Konkurrenceredegørelse 2004 - KAPITEL 3 Udfordringer i den danske telesektor

Forside - Indhold - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2004"

KAPITEL 3
Udfordringer i den danske telesektor

3.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER

Telesektoren har stor samfundsøkonomisk betydning. Samtidig er den underlagt en omfattende regulering. Det har derfor været naturligt at udvælge telesektoren til en af Konkurrenceredegørelsens sektoranalyser.

90'ernes liberalisering af telesektoren har været en succes. Flere nye operatører har etableret sig på det danske marked, og fra 1992 til 2002 er der blevet investeret 63 mia. kr. i telesektoren. Omsætningen blev fordoblet i samme periode¹.

Under overskriften „bedst og billigst“ er der indført konkurrence. Det har givet gode resultater for både fastnet, internet og mobil. Sammenlignet med andre lande fremstår liberaliseringen af den danske telesektor i dag som en af de mest succesfulde. Det samme gælder, når der sammenlignes med andre danske infrastruktursektorer, jf. kapitel 2. Eksempelvis har heftig konkurrence på mobiltelefoni givet danskerne priser blandt de absolut laveste i Europa i de seneste par år². Med hensyn til udbredelse af fx bredbånd³ er Danmark nr. 1 i EU og i top fem i verden. Dette skyldes både en fremsynet teleregulering – Danmark var et af de lande i EU, hvor teleliberaliseringen startede først – og IT- og Telestyrelsens indsats.

Men i horisonten lurer farer for, at konkurrencesituationen forværres, og at Danmark mister sin førerposition. For næsten alle teleselskaber, bortset fra TDC, har underskud. Hvis konkurrenterne ikke får bedre økonomi, er der risiko for, at selv større udbydere vil forlade markedet. Det vil være til skade for konkurrencen. Hertil kommer, at reguleringen kan medvirke til, at Danmark sakker bagud teknologisk i forhold til de øvrige EU-lande på mobil- såvel som på fastnetområdet. På mobilområdet har flere markedsaktører oplyst, at Danmark i dag er bagefter både med introduktionen af nye mobiltelefoner og med nye avancerede tjenester, bl.a. pga. mindre frihed til at vælge abonnementsbinding end i andre lande. Samtidig går den teknologiske udvikling på fastnettet langsommere for produkter til privatkunder end fx på mobilområdet.

Markedet bevæger sig i disse år fra traditionel tale mod datatrafik, hvor hurtig adgang til internet, over både fastnet og mobil, vil betyde stadigt mere og bane vejen for nye tjenester. Ved formidlingen af adgang til nye tjenester bevæger teleselskaber sig ind på nye markeder. Denne proces kaldes konvergens eller brancheglidning. Det kan både øge konkurrencen på kendte tjenester (fx telefoni over internettet – IP-telefoni – i stedet for almindelig telefoni) eller skabe nye produkter (fx videokonferencer over internettet). Det må forventes, at IP-telefoni i de kommende år vil udvikle sig til en stærk konkurrent til almindelig fastnettelefoni.

Danmark har i dag EU's laveste priser for adgang til det rå kobber. Det skyldes en langsom og tilbageholdende indsats for mere konkurrence i en del andre europæiske lande, hvor det dominerende selskab stadig er statsejet. På sigt vil det fremme konkurrencen at få reduceret også den danske adgangspris, men foreløbigt er prisen for rå kobber lagt fast for de kommende år med en stigende profil. En anden måde at forbedre konkurrenternes stilling på er at reducere de takster, som konkurrenterne i dag skal betale for at få adgang til TDC's centraler. I dag skal konkurrenterne betale en høj pris for, at en TDC-ansat kan overvåge konkurrenternes medarbejdere, hver gang en konkurrent skal have adgang til sit udstyr på en af TDC's centraler.

For TDC's konkurrenter er der lidt bedre økonomi i at benytte såkaldt gensalg ved udbud af abonnement. Gensalg betyder, at konkurrenterne gensælger et TDC-abonnement til kunderne, og selv kun varetager kundeservice mv. Gensalg er således kun den næstbedste konkurrenceform, idet modellen giver TDC et teknisk monopol. Endelig giver prisen heller ikke her konkurrenterne mulighed for at konkurrere med TDC på lige vilkår.

Konkurrenternes indkøbspris af gensalgsproduktet er hidtil blevet udregnet som TDC's detailpris minus TDC's sparede omkostninger til kundeservice mv. (i praksis 21 pct.). Ved denne prissætning er kun den del af prisen, der dækker omkostningerne til kundeservice mv., udsat for konkurrence. Det betyder, at TDC kan opretholde en høj indtjening på engrosmarkedet (hvor TDC står stærkt), uden at konkurrenterne kan få andel heri og dermed mulighed for at konkurrere herom.

Et andet problem ved gensalgsprisen er, at den for den enkelte kunde ikke afspejler besparelsen ved at tilbyde telefoni og fx ADSL på samme linje (samdriftsfordele). I dag fordeler TDC besparelsen ligeligt på alle kunder ved at tilbyde alle kunder én pris for abonnement på fastnet. Det betyder, at kunder med både fastnet og ADSL er med til at sikre billige priser for kunder, der kun har fastnet. Dette er en slags „skyggeafgift“ på ADSL, der næppe er hensigtsmæssig.

På mobilområdet er konkurrencen hård, og det er i dag billigere at ringe til én mobil fra en anden mobil end fra fastnet. Dette er ikke blot udtryk for stærk konkurrence på mobilområdet, men også udtryk for et problem. For denne begyndende konkurrence mellem fastnet og mobil bygger på et usundt fundament.

For at kunden kan ringe til en mobilabonnent i et andet net, skal kundens udbyder købe adgang til dette net. Det kaldes terminering. Prisen herfor er ikke reguleret og har heller ikke kunnet reguleres under den gamle teleregulering. IT- og Telestyrelsen har under den ny teleregulering mulighed for at fastsætte priserne for mobilterminering, såfremt styrelsens markedsanalyser viser, at der ikke er reel konkurrence på markedet.

Prisen for terminering i mobilnettet er høj, fordi mobilselskaberne har en høj avance på denne ydelse. Det gør det dyrt fx at ringe fra fastnet til mobil, og kunderne på fastnettet har derfor i en årrække subsidieret de faldende priser på mobiltelefoni. Der er således gode argumenter for at regulere prisen for mobilterminering, ligesom terminering er reguleret for TDC på fastnettet. Da indtægter fra terminering har stor betydning for mobilselskabernes økonomi, bør den nødvendige regulering dog introduceres gradvist over en årrække, så markedet og selskaberne har tid til at tilpasse sig.

For at sikre stærkere konkurrence mellem fastnet og mobil er det i Danmark vedtaget at indføre nummerportabilitet mellem de to net (krydsportabilitet). Hermed skal en kunde kunne skifte fx fastnet ud med mobil og stadig beholde sit telefonnummer. Det vil gøre det lettere at skifte fra den ene til den anden type telefoni.

Men behovet for krydsportabilitet afhænger af, om fastnet- og mobilydelser rent faktisk er i tæt konkurrence med hinanden. Der er tegn på, at fastnet og mobil ikke kun konkurrerer, men i endnu højere grad bliver brugt som supplement til hinanden. Eksempelvis betyder datatrafik fortsat mere og mere, og fastnet kan langt bedre end mobil give hurtig og driftsikker adgang til internettet. Dette kan også give endnu billigere priser for fastnettelefoni på sigt ved eksempelvis IP-telefoni.

Fordelene ved krydsportabilitet skal vejes op mod ulemperne. Fx risikerer kunderne og udenlandske operatører ubehagelige overraskelser på telefonregningen, fordi de ikke kan se på et telefonnummer, om det er fastnet eller mobil. Hertil kommer selskabernes udgifter til administration og teknisk udstyr for at gøre krydsportabilitet muligt.

Udenlandske operatørers problemer ved at taksere kald til Danmark ved krydsportabilitet kan kun løses internationalt. Endvidere er konkurrencen mellem fastnet og mobil fortsat så svag, at der ikke for indeværende er noget væsentligt behov for at indføre krydsportabilitet. Dette er baggrunden for, at videnskabsministeren har besluttet at udskyde indførelsen af krydsportabilitet til ultimo 2005.

Integration mellem internettet og mobil spiller en stadig større rolle i andre lande. Men kun ca. 6 pct. af mobilkunderne i Danmark bruger i dag deres mobiltelefon til at købe tjenester baseret på internettet. Tjenesterne kan fx være e-post, mulighed for at se nyheder fra TV, spil mv. Problemet er, at det kræver nye og mere avancerede telefoner, som kræver en stor investering for den enkelte kunde.

Selskaberne yder normalt et tilskud til kundernes køb af telefon. Selskaberne tjener tilskuddet ind igen i form af abonnement og betaling for minutter og SMS. Men den maksimale størrelse på tilskuddet afhænger af, hvor hurtigt selskaberne skal nå at tjene tilskuddet ind igen. I Danmark må selskaberne maksimalt binde kunderne i 6 måneder. I Europa har kun Finland kortere bindingsperioder. Operatørerne i Danmark kan derfor udfra en økonomisk betragtning ikke yde tilskud i samme omfang som i resten af Europa. Reglerne begrænser altså forbrugernes valgmuligheder og adgang til ny teknologi til lave priser. Det begrænser den teknologiske udvikling på området.

Konkurrencestyrelsens beregninger viser, at kunderne i gennemsnit stadig kan skifte oftere, end de rent faktisk har gjort hidtil, selvom den maksimalt tilladte bindingsperiode hæves til 12 måneder. Hertil kommer, at kunderne kan få større valgfrihed, fordi udbyderne også kan konkurrere på, hvad kunderne får ud af at binde sig længere end seks måneder. En sådan konkurrence kan kun fungere, hvis udbyderne faktisk oplyser kunderne om fordele og ulemper ved længere binding. Samtidig bør udbyderne ikke kunne forringe kundernes vilkår i bindingsperioden. Med sådanne skærpede krav til udbyderne vil der være basis for skarpere konkurrence, selv om bindingsperioden forlænges til 12 måneder.

Samlet kan der således peges på en række tiltag, der kan reducere risikoen for en forringet konkurrencesituation og medvirke til, at næste skridt i den teknologiske udvikling hurtigst og bedst muligt kan slå igennem i Danmark. De vigtigste tiltag er:

• At konkurrenternes vilkår for adgang til infrastrukturen forbedres. På kort sigt bør konkurrenternes betaling for adgang til TDC’s centraler reduceres.
• At priserne for terminering af opkald til mobil reguleres, så priserne gradvist kommer til at afspejle de bagvedliggende omkostninger tillagt en rimelig fortjeneste.
• At kundebinding ved SIM-lås og ved abonnementsbinding muliggøres i op til 12 måneder, idet der samtidig stilles krav om, at selskaberne skal oplyse kunderne klart og tydeligt om bindingsperiode, tilskud og betaling for ophævelse af kontrakt i utide.

Den seneste ændring af telelovgivningen fastslår, at den sektorspecifikke regulering skal tilbagerulles i takt med, at der indfinder sig reel konkurrence. Det betyder bl.a., at telesektoren herved vil blive underlagt den samme regulering – nemlig konkurrenceloven – som andre sektorer. Det vil bl.a. gøre brancheglidning nemmere, fordi de konvergerende sektorer er underlagt ens lovgivning. Derved fjernes en barriere for udviklingen af nye produkter.

3.2 UDVIKLINGEN PÅ MARKEDET

I 1994 fremlagde den daværende regering en plan for, at Danmark skulle være „bedst og billigst inden år 2000“ på teleydelser. Det har siden været rammen for den danske telepolitik. For at nå målet om at være „bedst og billigst“ blev telemarkedet i Danmark åbnet for konkurrence.

Liberaliseringen startede den 1. juli 1996 med en åbning af detailmarkederne for fastnet, så alle fik adgang til at tilbyde teletjenester til forbrugerne. Modellen for den danske liberalisering var et EU-direktiv fra 1990⁴. Direktivet indebar gradvis liberalisering af forskellige markeder over en række år. Markedet for tale på fastnet skulle efter EU-direktivet først gives frit i januar 1998. På dette punkt gik Danmark foran de fleste øvrige europæiske lande.

Liberaliseringen ophævede TDC's monopol (det daværende Tele Danmark). Men for at skabe reel mulighed for konkurrence var der behov for en omfattende regulering, navnlig på engrosområdet for netadgang, som TDC sidder solidt på. For at gøre det muligt for konkurrenter at etablere sig i Danmark skal TDC derfor give konkurrenterne adgang til fastnettet til regulerede priser.

Åbningen af telemarkederne har medført investeringer fra udlandet, og i dag har samtlige teleselskaber af betydning i Danmark (herunder også TDC) udenlandske ejere. De mange nye selskaber har markedsført sig kraftigt på både fastnet, mobil og data.

Fastnetmarkedet

De nye selskaber på markedet for fastnettelefoni har særligt haft succes med at sælge billige minutter. Kunderne beholder deres abonnement hos TDC, men køber minutterne hos et andet selskab ved hjælp af såkaldte forvalgskoder (indført i 1996) eller fast forvalg (indført i 1998)⁵.

Ca. 75 pct. af kunderne benyttede TDC til både tale og abonnement i 2003. Men nogle af disse kunder benytter samtidig forvalgskoder. Konkurrenternes samlede markedsandel på minutter når derfor op på ca. 37 pct. Konkurrencen fra de øvrige operatører har lagt et stærkt pres på TDC's minutpriser, som derfor blev givet fri fra regulering i 2003. De danske minutpriser på fastnet er nu blandt de laveste i Europa, jf. tabel 3.1.

Tabel 3.1: Minutpriser på fastnet i udvalgte EU-lande

Note: Priserne er for en kurv af fastnettjenester ekskl. moms tilbudt af den tidligere eneretsindehaver. Dvs. TDC i DK. August 2003.
Kilde: Den 9. implementeringsrapport (EU-Kommissionen).

Den stærkere konkurrence på minutter på fastnet viser sig blandt andet ved, at også TDC tilbyder priser under de tidligere forsyningspligtspriser. Fx hvis kunden indgår en såkaldt „Favoritaftale“. Her kan kunden fx få rabat på minutprisen (15 pct.), hvis alle minutter købes hos TDC. Ca. 1/3 af TDC's kunder har en sådan aftale⁶. Favoritaftalerne gør, at mange af disse kunder vil være mindre interesserede i at skifte udbyder af abonnement for at få en lavere minutpris. Derfor er det også vigtigt, at der opnås skarp konkurrence om abonnementerne.

Konkurrenterne til den dominerende operatør (TDC) har haft større succes med at trænge ind på markedet i Danmark end i andre europæiske lande, jf. tabel 3.2.

Tabel 3.2: Konkurrerende operatørers markedsandele på abonnement i EU. I pct.

Kilde: Den 9. implementeringsrapport (EU-Kommissionen).

Siden 1998 er priserne steget med 37 pct., og Danmark er i dag et af de dyreste lande i EU, hvad angår abonnement på fastnet. Abonnementerne i fx Sverige er således 16 pct. billigere end i Danmark, jf. tabel 3.3.

Tabel 3.3: Abonnementspriser i EU. Index

Kilde: Den 9. implementeringsrapport (EU-Kommissionen) ekskl. moms.
Anm.: Konkurrenternes markedsandel er siden steget til 16 pct.

Konkurrenterne har altså haft klart mindre succes med at komme ind på markedet for abonnementer end på markedet for minutter, jf. tabel 3.4.

Tabel 3.4: Markedsandele på fastnettet i 2003. I pct.

Kilde: IT- og Telestyrelsen.

Konkurrencen om abonnementerne fungerer altså klart ringere end konkurrencen om minutterne. Den ringe konkurrence på markedet for abonnementer viser sig også ved manglende produktudvikling – fx i form af forskellige typer abonnementer. Markedet for mobil har til sammenligning et langt bredere udvalg af forskellige typer abonnementer og tjenester.

Mobilmarkedet

Indtil SONOFON begyndte at udbyde mobiltjenester i 1992, var TDC eneste udbyder af mobiltelefoni i Danmark. I 1996 fik Telia og Orange licens til at bygge egne mobilnet, så der i dag er fire selskaber med egne landsdækkende mobilnet i Danmark. Mobil er således det marked, der først blev åbnet for konkurrence. Mobilmarkedet er mindst reguleret, og det er på dette marked, at konkurrencen er hårdest.

Siden 1996 er markedet vokset med ca. 480 pct.⁷, og konkurrenterne har vundet store markedsandele fra TDC, jf. tabel 3.5. De såkaldte serviceprovidere udgør en stadig større andel af markedet. Serviceprovidere har ikke eget net og betaler i stedet netudbyderne for at bruge deres net og netudstyr. Serviceproviderne står således selv kun for kundeservice mv. Disse selskaber har kunnet specialisere sig i simple lavprisprodukter, fordi de typisk har en langt mindre organisation end netoperatørerne. Et eksempel er Telmore, som havde 460.000 kunder og kun 70 ansatte, da det blev købt af TDC.⁸

Tabel 3.5: Markedsandele på mobilabonnementer. Ultimo 2003. I pct.

Kilde: IT- og Telestyrelsen.
Note: TDC opnåede med købet af Telmore en samlet markedsandel på 42 pct.

Der har i de seneste år været hård priskonkurrence på mobilmarkedet. I 2003 er priserne faldet med op til 35 pct.⁹, og det er særlig serviceproviderne, der har været førende i priskonkurrencen. Danmark placerer sig dermed som det absolut billigste land i EU, jf. tabel 3.6.

Tabel 3.6: Mobilpriser i udvalgte EU-lande. 2003. Index

Note: Tabellen afspejler den billigste pris ekskl. moms for en kurv af mobiltjenester for en forbruger med et medium forbrug udbudt af de to mest betydende udbydere, Dvs. TDC og SONOFON i DK. Det er ikke nødvendigvis det billigste tilbud på markedet.
Kilde: Den 9. implementeringsrapport (EU-Kommissionen).

Det store fald i priserne har ramt netoperatørernes økonomi hårdt. Alle netoperatører på nær TDC har således underskud. Det kan betyde, at nye produkter og tjenester kommer på markedet senere end ellers. Dels fordi det kræver nye investeringer i nettene, dels fordi det kræver investeringer i udstyr til kunderne. Det ses blandt andet på udbredelsen af nye tjenester, som bygger på internetadgang til mobil.

Hidtil har internetadgang via mobiltelefonen haft begrænset udbredelse. Tjenesterne kan fx være spil, e-post eller TV. Udbredelsen af mobiltelefoner med abonnementer, som giver adgang til internettet, er dog fortsat lav (ca. 6 pct.).

Internetmarkedet

Kunderne kan få adgang til internettet på flere forskellige måder. Ved dial-up modem¹⁰, ISDN¹¹, ADSL¹² via telefonnettet, kabelmodem via kabeltv-nettet eller mobil.

Tabel 3.7: Udbredelse og markedsandele på abonnementer for adgangsveje til internettet, 2003. I pct.

Note 1: Bredbånd omfatter internetforbindelser med hastigheder over 128 kbit/s herunder ADSL.
Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på basis af data fra IT- og Telestyrelsen.

Der er hård konkurrence på dial-up, og TDC's markedsandel er her faldet til godt 60 pct. Af ca. 2,5 mio. tilmeldte dial-up kunder har knap 1 mio. abonnementer ikke været i brug i mindst 6 måneder. Det viser, at brugerne har været meget mobile mellem selskaberne og til andre former for internetadgang (ISDN, ADSL mv.). Ved mange abonnementer skal kunden kun betale for forbruget. Hermed har kunden ikke grund til faktisk at opsige sit gamle abonnement ved skift til en anden udbyder. Fraværet af abonnementsafgift gør kunderne yderligere mobile.

TDC sidder tungt på markederne for ISDN og ADSL med markedsandele på henholdsvis 91 og 79 pct. Et mere nuanceret billede af konkurrencesituationen tegner sig, hvis man tager højde for kabelmodem og betragter bredbånd (ADSL og kabelmodem) under ét. TDC's markedsandel på bredbåndsområdet er kun 66 pct. Mens væksten i antal ISDN-forbindelser er klinget af, har væksten i ADSL været voldsom. Fra 2000 til 2003 er antallet af ADSL-forbindelser steget fra ca. 30.000 til 470.000 stk. Dette har bragt Danmark i førerfeltet med hensyn til udbredelse af bredbånd i verden¹³, og konkurrencen er hård og indtjeningen lav. Fx er TDC's priser for en 512/128 kbit/s¹⁴ ADSL-forbindelse faldet med ca. 17 pct. i 2003 og med ca. 24 pct. for en 2048/512 ADSL-forbindelse.

Brancheglidning og nye produkter

Teleydelser er i dag mere end blot taletelefoni. Det gælder både for fastnet og mobil. Fastnet giver i dag mulighed for at sende og hente data med høje hastigheder. Hermed kan kunden via internettet fx se filmstrimler, nyhedsudsendelser eller finde information om noget nær hvad som helst. På samme måde har nogle nye mobiltelefoner en række funktioner, som kunden hermed ikke behøver at købe andre steder. Det er fx bærbar FM-radio, mp3-spiller og elektronisk kalender.

Teleselskaberne og producenterne af udstyr er hermed begyndt at konkurrere i sektorer, som ellers ikke tidligere er blevet forbundet med telekommunikation. Dette kaldes konvergens. For telesektoren kommer konvergensen primært fra adgang til internettet og de deraf følgende muligheder for distribution, jf. følgende eksempler:

• Internetforbindelser med høje hastigheder kan med muligheden for at transmittere film og tv skabe konkurrence til udbydere af fx kabeltv og videobutikker.
• Udbydere af kabeltv kan udbyde internetadgang via kabelnettet i konkurrence med udbyderne af teletjenester.
• Med e-post kan teleselskaberne distribuere visse typer post i konkurrence med postvæsenet.
• Med radio udsendt via internettet skaber teleselskaberne et alternativ til distribution via kabeltv-nettene eller almindelig udsendelse ved radiobølger.
• Muligheden for at distribuere musik over internettet skaber konkurrence mellem teleselskaberne og detailsælgere af musik.
• IP-telefoni (telefoni over internettet) kan skabe konkurrence mellem internetudbydere og almindelige udbydere af fastnet.
• Ved overtaksering af fx SMS og MMS går teleselskaberne ind på markedet for betalingsformidling for køb af indholdstjenester i konkurrence med fx kreditkort eller mikrobetalingssystemer.

Konvergens giver både mere konkurrence på kendte produkter og skaber nye produkter. I begge tilfælde har det betydning for konkurrencen i de berørte brancher.

Det nok mest lovende eksempel på konkurrence som følge af nye produkter er IP-telefoni. IP-telefoni kan udbydes af internetudbyderne i konkurrence med almindelig fastnettelefoni til kunder med en bredbåndsforbindelse. Udbydere af IP-telefoni har meldt ud med priser på 15 øre/minut i højtakstperioden og 9 øre/minut i lavtakstperioden for opkald til fastnettelefoner. Dette er betydeligt lavere end fx TDC's almindelige fastnettakster på hhv. 25 og 12,5 øre/minut. Kunden vil ikke skulle betale abonnement for IP telefoni. Med den stadig større udbredelse af bredbåndsforbindelser kan IP-telefoni udvikle sig til en stærk konkurrent til almindeligt fastnettelefoni. Den høje udbredelse af ADSL betyder, at IP-telefoni hurtigt kan opnå en betydelig udbredelse i Danmark.

Nye teknologier (fx FWA¹⁵ og lyslederkabel) giver mulighed for at sende og modtage data ved meget høje hastigheder. Det bliver allerede i dag brugt til at tilbyde avancerede løsninger, som integrerer internetadgang, telefoni og kabeltv. Sådanne løsninger kan med tiden give stærk konkurrence til almindelige abonnementer på de respektive enkelte produkter.

På andre områder giver konvergensen flere produkter, som ikke konkurrerer direkte med de kendte produkter. TV2's nyheder på internettet er således snarere et supplement end en konkurrent til den almindelige udsendelse. På samme måde vil adgang til e-post på mobiltelefonen næppe fuldt ud kunne afløse den faste internetforbindelse eller almindelige breve. Blot vil de give brugeren mere fleksibilitet.

En stadig større andel af de danske husstande har ADSL eller en forbindelse på kabelmodem med en hastighed på mere end 144 kbit/s. Og de, der har adgang til internettet via ADSL eller lignende, bruger det stadig mere. Samtidig udbydes der flere og flere tjenester over internettet. Et eksempel på nye tjenester er TV2's transmission af Tour de France over Internettet, hvor brugeren mod en betaling på 100 kr. fik adgang til billedtransmission fra cykelløbet. Et andet eksempel er Viasats fodboldhjemmeside onside.dk, hvor Viasat har indført reklamefinansiering, så indslagene indledes med 20 sekunders reklamer. Den spæde start på brugerbetaling og flere reklamer ved brug af tjenester på internettet viser, at et marked for tjenester over internettet i konkurrence med fjernsynet kan udvikle sig i Danmark.

Udviklingen er endnu ikke nået så langt, at private kunder kan benytte internetadgang som substitut til fx kabeltv. Men allerede nu er der eksempler på, at kabeltv, internetadgang og telefoni sælges i samlede pakker til fx boligforeninger eller i tæt bebyggede områder. Her kan udbyderne drage nytte af, at alle tre ydelser kan distribueres på den samme digitale platform. Efterhånden som hastighederne på almindelige bredbåndsforbindelser stiger, vil sådanne løsninger også kunne stilles til rådighed til enkeltstående brugere. Det vil skærpe konkurrencesituationen for samtlige af de enkelte produkter.

I et scenario, hvor integrerede produkter kan leveres over forskellige platforme (satellit, digitalt TV, internettet, kabeltv-nettet) er det vigtigt, at alle brancherne reguleres efter samme principper.

3.3 REGULERING AF TELEMARKEDERNE

Reguleringen af telesektoren i Danmark følger EU-lovgivning. De vigtigste direktiver for liberaliseringen af telemarkederne blev fremlagt af Kommissionen i 1990, 1996 og 2002. Direktiverne sikrede først ophævelse af monopoler på datanet pr. 1993 og siden hen telefoni (1996 i Danmark). Markederne blev altså liberaliseret trinvist og ikke alle på en gang, jf. tabel 3.8. 2002-direktivet er en modernisering af den hidtidige lovgivning.

Tabel 3.8: Udviklingen i teleliberaliseringen

Kilde: Oplysninger fra TDC, IT- og Telestyrelsen mv.

Den nye teleregulering indebærer, at behovet for regulering på en række områder skal revurderes. Dette skal ske under hensyntagen til, at nye teknologier og produktudvikling kan have skabt konkurrence til regulerede produkter, og dermed kan have gjort telereguleringen overflødig. Denne regulering skal altså ophæves, hvis der konstateres reel konkurrence. Herefter vil sektoren – som andre brancher – kun være underlagt den generelle konkurrenceregulering.

Den sektorspecifikke reguleringen af mobilområdet er minimal og har hidtil begrænset sig til bl.a. krav til TDC og SONOFON om at udbyde visse former for tredjepartsadgang til deres net til ikke-regulerede priser. Hertil kommer et generelt krav til alle selskaberne om fastsættelse af maksimal abonnementsbinding på 6 måneder. I det følgende omtales således især reguleringen af fastnettet.

Der er behov for særlig regulering på fastnettet, fordi det ville kræve en enorm investering, hvis en konkurrent selv skulle bygge et net, som kan konkurrere med TDC's net. For at kunne skabe konkurrence har konkurrenterne derfor brug for adgang til at bruge TDC's net. Hermed kan konkurrenterne nøjes med kun at have udstyr på nogle få centraler og kun betale TDC for at transportere kaldene til og fra centralerne. Den nødvendige investering for at kunne komme ind på markedet bliver således mindre.

Alle udbydere er pålagt at udveksle trafik med konkurrenterne. Det vil sige at sende og modtage opkald til og fra konkurrenternes net. Ellers ville konkurrenternes kunder ikke kunne ringe til TDC's kunder og omvendt. Også dette er en forudsætning for, at konkurrenterne kan komme ind på markedet.

TDC's priser for adgang til nettet og udveksling af trafik bliver reguleret af IT- og Telestyrelsen. Hvis TDC frit kunne sætte prisen, ville TDC kunne sætte engrosprisen så højt i forhold til detailpriserne, at konkurrenterne ikke kan underbyde TDC's detailpriser uden at tabe penge. Prisregulering er derfor nødvendig for at sikre basis for konkurrence.

I mange år blev metoden med modificerede historiske omkostninger anvendt til at fastsætte de såkaldte samtrafikpriser. Derudover er „bedste praksis“metoden blevet anvendt. Priserne i andre lande blev således benyttet som benchmark til at fastlægge de danske priser.

Fra januar 2003 blev prisreguleringen i stedet baseret på en kompliceret model for opgørelse af de langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger ved at udbyde en tjeneste (LRAIC). Det indebærer, at fx samtlige priser for komponenter og afskrivningstider på nødvendige investeringer for at udbyde et produkt skal vurderes af IT- og Telestyrelsen. Metoden giver alle parter mulighed for at påpege fejl eller brug af forkerte forudsætninger. Omvendt betyder modellens kompleksitet, at den er kostbar og tidskrævende at udvikle.

Bag den endelige danske LRAIC-model ligger to modeller udviklet af henholdsvis TDC og af TDC's konkurrenter. TDC's model bygger på fremadrettede omkostninger ved TDC's net, mens konkurrenternes model bygger på fremadrettede omkostninger ved et hypotetisk ideelt opbygget net. Begge modeller er teoretisk set korrekte, men bygger altså på forskellige metoder.

Den endelige model er en hybrid af de to modeller. Resultatet af beregningerne er derfor baseret på en række antagelser. Eksempelvis viste modeludregninger fra TDC's konkurrenter og fra TDC, at prisen for leje af rå kobber skulle udgøre 200, hhv. godt 2.100 kr., årligt ekskl. moms. Det endelige resultat i hybridmodellen blev 918 kr./år ekskl. moms. Prisen skal implementeres gradvist frem til 2010 startende på 740 kr./år ekskl. moms i 2003. Efter opdatering af modellen i 2003 er målet siden blevet sat op til 945 kr. ekskl. moms. Lovgivningen foreskriver en revision af LRAIC-modellen hver tredje år, dvs. senest i 2006.

Indførelsen af LRAIC-metoden ledte ellers med få undtagelser (herunder prisen på rå kobber) til lavere priser for konkurrenterne. Priserne for udveksling af trafik er fx faldet med op til 36 pct. Priserne for transport af kald i TDC's net er ligeledes faldet væsentligt. Dette vil kunne sikre yderligere forbedringer af konkurrencen på minutterne.

3.4 KONKURRENCEN PÅ ABONNEMENTER PÅ FASTNET

I 1996 blev minutter og abonnementer på fastnet udsat for konkurrence. Men først i 1998, hvor konkurrenterne fik adgang til TDC's net på regulerede vilkår, begyndte de at udbyde abonnementer. For at beskrive graden af konkurrence på de respektive markeder kan man opstille forskellige indeks for koncentration på markedet. En høj koncentration vidner om, at de største udbydere har markedsmagt. De to mest anvendte indeks er HHI¹⁶ og CR4¹⁷.

De amerikanske konkurrencemyndigheder anser en HHI-værdi over 1800 som en indikation for et koncentreret marked. Opgjort efter HHI og CR4 er markedet for abonnementer til fastnet langt det mest koncentrerede marked. Både i sammenligning med markedet for minutter på fastnet og med mobilmarkederne¹⁸, jf. tabel 3.9. Fastnet såvel som mobil udviser generelt tendenser imod en høj grad af koncentration sammenlignet med andre servicesektorer. Men fordi telesektoren er kendetegnet ved stordriftsfordele på såvel engrossom detailniveau, vil sektoren selv ved velfungerende konkurrence vise en højere grad af koncentration end mange andre servicesektorer.

Tabel 3.9: Markedskoncentration for fastnet og mobil medio 2003

Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på basis af oplysninger fra IT- og Telestyrelsen samt egne oplysninger.

Mobilmarkederne nærmer sig grænsen for kun at være moderat koncentrerede målt efter HHI. Men markedet for fastnetabonnementer viser tegn på ringere konkurrence på begge indikatorer i forhold til mobilområdet og til fastnetminutterne.

Der er store besparelser forbundet med at producere fastnet og bredbånd på samme kobberlinie til kunden. På grund af TDC's detailpriser og de takster, konkurrenterne skal betale ved anvendelse af TDC's net, kommer disse besparelser ikke den enkelte kunde til gode (men fordeles jævnt over hele kundemassen). Det skaber måske ikke konkurrenceforvridning mellem selskaberne, men er alligevel uheldigt, fordi det gør det mere dyrt end nødvendigt at udbyde ADSL. Dermed kommer prissætningen af gensalgsprodukterne også til at virke som en barriere for IP-telefoni, som i høj grad vil kunne øge konkurrencen og medføre store besparelser for kunderne.

Det er vigtigt, at konkurrencen mellem traditionel taletelefoni og IP-telefoni kan foregå på lige vilkår. Selv om konkurrerende infrastruktur (fx trådløst FWA eller fiberkabler) er i stadig udvikling, er konkurrenterne endnu i høj grad nødt til at købe TDC's engrosprodukter for at kunne udbyde abonnementer. I Danmark er både TDC's engros- og detailpriser for abonnement regulerede. Dermed er det reguleringen, der bestemmer forskellen mellem TDC's engros- og detailpriser for abonnement og dermed konkurrenternes bruttomargin.

Regulering af detailpriser

TDC's detailpriser har været underlagt kontrol siden selskabet – dengang Tele Danmark A/S – blev etableret i 1990 ved en fusion af de regionale telefonselskaber. Prisreguleringen lagde et loft over, hvor meget de gennemsnitlige priser måtte stige årligt. Prisreguleringen skulle beskytte forbrugerne imod prisstigninger på telefoni, give TDC incitament til mere effektiv drift, og forhindre TDC i fx at hæve priserne på produkter med svag konkurrence og bruge provenuet til at presse priserne på de produkter, hvor konkurrenterne havde succes. Det sidste hensyn var altså at begrænse TDC's muligheder for at presse konkurrenterne ud.

Som nævnt kan prisreguleringen afskaffes, hvor der er tilstrækkelig stærk konkurrence. Hidtil er kun priserne for minutter blevet givet fri af reguleringen. TDC's priser for udbud af abonnement til slutbrugere er således stadig regulerede.

Regulering af engrospriser

TDC overtog i 1990 de regionale selskabers pligt til at forsyne borgerne med fastnettelefoni. TDC skal derfor levere abonnement og taletelefoni overalt i landet. Denne pligt blev opretholdt, da markedet blev åbnet for konkurrence. For at kunne leve op til forsyningspligten er TDC nødt til at drive et landsdækkende telenet.

TDC skal give adgang til sit net til konkurrerende detailudbydere. Hermed sikres forudsætningerne for landsdækkende adgang for konkurrerende udbydere. Adgang til nettet gives bl.a. ved leje af rå kobber (ubundtet adgang¹⁹) eller som gensalg af TDC's produkter. Konkurrenterne kan frit vælge hvilket af de regulerede produkter, der skal ligge til grund for deres udbud. Forskellene på gensalg og rå kobber er opsummeret i tabel 3.10.

Tabel 3.10: Sammenligning af gensalg og rå kobber

For at benytte det rå kobber skal konkurrenterne opstille deres eget udstyr på TDC's centraler. Dette udstyr sætter konkurrenterne i stand til selv at udvikle og tilbyde nye produkter. Det giver de bedste forudsætninger for konkurrence, fordi de kan konkurrere med TDC på andre faktorer end blot prisen. Men før den første kunde kan tilsluttes, skal der afholdes en række engangsudgifter til eget udstyr. Indtjeningen pr. kunde for den operatør, der lejer det rå kobber, afhænger derfor af, hvor mange kunder selskabet har tilsluttet den enkelte central.

Derudover skal konkurrenterne betale for, at en TDC-medarbejder følger konkurrenternes medarbejdere, når de skal ind på en af TDC's centraler. Det fordobler lønudgiften ved arbejde på centralerne for konkurrenterne i forhold til TDC. Ud over ekstra omkostninger betyder denne følgeordning også, at konkurrenterne har længere responstider, når der opstår fejl på centralerne, fordi TDC skal have en ledig medarbejder, for at konkurrenterne kan få adgang til centralen. TDC's gebyrer er korrekt beregnet, men da gebyrerne også dækker et overhead ovenpå TDC's lønomkostninger til dækning af TDC's faste omkostninger, har TDC ikke noget incitament til at tilbyde konkurrenterne mere fleksible ordninger, som giver billigere centraladgang uden at gå på akkord med sikkerhedshensyn. Det burde derfor overvejes, at konkurrenterne kun skal betale fx halvt overhead eller evt. alene TDC's variable omkostninger – for at afbalancere den fordel, TDC har fået ved at blive privatiseret med fuld råderet over den basale infrastruktur, modsat stort set alle andre infrastrukturer. Hermed har TDC også tilskyndelse til at effektivisere ordningen. Alternativt kunne man indføre en ordning, hvor udvalgte medarbejdere for konkurrenterne blev certificeret/sikkerhedsgodkendt. Disse medarbejdere kunne få uledsaget adgang til centralerne. Det ville give konkurrenterne og TDC størst grad af lighed.

Ved brug af gensalg køber konkurrenterne i realiteten et TDC-abonnement, som konkurrenten sælger videre til kunden. Operatørernes engrospris er fastsat som TDC's detailpris minus TDC's sparede omkostninger ved, at en anden udbyder overtager kunden (de facto 21 pct. af prisen). Konkurrenterne skal selv afholde udgifter til marketing, håndtering af ordrer, fakturering, kundeservicesystemer, hotline, overhead mv. og samtidig opnå overskud inden for denne rabat.

Ved at bruge gensalg slipper konkurrenterne for at foretage investeringer på centralerne. Det betyder, at operatøren ikke, som ellers, behøver at have mange kunder i et område for at dække sin investering på centralen.

Sammenligning af priserne for rå kobber og gensalg

En forklaring på konkurrenternes manglende succes på markedet for abonnementer til fastnet er, at priserne på TDC's engrosprodukter er så høje, at konkurrenterne ikke kan tilbyde konkurrencedygtige priser. Uanset om konkurrenterne bruger rå kobber eller gensalg til at udbyde et fastnetabonnement, er deres engrosomkostninger højere end eller på niveau med TDC's totale omkostninger inklusive kapitalomkostninger, jf. tabel 3.11. Når der tages højde for konkurrenternes omkostninger til kundeservice etc., vil konkurrenternes totale omkostninger blive klart højere end TDC's.

Tabel 3.11: Omkostninger ved udbud af et fastnetabonnement til slutbrugere. Kr. pr. år

Note 1: Udregningen bygger på antagelsen om, at konkurrenten har 3000 kunder på en central. Det svarer til en markedsandel på ca. 15–16 pct. i gennemsnit på TDC's 100 største centraler.
Note 2: Udregningen er baseret på tal angivet af TDC. Det er i beregningen antaget, at almindelige abonnementer og ISDN-abonnementer er lige rentable. Omkostningerne er altså udregnet som pris fratrukket den generelle overskudsgrad for området.
Note 3: Estimat baseret på oplysninger leveret af TDC. Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger baseret på et kundeforhold på fem år og på oplysninger fra branchen.

Frem til 2002 kunne det bedst betale sig at bruge gensalg frem for rå kobber. De stigende priser for gensalg har ændret denne balance i 2002 og 2003. Priserne for rå kobber vil stige frem til 2010 som følge af LRAIC-reguleringen. Hermed vil det igen bedst kunne betale sig at bruge gensalg. Det betyder, at reguleringen understøtter en markedsudvikling, hvor konkurrenterne alene gensælger TDC's produkter, uden selv at investere i netværk eller udstyr. Dette fører til, at TDC i høj grad har „teknisk monopol“ og kontrollerer den teknologiske udvikling. Det kan bremse den teknologiske udvikling på området.

Prisfastsættelse af gensalg af TDC's fastnetabonnement

Konkurrenternes pris for gensalg udregnes i dag som TDC's pris over for slutkunden minus 21 pct. Konkurrenterne får 21 pct. i rabat, fordi de ved at overtage kunden også overtager en del af TDC's udgifter til kundeservice mv. Denne metode modificeredes i 2003, således at rabatten skal fastsættes som de faktisk sparede omkostninger (enten relativt eller absolut), som TDC kan dokumentere²⁰. Indtil videre er rabatten dog fortsat 21 pct. Metoden giver anledning til en række problemer.

Metoden med TDC's pris minus sparede omkostninger indebærer, at konkurrenterne tvinges til at bidrage til TDC's indtjening. TDC's slutbrugerpris kan således være for høj, fordi TDC har en høj margin på produktet, eller fordi TDC er ineffektiv, og derfor har høje omkostninger forbundet med produktet.²¹ Metoden kan med andre ord ikke benyttes til at presse slutbrugerprisen ned til en konkurrencepris.

Et yderligere problem opstår, hvis TDC ønsker at introducere nye produkter. Rabatten til gensælgere udregnes i dag ud fra TDC's almindelige abonnement. Hvis nye kombinationer af abonnementer og minutpriser udbydes, er spørgsmålet, om TDC også skal være pålagt at tilbyde disse på gensælgervilkår.

Et generelt krav om gensalg vil skulle gælde for produktet som helhed. Ellers vil konkurrenterne kunne købe et billigt abonnement fra ét produkt og billige minutter fra et andet produkt og udbyde dem sammen. En generel forpligtelse til gensalg medfører også andre problemer. Fx vil der skulle udregnes en ny gensælgerrabat for hvert nyt produkt. Det kan derfor forsinke eller bremse introduktionen af produkterne.

I dag fastsættes prisen for gensalg som TDC's slutbrugerpris minus sparede omkostninger. Metoden kunne i stedet vendes om, så prisen i stedet blev fastsat uafhængigt af detailprisen som en fast absolut pris, der dækkede TDC's omkostninger og normale fortjeneste, når en anden udbyder overtog kunden. Hermed ville TDC ikke længere have samme frihed til at have høje priser. Dels fordi høje slutbrugerpriser ikke længere automatisk ville medføre højere engrospriser, og dels fordi konkurrenterne så ville få mulighed for at konkurrere om TDC's fortjeneste og eventuelle inefficiens. Det ville heller ikke længere være nødvendigt at udregne nye gensalgspriser for nye produkter, fordi TDC's og konkurrenternes produktionsomkostninger ville blive ens.

Et problem ved at fastsætte prisen for gensalg som en omkostningsbestemt pris plus et rimeligt fortjenstelement er at opgøre de faktiske omkostninger. Det er nemmere at opgøre TDC's sparede omkostninger, ved at en konkurrent overtager kundeservice etc., end det er at opgøre TDC's øvrige omkostninger forbundet med udbud af abonnementer. Processen ved indførelsen af LRAIC på en række engrosprodukter viste, at modelantagelserne kan have stor indflydelse på det endelige resultat. Samtidig vil regulering af gensalgsproduktet med udgangspunkt i de gældende LRAIC-priser indebære prisstigninger, da alene prisen for rå kobber vil komme til at overstige TDC's nuværende gensalgspris. I et gensalgsprodukt vil yderligere omkostninger end rå kobber skulle regnes med, og omkostningen vil derfor blive endnu højere. En regulering, der baserer sig på den gældende LRAIC-pris for rå kobber, vil derfor ikke give lavere gensalgspriser.

Mere gunstige vilkår for gensælgerne vil forbedre gensælgernes økonomi og vil dermed gavne konkurrencen. Men hvis bedre forhold for gensælgerne medfører lavere detailpriser pga. øget konkurrence, kan det presse de konkurrenter, som har investeret i egen infrastruktur. Det kan bremse den teknologiske udvikling, fordi konkurrenterne ved gensalg kun kan udbyde produkter lig TDC's. En forbedring af gensælgernes vilkår bør derfor gennemføres under hensyntagen til, at det fortsat skal kunne betale sig at investere i ny infrastruktur.

3.5 MOBILTERMINERING

Det er dyrt at ringe fra fastnet til mobil i Danmark. Det er fordi fastnetselskabet skal betale en høj afgift til mobilselskabet, for hvert minut et opkald varer. Denne afgift kaldes for en termineringsafgift. På samme måde skal mobilselskaberne betale en afgift til hinanden, når kunderne ringer imellem to mobilnet. Som kunde ser man ikke noget til denne afgift. Det er en engrospris, som et selskab kræver af et andet. Men termineringsprisen har en afgørende betydning for detailprisen.

Prisen for terminering i TDC's fastnet er reguleret, mens den kan sættes frit på mobilmarkedet. Mellem mobilselskaberne bliver prisen for terminering fastsat gensidigt, dvs. Telia betaler fx det samme til SONOFON, som SONOFON betaler til Telia osv. En tilsvarende gensidighed gælder ikke mellem fastnet og mobil, så udbyderne af fastnet betaler væsentligt mere for at aflevere kald til mobil end omvendt. Det skyldes til dels, at omkostningerne ved at modtage et kald og levere det til modtageren er højere på mobilnettet end på fastnettet. Men det skyldes også, at mobilselskaberne kræver en høj avance, når de modtager kald fra et andet net. Prisen for terminering udgør følgelig den største del af omkostningen ved at levere et kald mellem mobilnet eller fra fastnet til mobil.

I 2003 blev nye EU-regler for regulering af telesektoren indført i dansk lovgivning. IT- og Telestyrelsen skal som følge heraf afgøre, om prisen for mobilterminering stadig skal være fri. IT- og Telestyrelsen arbejder for indeværende på de markedsanalyser, som danner grundlag for eventuel fremtidig regulering. Resultaterne vil ifølge planen foreligge i løbet af efteråret 2004.

Konkurrencesituationen på markedet for mobilterminering

På markedet for terminering i mobilnet er udbyderne mobiloperatører, mens aftagerne både er mobiloperatører og fastnetoperatører. Køb af terminering kan altid kun ske ét sted, nemlig hos det teleselskab, opkaldets modtager er kunde hos. Hvis man fx ringer til en kunde i Telias net, er det kun Telia, der kan afslutte opkaldet. Et mobilselskab med eget net har derfor monopol på terminering i sit eget net. Dette net vil normalt være et „relevant produktmarked“ i konkurrenceretlig forstand.

Det er altså modtageren af opkaldet, der vælger det selskab, som skal levere terminering. Men det er kunden, der ringer op, der betaler for hele opkaldet. Hvis et selskab sælger terminering dyrt, rammer det altså kun kunderne hos de andre selskaber, og derfor bliver prisen på terminering i mobilnet ikke presset af konkurrencen.

Der kunne opstå konkurrence på terminering, hvis kunden, der modtager kaldet, skulle betale en del af termineringsafgiften. Hermed ville selskaberne have incitament til at sænke priserne for at modtage opkald for at tiltrække kunder. En sådan deling af opkaldsprisen kendes allerede i dag, når danske mobilkunder modtager opkald i udlandet. Her betaler kaldets modtager ekstraprisen for, at kaldet bliver bragt fra det danske til det udenlandske net. En sådan taksering kan imidlertid give en række uheldige konsekvenser, fordi en kunde ved at efterspørge et opkald til en anden person påfører opkaldets modtager en udgift. Prisen for den, der foretager opkaldet, vil nemlig ikke afspejle omkostningerne ved at producere kaldet.

Mobilselskaberne tager i dag forskellige priser for terminering. TDC og Telia tager 108 øre pr. minut ekskl. moms, mens SONOFON og Orange tager henholdsvis 100 og 120 øre. Når der tages højde for, at en del af opkaldene foretages uden for højtakstperioden, bliver den gennemsnitlige danske pris ca. 90 øre/minut. Analyser fra andre lande viser, at omkostningerne dér – inklusiv en rimelig avance – er ca. 60 – 70 øre/minut²². De danske priser forekommer derfor at være over omkostningerne.

Bør prisen reguleres?

Når prisen på et produkt er meget højere end omkostningerne, kan det give et tab for samfundet, fordi forbrugere med betalingsvillighed under markedsprisen, men over omkostningerne, ikke får tilfredsstillet deres efterspørgsel. Denne situation vil kun opstå, når en virksomhed pga. markedsmagt kan holde priserne kunstigt oppe. Det er netop tilfældet ved mobilterminering. Den høje pris på terminering betyder, at prisen på visse kald bliver for høj og at forbruget af disse kald dermed bliver for lille.

Mobilselskaberne bliver ikke selv ramt af de høje termineringsafgifter. For de betydelige udgifter, de har til terminering hos hinanden, modsvares af tilsvarende indtægter²³. Det ene selskabs udgift er et andet selskabs indtægt, og som gruppe taber de derfor ikke noget.

Det er anderledes for selskaberne på fastnettet. De betaler en høj pris for terminering af opkald til mobilnettet. Men de får ikke tilsvarende indtægter, når kunderne på mobil ringer til fastnettet. Prisen for terminering på fastnettet er nemlig reguleret af IT- og Telestyrelsen for TDC's vedkommende. Det er altså kunderne på fastnet, der giver mobilselskaberne et ekstra overskud ved terminering.

Mange kunder på fastnet er også mobilkunder, og man kunne derfor tro, at der var tale om „gynger og karruseller“. Den høje pris for at ringe til en mobil bliver opvejet af lave omkostninger ved at ringe fra mobil. Men dette argument bygger på, at de, der betaler meget for en tur i gyngerne, nyder godt af den lave pris på karrusellen. Det er ikke altid tilfældet. Når fastnetselskaber skal betale en høj pris for terminering i mobilnet, vælter de denne omkostning over på kunderne i fastnettet. Derfor er det disse kunder med fastnet, der betaler for de lave priser til kunder med mobil.

Men konkurrencen på mobilmarkedet påvirkes også. Konkurrencen vil gradvist presse den gennemsnitlige pris ned mod de gennemsnitlige engrosomkostninger. Men de gennemsnitlige engrosomkostninger er højere, end hvad det rent faktisk koster at producere de forskellige kald pga. den høje indtjening på terminering. Det betyder, at konkurrencen kun kan presse prisen ned til et kunstigt højt niveau.

Selskaber, der ejer et mobilnet, har råd til at sætte prisen under omkostningerne, fordi de tjener på terminering. Men det enkelte selskabs indtægter fra terminering følges ikke nødvendigvis med udgifterne. Hvis et selskab sænker sine priser over for kunderne, vil selskabets kunder ringe mere og dermed give større udgifter til terminering. Men en lavere pris for at ringe fra mobil vil ikke påvirke prisen for at ringe fra fastnet til mobil. Der vil derfor ikke komme flere opkald fra fastnettet, og de øgede udgifter til terminering vil derfor ikke udløse tilsvarende indtægter fra fastnetkunder. Hermed lægger de andre selskabers priser for terminering en bund under det enkelte selskabs priser over for kunderne.

Sammenfattende betyder de høje priser for terminering, at kunder i fastnet finansierer de faldende priser på mobiltelefoni.

Konsekvenser af lavere priser på terminering

Der er altså gode argumenter for at sætte prisen på terminering ned. Men lavere priser på terminering kan også få negative konsekvenser. En stor andel af mobilselskabernes omsætning stammer fra terminering. Andelen ligger mellem 20 og 30 pct. for de forskellige selskaber, og terminering af kald giver formentlig selskaberne det største dækningsbidrag af alle ydelser. Derfor udgør terminering en endnu større andel af selskabernes resultat.

Samlet modtager mobilselskaberne under ét flere kald, end de sender til andre mobilnet. Hvis prisen på terminering falder, vil selskaberne derfor tabe penge. En reduktion af prisen for terminering med 30 øre/minut vil alt andet lige medføre et samlet tab for branchen på ca. 450 mio. kr., jf. tabel 3.12. Det svarer til ca. 4,5 pct. af den samlede mobilomsætning²⁴. Dette kommer oven i en i forvejen dårlig økonomi i branchen.

Tabel 3.12: 2G operatørernes årlige tab ved reduktion af termineringsafgifter

Kilde: Konkurrencestyrelsens egne beregninger på basis af oplysninger fra branchen.

Sådanne tab vil forværre investeringsforholdene i telesektoren. Mobilselskaberne har haft store udgifter til opbygningen af net og til tilskud til mobiltelefoner for dermed at opbygge en kundebase. Disse investeringer er blevet afholdt, før regulering af prisen for terminering kom på tale. En reduktion af priserne for terminering vil derfor ændre ved de forudsætninger, der har ligget til grund for investeringerne, som netop har skabt stærk konkurrence på mobilmarkedet. Falder disse indtægter væk, kan det altså fjerne grundlaget for en eller flere konkurrenter på markedet. Det kan betyde mindre konkurrence.

Hvis erfaringer fra andre lande for omkostningerne ved terminering af opkald til mobil lægges til grund, kan de danske priser være ca. 20–30 øre/minut over omkostningerne. Det betyder, at fastnetselskaberne årligt subsidierer mobilselskaberne med flere hundrede mio. kr., jf. tabel 3.12. Da mobilselskaberne samtidig ikke har incitament til selv at sænke prisen på terminering, er der altså gode argumenter for at regulere den.

IT- og Telestyrelsen skal, som følge af ny europæisk regulering, vurdere, om prisen på terminering fortsat skal være fri. Denne vurdering skal foregå i samarbejde med Konkurrencestyrelsen. Der er klare indikationer for, at det vil være hensigtsmæssigt at regulere prisen. Men et indgreb vil få konsekvenser for branchen. Hvis prisen på terminering bliver sat ned, vil det nemlig betyde store tab hos selskaberne. Heraf følger en risiko for, at selskaber forlader branchen med mindre konkurrence til følge. Derfor bør prisen sænkes gradvist, så selskaberne har tid til at tilpasse sig. Kun på denne måde kan priserne for mobil komme til at afspejle de bagvedliggende omkostninger, og konkurrencen blive sund.

3.6 KONKURRENCE MELLEM FASTNETOG MOBILTELEFONI?

Nummerportabilitet mellem fastnet og mobil skulle være indført inden den 1. april 2004, men er endnu en gang blevet udskudt. En kunde skal dermed kunne udskifte fx fastnet med mobil og stadig have det samme telefonnummer. Det skal også være muligt at skifte den anden vej. Dette kaldes krydsportabilitet eller fuld nummerportabilitet.

Tanken bag nummerportering er, at kunderne ikke skal opleve det besvær, der er ved at skifte nummer, når de skifter udbyder. For i så fald kan det være, at nogle kunder vælger ikke at skifte udbyder, selv om de kunne spare penge derved. Nummerportabilitet kan derfor gavne konkurrencen.

Der har været nummerportabilitet for fastnet siden 1999 og på mobilområdet siden 2001. Der har været mere end 0,7 mio. porteringer siden 2001. Der er derfor tegn på, at kunderne sætter pris på ikke at skifte nummer, når de skifter udbyder.

Med krydsportabilitet vil det også blive nemmere for en kunde at skifte fra fx kun at have fastnet til kun at have mobil. Men det er dog kun til gavn, hvis der er mulighed for reel konkurrence mellem fastnet og mobil.

De seneste tre år er spændet mellem priserne på fastnet og mobil blevet stadig mindre. For kunder, der sjældent er hjemme eller som har et meget lavt forbrug, kan det i dag bedst betale sig kun at have mobiltelefoni. Men selv for kunder med et gennemsnitligt forbrug (10 min. om dagen) er der kommet lighed mellem priserne, fordi abonnementet på fastnettet vejer tungt. Hvis kunden samtidig har ADSL, er fastnet dog stadig det bedste alternativ, jf. tabel
3.13. Og fordelene ved mobiltelefoni bliver mindre, hvis den i afsnit 3.5 foreslåede regulering bliver gennemført. Billedet vil således formentlig ændre sig med billigere fastnettelefoni og muligheden for IP-telefoni, og i fremtiden vil det især være kunder, der er meget på farten, der med fordel kan vælge en ren mobilløsning.

Tabel 3.13: Sammenligning af gns. minutpriser, fastnet og mobil¹

Note 1: Priserne er inklusive abonnement og for kunder med ens fordeling af opkald. Det er fx opkald til fastnet, mobil og udlandet.
Note 2: Prisen er fra selskabet Webpartners udmelding om den kommende pris på abonnement og med gældende danske minutpriser og forbrugsfordeling. Hertil er lagt halvdelen af prisen for leje af det rå kobber, fordi dette ikke længere vil blive dækket af det alm. fastnetabonnement.
Kilde: Konkurrencestyrelsens udregninger på basis af tal fra IT- og Telestyrelsen.

Men der skal også tages højde for andre forhold end pris. En fastnettelefon deles i højere grad mellem flere i en husstand end en mobiltelefon. Samtidig bruges fastnet også i mange tilfælde til fx internetadgang.

Netop for internetadgang er der en stor forskel på fastnet og mobil. Selv om 3G telefoner kan give relativt høje hastigheder (fx tilbyder selskabet „3“ hastigheder på op til 384/128 kbit/s), er hastighederne på fastnet endnu højere.

TDC sælger fx en 512/128 ADSL forbindelse for 359 kr./måned. Prisen herfor er faldet med ca. 18 pct. i 2003. Det er i dag muligt at få hastigheder over ADSL på helt op til 8 Mbit/s. I andre lande er der endnu højere hastigheder via ADSL såvel som fiberforbindelser. Fx Korea med 6–12 Mbit/s og Japan med 8–12 Mbit/s²⁵. Denne teknologi vinder også frem i Danmark, især i boligforeninger og i tæt bebyggede områder. Fx kan der lægges fiberkabler, når der alligevel skal graves ved byggemodning af nye områder. Det er derfor overvejende sandsynligt, at meget høje hastigheder på fastnettet vil blive mere udbredt, og at priserne vil falde.

I søjlen „+ ADSL“ er der derfor lavet en teoretisk udregning. Søjlen viser situationen, hvor en kunde både køber ADSL og fastnettelefoni. Der er store fordele ved at udbyde fastnet og ADSL på den samme linje. Det er fordi, kundens køb af ADSL er med til at betale for lejen af kobber, som kunden alligevel skal bruge til sin fastnettelefon. Hermed skal abonnementet for fastnet kun betale det halve for leje af kobberet²⁶, fordi den anden halvdel dækkes af ADSL-produktet. Hvis denne besparelse kommer kunden til gode, vil det derfor ofte være billigere at benytte fastnet til tale end mobiltelefoni, for en kunde, der ønsker ADSL. Kombinationen af fastnettelefoni og internet bliver mere og mere udbredt, og over det sidste år er der sket en stigning på 54 pct., så ca. 470.000 kunder havde ADSL ved udgangen af 2003. Langt de fleste af disse kunder har også et almindeligt fastnetabonnement²⁷.

I søjlen „IP-telefoni“ er prisen for at købe fastnet (IP)-telefoni regnet ud for en kunde, der har ADSL. Prisen er udregnet på basis af, at abonnementet ved IP-telefoni blot skal dække lidt mere end, hvad der svarer til halvdelen af lejen af det rå kobber (den anden halvdel betales af ADSL-forbindelsen). Hertil vil komme lavere udgifter til minutter, fordi det fx vil være gratis at ringe til en anden kunde med IP-telefoni. Priserne for IP-telefoni i tabel 3.13 er derfor et konservativt skøn. Udregningen viser, at IP-telefoni vil være en fordel selv for brugere med lavt forbrug under forudsætning af, at de efterspørger ADSL. Kunden kan allerede i dag beholde sit fastnetnummer ved skift til IP-telefoni.

Krydsportabilitet

Der vil både være indirekte og direkte omkostninger ved at indføre krydsportabilitet. Et telefonnummer vil ikke længere fortælle kunden, om der ringes til fastnet eller mobil. Derfor vil kunden ikke på forhånd kende minutprisen, og vil dermed løbe en risiko for uforudsete store regninger. Dette er dog allerede i nogen grad et problem i dag. I loven om nummerportabilitet er dette problem forsøgt løst ved, at kunderne via en gratis tjeneste på telefonen skal kunne undersøge, om et nummer er til fastnet eller mobil. I bedste fald vil dette blot være til ekstra besvær for kunderne.

Ved kald fra udlandet til Danmark opstår der andre problemer. Der er forskellige priser for at aflevere opkald til fastnet og mobil, hvilket vil give problemer med takseringen. Der er ikke krydsportabilitet i andre lande i Europa²⁸ og en udenlandsk udbyder vil heller ikke kunne se på et nummer, om det er til fastnet eller mobil. Derfor vil operatøren heller ikke vide, hvor meget hans egen kunde skal betale for kaldet. Eneste mulighed er derfor altid at kræve den høje afgift. Hermed kan det komme til at koste mere at ringe over grænser.

Udenlandske operatørers problemer med at identificere typen af telefon bag et nummer har også en anden uheldig konsekvens. SMS og MMS kan kun leveres til mobiltelefoner. Derfor leveres sådanne beskeder ikke, hvis nummeret opfattes som værende et fastnetnummer. Hermed kan portering fra fastnet til mobil betyde, at kunden ikke kan bruge SMS og MMS i udlandet.

Der er derfor meget, der peger på, at problemerne er af international karakter og derfor kun kan løses på fælleseuropæisk niveau. De vil derfor bestå, hvis Danmark går hurtigere frem end de øvrige europæiske lande.

Det er meningen, at krydsportabilitet skal bidrage til konkurrencen mellem fastnet og mobil og øge substitutionen mellem de to teknologier. Konkurrencen mellem fastnet og mobil er dog fortsat svag og vil bl.a. grundet fastnettets fordele i forhold til internet sandsynligvis forblive svag nogle år endnu. Dette er en del af baggrunden for, at videnskabsministeren, efter et politisk forlig herom, har vedtaget endnu en udskydelse af kravet om krydsportabilitet, således at det skal være indført ultimo 2005.

3.7 BINDINGSPERIODER PÅ MOBILMARKEDET

Binding af kunderne er som regel dårligt for konkurrencen, fordi det kan begrænse det frie valg ved at forhindre kunderne i at benytte et bedre tilbud hos en anden udbyder. Men i nogle tilfælde kan bindinger være positive for konkurrencen. Når fx et mobilselskab yder tilskud til en kundes køb af mobiltelefon, er det netop for at tiltrække kunden fra en anden udbyder. Men det vil mobilselskabet kun gøre, hvis selskabet kan binde kunden længe nok til at indtjene tilskuddet igen. Derfor er bindingen en nødvendig forudsætning for, at selskabet kan bruge tilskud til at konkurrere med de andre selskaber. Et passende niveau for kundebinding afhænger derfor af en afvejning af positive og negative konsekvenser for den individuelle branche.

I Danmark må mobilkunder kun bindes i maksimalt seks måneder, også selv om udbyderen yder væsentlige tilskud til kunden. Bindingen kan ske via abonnementet og/eller via SIM-lås. Ved abonnementsbinding binder kunden sig til at betale abonnement hos udbyderen i seks måneder, men kunden binder sig ikke til at bruge telefonen. Ved binding ved SIM-lås er telefonen fysisk låst, så den kun kan bruges på en enkelt udbyders net i bindingsperioden. På den måde sikrer udbyderen sig, at kunden ikke køber tjenester hos andre udbydere. Der er derfor forskellige mål med abonnementsbinding og SIM-lås, og den ene kan ikke træde i stedet for den anden.

Flere i branchen har givet udtryk for, at de danske bindingsperioder er for korte, og at Danmark derfor risikerer at falde bagud med hensyn til ny teknologi. Problemet er af typen „hønen og ægget“. Nyere telefoner kan give adgang til nye tjenester udbudt over internettet. Men for at nogen vil udbyde disse tjenester tilpasset mobiltelefonerne, skal der være et tilstrækkeligt kundegrundlag. Det vil der kun være, hvis mobilbrugernes telefoner kan give adgang til tjenesten. Derfor skal kunderne have de mere avancerede telefoner, før de nye tjenester kan opstå. Men en kunde vil kun betale mere for en telefon, som giver adgang til tjenesterne, hvis tilstrækkeligt mange andre kunder også gør det (så markedet kan opstå). Så kunderne vil kun købe telefonerne, hvis de tror på, at markedet vil opstå, og markedet vil kun opstå, hvis kunderne køber telefonerne.

En telefon med kamera, MMS og GPRS koster i dag fra ca. 1500 kr., mens ca. 60 pct. af alle typer solgte telefoner sælges til under 1000 kr. Der er derfor en risiko for kunden ved at købe en avanceret telefon, før indholdsmarkedet opstår. Denne risiko kan teleselskaberne overtage ved at yde tilskud til den avancerede telefon, så den koster det samme som en telefon, som fuldt dækker kundens kendte behov. Men det kan selskaberne kun gøre, hvis de kan forvente at tjene tilskuddet ind igen. Jo længere bindingsperiode, desto større tilskud kan selskaberne yde, fordi de kan forvente at tjene på kunden længere. En kort bindingsperiode begrænser tilskuddene og kan derfor begrænse udviklingen.

Et andet problem ved den gældende bindingsperiode er, at alle kunder behandles ens, selv om de har forskellige behov og præferencer. Kunder, som skifter selskab ofte, får samme vilkår som kunder, der skifter sjældent. Selv om trofaste kunder er de mest profitable for selskaberne, kan selskaberne altså ikke belønne dem med lavere priser. Dette indebærer, at trofaste kunder betaler til de mere mobile kunder. Men ved at give de trofaste kunder muligheden for at vælge en længere bindingsperiode, kan de opnå priser, som belønner deres trofasthed.

Regulering i Danmark og resten af Europa

EU-Kommissionen undersøgte i midten af 90'erne, hvad SIM-lås betød for konkurrencen. Kommissionen fandt, at brug af SIM-lås kunne begrænse konkurrencen, og offentliggjorde derfor retningslinjer for SIM-lås. Kommissionen anbefalede, at det skal være muligt for kunderne at få åbnet telefonen, men tog ikke stilling til, hvor lang en passende maksimal binding burde være. Derfor har landene i EU også forskellige regler, jf. tabel 3.14.

Tabel 3.14: Varighed af abonnementsbinding og SIM-lås i Europa. I måneder

Kilde: Oplysninger fra de europæiske konkurrencemyndigheder.

Kun i Danmark, Frankrig og Finland er binding af abonnenterne ved abonnementsbinding eller SIM-lås reguleret. I Frankrig er SIM-lås reguleret, mens abonnementsbinding ikke er det. I Finland er både abonnementsbinding og SIM-lås forbudt. I de øvrige lande er bindingsperioderne angivet i tabel 3.14 fastsat af markedet.

I Danmark kan videnskabsministeren regulere abonnementsbindinger. Det er gjort ved bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003. Som følge heraf skal en kunde kunne opsige sit abonnement efter seks måneder²⁹. Selskaberne må herefter ikke kræve penge af en kunde for at opsige et abonnement. SIM-lås er ikke omfattet af bekendtgørelsen, men der gælder de samme regler for SIM-lås. Blot er de fastlagt af Konkurrencestyrelsen ved henstilling til mobiloperatørerne af 28. oktober 1998³⁰.

Abonnementsbindinger og SIM-lås er således reguleret af flere forskellige myndigheder og berører såvel branchen som forbrugerne. En ændring af reglerne for begge typer binding bør derfor udarbejdes i et samarbejde mellem Forbrugerstyrelsen, IT- og Telestyrelsen og Konkurrencestyrelsen.

Konsekvenser af længere bindingstider

Længere bindingsperioder vil få konsekvenser for både kunder og udbydere. Antallet af kunder, der kan skifte selskab, afhænger af bindingsperiodens længde. En længere binding reducerer antallet af kunder, der på et givet tidspunkt kan skifte udbyder. Hvis der ikke var nogen binding, ville 100 pct. af kunderne på et givet tidspunkt kunne skifte udbyder. Ca. 70 pct. af kunderne kan skifte udbyder i dag, fordi de har været hos deres nuværende udbyder i mere end seks måneder. Hvis bindingen var 12 eller 18 mdr., ville 52 pct. henholdsvis 40 pct. kunne skifte udbyder, jf. figur 3.1.

Figur 3.1: Andel af kunderne der kan skifte udbyder som funktion af binding. I pct.

Note: Opgørelsen er udarbejdet efteråret 2003.
Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på basis af oplysninger fra branchen.

Reelt kan endnu flere kunder skifte selskab, fordi ikke alle kunder, der kan bindes, er bundet. I dag er ca. 700.000 danskere således kunder hos lavprisselskaber, som ikke bruger binding.

Konsekvensen af længere bindinger kan blive, at kunderne ikke vil skifte udbyder så ofte som hidtil. Dels fordi kunden rent faktisk er bundet i en længere periode, men også fordi kundens fordel ved at skifte afhænger af, hvor længe kunden kan regne med at være hos den ny udbyder. Det skyldes, at telefonerne har en begrænset praktisk levetid, og at kunden ofte med fordel kan skifte udbyder, når telefonen skal udskiftes. Jo længere en kunde bliver hos et selskab, desto mindre restlevetid vil telefonen have efter et skifte til et andet selskab. Derfor vil kunden kun kunne nyde fordelene ved det nye selskab i kortere tid. Med længere bindingstid vil færre kunder derfor have fordel ved at skifte til fx et lavprisselskab, der ikke giver tilskud til telefoner.

Dette kan ramme lavprisselskaberne, fordi de kan få sværere ved at tiltrække kunder fra andre selskaber. Det kan betyde mindre konkurrence på minutpriserne. Men deraf kan man ikke konkludere, at den samlede pris vil stige for kunden. For ved starten af et nyt kundeforhold vil kunden kunne sammenligne alle vilkår, som indgår i et abonnement. Derfor vil konkurrencen sikre, at en mulig gevinst ved længere bindinger vil vende tilbage til kunderne.

Allerede i dag er der store forskelle på priserne på telefoner hos de forskellige selskaber. Og det er ikke de selskaber, der sælger telefoner billigst, der har størst andel af markedet. Det synes derfor oplagt, at kunderne allerede i dag vælger det selskab, der giver det for kunden bedste forhold mellem service, pris på telefonen og pris på minutterne, når de tegner abonnement.

For kunderne giver længere bindinger altså både fordele og ulemper. I forhold til i dag vil der blive stillet større krav til kundens forudseenhed. Kunden vil skulle vente længere for at kunne komme ud af et abonnement, hvis kunden har valgt forkert. Heri ligger en ekstra risiko, og det er derfor vigtigt, at der eksisterer en høj grad af gennemsigtighed på markedet.

Men der vil også være positive effekter ved længere bindingsperioder. Udbyderne vil fx kunne tilbyde produkter med forskellige bindingstider. Kunderne vil så kunne vælge den bindingsperiode, der passer dem bedst. Hvis kunden vil binde sig længere, vil udbyderne også kunne tilbyde større tilskud. Det kan være en fordel for især svage forbrugere. Undersøgelser indikerer, at kunder med lavt uddannelsesniveau er mindst tilbøjelige til at skifte udbyder³¹ selv på mere overskuelige markeder. For mange svage forbrugere vil en øget binding derfor ikke have praktisk betydning, da de ikke ville have skiftet alligevel. Til forskel fra nu vil de blot få et større tilskud til køb af nye telefoner.

Telefonerne har som beskrevet en begrænset levetid, og netop derfor vil der hele tiden være kunder, der skal have ny telefon og evt. nyt abonnement. Hvis en telefon holder i to år, vil 50 pct. af kunderne derfor skulle have ny telefon hvert år. Det svarer til, at lidt over 2 mio. kunder kan skifte telefon hvert år. Selv med en længere bindingsperiode vil der derfor være en stor gruppe kunder at konkurrere om. Selv om selskaberne kan binde kunderne længere, vil de altså stadig skulle tilbyde lave priser for at være konkurrencedygtige overfor den store gruppe „frie“ kunder.

Større valgfrihed med ny regulering

Effekten af længere bindingsperioder vil afhænge af, hvordan det praktisk føres ud i livet. Den ideelle situation er, hvis den ekstra binding bliver en mulighed og ikke et krav. Der vil være en ulempe for kunderne i form af risikoen for at fejlvurdere længden af den optimale bindingsperiode, når abonnementet tegnes.

Men et sådant problem findes også i andre sektorer. I motionscentre kan man betale fra gang til gang, købe en måned af gangen og binde sig for halve og hele år med eller uden forudbetaling. Det samme gælder for mange aviser og tidsskrifter. Prisen pr. gang, kunden bruger tjenesten, afhænger af kundens valg af betalingsmetode.

På mobilområdet er der hårdere konkurrence og flere forretningskoncepter end i mange andre sektorer. Alene derfor forekommer der ikke at være grund til at have en mere striks regulering af telesektoren end i andre sektorer. På den anden side er telesektoren mere kompleks end mange andre sektorer, og derfor er det svært for en forbruger af teleydelser fuldt ud at overskue sit valg ved indgåelse af abonnementet. Den ekstra usikkerhed hos kunderne kan dog delvist afhjælpes, fx ved at forpligte selskaberne til, inden kunden tegner abonnement, at oplyse om størrelsen på tilskud, længden af bindingsperioden og kompensationen for at ophæve bindingen i utide. Samtidig må selskabet ikke kunne forringe kundens vilkår under bindingsperioden.

Men den hurtige udvikling i branchen er også et argument imod alt for lange bindinger. Der vil løbende komme ny teknologi, og derfor skal forbrugerne ikke være bundet til at benytte den samme udbyder alt for længe. Ellers kan det begrænse brugernes muligheder for at tage ny teknologi til sig.

Fordelene ved en længere binding skal vejes op mod ulemperne. Det vil være en god idé at forlænge bindingsperioden indtil ulemperne ved begrænset konkurrence overstiger fordelene ved længere binding. Hvis den tilladte bindingsperiode (både for SIM-lås og abonnementsbinding) forlænges til 12 måneder, vil kunderne stadig kunne skifte udbyder en gang om året. Det er oftere, end det i praksis sker i gennemsnit i dag. Samtidig vil udbyderne kunne yde større tilskud, hvilket kan bidrage til at skabe konkurrence på nye teknologier. Hermed kan længere bindingsperioder bidrage til øget konkurrence via ny teknologi.

Fodnoter

1 Kilde: Teleårbog 2002, IT- og Telestyrelsen.

2 Den 9. implementeringsrapport (EU-kommissionen). Se i øvrigt afsnit 3.2.

3 OECD: Broadband Audio-visual Services: Market Developments in OEDC Countries. 13. januar 2004.

4 Commission Directive 90/388/EEC.

5 Forvalgskoder betyder, at kunden i starten af et opkald indtaster en firecifret kode. Hermed vælges operatøren. Ved fast operatørforvalg er de fire cifre kodet ind i nettet. Så behøver kunden ikke at trykke koden.

6 Hertil kommer andre „favoritprodukter“: Favoritnumre, Favoritlande og FavoritlandePlus.

7 Målt i antal brugere er markedet vokset fra 822.264 kunder ultimo 1995 til 4.785.279 ultimo 2003.

8 TDC meddelelse 3/2004 af 27. januar 2004 vedr. overtagelse af aktiemajoritet i Telmore.

9 Se afsnit 3.6, tabel 3.13.

10 Dial-up modem giver adgang til internettet via en almindeligt telefonlinje. Hastigheden er max. 56 kbit/s.

11 ISDN giver kunden to telefonlinjer og to telefonnumre. Kunden kan enten bruge den ene eller begge linjer samtidig til at gå på internettet. Ved brug af én linje er hastigheden 64 kbit/s. Brug af begge linjer øger hastigheden til 128 kbit/s.

12 ADSL (Asymmetric Digital Subscriber Line) er en bredbåndsteknologi. ADSL udbydes med hastigheder op til 8 Mbit/s på download.

13 Ifølge OECD har kun Korea, Canada og Island større udbredelse af bredbånd. OECD: Broadband Audio-visual Services: Market Developments in OEDC Countries. 13. januar 2004.

14 Tallene henviser til hastighederne, hvormed kunderne kan henholdsvis modtage og sende data.

15 FWA (Fixed Wireless Access) er en teknologi, som giver mulighed for med høj hastighed at transmittere data trådløst mellem geografisk faste punkter.

16 Herfindahl-Hirschman indekset opgøres som summen af samtlige selskaber på markedets kvadrerede markedsandele. Hvis to virksomheder deler markedet ligeligt, er indekset således 50 + 50 = 5.000.

17 Summen af de fire største udbyderes markedsandel.

18 Forskellen i koncentration på abonnementer og minutter på mobil skyldes ikke forskellige konkurrenceforhold. Det skyldes, at nogle selskabers kunder taler mere end kunderne hos andre selskaber.

19 Det „ubundtede“ består i, at konkurrenterne kan leje kobberforbindelsen ind til brugerens hjem uden krav om køb af andre ydelser hos TDC. Det er samme kobberforbindelse, som TDC selv benytter til at tilbyde et fastnetabonnement.

20 I den gamle lovgivning var rabatten til gensælgerne fastsat til 21 pct. I medfør af den nye lov, kan IT- og Telestyrelsen afgøre, om gensalgsrabatten skal gives som en procent eller som et absolut beløb.

21 Problemet er teoretisk beskrevet flere steder i litteraturen. Se fx Laffont & Tirole „Competition in telecommunications“ (2000).

22 Den engelske telemyndighed (Ofcom) fandt i 2003, at omkostningen ved at terminere var ca. 5,65 pence/minut inklusiv kapitalforrentning og en avance. Det svarer til ca. 60 øre/minut ved gennemsnitskursen for 2003. I Sverige har Post- och Telestyrelsen foretaget en lignende analyse. De nåede frem til en pris svarende til ca. 68 danske øre/minut.

23 Et selskab med 10 procent af mobilkunderne vil skulle betale for terminering for i gennemsnit 90 pct. af opkaldene til en anden mobil. Til gengæld vil selskabet også i gennemsnit modtage terminering i 90 pct. af opkaldene fra mobil til selskabets kunder.

24 Omsætningen er opgjort for mobiltelefoni og personsøgning jf. teleårbogen 2002 fra IT- og Telestyrelsen.

25 INTUG: Unbundling the local loop; policy and practice.

26 Det giver en reduktion af produktionsomkostningerne på 370 kr. om året ekskl. moms for fastnet. Det er ca. 115 kr. inkl. moms i kvartalet.

27 87 pct. af kunderne får ADSL ved bit stream access eller delt rå kobber, der begge kræver, at kunden også har fastnettelefon.

28 I USA kan fastnetkunder portere deres nummer til mobil, men ikke omvendt. Det skyldes, at det er modtageren, der betaler ved opkald fra fastnet til mobil i USA.

29 Ifølge § 8, skt. 2, skal slutbrugere fem måneder efter kontraktens indgåelse til enhver tid og med et varsel på maksimalt én måned kunne træde ud af abonnementet.

30 Henstillingen byggede på Konkurrencerådets retningslinjer for god konkurrenceskik på teleområdet af 19. juni 1996.

31 „Undersøgelse af efterspørgselssiden i forhold til fastnettelefoni i Danmark“ (NetPlan).

Version 1.0 Juni 2004 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering