lønomkostninger i Danmark end i resten af EU især i serviceerhvervene medvirker til, at prisspændet ikke er faldet, selv om konkurrencen har fået bedre vilkår i Danmark.

I år har styrelsen analyseret, hvor meget de høje danske lønomkostninger i serviceerhvervene og Danmarks befolkningstæthed (som påvirker transportomkostningerne) forklarer af prisforskellen til EU9.

Analysen, som er præsenteret i kapitel 11, viser, at de danske lønomkostninger i de senere år er vokset mere end gennemsnittet for EU9. Den primære årsag til de høje lønstigninger er øget produktivitet i de udlandskonkurrerende erhverv. I disse erhverv påvirker lønningerne dermed ikke det danske prisniveau. I de hjemmemarkedsorienterede erhverv – typisk serviceerhverv – presser de høje lønomkostninger imidlertid priserne opad. Ifølge analysen kan høje danske lønomkostninger i serviceerhvervene og den danske lønstruktur forklare ca. 31/2 procentpoint af merprisen på 6 pct. til EU9.

Det vurderes, at manglende konkurrence i Danmark er hovedforklaringen på den resterende prisforskel på ca. 21/2 pct. Det må anses for nogenlunde at være "status quo" i forhold til de senere år.

På det offentlige område er Danmarks relative position svagt forringet, når der ses på udbud og frit valg. På begge områder ligger Danmark i nærheden af OECD-gennemsnittet, jf. kapitel 4. På udbudsområdet lå Danmark for nogle år siden blandt de bedre lande i EU, men nu ligger Danmark under middel.

Når det gælder økonomisk åbenhed, er der ingen fremgang at spore. Beholdningen af FDI i Danmark faldt mere end gennemsnittet for EU fra 2002 til 2003. Desuden har beregninger fra OECD bekræftet, at Danmark udnytter sit importpotentiale for ringe.

Afsnit 2.2 indeholder et kort resume af konkurrencestrategien og regeringens konkurrencepolitiske handlingsplan. Afsnit 2.3 omtaler en undersøgelse af danske brancheorganisationers aktiviteter. Afsnit 2.4. gør status for og beskriver initiativerne på de seks fokusområder i den konkurrencepolitiske handlingsplan. Endelig gøres der med en række analyser i afsnit 2.5 status over delmålene i den konkurrencepolitiske strategi.

2.2 KONKURRENCESTRATEGIEN OG DEN KONKURRENCEPOLITISKE HANDLINGSPLAN

Regeringens konkurrencestrategi "Mere konkurrence – større vækst" er en central del af regeringens vækststrategi, "Vækst med vilje". Målet i konkurrencestrategien er, at dansk økonomi i 2010 er blandt de mest konkurrenceprægede i OECD.

Nøglen til at nå konkurrencestrategiens mål er at skabe en ny og bedre konkurrencekultur i Danmark. Det er det centrale budskab i den konkurrencepolitiske handlingsplan.

Begrebet konkurrencekultur blev udførligt beskrevet i sidste års redegørelse. Det fremgik, at der er tale om er en flersidet størrelse. Den handler om både private virksomheders, det offentliges og forbrugernes markedsadfærd. Desuden handler den mere bredt om samfundets normer, sædvaner samt evnen og viljen til at tænke i nye baner, jf. boks 2.1.

Boks 2.1: Konkurrencekultur

Sidste år blev det også beskrevet, at det langt fra er let at ændre den danske konkurrencekultur. I den forbindelse har det betydning, at Danmark er mindre end det gennemsnitlige OECD-land. Konkurrence har erfaringsmæssigt bedre kår, jo større økonomien er.

Den konkurrencepolitiske handlingsplan introducerede sidste år seks fokusområder, jf. figur 2.1. Fælles for dem er, at der her må ske ændringer i rammevilkårene, hvis konkurrencen for alvor skal blomstre i Danmark.

Figur 2.1: Konkurrencepolitiske fokusområder

I Konkurrenceredegørelse 2004 blev der redegjort for de initiativer, som i sommeren 2004 var igangsat eller planlagt på de seks fokusområder. Samtidig blev der lanceret seks delmål for den konkurrencepolitiske strategi, jf. boks 2.2.

Boks 2.2: De seks delmål i Konkurrencestrategi 2010

2.3 DANSKE BRANCHEORGANISATIONERS AKTIVITETER

Brancheorganisationer og deres aktiviteter kan påvirke konkurrencekulturen ved at påvirke konkurrencen mellem virksomhederne. Organisationerne skaber et forum, hvor konkurrerende virksomheder møder hinanden for at fremme fælles interesser. Hermed bliver virksomhederne ikke blot konkurrenter, men også samarbejdspartnere. Konsekvenserne heraf for konkurrencekulturen (og dermed konkurrencen) afhænger dels af organisationernes udbredelse, dels af deres aktiviteter.

Konkurrencestyrelsen har foretaget en undersøgelse, der kortlægger disse aktiviteter.³ Den svenske konkurrencemyndighed, Konkurrensverket, har fået udarbejdet en tilsvarende undersøgelse.

Konkurrencestyrelsens undersøgelse identificerede 472 organisationer i Danmark, fraregnet lokale afdelinger. Organisationerne berører en bred vifte af brancher. Især på områder som landbrug, bygge- og anlægsvirksomhed, engroshandel og detailhandel er der mange organisationer. Organisationernes størrelse er stærkt varierende. Ca. 1/3 af organisationerne har mindre end 50 medlemmer. Den største gruppe af organisationer (ca. 40 pct.) har 100-999 medlemmer.

Undersøgelsen viser, at organisationerne udfører en række aktiviteter, der er nyttige for medlemmerne, uden at de på nogen måde er betænkelige set i et samfundsmæssigt perspektiv. Alligevel kan der være grund til et kritisk fokus på enkelte af organisationernes aktiviteter.

Risikoen for at en brancheorganisation bidrager til at begrænse konkurrencen, afhænger bl.a. af andelen af branchens virksomheder, der er medlem af organisationen. Hvis mange og betydende virksomheder står udenfor, falder medlemmernes mulighed for at påvirke det samlede marked. Ca. halvdelen af organisationerne har ifølge dem selv ikke en konkurrerende organisation. I gennemsnit er knap 70 pct. af virksomhederne (målt på omsætning) medlem af en brancheorganisation.

Høj organiseringsgrad er ikke i sig selv et problem. Det afgørende er organisationens aktiviteter. Der er kun beskedne forskelle mellem, hvordan brancheorganisationer anvender tiden i Danmark og Sverige, jf. tabel 2.1.

Tabel 2.1: Procentvis fordeling af brancheorganisationers tidsforbrug

De danske organisationer bruger flest ressourcer på at rådgive, påvirke politiske beslutninger og uddanne deres medlemmer. Med hensyn til rådgivning og uddannelse kan organisationerne især være til gavn for små virksomheder, som ellers ville opleve den største belastning ved at købe sådanne ydelser af eksterne leverandører. Hermed kan organisationerne måske endda fremme konkurrencen.

Påvirkning af politiske beslutninger og standardisering kan påvirke konkurrencen på forskellige måder. Her er det afgørende, om de har et internationalt eller et nationalt sigte. Ca. 55 pct. af de danske organisationer søger politisk indflydelse internationalt. Knap 35 pct. af organisationerne arbejder for internationale standarder. Dette arbejde kan fremme konkurrencen, fordi det kan bidrage til, at markeder kan opstå på tværs af grænserne.

Men knap 80 pct. af organisationerne søger politisk indflydelse på nationalt plan. 20 pct. af organisationerne arbejder for at indføre rene danske standarder. Nationale standarder kan virke på flere måder. Ved at leve op til standarden kan nye leverandører signalere til kunderne, at deres produkt er på højde med kendte produkter. Det kan fremme konkurrencen mellem rent nationale udbydere. Omvendt kan nationale standarder også ensrette produkterne, hvilket kan begrænse konkurrencen på produktudvikling. Samtidig kan nationale standarder afskærme markedet overfor udbydere fra andre lande. De kan opleve det som en barriere, at de skal leve op til endnu et nationalt regelsæt, før end de kan komme ind på markedet.

Indsamling og udsendelse af branchestatistik er en af organisationernes potentielt mest konkurrenceskadelige aktiviteter. Adgang til statistik for priser og/eller mængder på et marked kan bremse priskonkurrencen. Det kan der være flere årsager til. For karteller er det af afgørende betydning, at virksomhederne kan overvåge hinanden, så en deltager ikke i hemmelighed underbyder eller snyder de andre karteldeltagere. Hvis statistikken er tilstrækkelig detaljeret, kan den altså bidrage til at skabe og opretholde karteller. 25 pct. af organisationerne indsamler produktspecifik salgsstatistik.

Men generel markedsstatistik kan også skade konkurrencen. Med generel statistik kan virksomheder holde udviklingen i sit eget salg op mod den generelle markedsudvikling. Hermed kan virksomheden vurdere, om andre virksomheder vinder markedsandele, fx ved mere aggressiv prissætning. Statistikken sætter altså virksomhederne i stand til at observere og derved også at reagere hurtigt, hvis en konkurrent sænker priserne. Herved mister den enkelte virksomhed incitament til at sænke priserne for at vinde markedsandele. Når en virksomhed ved, at en prissænkning hurtigt vil blive besvaret af konkurrenterne, kan den ikke forvente at vinde markedsandele ved at sænke priserne. Knap 16 pct. af organisationerne indsamler virksomhedsspecifik salgsstatistik. Godt 21 pct. af organisationerne indsamler aggregeret salgsstatistik.

Statistikproduktions effekt på konkurrencen afhænger af, hvor tit statistikkerne bliver opdateret. Knap 29 pct. af de organisationer, der indsamler statistik, opdaterer statistikkerne mindst én gang om måneden. Ca. 55 pct. af organisationerne opdaterer statistikkerne hvert kvartal eller oftere. Det er bekymrende, fordi statistik, der opdateres så tit, kan begrænse konkurrencen.

Branchestatistikker kan øge konkurrencen ved at hjælpe kunderne med at finde den mest konkurrencedygtige virksomhed. Det kræver dog, at kunderne har adgang til statistikkerne. Ca. 1/3 af de organisationer, som indsamler statistik, stiller den ubegrænset til rådighed for medlemmernes kunder. 1/3 giver delvis adgang. Og 1/3 giver slet ikke adgang til statistikkerne.

Mange organisationer har en høj mødeaktivitet. Ca. 1/3 af organisationerne mødes mere end én gang i kvartalet. Høj mødefrekvens er ikke i sig selv problematisk. Men jo mindre organisationen er, og jo oftere medlemmerne mødes, desto mere vil det påvirke kulturen i branchen. Samtidig kan møderne give mulighed for udveksling af oplysninger mellem medlemmerne og hermed delvist virke på samme måde som udveksling af branchestatistik.

2.4 STATUS FOR INITIATIVER I DEN KONKURRENCEPOLITISKE HANDLINGSPLAN

Konkurrenceloven

Den 1. februar 2005 trådte en ændring af den danske konkurrencelov i kraft. Der var tale om den fjerde ændring siden 1998. Konkurrenceloven har fået nogle nye bestemmelser. Desuden er andre eksisterende bestemmelser blevet ændret, jf. boks 2.3.

Boks 2.3: De væsentligste ændringer af konkurrenceloven

Den mest omtalte ændring er den nye § 10 a. Den gør det muligt at kræve, at en dominerende virksomhed indsender sine samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen. Hensigten er, at det skal være lettere at kontrollere, om en konkret, dominerende virksomheds adfærd skader konkurrencen. Fx ved at adfærden presser små eller mindre konkurrenter ud af markedet. En række betingelser skal dog være opfyldt, før § 10 a kan bruges.

En anden ændring præciserer forbuddet mod bindende videresalgspriser. Det er nu klart, at virksomhederne er ansvarlige for at overholde forbuddet – også selv om bindende videresalgspriser har været praktiseret uden ledelsens kendskab. Det er desuden præciseret, at det er forbudt for leverandører at tilskynde deres købere til at følge bestemte videresalgspriser. Leverandører må fx ikke give fordele til de købere, der følger de vejledende priser.

På fusionsområdet er sket en vigtig ændring. En fusion skal ikke længere skabe en dominerende stilling, før styrelsen kan stille betingelser for at godkende fusionen. Ligesom i EU kan styrelsen nu også stille betingelser til en fusion, når fusionen skaber eller styrker et oligopol.⁴

Desuden slår lovændringen fast, at Konkurrencestyrelsen ligesom EU-Kommissionen i almindelige konkurrencesager kan indgå aftaler med virksomhederne om bindende tilsagn. Det vil typisk være tilsagn om, at virksomhederne vil opføre sig på en bestemt måde, fx ved at følge en givet pris- og rabatskala. Ofte vil en sådan tilsagnsmodel være ressourcebesparende for såvel Konkurrencestyrelsen som de berørte virksomheder.

Med den seneste ændring har Danmark fået en mere effektiv konkurrencelov. Der er dog fortsat flere områder, hvor den danske konkurrencelov afviger fra de fleste andre landes lovgivning. Den danske lov giver færre muligheder end i andre lande for at reducere straffen til virksomheder, der medvirker til at opklare brud på konkurrenceloven (leniency-regler). Tærskelværdierne i de danske fusionsregler er desuden relativt høje.

Det gør det naturligvis sværere at nå målet for, at dansk økonomi bliver ligeså konkurrencepræget som de mest konkurrenceprægede lande i OECD, når Konkurrencestyrelsen ikke har de samme værktøjer som konkurrencemyndighederne i disse lande.

Håndhævelse af konkurrenceloven

Håndhævelse af konkurrenceloven handler om Konkurrencerådets og styrelsens håndtering af konkrete sager, men også om hvordan styrelsen i øvrigt arbejder for at øge konkurrencen i Danmark fx gennem analyser og anbefalinger.

Et vigtigt element i håndhævelse af konkurrenceloven er at formidle analyser og rapporter om konkurrence. Den offentlige debat er vigtig, hvis det skal lykkes af skabe en bedre konkurrencekultur i Danmark. Konkurrencestyrelsens ambition er, at antallet af rapporter og analyser er omtrent som i andre mindre OECD-lande.

For at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrenceloven er de nordiske konkurrencemyndigheder begyndt at sammenligne indbyrdes indsats. Sammenligningen sker ud fra parametre som effektivitet, produktivitet og brugeres tilfredshed med kompetencer og kvalitet.

Den nyeste sammenligning er baseret på tal for 2003. Den bekræfter billedet af, at Danmark ligger pænt i forhold til myndighederne i resten af Norden, jf. figur 2.2.

Figur 2.2: Antal afgørelser per ansat i de nordiske konkurrencemyndigheder

Kilde: De nordiske konkurrencemyndigheder.

På fusionsområdet har konkurrencemyndighederne de senere år fået et nyt analytisk redskab. Økonomiske markedsmodeller bliver i stigende omfang brugt, når konkurrencemyndigheder behandler større fusioner.

Markedsmodeller er blevet brugt på fusionsområdet i ca. 10 år. De første modeller blev udviklet og brugt omkring 1994 i USA af Departement of Justice's Antitrust Division, Federal Trade Commission (FTC) og domstolene.⁵ Sidst i 1990'erne begyndte modellerne også at vinde indpas hos en række europæiske konkurrencemyndigheder.

Konkurrencestyrelsen i Danmark var blandt de første myndigheder i Europa til at bruge markedsmodeller i fusionssager. I foråret 2001 indgik resultaterne af markedsmodeller for første gang i Konkurrencestyrelsens behandling af en fusion. Det var i fusionen mellem svineslagterierne Danish Crown og Steff- Houlberg. Konkurrencestyrelsen har flere erfaringer med at anvende disse modeller end andre konkurrencemyndigheder i EU, jf. tabel 2.2.

Tabel 2.2: Brug af kvantitative økonomiske modeller i fusionssager i EU-Kommissionen og 11 EU-lande

Kilde: Den belgiske konkurrencemyndighed.

En markedsmodel giver en kvantitativ prognose for konkurrenceeffekten af en fusion. Men som andre prognoser er den usikker. Det centrale er, at en markedsmodel kan give en forståelse for, hvordan en fusion kan påvirke konkurrencen. En nærmere beskrivelse af markedsmodellerne findes bl.a. på Department of Justice's hjemmeside, http://www.usdoj.gov/atr/.

Anden offentlig regulering

En opgørelse fra OECD viser, at omfanget af offentlig regulering er relativt lavt i Danmark. Opgørelsen viser også, at selv om omfanget er faldet fra 1998 til 2003, så er det kun nok til at holde trit med de andre OECD-lande. De andre lande reducerer deres regulering lige så meget som Danmark, jf. senere i afsnit 2.5.

Der er grund til at være varsom med fortolkningen af OECD's indikatorer for offentlig regulering. Dels er det ikke al regulering, som indgår, dels tager indikatorerne kun begrænset højde for kvalitet i og håndhævelse af reguleringen. Desuden indgår en stor del af den mere detaljerede erhvervsregulering ikke i OECD's mål.

Konkurrencebegrænsende regler (KBR) findes i mange former. Det kan fx være:

• Begrænsninger i antallet af udbydere i et erhverv s Unødigt restriktive krav om autorisation eller branchemedlemskab s Begrænsninger i ejerforhold
• Begrænsninger i etableringsretten
• Begrænsninger for virksomhedernes produktion eller markedsføring s Prisregulering

I sommeren 2004 fremlagde en tværministeriel arbejdsgruppe⁶ en rapport, som anbefalede ændringer af en række konkurrencebegrænsende regler på forskellige områder. På flere af områderne er arbejdet med at ændre reglerne og fremme konkurrencen begyndt. De næste år følger en række nye initiativer, jf. tabel 2.3.

Fra 1. januar 2005 er syn af køretøjer liberaliseret. Statens Bilinspektion er blevet solgt til spanske Applus. Og forbrugerne kan frit vælge mellem de virksomheder, der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at foretage syn og godkendelse af køretøjer.

Desuden fremsatte regeringen i januar 2005 en række initiativer, der skal øge konkurrencen om ejendomsformidling. Formålet med initiativerne, som vil blive gennemført i de næste år, er at gøre det lettere og billigere at købe, sælge og eje en bolig, jf. tabel 2.3.

Tabel 2.3: Status for en række fremsatte initiativer til ændringer af konkurrencebegrænsede regler

En vigtig erfaring fra KBR-projektet er, at konkurrencehensynet bør indtænkes i alle ny love og regler, så der ikke opstår nye, unødige konkurrencebegrænsende regler. Det er tit svært at fjerne konkurrencebegrænsende regler, når de er indført. Stort set al konkurrencebegrænsning begunstiger på kort sigt en gruppe af virksomheder eller erhvervsudøvere. Arbejdet i KBR-gruppen viste, at disse grupper oftest argumenterer højlydt for at bevare "deres" regulering.

En anden erfaring fra KBR-projektet er, at der i mange tilfælde ikke er konflikt mellem konkurrence og andre mål om fx sundhed og miljø. Til gengæld kan der være forskellige holdninger til, hvorvidt markederne vil fungere effektivt nok.

Offentliggjorte anbefalinger efter konkurrencelovens § 2, stk. 5, er et andet middel, som skal udnyttes bedre, hvis konkurrencen i Danmark skal på niveau med de bedste OECD-lande. En offentliggjort anbefaling betyder, at Konkurrencestyrelsen anbefaler ændringer i en konkret konkurrencebegrænsende offentlig regulering. Med den forrige ændring af konkurrenceloven i 2002 blev "§ 2, stk. 5-instrumentet" styrket. Den relevante ressortminister skal nu svare på anbefalingen efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.

Infrastrukturer

Reguleringen på de vigtigste af samfundets infrastrukturer har de senere år fået ekstra stor betydning. Det er baggrunden for, at infrastrukturerne har deres eget afsnit i regeringens konkurrencepolitiske handlingsplan.

Reguleringen af infrastrukturerne har ændret sig kraftigt de senere år. Tendensen på de fleste områder er øget liberalisering. Regeringen vil videreføre denne tendens og har bl.a. opstillet et mål om liberalisering og effektivisering af affaldssektoren i det seneste regeringsgrundlag. Der skal fremsættes forslag om at øge konkurrencen på markedet for genanvendelse af affald. Desuden skal de kommunale affaldsregulativer harmoniseres, og der skal sikres en klar adskillelse af det offentliges myndigheds- og driftsopgaver. Herudover vil regeringen fremlægge forslag til at modernisere reguleringen og organiseringen af vandsektoren.

Som en del af den konkurrencepolitiske handlingsplan igangsatte Økonomiog Erhvervsministeriet i 2003 et projekt, der kortlægger konkurrencen på en række af de vigtigste infrastrukturer.

De første resultater af projektets arbejde blev bragt i kapitel 2 i Konkurrenceredegørelse 2004. I år er der i kapitel 3 "Infrastrukturer" sat yderligere fokus på resultaterne af projektet. Konklusionen i dette kapitel er, at Danmarks regulering af infrastrukturer reguleringsmæssigt ligger gennemsnitligt i forhold til de EU-lande, der indgår i vurderingen.

Offentlig markedsadfærd

Offentlig markedsadfærd handler om, hvordan det offentlige bruger konkurrence til at sikre, at det offentliges opgaver bliver løst så effektivt som muligt.

Regeringens mål er, at det offentlige skal konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver i årene fremover. Det offentlige skal være bedre til at sende opgaver i udbud. Desuden skal det på flere offentlige områder være muligt for borgerne at vælge frit mellem offentlige og private leverandører.

I dette års redegørelse er offentlig markedsadfærd – herunder både udbud og frit leverandørvalg – emnet i kapitel 4 "Konkurrence i det offentlige". Konklusionen i dette kapitel er, at konkurrencen i det offentlige ligger på eller lidt under EU-gennemsnittet.

Økonomisk åbenhed

Økonomisk åbenhed handler om, hvor meget Danmark deltager i globaliseringen. Den konkurrencepolitiske handlingsplan fokuserer på to former for åbenhed: Åbenhed via udenrigshandel og åbenhed over for direkte udenlandske investeringer (FDI).

Større økonomisk åbenhed kan øge konkurrencen i Danmark. Jo mere åben den danske økonomi er, jo nemmere kan udenlandske virksomheder komme ind på det danske marked gennem enten import eller FDI. Det kan øge konkurrencen på de berørte danske markeder, samtidig med det kan gøre danske virksomheder mere effektive.

Med handlingsplanen "Vækst gennem globalisering" fra oktober 2003 satte Økonomi- og Erhvervsministeriet ekstra fokus på, hvordan Danmark bedre udnytter globaliseringens muligheder.

Analyserne bag handlingsplanen viste, at den danske økonomi især på importsiden er mindre åben end de andre EU-landes. Danmark udnytter en relativ ringe andel af det såkaldte "importpotentiale".

Importpotentialet viser, hvor stor den danske import burde være, når der er korrigeret for en række karakteristika ved dansk økonomi. Men også på eksportsiden er præstationerne ikke helt på højde med forventningen.

En liste over regeringens gennemførte og planlagte initiativer til at øge den danske økonomis globalisering fremgår af kapitel 2 i "Vækstredegørelse 04" fra november 2004. Redegørelsen findes på Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeside, http://www.oem.dk/.

2.5 STATUS FOR DELMÅLENE I KONKURRENCESTRATEGI 2010

Analyserne i kapitel 2 i Konkurrenceredegørelse 2004 viste, at der endnu var lang vej, før Danmark konkurrencemæssigt var blandt de bedste OECD-lande.

Analyserne sidste år viste bl.a., at der trods et fald på fire brancher fortsat var 56 brancher med konkurrenceproblemer. Desuden var det samlede danske nettoforbrugerindeks (renset for moms og afgifter) fortsat ca. 6 pct. højere end gennemsnittet for EU9-landene.

I år viser analyserne igen, at der er langt til målet om, at dansk økonomi er blandt de mest konkurrenceprægede i OECD.

Ganske vist virker særligt 2010-målet om at halvere antal brancher med konkurrenceproblemer realistisk. Antal brancher med konkurrenceproblemer er faldet med tre til 53.

Modsat går det langsommere end ventet med at nå målet om, at de danske nettoforbrugerpriser i 2010 ikke er højere end i EU.

Antal brancher med konkurrenceproblemer

Målet i regeringens konkurrencestrategi er, at antal brancher med konkurrenceproblemer er halveret i 2010. Efter at udpegningsmetoden sidste år blev revideret, betyder det, at antallet i 2010 skal være reduceret til 32.

I år er antal brancher med konkurrenceproblemer opgjort til 53. I forhold til sidste år er det tre mindre. Siden 2001 er antallet reduceret med elleve, jf. tabel 2.4.

Tabel 2.4: Antallet af brancher med konkurrenceproblemer

Bilag 2.1 beskriver, hvordan styrelsen udpeger brancher med konkurrenceproblemer. Samme bilag viser desuden en komplet liste over de 53 udpegede brancher. På styrelsen hjemmeside findes yderligere detaljer om de udpegede brancher i dette og sidste års redegørelse.

Bilag 2.2 viser opdaterede tidsrækker for tre udvalgte konkurrenceindikatorer: Mobilitet, importkorrigeret koncentration og lønpræmier.

Sidste år startede styrelsen en procedure med at lave handlingsplaner for nogle af de udpegede brancher, hvor konkurrenceproblemerne vurderes at være størst. Handlingsplanerne for de udpegede brancher skal supplere de iværksatte initiativer (afsnit 2.4), så målet om at reducere antal af konkurrencebegrænsede brancher til 32 inden 2010 nås.

Handlingsplanerne beskriver, hvilke ændringer der kan løse konkurrenceproblemerne i branchen. Arbejdet med handlingsplanerne er fortsat siden da. Planerne fremgår af styrelsens hjemmeside, http://www.ks.dk/.

Det danske nettoforbrugerprisindeks i forhold til EU9

Siden 1999 har Konkurrencestyrelsen årligt opgjort og sammenlignet de danske nettoforbrugerpriser med priserne i EU9-landene.

Den primære kilde har været Eurostats prisdata fra den såkaldte købekraftsparitetsundersøgelse eller PPP-prisundersøgelse.⁷ Eurostat er EU's officielle statistikinstitut, og Eurostat har lavet internationale prisundersøgelser i mere end 30 år, jf. boks 2.4.

Boks 2.4: Nettoprisindeks på basis af Eurostats pristal

I juli 2004 kom EU-Kommissionens generaldirektorat for Det Indre Marked (DG-Markt) med en anden prissammenligning.

DG-Markt har lavet et prisindeks for 24 supermarkedsprodukter i de "gamle" EU-lande, dvs. EU15. Prisindekset er korrigeret for moms, men ikke afgifter. Desuden er de danske priser sammenlignet med EU15 og ikke de mere økonomisk ens EU9-lande.

DG Markts undersøgelse viste, at prisniveauet i Danmark er nogle pct. lavere end gennemsnittet.⁸ Undersøgelsen er imidlertid meget usikker. Som eksempel herpå kan det nævnes, at prisniveauet i Danmark ligger over EU-niveauet, hvis der ses bort fra hunde- og kattemad. Hunde- og kattemad indgår som to af kun 19 mærkevarer, og angiveligt koster hunde- og kattemad i Danmark kun ca. det halve i forhold til priserne i de andre lande.

Den nye undersøgelse står i kontrast til resultatet af Eurostats prisundersøgelse. Korrigeret for moms og afgifter har Eurostats pristal de senere år – dog for det samlede private forbrug – vist, at det danske prisindeks er nogle pct. højere end gennemsnittet for EU9.

En forskel mellem de to undersøgelser er, at Eurostat modsat DG Markt ikke medtager midlertidige tilbud. I alle EU-lande sker en væsentlig del af salget i detailhandlen på tilbud med en kort varighed. Hvis midlertidige tilbud spiller en større rolle i Danmark end i de andre lande, vil Eurostat overvurdere prisniveauet i Danmark.

Det er usikkert, om midlertidige tilbud generelt spiller en større eller mindre rolle i Danmark end i resten af Europa. Coop Danmark har oplyst over for styrelsen, at tilbudssvarer udgør en større andel af salget i Danmark end i Norge og Sverige. Der findes imidlertid ingen undersøgelser, som viser, om det samme gør sig gældende i en bredere europæisk sammenligning.

Eurostats stikprøve må dog vurderes at være væsentligt bedre end DG Markts. DG Markts prisundersøgelse omfatter alle varianter af 82 forskellige typiske supermarkedsprodukter. Eurostats stikprøve er meget større. Inden for de samme varegrupper inkluderer den ca. 2.000 priser på ca. 500 forskellige fødevarer, drikkevarer og tobaksvarer. Antal priser pr. produkt afhænger af den historiske prisvariation.

Eurostats undersøgelse virker også bedst, når det gælder udvælgelsen af produkterne i stikprøven. De 82 produkter i DG Markts stikprøve synes udvalgt, fordi de er på hylderne i alle EU-landene. I Eurostats er de udvalgt, så stikprøven er repræsentativ for de enkelte landes forbrugsmønster.

For mange af de 82 produkter i DG Markts stikprøve gælder, at der er stærke mærkevarer på markedet, og at de i Danmark er pålagt punktafgifter. Det gælder fx både sodavand og chokolade, som begge indgår i stikprøven. Da mærkevarer typisk er relativt dyre og ekstra dyre, når de er pålagt punktafgifter, er der formentlig en tendens til, at udbuddet af billige ikke-mærkevarer er relativt stort i et land som Danmark (og Sverige), hvor punktafgifterne er høje. Netop et stort udbud af billige ikke-mærkevarer fremhæver DG-Markt selv som forklaring på det lave prisindeks for Danmark (og Sverige).

Dertil kommer, at høje punktafgifter ofte vil presse nettopriserne nedad. Producenterne overvælter ikke altid punktafgifter 100 procent på forbrugerpriserne. Et godt eksempel er prisen på nye biler i Danmark. De danske nettopriser på nye biler er ca. 15 pct. lavere end gennemsnittet for EU15, jf. tabel 2.5 nedenfor.

På baggrund af de to undersøgelsers styrker og svagheder vurderes det, at Eurostats prisdata er mindst usikre. Styrelsen har derfor valgt at fastholde disse prisdata som udgangspunkt for prissammenligningerne. Styrelsen har imidlertid korrigeret Eurostats tal for betydningen af, at tilbud af mindre end fire ugers varighed ikke indgår i tallene. Det skønnes, at dette betyder, at ca. 10 pct. af det private forbrug reelt har en gennemsnitpris, der er 10 pct. lavere, end tallene fra Eurostat angiver. Styrelsen har derfor nedjusteret det aggregerede prisindeks med 1 procentpoint.

Under alle omstændigheder er det uhensigtsmæssigt, at der er så stor usikkerhed om kvaliteten af statistikmyndighedernes prisdata. Konkurrencestyrelsen har drøftet forholdet med Danmarks Statistik, som har taget spørgsmålet op over for Eurostat.

Opgørelsen af det danske nettoforbrugerprisindeks for 2004 viser herefter, at de danske priser gennemsnitligt var 6 pct. over gennemsnittet for EU9. Dermed er prisforskellen til EU9 uændret i forhold til 2003.

Prisforskellen til EU9 er dermed endnu ikke blevet mindre, selv om konkurrenceloven er strammet, og flere områder af økonomien er blevet liberaliseret i de senere år. Alligevel er der grund til at tro, at tiltagene virker, og at konkurrencen i Danmark er forbedret. Det manglende fald i prisforskellen kan skyldes to forhold.

Meget tyder på, at internationalt set høje lønstigninger i samme periode har presset de danske priser opad i de erhverv, som ikke er udsat for international konkurrence. Det drejer sig navnlig om serviceerhvervene. Siden midten af 1990'erne er de danske lønomkostninger årligt steget ca. 1 procentpoint mere end i de andre EU-lande.⁹ Som styrelsen tidligere har påpeget, er det ideelt set nødvendigt at korrigere prisindeksene for lønforskelle, før de kan fungere som konkurrenceindikatorer.¹⁰

I 2000 og 2001 vurderede styrelsen, at høje lønomkostninger i Danmark (som øger priserne i de danske serviceerhverv) kan forklare en merpris til EU9 på 1-2 procentpoint. I lyset af de høje danske lønstigninger har styrelsen i år udført en nærmere analyse af sammenhængen mellem lønomkostninger og prisniveau.

Analysen, der er beskrevet detaljeret i kapitel 11, indikerer, at høje danske lønstigninger er en væsentlig årsag til, at prisspændet til EU9 er vokset de senere år. For 2003 tyder analysen på, at høje lønomkostninger¹¹ i de danske serviceerhverv kan forklare en merpris til EU9 på ca. 31/2 procentpoint, jf. kapitel 11.

Det efterlader en prisforskel på ca. 21/2 pct., som formentlig skyldes, at konkurrencen fortsat er mindre hård i Danmark end i udlandet.

Den væsentligste forklaring på, at prisforskellen ikke falder, er, at konkurrencen også er øget i de andre EU-lande, som det danske nettoprisindeks sammenlignes med.

Det bemærkes i øvrigt, at selv om lønforhold m.v. kan forklare en del af prisforskellen – på aggregeret plan – mellem Danmark og udlandet, så er dette ikke til hinder for et konkurrencepolitisk mål om at nå en situation, hvor de gennemsnitlige nettopriser ikke er højere end i de andre, udvalgte EU-lande. Det vil imidlertid kræve en stærkere konkurrencepolitik end i de andre lande.

Nettoforbrugerprisindeksene for de enkelte varegrupper bekræfter det billede, som de samlede prisindeks tegner. Trods den skærpede konkurrence i Danmark er en række varegrupper fortsat markant dyrere end gennemsnittet for EU9, jf. tabel 2.5.

Prisindekset er især gået op for børneinstitutioner m.v., hoteller m.v., restauranter, personlig pleje og læskedrikke. Til gengæld er prisindekset faldet for fødevarer som ris og pasta og grøntsager.

Der er dog også flere varegrupper, der er billigere i Danmark end gennemsnittet for EU9, jf. tabel 2.5.

Bortset fra planter og blomster er prisforskellen dog kun svagt mindsket siden sidste år. At prisindekset for transportmidler er steget med 3 procentpoint, kan skyldes, at nye EU-regler har fået flere af bilfabrikkerne til at harmonisere priserne i EU.

Tabel 2.5: Danske nettoforbrugerpriser, indeks EU9=100

Note 1: Forskellige grader af brugerbetaling kan betyde, at priserne ikke er helt sammenlignelige.

Note 2: Priserne er for 2002-2004.

Note 3: Danmark sammenlignet med Sverige, Tyskland, Holland og UK.

Note 4: Priserne er gennemsnit for 2003 og 2004, inkl. midlertidige tilbud.

Note 5: Danmark sammenlignet med EU bortset fra Sverige.

Note 6: Danmark sammenlignet med EU15 for hhv. 2001-2002 og 2002-2003.

Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.

Ved første øjekast kan det virke overraskende, at det danske nettoprisindeks for flere fødevarer – fx grøntsager og ris og pasta – ikke er faldet markant de sidste år. I de senere år har tal fra Danmarks Statistik vist minimale prisstigninger på fødevarer i Danmark. Det seneste år er priserne endda faldet på flere fødevarer.

En oplagt forklaring er, at nettoprisindeksene i tabel 2.5 er gennemsnit for 2001-2003. Det kan betyde, at den seneste udvikling endnu ikke er slået igennem i tallene.

En anden oplagt forklaring er dog, at de lave prisstigninger og prisfaldene skyldes eksterne faktorer, som også påvirker priserne i de andre EU-lande. Den aktuelle prisudvikling for fødevarer skyldes især, at dagligvarehandlen får bedre muligheder for at importere billige fødevarer fra særligt de nye EU- lande. Desuden er EU begyndt at ændre EU's landbrugsstøtte i en mere konkurrencevenlig retning. Begge dele presser ikke blot fødevarepriserne i Danmark, men også i de andre EU-lande.

Investeringsvarer var i 2001-2003 ca. 15 pct. dyrere i Danmark end gennemsnitligt for EU9, jf. tabel 2.6. I forhold til sidste års opgørelse for 2000-2002 er prisforskellen indsnævret med ét procentpoint.

Prisspændet er ikke ens for alle investeringsvarer, jf. tabel 2.6. Med 37 pct. er prisspændet til EU9 størst for boligbyggeri. Til kontrast er prisspændet blot 1 pct. for elektriske maskiner.

Tabel 2.6: Dansk nettoprisindeks for investeringsvarer, EU9=100

Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.

Mål for konkurrencebegrænsende regulering

Indikatoren for omfanget af konkurrencebegrænsende offentlig regulering er OECD's reguleringsmål.

OECD's reguleringsmål er et indeks med en værdi fra 0 til 6, hvor en højere værdi angiver mere regulering. Indekset opgøres af OECD ved at vægte tre underindeks sammen til et samlet indeks, jf. boks 2.6.¹²

Boks 2.6: OECD's reguleringsmål

Kilde: OECD Economics Department Working Paper No. 419, "Product market regulation in OECD Countries: 1998 to 2003"

OECD opgør indekset med jævne mellemrum. I foråret 2005 kom der nye indeks for 2003. Inden da var de nyeste indeks for 1998.

Den nye opgørelse viser, at Danmark i 2003 sammen med Irland og New Zealand havde det 5.-7. laveste indeks for produktmarkedsregulering i OECD, jf. tabel 2.7. Ifølge opgørelsen er den konkurrencebegrænsende regulering reduceret i Danmark siden 1998.

Det skal dog understeges, at en stor del af den mere detaljerede erhvervsregulering ikke indgår i OECD's mål, der derfor kan overvurdere Danmarks placering.

Alligevel placerer Danmark sig kun marginalt bedre i 2003 end i 1998, idet stort set alle de andre OECD-lande også har fjernet regulering på deres produktmarkeder. Det er sket i omtrent samme tempo som Danmark.

Tabel 2.7: OECD's reguleringsmål

Kilde: OECD Economics Department Working Paper No. 419, "Product Market Regulation in OECD Countries: 1998 to 2003".

Den nye opgørelse fra OECD viser, at alle tre underindeks i det samlede reguleringsmål er faldet for Danmark siden 1998. Det er dog især underindekset for statslig kontrol og underindekset for etableringsbarrierer, der er faldet.¹³ Det sidste underindeks er kun faldet marginalt, jf. figur 2.3.

Figur 2.3: Produktmarkedsregulering i Danmark 1998 og 2003

Kilde: OECD Indicators of Product Market Regulation (PMR), OECD Economics Department Working Paper No. 419, "Product market regulation in OECD Countries: 1998 to 2003", http://www.oecd.org/.

Målet i konkurrencestrategien er, at det danske reguleringsindeks falder yderligere frem mod 2010. En høj kvalitet i reguleringen er imidlertid også vigtig. En høj kvalitet i reguleringen kan sikre, at eventuelle sektorspecifikke målsætninger nås på den mest effektive vis.

I lyset af regeringens initiativer til at afvikle konkurrencebegrænsende offentlig regulering (se afsnit 2.3) er der håb om, at bl.a. underindekset for etableringsbarrierer falder yderligere i de kommende år. Flere af initiativerne – fx initiativerne på ejendomsmæglerområdet – gør det nemmere at etablere sig.

Mål for offentlig markedsadfærd

Evalueringen af målet for offentlig markedsadfærd findes i Konkurrenceredegørelse 2005 i kapitel 4 "Offentlig markedsadfærd".

Mål for økonomisk åbenhed

I konkurrencestrategien bliver Danmarks økonomiske åbenhed målt med to indikatorer: En for udenrigshandel og en for direkte udenlandske investeringer (FDI).

Indikatoren for udenrigshandel er den procentvise udnyttelse af det såkaldte handelspotentiale.¹⁴

En stigning i udnyttelsen af handelspotentialet vil være et udtryk for, at konkurrencen i Danmark er skærpet. Når udnyttelsen af importpotentialet stiger, tyder det på, at flere udenlandske virksomheder finder det danske marked attraktivt at gå ind på. Det vil normalt øge konkurrencen i Danmark.

Også en højere udnyttelse af eksportpotentialet vil normalt gå hånd i hånd med en skærpet konkurrence i Danmark. Et hårdere konkurrencepres i Danmark gør virksomhederne mere effektive. Da effektive virksomheder oftest klarer sig bedre på eksportmarkederne, kan det være en følge af øget konkurrence, hvis Danmark udnytter sit eksportpotentiale bedre.

Danmarks udnyttede i 2002 sit handelspotentiale ringere end gennemsnittet i EU14, jf. figur 2.4.¹⁵ Desuden var udnyttelsen markant lavere end i lande som Irland, USA og Sverige. Det var især importpotentialet, som Danmark udnyttede dårligere. Importpotentialet var ca. 30 pct. lavere end for EU14. Danmarks udnyttelse af importpotentialet er den ringeste i hele Europa, jf. figur 2.4.

Figur 2.4: Udnyttelse af import-, eksportog handelspotentiale i 2000, pct.

Note: EU14 er det vejede gennemsnit for 2000 for de daværende 15 EU-lande, ekskl. Luxembourg.

Kilde: "Vækst gennem globalisering", Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003.

Danmarks udnyttelse af handelspotentialet er ikke opdateret siden Konkurrenceredegørelse 2004. Men Danmarks ringe importperformance er blevet bekræftet af tal fra OECD. I en landerapport om Danmark fra foråret 2005 viser OECD, at den danske import i årene 1997-2002 var lavere end OECD- gennemsnittet, når der korrigeres for Danmarks geografiske størrelse, BNP pr. indbygger og transportomkostningerne i landet.¹⁶

Indikatoren for omfanget af direkte udenlandske investeringer er den samlede FDI-kvote. Den er defineret som gennemsnittet af beholdningen af ind- og udgående direkte udenlandske investeringer i pct. af BNP.¹⁷

Når Danmarks samlede FDI-kvote stiger, tyder det på skærpet konkurrence i Danmark, uanset om årsagen er en stigning i beholdningen af indgående eller udgående FDI.

En stigning i beholdningen af indgående FDI øger ofte konkurrencen i Danmark. En stigning heri betyder som oftest, at flere udenlandske virksomheder har taget konkurrencen op på det danske marked.

Men en stigning i beholdningen af indgående FDI kan også være en følge af øget konkurrence i Danmark. Øget konkurrence skyldes ofte bedre rammevilkår. Normalt vil gode rammevilkår gøre det mere attraktivt at investere i Danmark, hvilket øger beholdningen af indgående FDI i Danmark.

Den samlede FDI-kvote faldt for hovedparten af EU-landene fra 2002 til 2003, jf. tabel 2.8. Den primære årsag var en generel afmatning i den internationale økonomi. Især omfanget af internationale fusioner og virksomhedsopkøb faldt kraftigt i årene efter 2000. Internationale fusioner og virksomhedsopkøb udgør en stor andel af strømmene af FDI.

Danmarks samlede FDI-kvote faldt mere end gennemsnittet for EU15 fra 2002 til 2003, jf. tabel 2.8. Det relativt store fald betød, at Danmarks samlede FDI-kvote med 36,4 procent i 2003 var knapt 3 procentpoint lavere end gennemsnittet for EU15. I 2002 var den danske FDI-kvote godt 1 procentpoint over gennemsnittet for EU15.

Faldet i Danmarks samlede FDI-kvote dækker over et omtrent lige stort fald i beholdningen af indgående og udgående FDI i procent af BNP, jf. tabel 2.8.

Tabel 2.8: Beholdning af direkte udenlandske investeringer i procent af BNP (samlede FDI-kvote)

Note 1: Tallet for EU15 er et simpelt gennemsnit for EU-landene. Gennemsnittene for 2003 inkluderer 2002-tallet for Belgien- Luxembourg.

Anm.: Tallene er ikke sammenlignelige med tallene i kapitel 2 i Konkurrenceredegørelse 2004. Kilde: World Investment Report 2004, http://www.unctad.org/.

Udviklingen i FDI-kvoten bør normalt bedømmes over en årrække, og der bør derfor ikke lægges for meget i udviklingen fra 2002 til 2003. Det er imidlertid bekymrende, at Danmarks FDI-kvote både i 2002 og 2003 var væsentligt lavere end kvoten i andre mindre lande som Belgien, Holland, Sverige og Irland, der alle økonomisk set minder meget om Danmark.

Udviklingen i strømmene af FDI i verden i 2004 tyder på, at de samlede FDI- kvoter igen vokser. Især omfanget af internationale virksomhedsopkøb og fusioner er ifølge flere opgørelser vokset i 2004. Den nyeste udvikling vil påvirke tallene i næste års redegørelse.

Målet frem mod 2010 er fortsat, at både Danmarks udnyttelse af handelspotentialet og FDI-kvoten stiger.

BILAG 2.1 BRANCHER MED TEGN PÅKONKURRENCEPROBLEMER

Udpegningen af brancher med konkurrenceproblemer

Konkurrencestyrelsen udpeger brancherne med konkurrenceproblemer ud fra en bagatelgrænse, et sæt af konkurrenceindikatorer og Konkurrencestyrelsens vurdering af konkurrencen i branchen.

Bagatelgrænsen er todelt, hvor begge dele skal opfyldes. Den ene del går på branchens samlede omsætning. Den anden del går på antal ansatte i branchen. Minimumskravet til branchens samlede omsætning er 500 mio. kr. pr. år. Det samlede antal ansatte skal minimum udgøre 600.

Udpegningen af brancherne med konkurrenceproblemer sker i første omgang helt kvantitativt. Det sker ud fra et antal konkurrenceindikatorer, jf. bilagstabel 2.1.

Bilagstabel 2.1: Konkurrenceindikatorer i udpegning af brancher med konkurrenceproblemer

I forhold til sidste år er der kun sket marginale justeringer i konkurrenceindikatorerne. En indikator for afkastningsgraden i Danmark i pct. af gennemsnittet for EU9 er udgået. Årsagen er manglende data.

Desuden er de danske importkvoter ikke blevet opdateret. Det sidste betyder, at importkorrektionen af koncentrationen fortsat sker med branchernes importkvoter for 2000. Årsagen er her, at Danmarks Statistik ikke har lavet branchefordelte importkvoter for senere år.

Fælles for de enkelte kvantitative konkurrenceindikatorer er, at de ofte, men ikke altid siger noget om konkurrencen i branchen. Når alle indikatorer vurderes i sammenhæng, giver de imidlertid som regel et godt grundlag for at vurdere konkurrencen i en branche.

Fx er en høj koncentration ikke altid udtryk for ringe konkurrence. En høj koncentration er bl.a. helt naturlig i brancher med store skalafordele. Men hvis branchen også har en lav mobilitet, en høj indtjening, en lav tilgangsrate og en høj lønpræmie, tyder det på, at konkurrencen er slap.

Konkurrenceindikatorerne indgår i et pointsystem, hvor brancherne opnår en markering, hvis en given konkurrenceindikator er større end en vis grænse. Hver markering giver et, to eller tre point. Summen af pointene udgør branchens samlede konkurrenceevne.

En branche er kvantitativt udpeget, hvis branchen opnår en samlet konkurrencescore på mindst 60 pct. af det mulige antal point.

Endelig indgår der en vurdering i udpegningen, som i nogle tilfælde er udslagsgivende for branchens placering. Vurderingen bygger primært på, om styrelsen, Konkurrencerådet eller EU-Kommissionen har haft konkurrencesager i den pågældende branche.

Antal brancher med konkurrenceproblemer

Antallet af brancher med tegn på konkurrenceproblemer er i år faldet til 53. De udpegede brancher, og årsagerne til at brancherne er udpeget, fremgår af bilagstabel 2.2.

På Konkurrencestyrelsens hjemmeside findes en beskrivelse af, hvilke brancher som er udgået, og hvilke der er nye i forhold til sidste års udpegning.

Bilagstabel 2.2: Brancher med tegn på konkurrenceproblemer i 2005

Note: Hvis en branche er udpeget på en indikator efter kriterierne i bilagstabel 2.1, er det markeret med en *.

Anm.: O står for offentlig regulering. K står for koncentration. IK står for importkorrigeret koncentration. T står for tilgang. M står for mobilitet. SP står for spredning i produktivitet. L står for lønpræmier. A står for afkastningsgrad. P står for priser. V står for Konkurrencestyrelsens vurdering. Se også bilagstabel 2.1.

BILAG 2.2 NOGLE CENTRALE KONKURRENCEINDIKATORER

Importkorrigeret koncentration

En høj koncentration i en branche betyder, at branchen er kendetegnet ved, at der er få og store virksomheder i branchen.

Normalt er konkurrencen mindre intens, jo højere koncentrationen i en branche er. Men brancher med en stor import har ofte intens konkurrence, selv om koncentrationen herhjemme er høj.

Det er årsagen til, at den importkorrigerede koncentration også indgår i udpegningen af brancher med konkurrenceproblemer. Den importkorrigerede koncentration er generelt faldet de sidste 10 år, jf. bilagsfigur 2.1.

Bilagsfigur 2.1: Importkorrigeret koncentration på sektorniveau

Note: Der er databrud i 2001.

Kilde: Specialkørsler fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

Mobilitet af markedsandele

Mobiliteten af markedsandele viser, hvor meget virksomhedernes markedsandele ændrer sig i branchen i løbet af året.

Den normale antagelse er, at en høj mobilitet indikerer skarp konkurrence. Intuitionen er, at en høj mobilitet er et resultat af, at virksomhederne konkurrerer hårdt om markedsandelene.

Lige som for den indenlandske koncentration er det dog værd at bemærke, at mobiliteten ikke tager hensyn til importkonkurrence. Det er dog ikke muligt at importkorrigere mobiliteten lige som koncentrationen.

Bortset fra indtil midten af 1990'erne har mobiliteten i Danmark været relativ konstant inden for både fremstilling, bygge og anlæg og servicesektoren.

Bygge og anlæg har den højeste mobilitet. Fremstilling har den laveste mobilitet. Og servicesektorens mobilitet ligger et sted imellem.

Fra 2002 til 2003 er det interessant, at mobiliteten i fremstillingssektoren er vokset, så den i 2003 var omtrent på niveau med servicesektorens, jf. bilagsfigur 2.2.

Bilagsfigur 2.2: Mobilitet på sektorniveau

Note: Pga. databrud mangler der data for 2000. Desuden er det ikke muligt direkte at sammenligne tallene før 2000 med tallene for 2001-2003.

Kilde: Specialkørsler fra Danmarks Statistik og egne beregninger.

Lønpræmier

En branches lønpræmie viser, om branchens ansatte gennemsnitligt får højere løn end de ansatte i andre brancher, når der er taget højde for lønforskelle, der følger af bl.a. køn, uddannelse, alder, bopæl og familiemæssige forhold.

En høj lønpræmie kan indikere svag konkurrence i en branche. I en branche med hård konkurrence er profitten normalt konkurreret i bund. Dermed har virksomhederne normalt ikke råd til at lønne de ansatte højere end andre brancher.

Høje lønpræmier kan dog også skyldes, at branchen beskæftiger mange fra faggrupper med mangel på arbejdskraft. Når der er mangel på en bestemt faggruppe, stiger deres lønninger ofte stærkt. Det er formentlig en stor del af årsagen til de høje lønpræmier inden for databehandlingsvirksomhed, jf. bilagstabel 2.3.

Bilagstabel 2.3: De 10 brancher med den højeste lønpræmie1

Note 1: Lønpræmier beregnes i forhold til lønpræmien i en bestemt branche. I styrelsens beregninger er møbelindustrien anvendt som benchmark.

Kilde: Specialkørsler fra Danmarks Statistik.

Fodnoter

1 Målet fremgår af regeringens konkurrencepolitiske strategi "Mere konkurrence – større vækst". Konkurrencestrategien er en del af regeringens vækststrategi, "Vækst med vilje" fra maj 2002.

2 EU9-landene er Danmark, Belgien, Tyskland, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Sverige og Storbritannien. Disse lande har siden 1999 dannet udgangspunktet for Konkurrencestyrelsens konkurrenceanalyser. De otte andre lande er de EU-lande, der minder mest om Danmark på en række økonomiske nøgletal med betydning for konkurrence og prisniveau.

3 Konsulentvirksomheden ECON Analysis Denmark har udført undersøgelsen.

4 Rent teknisk er vurderingskriteriet ændret fra det såkaldte dominanskriterium til det såkaldte SIEC-kriterium, hvor SIEC er en forkortelse for "Significant Impediment to Effective Competition".

5 Især de to universitetsøkonomer Gregory Werden og Luke Froeb var og er store drivkræfter i udviklingen med at udbrede brugen af økonomiske markedsmodeller i fusionssager i både USA og Europa. Førstnævnte er i dag cheføkonom i Department of Justice, Antitrust Division. Sidstnævnte er cheføkonom i Federal Trade Commission.

6 Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriets departement og Konkurrencestyrelsen.

7 Konkurrencestyrelsen har i mindre omgang suppleret med dels prisoplysninger fra OECD, dels egne prisdata.

8 DG-Markts prisundersøgelse er offentliggjort i et working paper "Preliminary Analysis of Price Data". Papiret kan læses på EU-Kommissionens hjemmeside: http://europa.eu.int/comm/internal_market/score/index_en.htm/.

9 Jf. bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening, Arbejdsmarkedsrapport 2004, kap. 5, http://www.da.dk/.

10 Se bl.a. side 55 i kapitel 2 i Konkurrenceredegørelse 2002.

11 Lønomkostninger er målt ved de samlede arbejdsomkostninger, dvs. inkl. arbejdsgiverbetalte arbejdsmarkedsbidrag og forsikringer, jf. kapitel 11.

12 OECD's reguleringsmål er baseret på OECD International Regulation Database, som blev oprettet i 1999 og senest opdateret i 2005. Databasen og tilhørende dokumentation kan ses på OECD's hjemmeside http://www.oecd.org/.

13 En mere deltaljeret beskrivelse af årsagerne til udviklingen i det danske indeks fra 1998 til 2003 findes i OECD Economics Department Working Paper No. 419, "Product market regulation in OECD Countries: 1998 to 2003". Dette working paper kan downloades fra OECD's hjemmeside, http://www.oecd.org/.

14 Handelspotentialet er et udtryk for den faktiske danske udenrigshandel i pct. af en beregnet forventet udenrigshandel. Handelspotentialet er gennemsnittet af eksport- og importpotentialet. Beregningen af handelspotentialet tager afsæt i landenes forskellige karakteristika bl.a. geografi, befolkningstal og velstand. Ved hjælp af en økonomisk model kan det beregnes, hvor meget et land ideelt set burde handle med andre lande.

15 EU14 er de 15 EU-lande, som udgjorde EU indtil udvidelsen i 2004, ekskl. Luxembourg.

16 Jf. OECD's landerapport om Danmark, kapitel 4, forår 2005.

17 FDI er investeringer, hvor en virksomhed enten erhverver minimum 10 pct. af en virksomhed i et andet land eller etablerer sig fra bunden af i et andet land med en ejerandel på minimum 10 pct. Ved beholdningen af FDI forstås de akkumulerede investeringer, dvs. summen af de løbende investeringer minus løbende afskrivninger eller summen af nettoinvesteringerne.

Version 1.0 Juni 2005 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering