Forside - Indhold - Forrige/Næste "Konkurrenceredegørelse 2004" KAPITEL 6
Prisdumping
6.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER
Priskonkurrence er som udgangspunkt godt. En virksom priskonkurrence mellem virksomheder fører til et varieret udbud af varer og tjenester og lave priser til forbrugerne. Priskonkurrencen kan indebære, at mindre effektive virksomheder må lukke. Dette er en vigtig del af markedsmekanismen, som sikrer, at produktion og salg indrettes effektivt.
Det er imidlertid skadeligt for konkurrencen, når dominerende virksomheder dumper prisen, hvis dette fører til, at mindre konkurrenter bliver fordrevet fra markedet. Prisdumping (herefter: dumping) kan ikke sidestilles med konkurrence på prisen. Dumping har til formål at udrydde konkurrenterne og dermed konkurrencen. Dumping vil derfor medføre mindre konkurrence og højere priser for forbrugerne, både fordi det ofte er den eneste konkurrent, der fjernes fra markedet, og fordi det måske er den mest effektive, der fjernes.
Dumping er en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne, som er blevet et mere aktuelt problem i de senere år. Problemet er især relevant på tidligere monopolområder, der er blevet liberaliserede. Dumpingsager er komplicerede og indebærer ofte svære bevisproblemer.
Når man vurderer, om en dominerende virksomhed har solgt til dumping- priser, sker det på baggrund af en vurdering af, om den anvendte pris ligger under de gennemsnitlige variable omkostninger, eller blot under de gennemsnitlige totale omkostninger. Dette har især betydning for bevisbyrden i sagen.
Hvis prisen ligger under de gennemsnitlige variable omkostninger, er den klare hovedregel, at den er ulovlig. Det vil sige, at den dominerende virksomhed skal bevise, at der alligevel ikke er dumping (fx fordi den rent defensivt har matchet konkurrentens tilbud til virksomhedens kunder). Alligevel er sådanne sager særdeles komplicerede for konkurrencemyndigheden, der i praksis sjældent vil være enig med den dominerende virksomhed i afgrænsningen af variable“ omkostninger.
Hvis prisen ligger over de gennemsnitlige variable omkostninger, men under de gennemsnitlige totale omkostninger, skal yderligere et krav være opfyldt for at bevise dumping. Der skal være bevis for, at det sker som led i en plan om at fjerne en konkurrent. Dette kræver ofte et stort efterforskningsarbejde for Konkurrencestyrelsen. I praksis kan det være vanskeligt at bevise. Økonomiske indicier kan dog understøtte et bevis for, at der foreligger dumping.
Dumping er i de senere år blevet et mere aktuelt konkurrenceproblem. Problemet opstår især på markeder med stor koncentration, hvilket bl.a. er tilfældet på en række monopolområder, der i de senere år er blevet liberaliseret. Det er fx post-, tele- og medieområderne.
Det kan være meget vanskeligt at afgøre, om der er tale om dumping eller blot hård priskonkurrence. Konkurrencestyrelsen skal ikke blande sig i konkurrencen, selv hvor den er hård og fx rammer mindre effektive aktører på markedet hårdt. Konkurrenceretten skal beskytte konkurrencen, ikke konkurrenterne. Det kræver derfor meget af konkurrencemyndighederne at afgøre, om et indgreb i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Vil det være til skade for en i øvrigt sund konkurrence, eller er det nødvendigt for at stoppe en konkurrenceforvridende adfærd?
Et indgreb over for dumping kan normalt ikke sikre den lille konkurrent en problemfri overlevelse på markedet. Hvis den lille konkurrent og den dominerende virksomhed er lige effektive, vil den dominerende virksomhed i mange tilfælde lovligt kunne sætte priserne så lavt, at den lille virksomhed næsten ikke opnår noget bidrag til dækning af sine faste omkostninger, endsige en fortjeneste. Det er således kun en vis beskyttelse, lovgivningen kan give.
Når Konkurrencerådet foretager indgreb, medfører det yderligere belastning for både styrelsens og virksomhedens administration i form af overvågning af påbud og tilsagn. Praksis i udformning af påbud og tilsagn er endnu sparsom. Der vil i lyset af erfaringerne ske en stadig udvikling imod effektive påbud og tilsagn, som er klare for virksomhederne og til at kontrollere for myndighederne.
De stadig klarere retningslinier fra praksis kan indebære, at der fremover vil blive anvendt bøder i dumpingsager. Desuden kan der blive tale om erstatningskrav. 6.2 HVAD ER DUMPING?Konkurrence mellem virksomheder fører normalt til, at forbrugerne skal betale mindre for varer og tjenesteydelser. Konkurrence presser virksomhed- erne til at effektivisere mest muligt. På markeder, hvor der ikke er konkurrence, er der omvendt en fare for, at udvalget af varer og tjenesteydelser er begrænset og priserne for høje. Dette vil ofte være tilfældet på markeder med kun en eller få virksomheder.
Når virksomheder konkurrerer på prisen for deres varer, er det derfor normalt udtryk for sund og samfundsgavnlig konkurrence. Det er fx sund konkurrence, hvis en etableret virksomhed møder en ny virksomhed, der vil ind på markedet, med priskonkurrence.
I nogle tilfælde kan meget lave priser dog være ulovlige. Det er tilfældet, hvis en virksomhed, der er dominerende på et marked, sætter lave priser alene med det formål at slå en eller flere konkurrenter ihjel. Hvis fx en dominerende virksomheds priser er så lave, at virksomheden ville være bedre tjent med ikke at sælge varen, er dette en kraftig indikator for, at virksomheden forsøger at fortrænge konkurrenter fra markedet. I en sådan situation vil en virksomhed kunne slå selv meget effektive konkurrenter ihjel, medmindre konkurrenterne kan skaffe kapital til at udstå priskrigen med.
Dette er ikke samfundsgavnlig priskonkurrence. Det vil derimod på længere sigt føre til mindre konkurrence, mindre effektivitet og højere priser for forbrugerne. En sådan adfærd bliver kaldt for predatory pricing. I dette kapitel benævnes det dumping.1 Denne adfærd er skadelig for konkurrencen. Den er derfor i strid med konkurrencelovens forbud mod virksomheders misbrug af dominerende stilling.
Boks 6.1: Definition af dumping (predatory pricing) Dumping (predatory pricing) foreligger, når en dominerende virksomhed nedsætter nogle af sine priser for at drive en konkurrent ud af markedet – og måske samtidig afskrække andre fra at gå ind på markedet. Prisnedsættelserne giver virksomheden tab her og nu, som den venter at kunne få mere end dækket, når konkurrenten er slået ud.1 Det er konkurrencemyndighedernes opgave at sikre, at grænsen mellem almindelig sund priskonkurrence mellem virksomheder og den skadelige prisdumping, der sigter på at udrydde konkurrenter, ikke overskrides.
Sager om dumping er i de senere år blevet en stadig større udfordring for konkurrencemyndighederne både i Danmark og i andre lande. For det første er der flere sager om dumping. Hertil kommer, at sagerne er meget komplekse, både for de virksomheder, der er involverede i sagerne, og for konkurrencemyndighederne.
Dumping ses især på markeder med stor koncentration. En af årsagerne til det voksende antal sager er bl.a., at en række tidligere statsmonopoler i de seneste år er blevet liberaliseret. Dette er bl.a. tilfældet på postområdet, teleområdet og flyområdet. På sådanne markeder ser man eksempler på, at de tidligere statsmonopoler søger at hindre, at konkurrenter får adgang til markedet. På andre områder er der en tendens til stigende koncentration, hvilket kan friste større virksomheder til at forsøge at fortrænge mindre. Et eksempel på dette er medieområdet.
I konkurrenceretten afgrænses dumping i forhold til andre former for ulovlig prisfastsættelse. Boks 6.2 indeholder de væsentligste eksempler på andre former for prisfastsættelse, der også kan være i strid med konkurrenceloven. I konkrete sager kan der ofte være tale om, at flere former for ulovlig prisfastsættelse optræder samtidig.
Boks 6.2: Eksempler på anden prisfastsættelse i mulig strid med konkurrenceloven Krydssubsidiering: Den situation, hvor en virksomhed henter ind på gyngerne, hvad den mister på karrusellerne”. Det vil sige, at virksomheden benytter sit over- skud fra et marked til at dække en manglende indtjening på et andet marked. Dette er ikke ulovligt i sig selv. Det vil dog være ulovligt, hvis der samtidig er tale om fx dumping.
Loyalitetsrabat: Når en dominerende virksomhed belønner en kunde for at lægge sit køb hos virksomheden for troskab“, bliver markedet lukket af eller svært tilgængeligt for konkurrenter. Sådanne rabatter er som udgangspunkt ulovlige, også selvom virksomheden ikke sælger med tab. Almindelige mængderabatter er derimod tilladt i det omfang, de afspejler virksomhedens effektivitetsfordele ved store ordrer.
Price squeeze (pris pres): Begrebet er relevant i tilfælde, hvor en producent leverer halvfabrikata både til egne produkter og til konkurrenters produkter. Der vil være tale om ulovlig prissætning, hvis en producent af halvfabrikata, der er dominerende, fastsætter sin pris på halvfabrikata så højt, at marginen mellem prisen for halvfabrikata og prisen for det samlede produkt er så lille, at selv effektive konkurrenter ikke kan overleve med disse priser.1
Selektive prisnedsættelser: Hvis en leverandør vælger at tilbyde udvalgte kunder særligt lave priser. Fx i tilfælde hvor kunden modtager tilbud fra en konkurrent. Dette er lovligt i de fleste tilfælde. En dominerende virksomhed må dog ikke forskelsbehandle sine kunder, hvis det skader konkurrencen, eller hvis formålet er at eliminere en konkurrent.2<//a> 6.3 HVORNÅR ER DER TALE OM DUMPING?Retspraksis på området
EF-Domstolen har i flere sager fastslået, at dumping er i strid med konkurrenceretten. Den første dom, der fastslog dette, var den såkaldte AKZO-dom.2 I denne dom fastlagde EF-Domstolen nogle grundlæggende principper for ulovlig dumping. Denne dom er stadig den vigtigste dom på området for dumping.
Boks 6.3: AKZO–dommen ECS var en mindre, britisk virksomhed, der fremstillede benzol peroxid. Oprindeligt solgte ECS sit produkt til kunder, der benyttede det som blegemiddel ved behandling af mel i Storbritannien og Irland. Fra 1979 solgte ECS produktet til producenter i polymer-industrien. Dette skete i konkurrence med bl.a. den dominerende hollandske virksomhed AKZO.
AKZO valgte i konsekvens heraf at nedsætte sine priser. Dette skete især på ECS' kernemarked, dvs. markedet for blegemiddel til melproducenter i Storbritannien og Irland.
EU-Kommissionen konkluderede, at AKZO havde misbrugt sin dominerende stilling. Kommissionen idømte AKZO en bøde på 10 mio. EUR for dumping til tabs- givende priser. AKZO ankede Kommissionens beslutning til EF-Domstolen. EFDomstolen fastslog, at når en dominerende virksomhed er under mistanke for at nedsætte priserne til et niveau, hvor den sælger med tab, skal man afgøre, hvor stort et tab virksomheden lider pr. solgt enhed. Der er tale om misbrug, hvis priserne ligger under de gennemsnitlige variable omkostninger. ä
En dominerende virksomhed har nemlig ingen anden interesse i at anvende sådanne priser end at fjerne konkurrenten. Der er også tale om misbrug, hvis priserne ligger over de gennemsnitlige variable omkostninger (men under de gennemsnitlige totale omkostninger), hvis det kan dokumenteres, at den dominerende virksomhed fastsætter dem som led i en plan om at fjerne en konkurrent. Det er vigtigt, at der er bevis for det sidste, da en sådan prisfastsættelse kan have andre motiver og være fuldt lovlig. En virksomhed vil kun gennemføre dumping, hvis den forventer at kunne genindvinde tabene ved prisnedsættelserne gennem høje priser, når konkurrenten er slået ud. Det forudsætter, at nye konkurrenter ikke kan komme til – at konkurrencen vil være stærkt begrænset i fremtiden.
Spørgsmålet er, om konkurrencemyndigheden skal bevise, at det vil være sådan i fremtiden? AKZO-dommen og senere EU-praksis stiller ikke krav om, at konkurrencemyndigheden beviser, at forholdene vil tillade en sådan senere genindvinding af tabet.3
Dette står i modsætning til konkurrenceretten i USA. Her skal den virksomhed, der har rejst sagen, eller konkurrencemyndigheden føre bevis for recoupment“, dvs. at den dominerende virksomhed har mulighed for at genindvinde sit tab. Det kan være særdeles vanskeligt at føre et sådant bevis.4,5
Dumping foreligger i to situationer
De grundlæggende principper, EF-Domstolen fastslog i AKZO-sagen, er siden blevet gentaget af EF-Domstolen i senere domme. I det følgende forklares principperne nærmere.
(1) Pris under de gennemsnitlige totale omkostninger samt plan om at fjerne en konkurrent:
Dumping finder sted, hvis en dominerende virksomhed sælger en vare til en pris, der er lavere end de gennemsnitlige totale omkostninger forbundet med at levere varen, forudsat at det sker som led i en plan om at fjerne en konkurrent.
Boks 6.4: Hvordan beregnes de gennemsnitlige totale omkostninger? De gennemsnitlige totale omkostninger angiver, hvor meget virksomheden i gennemsnit betaler for at producere og levere en enhed af en vare. De gennemsnitlige totale omkostninger beregnes som virksomhedens samlede omkostninger divide- ret med antallet af leverede enheder af varen. Antag en virksomhed leverer 20.000 dørhåndtag, og at virksomhedens samlede omkostninger forbundet med at producere og levere håndtagene udgør 100.000 kr. Virksomhedens gennemsnitlige totale omkostninger per håndtag udgør da 100.000 kr./20.000 håndtag = 5 kr. per håndtag. De gennemsnitlige totale omkostninger angiver, hvad det i gennemsnit koster virksomheden at levere en enhed af varen, idet samtlige virksomhedens omkostninger medregnes. Også omkostninger til fx husleje, afskrivninger på investering i maskinel mv.
Hvis virksomheden sælger alle sine varer til en pris, der er lavere end de gennemsnitlige totale omkostninger, vil virksomheden køre med underskud. Prisen dækker ikke det, der i gennemsnit skal til for at dække omkostningerne forbundet med virksomhedens drift. Da vil det på længere sigt bedre kunne betale sig for virksomheden at lukke ned. Så lav en pris er mistænkelig set fra et konkurrenceretlig syn. Så lav en pris udgør derfor dumping, hvis virksomheden gør det som led i en plan om at drive en konkurrent ud af markedet.
Det er helt afgørende, at der foreligger en sådan plan. Virksomheder (også dominerende) sælger ofte – og helt lovligt – til priser, der ikke dækker de totale omkostninger. Det kan fx ske under udsalg, eller når en virksomhed lancerer en ny vare på markedet. Det kan også ske i tilfælde, hvor priskonkurrencen blot er tilstrækkelig hård.
(2) Pris under de gennemsnitlige variable omkostninger:
Hvis en dominerende virksomhed sælger en vare til så lav en pris, at prisen er lavere end de gennemsnitlige variable omkostninger forbundet med at levere varen, er der normalt tale om dumping. I det tilfælde er det ikke nødvendigt for konkurrencemyndighederne at dokumentere, at salget til de lave priser sker som led i en plan om at drive en konkurrent ud af markedet.
Boks 6.5: Hvordan beregnes de gennemsnitlige variable omkostninger? De variable omkostninger er de omkostninger, der varierer med produktionens størrelse. Jo flere enheder af varen virksomheden leverer, des større bliver de variable omkostninger. Omvendt falder de variable omkostninger, når virksomheden sælger færre enheder af varen. Virksomhedens variable omkostninger udgør kun en del af virksomhedens totale omkostninger. (Der redegøres mere udtømmende for afgrænsningen af de variable omkostninger i afsnittene nedenfor).
De gennemsnitlige variable omkostninger beregnes som virksomhedens variable omkostninger divideret med antallet af leverede enheder af varen. Antag om virksomheden fra før, at de variable omkostninger kun udgør 70 pct. af de samlede omkostninger. Virksomhedens gennemsnitlige variable omkostninger per håndtag udgør da 100.000 kr. x 70 pct./20.000 håndtag = 3,50 kr. per håndtag. De gennemsnitlige variable omkostninger er et mål for de ekstra omkostninger, virksomheden har ved at levere en ekstra enhed af varen. Man ser altså bort fra faste omkostninger. Virksomheden taber med sikkerhed penge på det enkelte salg, hvis den sælger varen til en pris under de gennemsnitlige variable omkostninger. Et sådant salg bidrager ikke til at dække virksomhedens afskrivninger eller andre faste omkostninger. Endvidere dækker salget ikke engang det, det koster at levere den ekstra enhed af varen. I et sådant tilfælde vil ethvert salg øge virksomhedens tab. Det vil derfor bedre kunne betale sig for virksomheden slet ikke at producere varen.
Der er dog tilfælde, hvor det kan være en del af en naturlig og sund konkurrenceadfærd at sælge under de variable omkostninger. Meget lave priser kan også have andre formål end at forsøge at udrydde konkurrenter. Som eksempel anvender virksomheder, der introducerer et nyt produkt på et marked, ofte meget lave priser i en introduktionsperiode. Dette skaber opmærksomhed omkring det nye produkt og bidrager til at sikre produktet en plads i konkurrencen med de etablerede produkter på markedet. Nogle varer får endda først rigtig værdi for forbrugeren, når de har opnået en vis udbredelse, og virksomheder vil derfor ofte vælge at sælge varerne til lav pris i den første tid. Typisk vil virksomheden i denne situation dog ikke indtage en dominerende stilling på markedet, og der er derfor ikke noget problem vedrørende prisfastsættelsen. Et yderligere eksempel er, at virksomheder ofte sælger ud af deres restlagre til meget lave priser.
Figur 6.1: Pris i forhold til gennemsnitlige variable omkostninger og gennemsnitlige totale omkostninger
Defensive pristilpasninger (meeting competition)
En særlig situation opstår, hvis en mindre konkurrent indleder en priskrig om den dominerende virksomheds kunder.
I det tilfælde er det ikke ulovlig dumping, hvis den dominerende virksomhed nedsætter sine priser tilsvarende over for sine kunder – uanset om den dominerende virksomhed dermed sætter sin pris lavere end fx de gennemsnitlige variable omkostninger. Der er nemlig kun tale om dumping, når en dominerende virksomhed forsøger at udrydde en konkurrent – ikke når virksomheden alene forsvarer sig mod et angreb. Meeting competition“ (eller defensiv pristilpasning) er lovlig – i hvert fald i et vist omfang.
Boks 6.6: Eksempel: Defensive pristilpasninger En dominerende virksomhed (D) tager en pris på 4 kr. for sit produkt. Denne pris ligger over D's gennemsnitlige totale omkostninger og er derfor fuldt lovlig.
Nu tilbyder en konkurrent (K) en pris på 1 kr. for et identisk produkt til en af D's faste kunder. Hvis D ikke matcher denne pris, vil D miste kunden til K.
Prisen på 1 kr. ligger under D's gennemsnitlige variable omkostninger. Hvis D under normale omstændigheder havde tilbudt en pris på 1 kr., ville D derfor gøre sig skyldig i dumping.
I dette konkrete tilfælde må D undtagelsesvis gerne tilbyde en tilsvarende pris på 1 kr. til den specifikke kunde, fordi der er tale om en defensiv pristilpasning“. D må dog ikke tilbyde en pris på under 1 kr. D må heller ikke tilbyde en pris på 1 kr. til andre, da der så ikke er tale om en defensiv prisnedsættelse. Der er nogle vigtige forudsætninger for, at en virksomhed kan gøre gældende, at der er tale om defensive pristilpasninger. For det første skal der være tale om, at en konkurrent har givet et lavere pristilbud over for en af den dominerende virksomheds kunder, og at den dominerende virksomhed derfor vil tabe kunden, hvis den ikke går tilsvarende ned i pris. For det andet må virksomheden kun matche konkurrentens pris og ikke underbyde den. Endelig må den dominerende virksomhed kun svare igen med prisnedsættelser over for egne kunder. Det er ikke tilladt med lignende prisnedsættelser over for konkurrentens kunder.
Det følger af EF-Domstolens praksis, at det er den dominerende virksomhed, der skal godtgøre, at forudsætningerne er opfyldt. Virksomheden kan således kun forsvare at anvende meget lave priser med henvisning til, at den matcher konkurrentens priser, hvis virksomheden kan dokumentere, at konkurrenten anvender så lave priser, og at konkurrenten startede med det.
Plan om at fjerne en konkurrent
Som det er beskrevet i afsnit 6.2, er det dumping, hvis en virksomhed sælger til priser under de gennemsnitlige totale omkostninger, og konkurrencemyndigheden dokumenterer, at det sker som led i en plan om at fjerne en konkur- rent. Det kan derfor være afgørende for en dumping-sag, om det kan påvises, at den dominerende virksomhed havde til hensigt at eliminere en konkurrent.
Virksomhederne bruger ofte et stærkt ordvalg om konkurrencen på markedet. Ord som priskrig“, slå konkurrenterne ud“ osv. gengives tit i pressen, og virksomhederne anvender dem endnu oftere internt. Det er tvivlsomt, hvorvidt sådanne udtalelser i sig selv kan tjene som bevis i en misbrugssag.
Det bliver et stadigt større efterforskningsarbejde for konkurrencemyndighederne at finde disse mere håndfaste beviser, der kan dokumentere, at prisfastsættelsen sker som led i en plan om at fjerne konkurrenten.6 Dette arbejde involverer bl.a. kontrolundersøgelser og rekonstruktion af slettede computer- filer.
Supplerende indicier for dumping
(fx motiv og manglende alibi)
Til at støtte et bevis for, at den dominerende virksomhed har en plan om at eliminere sin konkurrent, kan også indgå en analyse af økonomiske forhold. Ofte kan økonomiske analyser være et bedre bevis end fx udtalelser til pressen, som virksomheden bl.a. kan have fremsat for at bluffe konkurrenter eller berolige investorer.
Økonomiske forhold kan vise, om virksomheden kunne have et motiv til at eliminere sin konkurrent. Hvis en virksomhed står økonomisk meget stærkt, og derfor har gode chancer for at vinde en priskrig, vil virksomheden have et stærkere motiv til at forsøge sig med dumping. Dette vil især være tilfældet, hvis: - Virksomheden har været på markedet i mange år og allerede har fået dækket etableringsomkostningerne forbundet med fx opsætning af det nødvendige produktions- og distributionsapparat. Virksomheden kan da bedre leve med manglende bidrag til dækning af disse omkostninger end en nystartet virksomhed, der på sigt skal opnå dækning for etableringsomkostninger.
- Virksomheden opererer med en overskydende kapacitet, den kan kaste ind i en priskrig.
- Virksomheden har en række andre produkter eller salg andre steder, som ikke bliver ramt af priskrigen og derfor kan give virksomheden i alt fald en vis dækning af faste omkostninger mv.
- Virksomheden er kapitalstærk fx på grund af mange års god indtjening på markedet.
Endvidere gælder det, at jo større markedsandel en virksomhed har, des nem- mere og mere fristende vil det ofte være at eliminere små konkurrenter. Virksomheden kan målrette lave priser alene mod den lille konkurrents kundekreds. Samtidig kan det være lettere for en virksomhed med en større markedsandel at holde konkurrenter ude af markedet. Derfor stiller konkurrencemyndighederne strengere krav til, at virksomheden kan redegøre for sin prisadfærd, jo større virksomhedens markedsandel er.7
Økonomiske forhold kan også vise, om virksomheden har et alibi for at anvende meget lave priser. Udgangspunktet for at evaluere en virksomheds prisadfærd er, om adfærden udgør en normal“ forretningsmæssig disposition. Ville virksomheden benytte den givne prisadfærd, hvis det ikke var for at drive konkurrenten ud af markedet?
Hvis virksomheden ikke kan give en rimelig forklaring på dette, mangler den alibi for sin adfærd. Det vil bidrage til at styrke en formodning om dumping. Antag fx, at en virksomhed kører med meget lave priser og underskud på regnskabet i flere perioder. For hver periode virksomheden kører med under- skud, skal den i fremtiden opnå et endnu større overskud for at udligne underskuddene. Virksomheden bør da kunne redegøre for, hvordan den på længere sigt vil opnå et så stort overskud, at det mere end dækker tabene i star- ten. Virksomheden skal godtgøre, at dette er muligt, selv om dens konkurrent fortsat er på markedet. Kan virksomheden ikke forelægge en realistisk plan herfor, er det ligeledes et stærkt indicium for, at virksomheden har til hensigt at eliminere en konkurrent.8
Der er også andre indicier for, at der er tale om ulovlig dumping og ikke bare hård konkurrence. Meget store eller varige prisnedsættelser gør det mindre sandsynligt, at der er tale om normal kommerciel handlemåde. Det er ikke normalt at sælge uden dækning af en stor del af de faste omkostninger eller at gøre det over en lang periode. Der er snarere tale om at signalere til konkurrenten, at kampen bliver hård og langvarig, så konkurrenten lige så godt kan give op.
Boks 6.7: Eksempel: Deutsche Post I I Deutsche Post I-sagen (Kbesl. af 20. marts 2001, EFT 2001 L 125/27) fandt EUKommissionen, at DP havde misbrugt sin dominerende stilling ved at sælge pakkeydelser til dumpingpriser. Kommissionen fandt, at ethvert salg af pakkeydelserne gav Deutsche Post et tab i form af manglende dækning af de omkostninger, der alene kunne henføres til disse ydelser.
Kommissionen fandt, at en sådan prispolitik på lidt længere sigt er i strid med virksomhedens egne økonomiske interesse. Virksomheden kunne nemlig forbedre sin fortjeneste ved at hæve prisen til et niveau, der gav dækning for disse omkostninger. Alternativt kunne DP fuldstændig give afkald på at udføre denne ydelse. Indtægterne ved den daværende pris lå under omkostningerne ved leveringen af ydelsen. Når DP alligevel opretholdt ydelsen, fandt Kommissionen, at dette udgjorde dumping. Hvilke omkostninger er variable?
Det kan være svært at dokumentere en plan om at fjerne en konkurrent. I praksis vil det derfor ofte være afgørende for sager om dumping, om en virksomhed har anvendt priser, der ikke dækker de omkostninger, som virksomheden påtager sig ved at sælge varen. Sådanne omkostninger bliver her betegnet som variable omkostninger“.
Virksomheden vil med sikkerhed blive bedre stillet, hvis den ikke sælger til så lave priser. Hvis virksomhedens indtjening ved at sælge varen er lavere end de omkostninger, virksomheden påtager sig ved at sælge varen, taber virksomheden på salget. Sådanne priser er som udgangspunkt ulovlige – uanset om der kan påvises en egentlig plan om at fjerne konkurrenten, jf. afsnit 6.2.
Det er vigtigt at understrege, at den konkurrenceretlige definition af variable omkostninger er bredere end fx en traditionel regnskabsmæssig definition. Helt overordnet vil en virksomheds omkostning betragtes som variabel, hvis omkostningen varierer eller kan varieres, når virksomheden leverer mere eller mindre af en vare/ydelse.
Hvis en virksomhed beslutter at levere en helt ny vare/ydelse, vil omkostninger, som virksomheden må afholde i forbindelse med opstart af leveringen, også betegnes som variable“. Sådanne omkostninger skal derfor også dækkes gennem virksomhedens priser.
Hvis en virksomhed må anskaffe nye anlæg, nyt udstyr, transportmateriel eller lignende, er der efter regnskabsmæssig terminologi tale om faste omkostninger. Men hvis sådanne anskaffelser alene sker, for at den dominerende virksomhed kan kaste en vare eller ydelse på markedet til en meget lav pris, må alle de omkostninger, der specifikt kan henføres til dette tiltag, kunne inddækkes under prisen som variable omkostninger“. Virksomheden har nemlig påtaget sig disse omkostninger for at kunne gennemføre lavpris-tiltaget.
Dette er det grundlæggende princip i EU-praksis, hvor AKZO-sagen kan ses som et særligt tilfælde. Deutsche Post I-sagen viderefører dette overordnede princip. Den kompliceres dog af, at man skulle analysere en enkelt ydelse, der frembringes sammen med flere andre.
Den relevante vare/ydelse
For at vurdere om en omkostning er variabel, må man først definere den vare eller ydelse, som omkostningen varierer i forhold til. En omkostning er variabel, hvis virksomheden øger eller kan reducere omkostningen, når produktion og salg af den relevante vare/ydelse stiger eller falder. En omkostning er også variabel, hvis virksomheden øger eller sænker omkostningen med henblik på at øge eller sænke salget af varen/ydelsen. Omkostningerne behøver altså ikke at afhænge direkte af varen/ydelsen for at være variable. Hvis virksomheden afholder udgifterne med det formål at øge salget af den relevante vare/ydelse, er de også variable. Fx vil udgifter til reklame typisk være variable, fordi de afholdes med det formål at øge salget.
Den relevante tidshorisont
For at vurdere om en omkostning er variabel, må man også definere den relevante tidshorisont, over hvilken man betragter ændringer i omkostningen. Mange af en virksomheds omkostninger er faste på kort sigt. Fx kan virksomheden være bundet af kontrakter til at aftage en given mængde af et input. Eller måske kan virksomheden kun ændre sit input i større spring“. Dette kan medføre, at virksomheden beholder inputtet på samme niveau, indtil behovet for øget/sænket input er tilpas stort til at nødvendiggøre et sådant spring.
Hvis man omvendt definerer tidshorisonten helt kort, fx en uge, vil mange omkostninger derfor være faste. Hvis man omvendt definerer tidshorisonten helt langt, fx flere år, vil de fleste (eller alle) omkostninger derimod være variable. Virksomheden, der er under anklage for dumping, vil derfor ofte argumentere for at anvende den kortest mulige tidshorisont. Dette gør flest mulige omkostninger faste. Dermed vil de variable omkostninger, som virksomhe- dens priser skal dække, være mindst mulige.
Det er vigtigt at fremhæve, at man ikke kan fastlægge én relevant tidshorisont til vurdering af sager om dumping. Tidshorisonten må i den enkelte sag bero på en konkret vurdering af forholdene.
Der er en sammenhæng mellem den relevante tidshorisont og tidshorisonten i virksomhedens prisfastsættelse. Lægger virksomheden fx planer for priser op til et år ud i fremtiden, må den relevante tidshorisont, i vurderingen af om omkostningerne er variable, modsvare dette. Tilsvarende bør en virksomhed, der fx kører med lave priser i et år eller mere, som minimum opnå dækning for de omkostninger, der er variable inden for denne periode. En virksomhed kan således ikke forsvare at sætte meget lave priser over en fx etårig periode med henvisning til, at priserne dækker de omkostninger, virksomheden kan variere fra måned til måned. Hvis virksomheden kører med lave priser i en så lang periode, må virksomheden også dække de af dens omkostninger, der er faste på kortere sigt, fx en måned, men er variable inden for rammen af lavprisperioden.
Boks 6.8: Eksempel: Berlingske Gratisaviser Konkurrencerådet behandlede den 24. september 2003 en sag vedr. mulig dumping i annoncer i gratisavisen Urban (ejet af Berlingske Gratisaviser). I denne indgik en opdeling af Urbans omkostninger i hhv. faste og variable.
Konkurrencestyrelsen fandt, at den relevante ydelse var antallet af solgte annoncer (målt i antal solgte spaltemillimeter). Spørgsmålet var således, hvilke af Urbans omkostninger, som Urban varierer eller kan variere, når annoncesalget stiger eller falder.
Styrelsen fandt, at den relevante tidshorisont var mere end et år. Årsagen til dette var, at Urban havde kørt med meget lave priser i op imod to år. Det var derfor relevant at kigge på, hvilke omkostninger Urban kunne variere inden for denne periode. Dette førte til, at styrelsen fandt, at størstedelen af omkostningerne var variable. Kan man måle“ om en omkostning er variabel?
I nogle tilfælde vil det være muligt konkret at vurdere, hvordan omkostningen bevæger sig i forhold til salget. Man kan fx sammenligne udviklingen i omkostningen over en periode med den samme periodes udvikling i salget. Dette kan styrke en formodning om, at en omkostning er variabel. Hvis det fx viser sig, at omkostningsposten varierer sammen med salget måned for måned, er det et tydeligt tegn på, at omkostningen er variabel inden for en måned.
Hvis en omkostning ikke umiddelbart varierer i takt med salget, kan omkostningen dog alligevel være variabel. Det behøver ikke at fremgå nogen umiddelbar sammenhæng. En omkostning kan også være variabel, selvom den ikke udvikler sig umiddelbart i takt med salget (se også boks 6.9).
Boks 6.9: Målevanskeligheder Der er flere mulige grunde til, at en ellers fuldt variabel omkostning ikke nødvendigvis udviser en umiddelbar sammenhæng med salget.
Ofte vil der gøre sig betydelige lags“ (forsinkelser) gældende i sammenhængen mellem salget og virksomhedens omkostninger. Det er fx langt fra sikkert, at øgede udgifter til promotion i en måned medfører en umiddelbar stigning i den samme måneds salg. Alligevel er promotion principielt en variabel omkostning. Virksomhedens ledelse kan frit variere denne.
Hvis to sæt observationer hver for sig udviser en klar trend over tiden, kan en sammenstilling af de to sæt observationer fremtræde, som om de er indbyrdes afhængige, selv om det ikke er tilfældet. Ofte vil virksomheders salg være gradvist voksende over en periode, i takt med at markedet vokser. I sådanne perioder udviser salget en voksende“ trend. En omkostning kan over samme periode udvise en faldende“ trend, fx fordi virksomheden gradvist nedbringer denne omkostning i takt med, at effektiviteten stiger. I dette tilfælde vil det kunne se ud som om, der er en negativ sammenhæng mellem denne omkostning og salget alene på grund af de modsatrettede trends. Men der behøver slet ikke at være tale om en sådan sammenhæng.
Endelig kan tilfældige udsving og periodiseringsfejl i opgørelsen af virksomhedens omkostninger sløre en eventuel sammenhæng mellem en omkostning og salget. Det er alene afgørende for, hvorvidt en omkostning er variabel, om virksomheden kan variere omkostningen – og ikke hvorvidt virksomheden faktisk varierer omkostningen. Fx kan en virksomhed af rent strategiske grunde vælge at holde visse variable omkostninger på et relativt konstant niveau, uanset hvordan salget udvikler sig. Svigter salget, må virksomheden evt. tilpasse ressourcerne nedad. Virksomheden kan så beslutte at holde en omkostning – som den ellers udmærket godt kan tilpasse – uændret. Fx fordi virksomheden vil satse på, på længere sigt at opnå et salg svarende til det pågældende omkostningsniveau. At virksomheden vælger at holde en sådan omkostning konstant, ændrer naturligvis ikke ved, at omkostningen er variabel af natur.
Nogle input kan virksomheden kun ændre i større spring“. Derfor kan man ikke analysere en omkostnings variabilitet på baggrund af ganske små ændringer i salget af den relevante vare/ydelse. Fx vil produktionsomkostninger ofte være uændret, hvis virksomheden forøger salget med en enkelt enhed, men vil ikke være uændret, hvis den fordobler salget. Variabiliteten af omkostningerne skal derfor vurderes i forhold til relevante ændringer i salget.
Boks 6.10: Eksempel fortsat: Berlingske Gratisaviser I Urban-sagen afgjort på rådsmødet den 24. september 2003 foretog styrelsen en opdeling af Urbans omkostningsposter i faste og variable omkostninger. Af samtlige omkostningsposter fandt Konkurrencerådet, at følgende poster var variable: - annonceprovisioner s gager til sælgere
- materialeforbrug
- distributionsomkostninger s promotion
- redaktionelle honorarer
Derudover fandt rådet, at posterne øvrige gager“ og administrationsomkostninger“ indeholdt både variable og faste elementer. Kun posten renter og afskrivninger“ var fast.
Opdelingen var bl.a. baseret på en analyse af, hvordan omkostningsposterne varierede i forhold til annoncesalget. Ikke alle de ovenfor angivne variable omkostninger viste en tydelig variation sammen med annoncesalget. Ikke desto mindre var vurderingen i Konkurrencerådets beslutningsgrundlag, at omkostningerne var variable. Begrundelsen var i hvert enkelt tilfælde, at omkostningen enten kunne varieres i takt med annoncesalget, eller at omkostningen blev afholdt med det formål at øge annoncesalget. Mange omkostninger kan umiddelbart se ud til at være faste. Selv på meget kort sigt vil virksomheden dog ofte kunne variere disse omkostninger efter behov, hvis den finder alternative anvendelser til ressourcer, der midlertidigt er i overskud. En virksomhed, der oplever svigtende salg af en vare, vil fx ofte kunne overføre ledige medarbejdere til andre afdelinger i koncernen eller til eksterne opgaver. Ligeledes vil virksomheden fx kunne genudleje lokaler, der står tomme i længere tid på grund af et svigtende salg og en langvarig lejekontrakt eller anvende disse til andre formål i koncernen. Selv hvis virksomheden afsætter de ledige ressourcer til mindre end fuld pris, betyder det, at virksomheden kan nedbringe sin omkostning ved denne ressource, når salget falder. En sådan omkostning vil altså være variabel.
Boks 6.11: Eksempel på alternativ anvendelse af ressourcer: Svitzer Konkurrencerådet behandlede den 27. november 2002 spørgsmålet om, hvorvidt A/S Em. Z. Svitzer havde dumpet prisen på havnebugsering i Bælterne. Rådet fandt, at Svitzer i en periode havde fastsat priser under de gennemsnitlige variable omkostninger, og at dette udgjorde dumping.
Et afgørende spørgsmål i sagen var, hvorvidt omkostninger til Svitzers bugserbåde var en fast eller variabel omkostning. Svitzer anførte, at bugserbådene var et fast beredskab, og at omkostningerne hertil derfor var faste.
Rådet fandt imidlertid, at omkostningerne til bådene i et vist omfang var variable. Begrundelsen var, at kapaciteten af både var fast, men at bådenes mobilitet tillod, at Svitzer kunne reallokere bådene til alternative anvendelser i perioder med lav omsætning på havnebugsering. Derfor fandt rådet, at den mulige indtjening, som Svitzer kunne realisere ved at reallokere bådene, burde indgå som en variabel omkostning. Hvad hvis virksomheden leverer flere varer/ydelser?
Mange virksomheder leverer mere end én vare eller ydelse. I mange tilfælde vil det dog i større eller mindre grad være det samme produktionsapparat, som virksomheden benytter til at levere de forskellige varer/ydelser. Fx leverer teleselskaber både almindelig telefoni og internetadgang ved hjælp af den samme infrastruktur. I sådanne tilfælde er det et spørgsmål, hvor mange af omkostningerne til det fælles produktionsapparat, der skal medregnes i en opgørelse af, hvorvidt virksomheden dumper prisen på den ene vare/ydelse.
Overordnet gælder samme princip som ovenfor. En omkostning betragtes som variabel, hvis omkostningen varierer eller kan varieres, når virksomheden leverer mere eller mindre af en vare/ydelse. Prisen på virksomhedens enkelte vare/ydelse skal altså opnå dækning for alle de omkostninger, der kan varieres i takt med varen/ydelsen.
Et specielt tilfælde opstår, når en virksomhed lancerer en ny produktlinje – fx hvis en aviskoncern beslutter at lancere en ny avis. I nogle sager om dumping kan en virksomhed være under anklage for at have iværksat en ny produktlinje for at slå en konkurrent ud.
Det afgørende er da, hvilke omkostninger, der specifikt kan henføres til den nye produktlinje. De variable omkostninger omfatter ikke kun de omkostninger, der kan varieres, når virksomheden leverer mere eller mindre af en vare/ydelse. De omfatter også de omkostninger, som virksomheden afholder for overhovedet at kunne levere varen/ydelsen. Disse omkostninger vil også betegnes som variable, fordi de afhænger af den samlede produktion af varen/ydelsen og ville bortfalde, hvis varen/ydelsen ikke skulle leveres.
De variable omkostninger omfatter altså alle de omkostninger, som kan henføres direkte til den nye vare/ydelse. Sådanne omkostninger betegnes undertiden ydelsesspecifikke meromkostninger“. Nedenstående boks angiver et eksempel på ydelsesspecifikke meromkostninger.
Boks 6.12: Eksempel: Deutsche Post I Deutsche Post I-sagen (Kbesl. af 20. marts 2001, EFT 2001 L 125/27) fandt EUKommissionen, at DP havde misbrugt sin dominerende stilling ved at sælge pakketjenester til postordresektoren“ til dumpingpriser i et forsøg på at drive den konkurrerende pakkeleveringsvirksomhed, United Parcel Service (UPS), ud af dette marked.
Kommissionen opgjorde de af DP's omkostninger, som prisen på DP's pakketje- nester til postordresektoren som minimum skulle dække for ikke at udgøre ulovlig prisdumping. Kommissionen noterede sig, at DP havde en lovfæstet forpligtelse til at udføre et vist minimum af pakketjenester til postordresektoren. DP skulle opretholde en reservekapacitet, som gav enhver mulighed for at få leveret pakker gennem posthusene. DP leverede også pakketjenester til andet end postordresektoren, fx til erhvervskunder.
Kommissionen skelnede derfor mellem salget af pakketjenester til postordresektoren og DP's øvrige pakketjenester (herunder kravet til opretholdelse af en vis reservekapacitet for pakketjenester til postordresektoren). Der var altså tale om forskellige pakketjenester på forskellige markeder. Pakketjenesterne havde dog mange omkostninger til fælles, idet infrastrukturen til den ene pakketjeneste i høj grad kunne benyttes til at levere den anden pakketjeneste.
Kommissionen fandt, at prisen på DP's pakketjenester til postordresektoren som minimum skulle dække de ydelsesspecifikke meromkostninger“, der direkte kunne henføres til en udvidelse af DP's pakketjeneste til et niveau ud over den lovpligtige reservekapacitet. Til de ydelsesspecifikke meromkostninger forbundet med en udvidelse af DP's pakketjeneste medregnede Kommissionen omkostninger til: - indsamling af pakkerne
- personale- og materialeomkostninger til håndtering af pakkerne
- regional- og nærtransport af pakkerne (delvist)
- udlevering af pakkerne ä
Omvendt medregnede Kommissionen ikke: - kapitalomkostninger til håndtering af pakkerne (omkostningerne til at opretholde postcentre til håndtering)
- omkostninger til fjerntransport af pakkerne
- kørselsomkostninger ved udlevering (medregnes kun i mindre grad)
Kommissionen fandt, at DP alligevel skulle afholde disse omkostninger for at kunne opretholde den lovpligtige reservekapacitet. Disse omkostninger kunne altså ikke direkte henføres til en udvidelse af pakketjenesten til et niveau ud over reservekapaciteten og udgjorde derfor ikke ydelsesspecifikke meromkostninger. 6.4 SANKTIONER OG KONTROLKonkurrenceloven giver mulighed for forskellige indgreb, hvis konkurrencelovens § 11 er blevet overtrådt. Der kan udstedes tvangsbøder (§ 22) egentlige bøder (§ 23) og påbud (§ 16) over for den dominerende virksomhed. I praksis anvendes også tilsagn.
Bøde
Konkurrencerådet kan give bøder i form af tvangsbøder, når en virksomhed undlader at efterkomme et påbud, som Konkurrencerådet tidligere har udstedt. Disse bøder kan pålægges som daglige eller ugentlige bøder, indtil påbuddet efterkommes. De har således ikke karaktér af straf juridisk set, men skal snarere ses som en motivation til at efterkomme forbuddet.
Egentlige bødestraffe for overtrædelse af misbrugsreglen i § 11, stk. 1, kan kun gives af domstolene. Her er det en betingelse, at overtrædelsen er forsætlig eller groft uagtsom.
Der har imidlertid indtil videre kun været få afgørelser i Danmark inden for området dumping, og forbudet mod misbrug af dominerende stilling blev først strafbelagt pr. 1. juli 2002. Der er derfor ingen praksis vedrørende bødestørrelser i dumpingsager.
Tilsagn og påbud
Påbud om at bringe lovovertrædelser til ophør udstedes af Konkurrencerådet efter lovens § 11, stk. 3. Påbud udstedt under konkurrenceloven gælder for op til et år (ad gangen).
I tilfælde, hvor en dominerende virksomhed er i fare for en mulig overtrædelse af § 11, kan konkurrencemyndighederne endvidere modtage tilsagn fra virksomheden, fx om at virksomheden vil følge en given adfærd fremover. Konkurrencemyndighederne kan da tage stilling til, om tilsagnet vil være tilstrækkeligt til at sikre, at virksomheden undgår en overtrædelse af § 11. Dette er ikke lovreguleret.
Den konkrete udformning af et påbud tager udgangspunkt i den adfærd, der findes at udgøre misbrug af dominerende stilling. Påbudet kan da blot lyde på, at den dominerende virksomhed skal ophøre med denne adfærd. Virksomheden må herefter selv vurdere, hvordan dens prisfastsættelse fremover skal være for at overholde loven.9
Et påbud eller tilsagn kan dog også nøjere angive, hvordan virksomheden skal/vil prissætte for at overholde loven.
Det er en vigtig del af afgørelsen af en sag at udforme påbudet/tilsagnet. Et meget konkret påbud, om fx at overholde en bestemt pris, kan være uhensigtsmæssigt, fx på markeder med en mere kompleks prisfastsættelse. På den anden side kan et påbud, der mere fleksibelt er tilpasset markedets realiteter, ofte være svært at kontrollere.
Der er imidlertid også andre muligheder. I Austrian Airlines/Lufthansasagen10 tog Kommissionen stilling til en planlagt samarbejdsaftale mellem de to flyselskaber. Med flyselskabernes styrkede stilling kunne der være øget risiko for dumping på enkelte flyruter. Kommissionen godkendte samarbejdet, men accepterede et tilsagn fra selskaberne. Tilsagnet lød, at hver gang Lufthansa og Austrian Airlines nedsætter prisen på en rute, hvor de skal konkurrere med et nytilkomment flyselskab, er selskaberne forpligtet til samtidigt at gennemføre en tilsvarende prisreduktion på tre andre ruter, hvor selskaberne ikke er udsat for konkurrence.
Kommissionen har formentlig accepteret dette tilsagn, fordi det virker stærkt disciplinerende på den dominerende virksomheds adfærd. Når flyselskaberne skal følge prisreduktioner på en rute op på flere andre ruter, bliver det væsentligt dyrere at sælge til under de variable omkostninger. Virksomheden er derfor mindre fristet til at sælge til så lave priser.
Fordelen ved denne løsning er, at man undgår en vanskelig strid om, hvornår der er bevis for dumping. Desuden undgår man restriktive regler for prisfastsættelsen og kontrol med overholdelsen.
Relavante domme Populærtitel | AKZO | Sagshenvisning | Dom af 3. juli 1991 i sag C–62/86 – AKZO Chemie mod Kommissionen, Saml. 1991-I, 3359. | Betydning af dommen | I denne sag fastlagde EF-Domstolen retsstillingen på området for ulovlig dumping: Når en dominerende virksomhed mistænkes for at nedsætte priserne til et niveau, hvor den sælger med tab, skal det afgøres, hvor stort et tab virksomheden lider pr. solgt enhed. EF-Domstolen har i AKZO-dommen fastlagt en skelnen mellem salg, der ligger under de gennemsnitlige totale omkostninger, hhv. de gennemsnitlige variable omkostninger: Ved salg til en pris, der ligger under de gennemsnitlige variable omkostninger, er der tale om misbrug af en dominerende stilling.
Ved salg til en pris, der ligger under de gennemsnitlige totale omkostninger, er der tale om misbrug af dominerende stilling, hvis dumpingen er et led i en plan om at udrydde konkurrencen.
ECS var en mindre, britisk virksomhed, der fremstillede benzol peroxid. Indtil 1979 havde ECS solgt sit produkt til kunder, der benyttede det som blegemiddel ved behandlingen af mel i Storbritannien og Irland. Så besluttede ECS at sælge sit produkt til producenter i polymer-industrien. AKZO var en hollandsk virksomhed, der indtog en dominerende stilling på polymer- markedet. AKZO informerede ECS om, at medmindre ECS trak sig ud af polymer-markedet, så ville AKZO nedsætte dets priser. Priserne ville særligt blive nedsat på ECS' kernemarked, markedet for blegemiddel til melproducenter i Storbritannien og Irland. Det ville naturligvis skade ECS. Alligevel trak ECS sig ikke ud af polymer-markedet.
AKZO nedsatte priserne. Kommissionen konkluderede, at AKZO havde misbrugt dets dominerende stilling. Kommissionen idømte AKZO en bøde på 10 mio. ECU for dumping til tabs- givende priser. Bøden blev siden nedsat til 7.500.000 ECU af EF-Domstolen. |
Populærtitel | Compagnie Maritime Belge (under Kommissionens behandling af sagen havde den populærnavnet CEWAL“, efter linjekonferencens navn). | Sagshenvisning | Dom af 8. juni 1996 i de forenede sager T-24/93, T-25/93 og T–28/93 – Compagnie Maritime Belge Transports m.fl. mod Kommissionen, Saml. 1996-II, 1201. | Betydning af dommen | Dommen byder på et meget klart eksempel på påvist elimineringshensigt, idet repræsentanterne for linjekonferencen CEWAL“, direkte adspurgt om baggrunden for deres adfærd, svarede EF-Domstolen, at formålet var at udrydde Grimaldi. |
Populærtitel | Deutsche Post I | Sagshenvisning | Kbesl. af 20. marts 2001, EFT 2001 L 125/27. | Betydning af dommen | Dominerende stilling på ét marked blev misbrugt til at finansiere ulovlig dumping på et andet (krydssubsidiering). På markedet for brevpost havde Deutsche Post et lovfæstet monopol. Indtægten fra dette marked blev brugt til at dumpe priserne til under de variable omkostninger, på markedet for pakke-post, da UPS prøvede at komme ind på det liberaliserede pakke-post marked. Sagen var den direkte årsag til udsendelsen af Kommissionens Meddelelse om anvendelse af konkurrencereglerne på post- sektoren og navnlig på vurderingen af visse statslige foranstaltninger i relation til posttjenesterne“ – EFT 1995 C 322/3 og Bull. 7/8-1995, punkt 1.3.133. |
Populærtitel | Hoffmann-La Roche | Sagshenvisning | Dom af 13. februar 1979 i sag 85/76 – Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Saml. 1979-I, 461. | Betydning af dommen | Sagens primære kerne var loyalitetsrabatter. Det blev dog i denne dom fastlagt, at engelske klausuler“, der forpligter kunder til at informere deres leverandører om bedre tilbud, de har modtaget fra leverandørens konkurrenter, ikke er tilladt. |
Populærtitel | Michelin | Sagshenvisning | Dom af 9. november 1983 sag C-322/81 – Michelin mod Kommissionen, Saml. 1983-I, 3461. | Betydning af dommen | Dommen fastslog i præmis 57 ff., at en virksomhed gerne må indtage en dominerende stilling, men at denne dominerende stilling medfører en særlig forpligtelse til ikke at skade den effektive og ufordrejede konkurrence. Det er siden gentaget adskillige gange af Domstolen og i Kommissionens afgørelser. |
Populærtitel | Tetra Pak II | Sagshenvisning | Dom af 14. november 1996 sag C-333/94 P – Tetra Pak International mod Kommissionen, Saml. 1996-I, 5951. | Betydning af dommen | EF-Domstolen konkluderede i præmis 25–31, at Tetra Pak havde overtrådt EF-traktatens artikel 82 (tying og predatory pricing) på markedet for ikke-aseptiske (bakteriefri) kartoner. Tetra Pak var ikke dominerende på dette marked, men misbruget havde til formål at forbedre dets position på det marked. Tetra Pak var dominerende på det horisontalt associerede marked for aseptiske maskiner og kartoner. EF-Domstolen fastslog, at der kan fore- ligge misbrug af en dominerende stilling, når misbruget foretages på et andet marked, og fordelen af misbruget drages på dette andet marked. |
Fodnoter
| 
