CookiesPresserum JobPublikationerKontakt

Konkurrenceredegørelse 2005 - KAPITEL 15, Statsstøttereglerne i 2004

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2005"

KAPITEL 15
Statsstøttereglerne i 2004

Foto: Sporvogn

15.1 INDLEDNING

På Det Europæiske Råd i Stockholm 2001 forpligtede medlemslandene sig til at reducere statsstøtteniveauet i forhold til BNP inden 2003 samt at omlægge støtten mod horisontale formål.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 20. april 2005 det seneste Scoreboard, der indeholder det nyeste talmateriale fra 2003. Det fremgår af Scoreboardet at støtteniveauet i hele EU er let faldende, jf. tabel 15.1 nedenfor.

Tabel 15.1: Statsstøtte i procent af BNP¹

Mio.kr.	2000	2001	2002	2003
Danmark	0,82	0,77	0,72	0,49
EU-15	0,43	0,43	0,44	0,40
EU-10, nye lande2	1,38

Scoreboardet viser, at det danske støtteniveau i forhold til BNP er faldende, samt at den danske støtte i stigende grad rettes mod horisontale formål.

Selv om den danske støtte i forhold til BNP stadig er lidt større end gennemsnittet i EU, er det vigtigt at understrege, at hovedparten af den danske støtte er horisontal støtte, mens de fleste andre EU-lande bruger en større eller mindre del af støtten til at holde liv i virksomheder der ellers ville bukke under for konkurrencen.

Næsten halvdelen af den horisontale danske støtte gives til miljø og energiformål, hvilket ligger langt over EU-15 gennemsnittet, der kun udgjorde 23 pct. En tredjedel af den horisontale danske støtte er rettet mod beskæftigelsesfremmende initiativer. På dette område udgjorde EU-15 gennemsnittet blot 3 pct.

Overordnet set er udviklingen i det danske støtteniveau fuldt ud i overensstemmelse med både regeringens og EU's politik på området.

15.2 STATSSTØTTE OG UDVIDELSEN AF EU

Den 1. maj 2004 blev EU udvidet med otte central- og østeuropæiske lande samt Cypern og Malta. For at sikre at uforenelig statsstøtte ikke blev "importeret" til EU i forbindelse med udvidelsen, har de nye medlemslande de seneste år udpeget myndigheder, der fører kontrol med støtten. Disse myndigheder har analyseret støtteordningerne for at afgøre, om der er tale om statsstøtte efter Traktaten, og om støtten er forenelig. Når en given støtteordning viser sig at være uforenelig med EU-reglerne, skal landene enten ophæve den straks eller gradvist udfase den. Landene er fremover forpligtet til at anmelde ny støtte til Kommissionen.

De ti nye medlemslande giver betydeligt mere statsstøtte i forhold til BNP (1,38 pct.) end EU-15 (0,40 pct.). I de nye lande er støtteniveauet oven i købet steget de seneste år. Dette skyldes især skiftet fra plan- til markedsøkonomi. Stigningen skyldes også krisen i den tjekkiske banksektor og den polske kulsektors omstrukturering. Kommissionen venter, at støtteniveauet fremover vil falde i de nye lande.

15.3 DANSK STATSSTØTTEDATABASE

Det er et mål for Danmark, at der bliver større gennemsigtighed på statsstøtteområdet i Danmark. Konkurrencestyrelsen er derfor ved at opbygge en statsstøttedatabase. Databasen skal sikre en høj kvalitet af de danske data på statsstøtteområdet. Styrelsen har her haft et konstruktivt samarbejde med statsstøttemyndighederne i Norge, der også arbejder på at forbedre deres statsstøttedata.

Databasen skal indeholde data, der vil gøre det lettere at foretage økonomiske analyser af statsstøtten. Økonomiske analyser skal bl.a. medvirke til, at man i højere grad kan målrette støtten, så den bliver mere effektiv.

Databasen skal også reducere en del af den administrative byrde, der er forbundet med indsamling og indberetning af data til Kommissionen. Databasen vil gøre det lettere at følge med i udviklingen af det danske støtteniveau. Endelig kan databasen bidrage til at skabe et bedre beslutningsgrundlag for politikerne, når støtteordninger revideres eller sættes i værk.

15.4 NYE REGLER I 2004

I takt med EU's udvidelse er der behov for at modernisere og forenkle statsstøttereglerne. Kommissionens reform af statsstøtteområdet sker via en bred vifte af initiativer.

Proaktiv konkurrencepolitik I april 2004 vedtog Kommissionen en meddelelse, der gennemgår konkurrencepolitikkens rolle, så europæiske virksomheders konkurrenceevne styrkes.¹

Reformerne på statsstøtteområdet har til formål at ændre fokus i statsstøttepolitikken. Der skal bruges en mere økonomisk orienteret metode til at reducere skadelig statsstøtte. Medlemslandene får samtidig mere fleksibilitet til at give horisontal støtte. Målet er mindre og bedre støtte i EU.

I foråret 2004 udtrykte Det Europæiske Råd bekymring over de svage, private investeringer i forskning og udvikling (F&U). Kommissionen anerkender, at der på dette område eksisterer markedssvigt, som hæmmer de private investeringer. Kommissionen vil i løbet af 2005 forberede en revision af reglerne for støtte til F&U og udarbejde en håndbog for støtte til innovation.

Kommissionen har haft planer om at udvikle en mærkbarhedstest. Formålet med testen er at afdække, hvilke støtteordninger der sandsynligvis ikke har nogen effekt på konkurrencen og derfor skal følge forenklede anmeldelses- og godkendelsesproducerer. Forslaget er sat i bero, da det ikke fik den fornødne opbakning af Kommissionens tjenestegrene.

Rammebestemmelser for rednings- og omstruktureringsstøtte I oktober 2004 trådte de nye rammebestemmelser for rednings- og omstruktureringsstøtte i kraft.² De nye rammebestemmelser opstrammer og præciserer de eksisterende regler.

Kommissionen mener, at det er et normalt markedsfænomen, at ineffektive virksomheder lukkes. Det bør ikke være reglen, at virksomheder i vanskeligheder skal reddes af staten.

Princippet om "one time, last time" (engangsstøtte) er gjort tydeligere for at forhindre, at virksomheder tildeles rednings- eller omstruktureringsstøtte gentagne gange.

For at forhindre urimelige konkurrencefordrejninger skal støttemodtageren i visse situationer afgive modydelser. Disse modydelser kan bestå i at afhænde aktiver, indskrænke kapaciteten eller aktivitetsniveauet og fjerne hindringer for adgang til markedet.

Implementeringsforordning Formålet med forordningen³ er at forenkle og præcisere statsstøtteprocedurerne. Forordningen skal nedsætte ressourceforbruget ved rutinesager. Kommissionen kan således koncentrere ressourcerne om de alvorligste statsstøttesager.

Frem til den 31. december 2005 kan anmeldelser sendes på både papir og i elektronisk form til Kommissionen. Efter den 1. januar 2006 skal anmeldelserne sendes elektronisk. Efter den 1. januar 2006 skal al korrespondance i forbindelse med en anmeldelse foregå elektronisk. En anmelder skal være opmærksom på, at hvis formularen ikke udfyldes korrekt, kan Kommissionen returnere anmeldelsen.

Der gælder en forenklet anmeldelsesprocedure, hvis budgettet for en tidligere godkendt ordning forøges med over 20 pct. Denne procedure gælder også, hvis en tidligere godkendt ordning forlænges med indtil seks år med eller uden budgetforøgelse. Proceduren gælder også, hvis kriterierne i en godkendt støtteordning strammes, eller hvis støtteintensiteten eller de støtteberettigede udgifter mindskes.

Forordningen forenkler proceduren for, hvordan fortrolige oplysninger i en anmeldelse behandles. I den nye anmeldelsesformular skal medlemslandene på forhånd oplyse, om anmeldelsen indeholder fortrolige oplysninger.

Landene skal indsende årlige rapporter om eksisterende støtteordninger til Kommissionen. Rapporterne skal indsendes i elektronisk form senest den 30. juni i det år, der følger efter det år, som rapporterne vedrører.

Tidsfristerne for Kommissionens handlinger starter, når Kommissionen modtager anmeldelsen eller den senere korrespondance. Medlemslandene skal begrunde enhver anmodning om fristforlængelse. En sådan anmodning skal sendes skriftligt mindst to arbejdsdage før tidsfristens udløb.

Når ulovlig statsstøtte skal betales tilbage, skal renten tilskrives med renters rente indtil datoen for støttens tilbagebetaling. Fordelen måles objektivt fra det tidspunkt, hvor støtten blev stillet til rådighed for den støttemodtagende virksomhed. Der skal på denne måde ikke tages hensyn til resultatet af eventuelle forretningsmæssige beslutninger, som virksomheden senere måtte have truffet.

De minimis støtte til landbrug og fiskeri
Den 1. januar 2005 trådte Kommissionens forordning om de minimis støtte i landbrugs- og fiskerisektoren i kraft. Disse to sektorer har hidtil været undtaget fra den almindelige de minimis forordning.

Efter forordningen kan en støttemodtager modtage op til 3.000 over en treårig periode. Det er dog en betingelse, at den samlede de minimis støtte ikke overstiger 0,3 pct. af den årlige landbrugsproduktion eller fiskeriproduktion i de enkelte lande. I Danmark udgør disse grænser 27.294.000 og 6.341.400 .

15.5 KOMMENDE ÆNDRINGER AF STATSSTØTTEREGLERNE

I takt med EU's udvidelse er der behov for at modernisere og forenkle statsstøttereglerne. Nedenfor omtales en række forslag, som Kommissionen for øjeblikket arbejder på.

Den fremtidige statsstøttepolitik
Som led i statsstøttereformen har Kommissionen oplyst, at den i løbet af 2005 vil udsende en meddelelse, der indeholder overvejelser om den fremtidige statsstøttepolitik i EU.

Regionalstøtte
Kommissionen arbejder på en revision af retningslinjerne for regionalstøtte for tiden efter 2006 og frem til udgangen af 2013. Revisionen bygger på to hovedprincipper. For det første opstrammes de regionalstøtteberettigede områder, så støtten fokuseres på de mest trængende regioner. For det andet reduceres støtteintensiteten til store regionale investeringsprojekter.

Udspillet betyder, at regionalstøtten fremover vil blive rettet især mod de nye medlemslande. Regionalstøtten i Danmark vil fremover skulle gives efter andre regler. I midten af 2005 vil Kommissionen fremlægge de nye retningslinjer for regionalstøtte.

Innovation
I løbet af 2005 offentliggør Kommissionen en meddelelse, der har fokus på innovation. Som grundlag for en sådan meddelelse offentliggjorde Kommissionen den 15. november 2004 en håndbog.⁴ Håndbogen beskriver det regelgrundlag, der for øjeblikket eksisterer for innovation. Ud over dette beskriver håndbogen de markedsfejl, der ligger til grund for medlemsstaternes udbetaling af statsstøtte til innovationsrelaterede aktiviteter. Håndbogen giver også en række eksempler på støtte til innovation, som Kommissionen har godkendt.

For rammebestemmelserne for F&U gælder, at innovation ikke udgør en separat kategori, men at mange omkostninger i relation til aktiviteter inden for innovation falder inden for de eksisterende kategorier, der vil kunne godkendes efter rammebestemmelserne.

Kommissionen peger på en række markedsfejl, der er af betydning for innovationsprocessen og for vurderingen af statsstøtte:

Forskellen på den gevinst, samfundet får af en innovation i forhold til den gevinst, opfinder får, leder til lavt niveau af private investeringer.
Langsom informationsproces fører til, at innovationen ikke kan udnyttes fuldt ud i samfundet.
Usikkerheden er større ved innovationsprojekter end ved andre projekter, og tidshorisonten er lang. Dette kombineret med den langsomme informationsproces vanskeliggør ekstern finansiering.
Arbejdsmarkedet kan ikke følge med de høje krav til uddannelse. Hertil kommer utilstrækkelig geografisk mobilitet fra arbejdstagere.

Kommissionen omtaler tre elementer, som er relevante, hvis der skal udformes et regelsæt. For det første synes markedsfejlene at være større, desto mindre virksomheden er. Dette kan retfærdiggøre forskellige støtteintensiteter for mikro, små og mellemstore virksomheder. For det andet er det en tendens, at markedsfejl i højere grad berører nyere virksomheder end veletablerede. For det tredje er der større risiko for konkurrenceforvridning, desto tættere innovationen er på kommercialisering.

De minimis støtte til transportsektoren
Transportsektoren har hidtil været undtaget de minimis reglen.⁵ Kommissionen anfører imidlertid, at transportmarkederne er liberaliserede, og markedsstrukturen er stabiliseret, hvilket har forbedret virksomhedernes økonomiske forhold. Myndighederne er i mindre grad udsat for et pres for at hjælpe virksomheder i nød og give dem urimelige fordele. På den baggrund foreslår Kommissionen, at støtte til transportvirksomheder – bortset fra støtte til at anskaffe køretøjer – fremover bør ligge indenfor de minimis forordningens anvendelsesområde.

Højere loft for de minimis støtte
For øjeblikket kan en virksomhed modtage de minimis støtte op til 100.000 over en treårig periode.⁶ Dette støtteloft blev introduceret tilbage i 1996. Kommissionen påtænker at forhøje støtteloftet, så det reflekterer det aktuelle prisniveau. Der foreligger endnu ikke et konkret forslag, men Kommissionen har nævnt 120.000 som et nyt støtteloft.

Støtte til luftfart
Kommissionen udstedte den 7. februar 2005 en meddelelse med retningslinjer for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne. Retningslinjerne skal ses i lyset af Ryanairsagen og i den europæiske lufttransportmarkeds udvikling.

Retningslinjerne træder ikke i stedet for de eksisterende retningslinjer fra 1994 men præciserer, hvilke finansieringsformer der er tilladte og udvider mulighederne for driftsstøtte til luftfartsselskaber. Forslaget opererer med differentierede støttesatser, der afhænger af lufthavnens størrelse.

Risikovillig kapital
I 2001 vedtog Kommissionen en meddelelse om statsstøtte og risikovillig kapital.⁷ Meddelelsen blev lavet især ud fra ønsket om at stimulere markederne for risikovillig kapital i EU. Meddelelsen beskriver, hvordan Kommissionen vil bruge statsstøttereglerne på risikovillig kapital. Meddelelsen fastsætter også kriterier for, hvornår Kommissionens kan godkende foranstaltninger, der udgør statsstøtte.

Kommissionen vil bruge meddelelsen i fem år og herefter tage den op til revision. Som første led i denne revision har Kommissionen sendt et spørgeskema til høring, der skal afdække landenes erfaringer med den nuværende meddelelse. I slutningen af 2005 vil Kommissionen fremlægge en revideret meddelelse.

15.6 DANSKE STATSSTØTTEORDNINGER I 2004

Kommissionen har i løbet af 2004 truffet beslutning i 11 danske statsstøttesager, jf. tabel 15.2. nedenfor.

Tabel 15.2: Danske statsstøtteordninger i 2004

Sagsnummer	Titel	Godkendelsesgrundlag
NN 33/2004	Beskæftigelsesstøtte – særlig ordning for unge under 25 år	Art. 87, stk. 3, litra c)
NN 5/2004	Skattefritagelse for kommunale affaldsselskaber	Art. 87, stk. 3, litra c) Miljørammebestemmelser
N 389/2004	Ændring af regionaludviklingsstøtteordning (Ex 808/99)	Art. 87, stk. 3, litra c)
N 343/2004	Afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat	Udgør ikke statsstøtte
N 341/2004	Medfinansiering af udgifter afholdt af slagterier og forarbejdningsanlæg i forbindelse med overvågning af kvæg, får og geder for TSE	Art. 87, stk. 3, litra c)
N 313 /2004	Rekapitalisering af TV 2 Danmark	Art. 86, stk. 2
N 171 /2004	Tonnage skat	Art. 87, stk. 3, litra c)
N 168 /2004	Teknologioverførselsselskaber	Art. 87, stk. 3, litra c)
N 90 /2004	Partikelfiltre til lastbiler	Art. 87, stk. 3, litra c) Miljørammebestemmelser
N 67 /2004	Stikprøvekontrol af bedrifter med slagtekyllinger	Art. 87, stk. 3, litra c)
N 57 /2004	Nedsættelse af grundskyldspromille	Udgør ikke statsstøtte

15.7 PRAKSIS

Konkurrencestyrelsen kan ikke træffe afgørelser om statsstøtte, der falder ind under EU's statsstøtteregler. Det er Kommissionen og i sidste instans EF-Domstolen, der endeligt afgør, om en given ordning udgør statsstøtte, og om den er forenelig med Traktaten. Nedenfor gennemgås væsentlig praksis fra 2004.

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SGEI) Som nævnt i Konkurrenceredegørelse 2004 afsagde Domstolen i sommeren 2003 en principiel afgørelse i Altmark-sagen⁸ om kompensation af SGEI. Domstolen udtalte, at der ikke er tale om anmeldelsespligtig statsstøtte, når den økonomiske kompensation, som staten betaler, ikke overstiger omkostningerne ved at udføre tjenesteydelsen. Domstolen opstillede fire betingelser, som alle skal være opfyldt for, at der ikke er tale om anmeldelsespligtig statsstøtte:

For det første skal virksomheden være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart definerede.
For det andet skal de kriterier, der vil danne beregningsgrundlag for kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde.
For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste.
For det fjerde skal kompensationens størrelse, når udvælgelsen sker uden for rammerne af et udbud, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitlig virksomhed måtte bære (under hensyntagen til indtægterne og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af virksomhedens forpligtelser).

Kommissionen har i kølvandet på Altmark dommen truffet en række afgørelser. Der er tale om både klage- og anmeldelsessager. Afgørelserne er interessante, fordi de leverer fortolkningsbidrag til Altmark betingelserne.

Cumbria Broadband⁹
I sagen antog Kommissionen, at støtte til at oprette et bredbåndsnet i Cumbria og betaling for serviceydelserne forbundet med etableringen udgjorde statsstøtte i Traktatens forstand. Kommissionen godkendte støtten efter artikel 87, stk. 3, litra c.

For det første var der tale om støtte i forhold til den tjenesteyder, der fik til opgave at etablere nettet og udføre de tjenesteydelser, der var forbundet med opgaven. Dette til trods for, at tjenesteyderen blev valgt efter udbudsprocedure.

Kommissionen fandt, at udbudsproceduren ikke opfyldte Altmarks 2. kriterium, da der var tale om udbud efter forhandling. Kommissionen udtalte, at en sådan procedure ville medføre, at de parametre, der ligger til grund for finansieringen, ikke var fastlagt på forhånd. Da infrastrukturen tilmed skulle forblive tjenesteyderens ejendom efter udløb af kontrakten, kunne det ikke udelukkes, at der forelå en overkompensation.

Ud over støtte i forhold til tjenesteyderen fandt Kommissionen også, at der forelå støtte i forhold til de virksomheder, der kunne gøre brug af bredbåndsforbindelser.

Kommissionen fandt dog samlet, at støtten var forenelig med fællesmarkedet. Dels var støtten til et bredbåndsnet nødvendig for at nå Lissabon målene om "e-europe". Dels fandt Kommissionen, at støtten var proportional (se om dette begreb under TV2/Danmark-sagen nedenfor).

BBC Digital Curriculum¹⁰ I denne sag vurderede Kommissionen en klage over den støtte, der blev givet til en on-line service (interaktivt indlæringsmateriale) til gratis brug for skoler og andre brugere.

For så vidt angik spørgsmålet om begunstigelse og selektivitet gennemgik Kommissionen Altmark kriterierne. Kommissionen fandt, at den 4. betingelse ikke var opfyldt, da støtten ikke var tildelt som følge af et udbud. BBC havde beregnet omkostningerne på grundlag af et internt skøn og havde ikke forelagt Kommissionen informationer, der gjorde det muligt for Kommissionen at undersøge, om omkostningerne var sammenlignelige med omkostningerne fra en lignende virksomhed.

Eftersom støtten var omfattet af artikel 87, undersøgte Kommissionen, om det var muligt at undtage støtten fra anmeldelsesreglerne efter artikel 86, stk. 2.

Kommissionen udtalte indledningsvist, at det er op til medlemsstaterne at definere, hvad der er en SGEI. Kommissionen kan alene gribe ind, hvis der er tale om en åbenlys fejltagelse.

Kommissionen fandt, at der var tale om en klart defineret tjenesteydelse, og at denne var blevet overdraget officielt. Kommissionen fandt også, at statens finansiering var proportional, da den lå under de estimerede omkostninger. Samtidig udelukkede lovgivningen krydssubsidiering.

På dette grundlag godkendte Kommissionen støtten.

New electricity generation capacity¹¹
Formålet med den anmeldte ordning var at sikre forsyningssikkerhed af elektricitet i Irland. Forsyningssikkerheden skulle sikres ved, at al elektricitet fremover skulle sælges fra et centralt poolmarked. I den forbindelse blev der indgået kontrakter for op til 10 år med forsyningsvirksomhederne.

Kommissionen behandlede statsstøttespørgsmålet både i forhold til elektricitetsforsyningsvirksomhederne og i forhold til den offentlige administration af de finansielle instrumenter (ESP-PES).

I forhold til forsyningsvirksomhederne konstaterede Kommissionen, at disse for så vidt angik reservekapaciteten var pålagt en SGEI. Udvælgelsesprocessen var baseret på objektive og gennemsigtige vilkår. I relation til spørgsmålet om kompensationens størrelse konstaterede Kommissionen, at det forhold, at forsyningsvirksomhederne skal betale eventuel profit tilbage, gjorde, at 3. kriterium var opfyldt. Endelig i relation til det 4. kriterium fandt Kommissionen, at udbuddet ikke efterlod noget skøn for de offentlige myndigheder, og at udvælgelseskriteriet var laveste pris.

Eftersom alle 4 kriterier var opfyldt, var der ikke tale om anmeldelsespligtig statsstøtte.

I forhold til den offentlige administration af de finansielle instrumenter fandt Kommissionen, at der alene var tale om et finansielt mellemled. Spørgsmålet var, om dette finansielle mellemled kunne begunstige ESP-PES i forhold til konkurrenterne. Kommissionen fandt, at dette ikke var tilfældet. Kommissionen lagde vægt på, at ESP-PES var etableret, fordi ingen andre havde vist interesse for det administrative arbejde.

RAI¹² På baggrund af en klage undersøgte Kommissionen en række ordninger til fordel for den italienske public service broadcaster RAI. Kommissionen undersøgte spørgsmålet om skattefritagelse, nedsat betaling for brug af frekvenser og kapitaltilførsel.

Skattefritagelsen var en selektiv fordel for RAI, som kunne forvride konkurrencen.

Kommissionen fandt i forbindelse med den nedsatte betaling for brug af frekvenser, at RAI havde betalt, hvad en privat markedsinvestor ville have betalt. Der var således ikke tale om støtte efter artikel 87, stk. 1.

I forhold til kapitaltilførslen fandt Kommissionen, at en privat investor ikke ville have indskudt kapital i selskabet på det pågældende tidspunkt.

Kommissionen konstaterede, at de kriterier, der dannede beregningsgrundlag for kompensationen, ikke på forhånd var fastlagt på en objektiv og gennemsigtig måde. Ud over dette udtalte Kommissionen, at RAI ikke var udvalgt på grundlag af en udbudsprocedure. Hertil kom at kompensationen ikke var bestemt ud fra en analyse af omkostningerne.

Da der herefter var tale om statsstøtte, vurderede Kommissionen, om støtten kunne godkendes efter artikel 86, stk. 2. Kommissionen vurderede, at public service forpligtelsen var tilstrækkeligt klart defineret, at RAI officielt havde fået overdraget denne forpligtelse og endelig, at støtten ikke oversteg omkostningerne forbundet med public service forpligtelsen. Støtten var derfor forenelig med fællesmarkedet.

TV2/Danmark
Ved beslutning C 2/2003 af 19. maj 2004 blev TV2/Danmark forpligtet til at betale 628,2 mio. kr. tilbage til den danske stat. Kommissionen fandt, at denne del af den samlede støtte på i alt ca. 4,6 mia. kr. i perioden 1995-2002 var ulovlig efter artikel 86, stk. 2.

I beslutningen fastslog Kommissionen, at

licensbetalinger og overførsler fra TV2- og Radiofonden s fritagelse for betaling af selskabsskat
adgang til rente- og afdragsfrie etableringslån
tildeling af statsgaranti på driftslån og
adgang til en landsdækkende frekvens på ikke-markedsvilkår

udgjorde statsstøtte til TV2/Danmark.¹³

Kommissionen afviste, at statsstøtten kunne fritages efter principperne i Altmark-sagen. Kommissionen henviste for det første til, at de kriterier, der udgjorde beregningsgrundlaget, ikke på forhånd var bestemt på en objektiv og gennemsigtig måde. For det andet var der ikke som påkrævet foretaget nogen analyse af, hvilke omkostninger en gennemsnitsvirksomhed ville have haft ved at varetage TV2/Danmarks public serviceforpligtelse.

Kommissionen fandt derimod, at TV2/Danmarks public service-forpligtelse kunne betragtes som en SGEI efter artikel 86, stk. 2. Dette på trods af at public service-forpligtelsen ikke adskilte sig væsentligt fra de krav til sendetilladelse, som TV2/Danmarks kommercielle konkurrenter var underlagt.

For at fritage støtten til TV2/Danmark efter artikel 86, stk. 2, skulle følgende kumulative betingelser imidlertid være opfyldt:

TV2/Danmarks public service-forpligtelse skulle klart og præcist være defineret af de danske myndigheder og defineret som en SGEI (definition).
TV2/Danmark skulle officielt af de danske myndigheder have fået overdraget at udføre public service-forpligtelsen (mandat).
Den danske stats finansiering måtte ikke overstige nettoomkostningerne ved public service-opgaven, heller ikke under hensyntagen til andre direkte eller indirekte indtægter af public service-virksomheden (proportionalitet).

For så vidt angik kravene til definition og mandat, fandt Kommissionen, at disse krav var opfyldt. Dette på trods af at definitionen af TV2/Danmarks public service-forpligtelse i radio- og fjernsynsloven efter Kommissionens opfattelse var "bred".

For så vidt angik spørgsmålet om proportionalitet fandt Kommissionen, at undersøgelsen vedrørte to aspekter. For det første skulle Kommissionen beregne nettoomkostningerne ved TV2/Danmarks public service-forpligtelse for at vurdere, om der var ydet overkompensation for at lade TV2/Danmark varetage public service-opgaven. For det andet skulle Kommissionen undersøge, om TV2/Danmark havde trykket priserne på andre aktiviteter uden for public service-forpligtelsen, fx prisen på tv-reklamer. Her var det afgørende, om priserne var under, hvad der var nødvendigt for at dække de stand alone- omkostninger, som en effektiv kommerciel operatør normalt skulle have dækket i en tilsvarende situation.¹⁴

Med hensyn til den første del af proportionalitetsspørgsmålet fandt Kommissionen, at TV2/Danmark var blevet overkompenseret med 628,2 mio. kr. for at varetage public service-opgaven. Med hensyn til den anden del af proportionalitetsspørgsmålet fandt Kommissionen, at der ikke var klare beviser for, at TV2/Danmark ikke havde forsøgt at maksimere sine indtægter på tv-reklamemarkedet.

TV2/Danmark var dermed i alt blevet overkompenseret med 628,2 mio. kr.

Kommissionens beslutning er anket til Retten i Første Instans af den danske stat, TV2/Danmark A/S, TV Danmark A/S og Kanal 5 Denmark Ltd. (de oprindelige klagere for Kommissionen) og Viasat Broadcasting UK Ltd.

Charleroi¹⁵
Ved beslutning af 12. februar 2004 fandt Kommissionen, at Belgien havde ydet ulovlig støtte til flyselskabet Ryanair ved at give selskabet bedre vilkår i lufthavnen Charleroi end andre flyselskaber.

For det første bestod støtten i, at regionen Vallonien på baggrund af en kontrakt med Ryanair gav selskabet nedslag på 50 pct. i landingsafgifterne. Endvidere havde Vallonien forpligtet sig til at godtgøre Ryanair ethvert tab, som selskabet måtte lide, hvis lufthavnsafgifterne eller lufthavnens åbningstider blev ændret i perioden 2001-2015.

For det andet bestod støtten i, at det offentlige selskab Brussels South Charleroi Airport (BSCA), som kontrolleredes af regionen Vallonien, på baggrund af en kontrakt med Ryanair medvirkede til at finansiere Ryanairs etableringsudgifter af selskabets base i Charleroi. Der var især tale om medfinansiering af indlogerings-, opholds-, ansættelses-, uddannelses-, kontor- og lagerudgifter samt udgifter til oprettelse af nye ruter. Derudover betalte Ryanair i forhold til andre brugere af lufthavnen kun en tiendedel af prisen til groundhandling.

Kommissionen fremhævede indledningsvist, at Kommissionen i Manchester Airport-sagen¹⁶ havde præciseret, at rabatter, der giver en specifik virksomhed præferencebehandling, efter al sandsynlighed er omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen fastslog herefter, at princippet om den private investor ikke kunne bruges som begrundelse for, at Vallonien havde nedsat landings- og kompensationsafgiften.

Princippet om den private investor kunne kun bruges på udøvelsen af økonomiske aktiviteter og aldrig på udøvelsen af reguleringsbeføjelser. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at Vallonien kunne have valgt en ikkediskriminerende adfærd inden for de rammer af offentlig myndighed, som regionen havde, i stedet for at sammenblande sine beføjelser ved at indgå en privatretlig aftale med Ryanair.

Også for så vidt angik BSCA, fastslog Kommissionen, at princippet om den private investor ikke kunne bruges. Dette skyldtes, at BSCA ikke befandt sig i en situation, hvor selskabet skulle beregne sine risici og investeringsbeslutninger. BSCA havde heller ikke truffet sine beslutninger ud fra den faktiske rentabilitet, som selskabet med rimelighed kunne forvente.

Kommissionen fandt også, at aftalerne mellem Ryanair og henholdsvis Vallonien og BSCA skadede konkurrencen og var selektive. For det første var fordelene til Ryanair ikke baseret på objektive kriterier, der gjorde det muligt at undgå enhver form for forskelsbehandling mellem flyselskaber. For det andet var aftalernes offentliggørelse ikke officiel og gav ingen rettigheder for andre selskaber.

Kommissionen fandt på den baggrund, at de fordele, som var givet Ryanair, udgjorde statsstøtte efter artikel 87, stk. 1.

Kommissionen fandt også, at de fordele, som region Vallonien havde meddelt Ryanair, ikke kunne fritages efter artikel 87, stk. 3. Formålet med støtten kunne bl.a. nås ved at bruge ikke-diskriminerende støtte. Tilsvarende fritog Kommissionen ikke BSCAs rabatter på groundhandling. Denne støtte kunne skade konkurrencen og påvirke samhandelsvilkårene i et sådan omfang, at det stred mod den fælles interesse, jf. artikel 87, stk. 3, litra c).

De øvrige tilskud, der var bevilget Ryanair af BSCA, blev fritaget efter artikel 87, stk. 3, litra c). Fritagelsen blev dog betinget af, at støtten var tidsbegrænset, og at der blev udarbejdet ikke-diskriminerende støtteordninger, som kunne sikre, at selskaberne ud fra objektive kriterier blev behandlet lige.

Fodnoter

Søg

Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside indeholder materiale tilbage til 1996.