Konkurrenceredegørelse 2004 - KAPITEL 12 EU-konkurrencereglerne i 2003

Forside - Indhold - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2004"

KAPITEL 12
EU-konkurrencereglerne i 2003

12.1 INDLEDNING

Året 2003 stod først og fremmest i moderniseringens tegn. Den 16. december 2002 – under det danske formandskab – vedtog Rådet forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens art. 81 og 82 (Rfo 1/2003).¹ De nye regler skal anvendes fra den 1. maj 2004.

Som opfølgning på Rfo 1/2003 har Kommissionen i 2003 lavet en række udkast til nye retsakter og meddelelser (kaldet moderniseringspakken). De skal træde i kraft den 1. maj 2004.

På fusionsområdet blev der i november 2003 opnået politisk enighed om at ændre forordningen om fusionskontrol.² I tilslutning hertil er der blevet drøftet et udkast til en meddelelse med retningslinjer for horisontale fusioner.³ Den samlede pakke af nye regler for kontrol med fusioner skal ligeledes anvendes fra den 1. maj 2004.

Herudover har Kommissionen offentliggjort et udkast til en ny forordning om gruppefritagelse for teknologioverførselsaftaler.⁴ Den skal også – når den vedtages – anvendes fra den 1. maj 2004.

På transportområdet har der hidtil været særlige procedureregler for landtransport, lufttransport og søfart. Som følge af den nye forordning 1/2003 vil der blive gennemført forskellige konsekvensændringer i disse regler for transportsektoren. Lufttransport mellem EU og tredjelande vil også fremover blive reguleret ved en særskilt forordning.⁵

Lovgivningsarbejdet har optaget både Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder en del i det forløbne år. Herudover har Kommissionen truffet en række vigtige afgørelser både i konkurrence- og fusionssager. Kommissionen har i 2003 afsløret flere internationale karteller, og de deltagende virksomheder er blevet pålagt store bøder.

I 2003 har fællesskabsdomstolene afsagt flere vigtige domme på konkurrenceområdet. Retten i Første Instans er bl.a. kommet med fortolkningsbidrag til, hvornår der er tale om en aftale mellem virksomheder, hhv. en rent ensidig adfærd fra én virksomheds side.

I det følgende er omtalt såvel lovgivningsarbejdet, de konkrete sager fra Kommissionen, domme fra fællesskabsdomstolene som det internationale samarbejde i øvrigt.

Boks 12.1: Hvor finder man informationerne?

12.2 KONKURRENCESAGER

EU-konkurrencereglerne findes i EF-traktatens art. 81 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler mv. og art. 82 om forbud mod misbrug af dominerende stilling.

I 2003 traf Kommissionen otte beslutninger om forbud med bøder, én beslutning om forbud, men uden bøde, samt en række beslutninger om fritagelse. Disse sager er omtalt i de næste afsnit sammen med andre principielle sager.

Tabel 12.1: EU-beslutninger efter art. 81 og 82

12.3 BESLUTNINGER OM FORBUD

Konkurrencebegrænsende aftaler

Tabel 12.2: Bøder i 2003 for overtrædelse af art. 81

Fransk oksekød
Kommissionen har pålagt seks franske landbrugsorganisationer i oksekødsindustrien en bøde på i alt 16,68 mio. EUR.⁶ Fire af organisationerne repræsenterede landmænd og de to øvrige slagterier. De seks organisationer havde indgået en aftale om mindstepriser på bestemte typer oksekød. Det var også aftalt, at importen af alle typer oksekød skulle forbydes eller i det mindste begrænses.

Det blev betragtet som en skærpende omstændighed, at tre af de organisationer, som repræsenterede landmændene, havde truet slagterierne for at tvinge dem til at indgå aftalen og kontrollere, at den blev gennemført.

Med hensyn til formildende omstændigheder fandt Kommissionen, at det var berettiget at reducere bøden til de to organisationer, som repræsenterede slagterierne. For det første var deres medlemmer blevet udsat for trusler om ulovlige blokader fra landmændenes side. For det andet havde den franske landbrugsminister presset på for at få slagterierne til at indgå aftalen. Derefter havde han takket aftaleparterne for deres „ansvarsfølelse“.

Yamaha
Yamaha blev pålagt en bøde på 2,56 mio. EUR.⁷ Yamaha sælger musikinstrumenter i Europa via et selektivt distributionssystem. Selskabet er førende på det europæiske marked for flere musikinstrumenter.

Kommissionen fandt, at Yamaha havde overtrådt art. 81. I aftalen indgik markedsdeling, hindringer for parallelimport og fastsættelse af bindende videresalgspriser.

Selv om overtrædelsen blev betragtet som alvorlig, forelå der formildende omstændigheder. Yamaha havde fx afskaffet de fleste af begrænsningerne, så snart Kommissionen gik ind i sagen.

Sorbat-kartel
Fire producenter af sorbat⁸ blev pålagt bøder på i alt 138,4 mio. EUR. Producenterne havde deltaget i et ulovligt kartel mellem 1979 og 1996.⁹ En femte karteldeltager opnåede bødefritagelse, fordi virksomheden havde oplyst Kommissionen om kartellets eksistens. Der var tale om en meget alvorlig overtrædelse, idet kartellet havde til formål at aftale salgspriser og fordele kvoter imellem deltagerne.

Tabel 12.3: Bøderne i sorbat-kartellet

Kartel inden for kulstof- og grafitprodukter
Fem virksomheder blev pålagt bøder på i alt 101,44 mio. EUR for at have deltaget i et ulovligt kartel på markedet for kulstof- og grafitprodukter. En sjette deltager i kartellet blev fritaget for bøder, fordi selskabet var først med at anmelde det ulovlige kartel til Kommissionen.¹⁰

Tabel 12.4: Bøderne i kartellet inden for kulstof- og grafitprodukter

Kartel inden for organiske peroxider
Fem virksomheder blev pålagt bøder på i alt 69,53 mio. EUR for deres deltagelse i et ulovligt priskartel på markedet for produktion af organiske peroxider. Der er tale om et kemisk produkt, som bruges i plastik- og gummiindustrien. En af de fem virksomheder var et konsulentfirma (AC Treuhand AFG). Virksomheden havde spillet en aktiv rolle i kartellet. Konsulentfirmaet havde således organiseret møder, skjult fældende beviser samt tilbagebetalt karteldeltagerne rejseudgifter for dermed at skjule de ulovlige møders afholdelse.

Akzo havde også deltaget i kartellet, men slap helt for en bøde. Grunden hertil var, at virksomheden var den første, som afslørede kartellet til Kommissionen.

Det er det længste kartel, med en varighed på 29 år, som Kommissionen har afsløret.¹¹

Tabel 12.5: Bøderne i kartellet inden for organiske peroxider

Kartel inden for industrielle kobberrør
De tre største producenter af industrielle kobberrør blev pålagt bøder på i alt 78,73 mio. EUR.¹² De tre virksomheder havde i alt 75–85 pct. af EØS-markedet for fremstilling af kobberrør.Ved fastsættelsen af bøderne lagde Kommissionen vægt på, at der var tale om en meget alvorlig overtrædelse af EU-konkurrencereglerne. En af virksomhederne, den finske producent Outokumpu, fik nedsat bøden med 50 pct. som følge af samarbejde med Kommissionen om opklaringen af kartellet.

Tabel 12.6: Bøderne i kartellet inden for industrielle kobberrør

Misbrug af dominerende stilling

Deutsche Telekom AG
Kommissionen pålagde Deutsche Telekom AG (DT) en bøde på 12,6 mio. EUR for misbrug af virksomhedens dominerende stilling.¹³ DT havde en dominerende stilling på det tyske marked for adgang til de lokale fastnet i såvel engros- som detailleddet. Misbruget bestod i, at DT opkrævede højere engrospriser for konkurrenters adgang til abonnementledninger end DT's egne detailpriser for den samme adgang – såkaldt prispres eller margin squeeze.

Ved fastsættelsen af bøden lagde Kommissionen vægt på to forhold. DT's engrospriser var i en del af perioden reguleret af tysk lovgivning. Den metode, som Kommissionen anvendte, da man vurderede, om der forelå et prispres, havde ikke været anvendt før.

Wanadoo
Wanadoo Interactive, et datterselskab af France Télécom, blev pålagt en bøde på 10,35 mio. EUR for overtrædelse af art. 82. Wanadoo havde anvendt underbudspriser for internetadgang gennem ADSL til den brede offentlighed. De detailpriser, som Wanadoo anvendte mellem marts 2001 og oktober 2002, lå under kostpriserne. Denne praksis begrænsede konkurrenternes markedsadgang og udviklingsmuligheder. Kommissionen fandt, at det var til skade for forbrugerne på et marked, som var væsentligt for udviklingen af informationssamfundet.

Både denne beslutning¹⁴ og beslutningen vedrørende Deutsche Telekom AG viser, at Kommissionen vil forhindre, at de store teleselskaber misbruger deres dominerende stilling ved at tage urimeligt lave priser, hhv. udøve et prispres på deres konkurrenter.

GVG/Ferrovie dello Stato
På baggrund af en klage fra det mindre tyske jernbaneselskab Georg Verkehrsorganisation GmbH (GVG) fastslog Kommissionen,¹⁵ at det italienske nationale jernbaneselskab Ferrovie dello Stato (FS) havde misbrugt sin dominerende stilling. FS havde hindret GVG i at levere internationale jernbanetransportydelser til rejsende mellem Basel og Milano. FS blev anset for at være den eneste operatør, som kunne tilbyde sådanne ydelser. Da FS afgav tilsagn om at gøre sit bedste for at levere ydelserne, blev FS ikke pålagt en bøde.

12.4 FRITAGELSER ELLER IKKE-ANVENDELSE AF FORBUD

British Airways/SN Brussels
Kommissionen godkendte en samarbejdsaftale mellem British Airways (BA) og SN Brussels Airlines (SN).¹⁶ Parterne havde aftalt samarbejde om prisfastsættelse, fartplankoordinering og kapacitet inden for deres respektive rutenet.

Kommissionen vurderede samarbejdet efter Rådets forordning nr. 3975/87.¹⁷ Kommissionen mente bl.a., at samarbejdet ikke ville være til fordel for forbrugerne. Aftalen blev dog fritaget for en periode af seks år, da de tilsagn, som parterne afgav, indebar, at konkurrencen ikke blev udelukket.

Interbrew
Kommissionen godkendte¹⁸ de leveringsaftaler, som Interbrew – Belgiens største bryggeri – havde indgået med diverse værtshuse, restauranter og hoteller i Belgien. Interbrew havde en markedsandel på 56 pct. Det indebar, at bryggeriets eksklusive aftaler ikke kunne nyde godt af gruppefritagelsen for vertikale aftaler.¹⁹ Kommissionen krævede, at aftalerne blev ændret, så konkurrenter fik adgang til de salgssteder, der hidtil havde været bundet til Interbrew.

3G-netværk i UK og Tyskland
I april²⁰ godkendte Kommissionen en aftale mellem T-mobile UK og 02 UK om deling af 3G-netværksinfrastrukturen (kaldet „site sharing“) og roaming på deres 3G-netværk i UK. En roamingaftale indebærer, at parterne kan bruge hinandens net til at levere tjenester til deres respektive kunder.

Kommissionen fandt, at aftalen om site sharing ikke begrænsede konkurrencen. Aftalen var begrænset til fælles brug af infrastrukturen vedr. basisnetværk som fx master, elforsyning, stativer og køling. Parterne kunne således konkurrere på de videre led. Kommissionen lagde også vægt på miljø- og sundhedshensyn. Aftalen om roaming begrænsede konkurrencen, for så vidt angik dækning, detailpriser, kvalitet og transmissionshastighed. Kommissionen kunne imidlertid fritage aftalen, fordi den bl.a. lettede adgangen til markedet. Det ville medføre bedre og hurtigere 3G servicedækning. I fritagelsen af aftalen sondrede Kommissionen mellem by- og landdistrikter. For bydistrikter gælder fritagelsen indtil 2007. For landdistrikter er fritagelsen udstrakt indtil 2008.

I juli godkendte Kommissionen parternes aftale for Tyskland.²¹

UEFA – Champions League
Kommissionen fritog den europæiske fodboldorganisation UEFA's regler for fælles salg af de kommercielle rettigheder til UEFA's Champions League. Kommissionen fandt, at UEFA-fodboldklubbernes beslutning om nye regler for fælles salg forbedrede produktionen og distributionen af rettighederne til

Champions League. Endvidere var reglerne til fordel for medieoperatører, fodboldklubber og fjernseere. Reglerne indebar, at der blev oprettet ét fælles salgssted for køb af en pakke rettigheder med kvalitetsmærke til hele ligaen. Fritagelsen blev givet for perioden 13. maj 2002 til 31. juli 2009.²²

Philips/Sony
Kommissionen godkendte en række aftaler mellem Philips og Sony om et verdensomspændende licensprogram for CD.²³ I godkendelsen lå, at aftalerne var omfattet af gruppefritagelsen for aftaler om overførsel af teknologi. Kommissionen godkendte endvidere en standardlicensaftale for 2003. Denne aftale indeholdt bl.a. bestemmelser om Philips' og Sony's ret til hver især at meddele licenser til deres respektive patenter for en eller flere forskellige CD-typer. Det var Kommissionens opfattelse, at standardlicensaftalen for 2003 ikke medførte, at konkurrencen blev mærkbart begrænset.

Austrian ARA System
Kommissionen fritog²⁴ en række kontrakter, som Austrian ARA System (ARA) havde indgået om indsamling og genanvendelse af emballage samt brugen af varemærket „Der Grüne Punkt“.

ARA er et privatdrevet aktieselskab, der står for en landsdækkende ordning til indsamling og nyttiggørelse af emballage i Østrig. Ordningen har til formål at opfylde de krav, der stilles i den østrigske emballagelovgivning. ARA eller dets datterselskaber har indgået indsamlingskontrakter med genvindingsselskaberne.

Med henvisning til Kommissionens tidligere afgørelser vedrørende indsamlingsselskaber i Tyskland²⁵ blev aftalen fritaget. Det var dog bl.a. en betingelse, at indenlandske og udenlandske indsamlingsselskaber fik ubegrænset adgang til markedet for indsamling og genanvendelse af papiremballage i Østrig. Hertil kom en række tilsagn, som ARA afgav.

REIMS II
Kommissionen meddelte en ny fritagelse til den aftale, som 17 europæiske postoperatører havde indgået om terminalafgifter. Aftalen – kaldet REIMS II-aftalen – går helt tilbage til 1995, hvor Kommissionen gav den første fritagelse. Den fritagelse blev senere forlænget. Denne nye fritagelse gælder indtil den 31. december 2006.²⁶

Som følge af liberaliseringen af det europæiske postmarked er der knyttet visse betingelser til den nye fritagelse:

s Parterne skal iværksætte aktiviteter for at give hinanden effektiv adgang til de almindeligt gældende indlandstakster i udbringningslandet.

s Parterne skal indrømme andre postoperatører, der konkurrerer med parterne om at tilbyde udgående grænseoverskridende postydelser i et andet REIMS II-land, adgang til terminalafgifter og andre særlige ordninger. Det skal være på samme vilkår som dem, der gælder for andre parter.

12.5 ANDRE PRINCIPIELLE SAGER

Det danske gasmarked
I april 2003 vurderede Kommissionen og Konkurrencestyrelsen²⁷ de aftaler, som DONG siden 1979 havde haft med Danmarks største gasproducenter, Shell, A.P. Møller og ChevronTexaco, om køb af naturgas fra DUC.²⁸ Efter forhandlinger med parterne blev aftalen ændret på en række punkter.²⁹

Marathon-sagerne
I juli offentliggjorde Kommissionen,³⁰ at den havde afsluttet den tredje af de i alt fem såkaldte Marathon-sager. Disse sager tog deres begyndelse i 1990'erne, hvor det norske datterselskab af den amerikanske olie- og gasproducent Marathon ved flere lejligheder havde søgt om adgang til rørledninger tilhørende fem europæiske gasselskaber. Marathon var blevet nægtet adgang.

Denne tredje sag drejede sig om det tyske gasselskab BEB – et joint venture mellem ExxonMobil og Shell. BEB indgik et forlig med Kommissionen. For at forbedre gennemsigtigheden vedr. adgang til ledningsnettet vil BEB løbende offentliggøre oplysninger på virksomhedens hjemmeside om ledig transportkapacitet og lagerfaciliteter. BEB vil være gasproducenterne behjælpelig med at tilvejebringe en fleksibel forsyningskilde. Det skal ske for at forhindre, at der opstår uligevægt, således at inputtet og outputtet af gas i BEB's system altid er i balance. Endvidere vil BEB forbedre sin behandling af anmodninger om adgang ved at indføre on-line reservationsprocedurer. Herved vil BEB eliminere de undertiden lange svartider. BEB vil også introducere en såkaldt entry/exit-ordning. Denne ordning indebærer, at transmissionsafgiften skal beregnes på baggrund af de faktisk afholdte udgifter.

Gazprom/ENI
Kommissionen undersøgte salgsrestriktionerne i en række aftaler om levering af gas. Restriktionerne indebar, at distributørerne havde været afskåret fra at levere gas til andre geografiske områder end der, hvor de var hjemmehørende. Det italienske gas- og olieselskab ENI og den russiske gasproducent Gazprom accepterede at fjerne disse restriktioner.³¹ Samtidig skulle det stå Gazprom frit for at levere til kunder i Italien uden først at skulle have fået accept fra ENI. Endelig skulle ENI forøge kapaciteten i de rør, som transporterede den russiske gas til Italien (via Østrig). ENI skulle introducere et system, som lettede tredjeparters adgang.

NDC Health/IMS Health
Kommissionen besluttede i 2003³² at trække en beslutning fra 2001 om foreløbige foranstaltninger mod IMS Health (IMS) tilbage. I beslutningen fra 2001 havde Kommissionen pålagt IMS at udstede en licens til NDC Health (NDC) – mod betaling af royalties – på IMS' oplysninger om lægemiddelsalg og recepter (kaldet en blokstruktur). Kommissionen mente, at en nægtelse heraf udgjorde et misbrug af en dominerende stilling. Kommissionens beslutning blev indbragt for Retten i Første Instans, der suspenderede gennemførelsen af beslutningen.

I en anden sag for de tyske domstole fastlog Oberlandesgericht i Frankfurt i 2002, at IMS' blokstruktur var beskyttet af national ophavsret. En direkte efterligning af denne struktur var derfor et brud på den tyske lov mod illoyal konkurrence. Der kunne ifølge Oberlandesgericht udvikles andre blokstrukturer, som lovligt kunne bruges til at producere og markedsføre rapporter om lægemiddelsalget. På den baggrund fandt Kommissionen, at der ikke længere var noget akut behov for at gribe ind.

12.6 FUSIONER

I 2003 blev 212 fusioner anmeldt. Nedgangen i forhold til tidligere år kan bl.a. forklares med den økonomiske afmatning.

Langt de fleste fusioner godkender Kommissionen i fase I. I denne fase kan Kommissionen vælge at godkende en fusion eller at indlede en fase II-procedure. I fase II kan Kommissionen enten godkende eller forbyde en fusion. Godkendelsen kan være betinget af, at parterne skal opfylde nogle tilsagn.

Tabel 12.7: Udviklingen i EU-fusioner

I 2003 har Kommissionen truffet i alt 9 beslutninger i fase II. Disse beslutninger fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel 12.8: Fusioner i fase II i 2003

Godkendte fusioner i fase II – uden tilsagn

I to tilfælde har Kommissionen godkendt fusionen uden, at parterne afgav tilsagn.

Celanese/Degussa
Kommissionen godkendte et joint venture mellem to tyske producenter af kemikalier, Celanese AG og Degussa AG.³³ Firmaerne var aktive på markedet for halvfabrikata, der bruges i den kemiske industri. Kommissionen nærede i begyndelsen betænkeligheder ved parternes stærke stilling på flere markeder.

En analyse viste imidlertid, at markedsandele i dette tilfælde ikke var en pålidelig indikator for markedsstyrke. Det meste af produktionen skulle bruges internt. Desuden ville den ekstra kapacitet, der var til rådighed i sektoren, sætte konkurrenterne i stand til at stå imod forsøg fra det nye joint ventures side på at hæve priserne.

SEB/Moulinex
Sagen vedrørte SEB's overtagelse af Moulinex. Begge selskaber producerede i Frankrig husholdningsapparater med forskellige varemærker. I 2002 henviste Kommissionen undersøgelsen af fusionens indvirkning på det franske marked til Frankrig. Desuden godkendte Kommissionen fusionen uden betingelser i fem lande (Spanien, Finland, Irland, Italien og UK). Endelig gjorde Kommissionen sin godkendelse i ni andre EU-lande betinget af, at der blev udstedt licens for mærket Moulinex.³⁴

Beslutningen blev af konkurrenterne Philips og BaByliss indbragt for Retten i Første Instans. Som nævnt i afsnit 12.7 nedenfor annullerede Retten beslutningen om godkendelse for de fem lande. Retten fandt, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde bevist, at der ikke opstod problemer på visse markeder.

Efter en ny undersøgelse godkendte Kommissionen (på ny) fusionen mellem SEB og Moulinex i de fem medlemsstater.³⁵

Godkendte fusioner i fase II – med tilsagn

Langt de fleste fusioner, som går til fase II, bliver godkendt, fordi parterne afgiver tilsagn, der kan løse problemerne. I 2003 har Kommissionen godkendt syv fusioner med tilsagn.

Tetra Laval/Sidel
I 2001 traf Kommissionen beslutning om at forbyde Tetra Laval's overtagelse af Sidel.³⁶ Retten ophævede imidlertid Kommissionens beslutning i 2002.³⁷ I 2003 vurderede Kommissionen på ny den planlagte fusion. Dette førte til, at Kommissionen besluttede at godkende fusionen med tilsagn. Tetra Laval skulle give licens på en ny teknologi „Tetra Fast“, som er under udvikling.³⁸

Newscorp/Telepiù
Kommissionen godkendte, at den australske mediegruppe Newscorp overtog det italienske betalings-tv Telepiù. Transaktionen indebar, at Telepiù blev fusioneret med Stream, det andet betalings-tv-selskab i Italien. Stream var før fusionen et joint venture, der var ejet af Newscorp og Telecom Italia med lige store andele.

Transaktionen betød, at der blev skabt et nyt selskab, som næsten fik monopol på det italienske marked for betalings-tv. Dette bekymrede Kommissionen. Newscorp afgav herefter tilsagn, som kunne forbedre adgangen til markedet. Kommissionen accepterede tilsagnene, som skal gælde frem til 31. december 2011.

Siemens/Drägerwerk
Kommissionen godkendte,³⁹ at det tyske Siemens AG til Dräger Medical overførte sine aktiviteter inden for primært medicinske ventilatorer, anæstesiudstyr og udstyr til patientmonitoring. Til gengæld ville Siemens få en kontrollerende andel i Dräger Medical sammen med det tyske Drägerwerk AG. Med fusionen ville de to ledende europæiske spillere inden for hospitalsventilatorer blive bragt sammen. Fusionen ville føre til høje markedsandele for anæstesiudstyr, hvor Dräger Medical allerede havde en stærk position. Siemens gav herefter tilsagn om at sælge sine aktiviteter inden for produktion af ventilatorer og anæstesiudstyr. Herved ville der blive gjort op med det horisontale overlap mellem fusionsdeltagerne. Endvidere afgav Dräger Medical tilsagn om at udlevere den nødvendige information for, at virksomhedens udstyr kunne fungere sammen med konkurrenternes patientmonitoringssystemer.

DaimlerChrysler/Deutsche Telekom
Kommissionen godkendte,⁴⁰ at DaimlerChrysler AG og Deutsche Telekom AG erhvervede fælles kontrol med det nyoprettede joint venture Toll Collect GmbH.

Toll Collect skulle stå for etableringen og driften af et system, der elektronisk opkrævede vejafgifter fra tunge lastbiler i Tyskland. Med henblik herpå ville der på alle tunge lastbiler i Tyskland blive installeret en enhed, der på samme tid kunne bruges som platform til telematiske tjenester.

Kommissionen var bekymret for, at DaimlerChrysler ville få dominans på markedet for telematiske systemer i Tyskland. Dette er et marked, der forventes at vokse kraftigt i de nærmeste år. På den baggrund afgav DaimlerChrysler og Deutsche Telekom tre tilsagn.

For det første skulle parterne skabe en uafhængig virksomhed, Telematics Gateway, som skulle formidle telematiske tjenester til alle lastvogne udstyret med en Toll Collect enhed. For det andet skulle parterne udvikle en såkaldt GPS-flade for Toll Collect-enhederne i lastvognene, så systemet kunne forbindes med tredjeparters enheder. For det tredje skulle parterne udvikle et modul til opkrævning af afgifter, der kunne integreres i tredjeparters telematiske udstyr. Herved vil tredjeparter kunne producere deres egne telematiske enheder til opkrævning af vejafgifter.

Verbund/Energie Allianz
Kommissionen godkendte,⁴¹ at de to østrigske elselskaber Österreichische Elektrizitätswirtschafts-AG (Verbund) og Energie Allianz (EA) kombinerede deres aktiviteter med hensyn til salg og levering af elektricitet til store industrielle kunder. Det drejede sig om kunder med et årligt forbrug, der oversteg 4 GWh. De to parter ville derefter levere deres elektricitet via to nyoprettede joint ventures, APT og E&S.

Den oprindelige plan ville have styrket Verbund og EA's dominerende stillinger på markederne for levering af elektricitet til store kunder, små distributører og små kunder i Østrig.

Parterne afgav en række tilsagn. Verbund skulle bl.a. sælge sin aktiebeholdning på 55 pct. i APC, som var en virksomhed, der stod for levering af elektricitet til store kunder. APC havde en markedsandel på 10–15 pct. Verbund og EA afstod fra (frem til slutningen af 2007) at udnytte de stemmerettigheder, som de havde i to regionale elektricitetsleverandører. Af hensyn til leveringen af elektricitet til små kunder skulle der frem til medio 2008 afholdes auktioner hvert år over i alt 450 GWh elektricitet. Verbund skulle sælge sin aktiebeholdning i to selskaber, som leverede til små kunder. Desuden forpligtede parterne sig til for en overgangsperiode at sætte et loft for priserne.

DSM/Roche Vitamins
Kommissionen godkendte,⁴² at den hollandske virksomhed DSM overtog det schweiziske selskab Roche's division for vitaminer og finkemikalier (RV&FC). DSM og RV&FC havde kun overlappende aktiviteter inden for foderenzymer. Begge virksomheder indgik imidlertid i vertikale alliancer med andre store spillere.

DSM indgik i en vertikal alliance med BASF, der fremstillede finkemikalier. RV&FC havde en vertikal alliance med danske NovoZymes, der fremstillede industrielle enzymer. DSM's overtagelse af RV&FC ville have skabt en strukturel forbindelse mellem de to alliancer. Dette ville have ført til monopollignende tilstande både på produktionsleddet og på distributionsleddet på et særligt marked for foderenzymer.

Kommissionen mente, at der kunne opstå konkurrenceproblemer på markedet for foderenzymer. DSM afgav derfor en række tilsagn, der bl.a. gik ud på, at virksomheden afsluttede alliancen med BASF om fremstilling og distribution af foderenzymer. Herudover ville DSM overføre sine aktiviteter inden for fremstilling, forskning og udvikling af foderenzymer til en køber godkendt af Kommissionen.

GE/Instrumentarium
Kommissionen godkendte,⁴³ at General Electric Medical Systems (GE) overtog den finske virksomhed Instrumentarium, som er en ledende producent af hospitalsudstyr. GE er via virksomheden GE Medical Systems aktiv på verdensmarkedet for bl.a. udstyr til diagnosticering via billeder, patientmonitoring og IT-løsninger til hospitaler.

Kommissionen frygtede, at GE og Instrumentarium ville få en for stor del af markedet for patientmonitoring. GE forpligtede sig derfor bl.a. til at afhænde virksomheden Spacelabs, der havde verdensomspændende aktiviteter inden for patientmonitoring. Endvidere forpligtede GE sig til at indgå en række forsyningsaftaler med køberne. GE ville også garantere, at virksomhedens anæstesi-, monitorings- og klinikinformationsudstyr ville være kompatibelt med tredjeparters udstyr.

Forbud

Det er sjældent, at Kommissionen forbyder en fusion. Siden 1990 har Kommissionen forbudt 18 planlagte fusioner. Det svarer til knap 1 pct. af det samlede antal sager. Kommissionen har ikke forbudt nogle fusioner i 2003.

Henvisning af fusion

Under visse betingelser kan Kommissionen henvise en fusion til de nationale konkurrencemyndigheder. I 2003 har Kommissionen henvist otte fusioner til de nationale konkurrencemyndigheder. Blandt disse var seks fusioner mellem Electrabel og de lokale energimyndigheder i Flandern, som Kommissionen henviste til den belgiske konkurrencemyndighed.⁴⁴ En fusion mellem Arla Foods A.m.b.a. og Express Dairies Plc. henviste Kommissionen delvist til de britiske konkurrencemyndigheder.⁴⁵ Kommissionen har også i et enkelt tilfælde afvist at henvise en fusion – i dette tilfælde til de franske konkurrencemyndigheder.⁴⁶ Det drejede sig om en fusion mellem de to største bogforlag i Frankrig, Vivendi Universal Publishing og Lagardère. Kommissionen nægtede at henvise fusionen, fordi den ville berøre hele det fransktalende område i Europa og dermed ikke et separat geografisk marked.

12.7 RETTEN OG DOMSTOLEN

Kommissionens beslutninger i konkurrence- og fusionssager kan indbringes for Retten i Første Instans. Klagefristen er to måneder. Rettens domme kan ankes til EF-Domstolen. Anken gælder kun såkaldte retsspørgsmål og ikke vurderingen af de faktiske omstændigheder. Klager, som indbringes for Retten eller for Domstolen, har ikke opsættende virkning. Fællesskabsdomstolene kan tillægge en klage opsættende virkning. Retten og Domstolen har fuld prøvelsesret i konkurrencesager. Det gælder også de bøder, som Kommissionen pålægger. Fællesskabsdomstolene kan således stadfæste, annullere, forhøje eller nedsætte bøderne.

EF-Domstolen kan også afgøre præjudicielle spørgsmål, som forelægges af de nationale domstole.

Rettens og Domstolens afgørelser offentliggøres i „Samling af Domstolens Afgørelser“. De kan også læses på Domstolens hjemmeside på internettet: http://europa.eu.int/cj/da/index.htm/.

Ankesager – generelle problemstillinger

FENIN
Retten i Første Instans har afsagt en dom, der indeholder fortolkningsbidrag til virksomhedsbegrebet.⁴⁷

FENIN er en forening af virksomheder, der sælger de hygiejneprodukter, som hospitalssektoren i Spanien anvender. FENIN havde klaget til Kommissionen over et hævdet misbrug af dominerende stilling, som var foretaget af 26 organer, herunder tre ministerier, der administrerer det nationale sundhedsvæsen i Spanien (NSS).

Misbruget bestod ifølge FENIN i, at NSS systematisk betalte gæld på leverancer fra FENIN's medlemmer med en gennemsnitlig forsinkelse på 300 dage. Til andre end FENIN betalte NSS inden for „meget mere rimelige frister“. Ifølge FENIN var der tale om forskelsbehandling i strid med art. 82.

Kommissionen afviste klagen, fordi NSS ikke kunne betragtes som virksomheder, når organerne administrerede udførelsen af offentlige sundhedstjenester. FENIN indbragte afgørelsen for Retten, der frifandt Kommissionen. I den forbindelse udtalte Retten bl.a., at et organ, der alene indkøber varer, ikke er omfattet af begrebet virksomhed. For at organet kan betragtes som en virksomhed, skal den efterfølgende anvendelse af produktet være af økonomisk karakter. Videre udtalte Retten, at et organ ikke handler som en virksomhed, når indkøbet kun sker til brug for fx en aktivitet af ren social karakter.

Van den Bergh Foods
Kommissionen fandt i 1998, at Van den Bergh Foods (tidligere HB Ice Cream Ltd. – „HB“) havde overtrådt art. 81 og 82. HB er den førende producent af „enkeltemballerede is til umiddelbar fortæring“ – impulsis. Overtrædelsen bestod i, at HB kun ville levere fryseskabe gratis, hvis forhandlerne brugte de leverede fryseskabe til HB's is.⁴⁸

HB blev ikke blev pålagt en bøde af Kommissionen. HB indbragte beslutningen for Retten i Første Instans, der opretholdt Kommissionens beslutning.⁴⁹

Retten anerkendte, at det var en sædvanlig praksis på det relevante marked, at isproducenter stillede frysere til rådighed betinget af eksklusivitet. På et konkurrencepræget marked, hvor sådanne aftaler blev indgået i begge parters interesse, kunne man normalt ikke forbyde det. Men når talen var om et marked, hvor konkurrencen allerede var begrænset, netop fordi en virksomhed på dette marked havde en dominerende stilling, var situationen en anden. Retten var således enig med Kommissionen i, at der forelå et misbrug af en dominerende stilling.

Domme vedrørende transportområdet

FETTCSA
Retten ophævede⁵⁰ de bøder på i alt 6,9 mio. EUR, som Kommissionen havde pålagt 15 rederier, herunder A.P. Møller Maersk Sealand. Virksomhederne havde aftalt ikke at yde rabatter på offentliggjorte priser på ruten mellem Europa og Fjernøsten. De 15 rederier var alle deltagere i Far East Trade Tariff

Charges and Surcharges Agreement (FETTCSA). Ophævelsen skete, fordi der var gået mere end fem år mellem Kommissionens begæring om oplysninger, og til der blev truffet endelig beslutning, dvs. der var indtrådt forældelse.

TACA
Retten i Første Instans ophævede⁵¹ i september de samlede bøder på 273 mio. EUR, som Kommissionen i 1998 havde pålagt 17 rederier, herunder A.P. Møller-Mærsk Line. Rederierne havde i 1994 indgået en aftale om oprettelse af en linjekonference⁵² kaldet TACA (Trans-Atlantic Conference Agreement). Der var bl.a. aftalt priser for søtransport, priser for landtransport som led i kombineret transport og transportvilkår i forbindelse med servicekontrakter.

TACA blev anmeldt til Kommissionen med anmodning om, at Kommissionen fritog aftalen fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Kommissionen afslog at give en fritagelse og pålagde medlemmerne at bringe overtrædelserne (med undtagelse af prisfastsættelsen for søtransporten) til ophør. Kommissionen kunne ikke pålægge bøder, da aftalen var blevet anmeldt. Men Kommissionen fandt, at deltagerne i TACA også havde misbrugt en kollektivt dominerende stilling, som virksomhederne blev pålagt bøder for.

Retten var enig med Kommissionen i, at der ikke kunne gives en fritagelse. Retten stadfæstede delvis Kommissionens beslutning om, at der også forelå et misbrug i strid med art. 82. Derimod annullerede Retten bøderne på grund af manglende bevis og høring af deltagerne. Kommissionen havde således ikke informeret TACA-deltagerne om, at den havde til hensigt at benytte dokumenter til at fastslå en overtrædelse af art. 82. Endelig fandt Retten, at den bødeimmunitet, som deltagerne havde opnået i forbindelse med en anmeldelse af aftalen (i relation til art. 81), også beskyttede mod bøder efter art. 82.

Græske færger
Kommissionen pålagde i 1998 seks græske og et italiensk færgeselskab bøder på i alt 9,1 mio. EUR for deres prisaftaler på færgeruterne mellem Grækenland og Italien.⁵³ Retten i Første Instans opretholdt i det væsentlige Kommissionens beslutninger.⁵⁴

Kommissionen havde startet sagen i 1994 ved en kontrolundersøgelse i Athen i virksomheden ETA, som var agent for Minoan Lines, beliggende på Kreta. Kommissionens beslutning om kontrolundersøgelse var imidlertid rettet mod Minoan Lines og ikke mod ETA. Ved sagens behandling for Retten anførte Minoan Lines, at ETA og Minoan Lines ikke var én og samme virksomhed. Kontrolundersøgelsen var derfor ulovlig, og beviserne kunne ikke benyttes.

Retten lagde vægt på, at ETA over for offentligheden var bemyndiget af Minoan Lines til at repræsentere dette færgeselskab – ETA kaldte sig således „Minoan Lines Athen“. De breve, som Kommissionen forinden kontrolundersøgelsen havde sendt til Minoan Lines, var blevet oversendt til besvarelse af ETA. Den virksomhed havde også svaret på Kommissionens breve. Endelig fremgik det af sagen, at ETA's kontorer rent faktisk var det virkelige center for Minoan's aktiviteter.

På den baggrund fastslog Retten, at det var rigtigt af Kommissionen at foretage kontrolundersøgelsen i ETA's lokaler. Videre udtalte Retten, at det var af særlig betydning, at Kommissionen under en kontrolundersøgelse kunne kræve at få adgang til samtlige af virksomhedernes lokaler, grunde og transportmidler. På den måde kunne Kommissionen indsamle bevismateriale dér, hvor et sådant materiale normalt befandt sig. Kommissionen kunne derfor tage i betragtning, at dens muligheder for at finde beviser var større, hvis den foretog undersøgelser i de lokaler, hvorfra den virksomhed, som undersøgelsen gjaldt, sædvanligt og rent faktisk udøvede sine aktiviteter.

British Airways
Retten opretholdt⁵⁵ Kommissionens beslutning fra 1999. I den beslutning fandt Kommissionen, at British Airways' (BA) aftaler og incitamentordninger med rejsebureauerne var i strid med art. 82. Efter disse aftaler mv. modtog rejsebureauerne en grundprovision for salget af BA-billetter. Der var også aftalt andre økonomiske incitamenter, herunder en resultatpræmie. De blev beregnet på grundlag af stigningen i salget af BA-billetter fra et regnskabsår til det næste. Kommissionen mente, at rejsebureauerne blev tilskyndet til at fastholde eller øge deres salg af BA-billetter frem for de konkurrerende luftfartsselskabers billetter. Dette udgjorde et misbrug af en dominerende stilling. BA blev pålagt en bøde på 6,8 mio. EUR.⁵⁶ Under sagens behandling for Retten gjorde BA bl.a. gældende, at selskabet var blevet diskrimineret. BA var det eneste luftfartsselskab, som Kommissionen havde indledt sag imod. Dette til trods for, at andre flyselskaber benyttede samme system med økonomiske incitamentordninger. Til dette udtalte Retten, at Kommissionen var berettiget til at koncentrere sig om én virksomhed.

Domme vedrørende karteller

Lysin-kartellet
I en af dommene fra juli 2003 i lysin-kartellet udtalte Retten i Første Instans,⁵⁷ at princippet om, at der ikke kan straffes to gange for den samme overtrædelse, ikke fandt anvendelse.

De fem deltagere i lysin-kartellet var af de amerikanske myndigheder blevet pålagt bøder for prisaftaler og aftaler om afsætningskvoter. Ved beslutning i 2001 pålagde Kommissionen de samme fem virksomheder bøder på i alt 110 mio. EUR.

Retten nedsatte ikke bøderne som følge af, at de amerikanske myndigheder allerede havde pålagt de fem virksomheder bøder. Det skyldtes, at de procedurer og bøder, som EU, hhv. USA, havde anvendt, ikke forfulgte samme formål. I det første tilfælde drejede det sig om at bevare en loyal konkurrence i EU. I det andet tilfælde drejede det sig om beskytte det amerikanske marked mod karteller.

Hollandsk el-kartel
Retten i Første Instans opretholdt⁵⁸ Kommissionens beslutning⁵⁹ i en hollandsk el-kartelsag. I den sag havde Kommissionen givet bøder på i alt 6,55 mio. EUR til to brancheorganisationer inden for elektrisk installationsmateriel – NAVEG, brancheorganisation for leverandører, og FEG, brancheorganisation for grossister. De to organisationer havde indgået en „gentleman agreement“. NAVEG anbefalede sin medlemmer udelukkende at levere til grossister, som var medlemmer af FEG.

FEG havde begrænset sine medlemmerne i selv at fastsætte deres salgspriser bl.a. gennem bindende vedtagelser om faste priser. Endvidere havde FEG distribueret vejledende lister til medlemmerne vedr. brutto- og nettopriser. Endelig havde FEG fungeret som medlemmernes forum for drøftelser af priser og rabatter.

Stålbjælker
I 1994 fandt Kommissionen,⁶⁰ at 17 europæiske stålproducenter og deres brancheorganisation Eurofer havde aftalt fælles priser, markedsdeling og udveksling af fortrolige oplysninger. For disse overtrædelser af EKSF-traktatens art. 65 pålagde Kommissionen 14 af virksomhederne bøder på i alt 104 mio. EUR.

10 af virksomhederne og Eurofer indbragte sagen for Retten i Første Instans, som delvist opretholdt⁶¹ Kommissionens beslutning. Retten nedsatte bøderne til nogle af virksomhederne.

Syv af virksomhederne og Eurofer indbragte Rettens dom for EF-Domstolen med påstand om annullation. EF-Domstolen afviste fem af virksomhederne og Eurofer.⁶²

Imidlertid ophævede EF-Domstolen Rettens dom og annullerede Kommissionens beslutning vedr. virksomheden ARBED SA.⁶³ Årsagen var, at Kommissionen havde sendt klagepunkter til dattervirksomheden TradeARBED, men selve beslutningen var rettet mod moderselskabet ARBED. Retten havde ikke medtaget dette punkt i sin dom. Ifølge EF-Domstolen skal en virksomhed have ret til kontradiktion i enhver procedure, som kan føre til, at virksomheden bliver pålagt sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder. Dette princip skal også overholdes, når der er tale om en procedure af administrativ karakter. Kommissionens klagepunkter skal derfor klart angive, hvilken juridisk person der vil kunne blive pålagt en bøde – og være stilet til denne virksomhed.

I en anden sag ophævede EF-Domstolen delvist Rettens dom vedr. den spanske virksomhed Aristrain⁶⁴ og hjemviste sagen til Retten. Årsagen var, at Retten ikke havde taget i betragtning, at Kommissionen uden en særlig begrundelse havde gjort to søsterselskaber i en koncern solidarisk ansvarlige for en bøde, som kun var rettet mod det ene selskab.

Cement-kartellet
I 1994 blev en række europæiske producenter af cement pålagt bøder på i alt 250 mio. EUR. Virksomhederne havde deltaget i et ulovligt kartel på det europæiske marked for hvid og grå cement.⁶⁵ Kommissionens beslutning blev indbragt for Retten, som i 2000 i det væsentlige opretholdt Kommissionens beslutning. Dog blev bøderne nedsat til et samlet beløb på i alt 110 mio. EUR.⁶⁶

Rettens afgørelse blev indbragt for EF-Domstolen af nogle af virksomhederne, herunder Aalborg Portland A/S.

Domstolen stadfæstede⁶⁷ Rettens afgørelse. Med én undtagelse opretholdt Domstolen også de bøder, som retten havde fastsat. Bøden på 2,349 mio. EUR til Aalborg Portland A/S blev således opretholdt af Domstolen.

Tabel 12.9: Bøderne i cement-kartellet

Domme vedrørende bilbranchen

Michelin
Retten i Første Instans stadfæstede⁶⁸ Kommissionens beslutning fra 2001.⁶⁹ Kommissionen havde pålagt Michelin en bøde på 19,76 mio. EUR. Michelin havde i strid med art. 82 ydet loyalitetsrabatter på det franske marked for udskiftningsdæk til lastbiler.⁷⁰

Retten fandt også, at Michelins mængderabatter var loyalitetsrabatter. Retten udtalte dog, og modsat Kommissionen, at det ikke fulgte af retspraksis, at en referenceperiode for rabatter ikke kunne være længere end tre måneder. Samtidig sagde Retten dog, at den loyalitetsskabende effekt af et rabatsystem forøges, når rabatterne udløses på baggrund af det totale indkøb i en given referenceperiode. Retten understregede også, at såfremt mængderabatter skal betragtes som lovlige, skal der foreligge særlige økonomiske fordele fx stordriftsfordele. Endvidere udtalte Retten, at loyalitetsrabatter er ulovlige, uanset om der er tale om et gennemsigtigt rabatsystem eller ej.

Opel Nederland BV
Kommissionen havde i 2000 pålagt Opel Nederland en bøde på 43 mio. EUR.⁷¹ Opel havde forsøgt at forhindre dets hollandske forhandlere i at eksportere nye biler til forbrugere i andre lande, bl.a. Tyskland.

Retten i Første Instans opretholdt i det væsentlige Kommissionens beslutning. Bøden blev dog nedsat til 35,475 mio. EUR.⁷² Nedsættelsen skyldtes, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde bevist, at Opel havde begrænset sine leverancer til forhandlere, der ville sælge til andre lande.

Volkswagen I
Kommissionen havde i 1998 pålagt Volkswagen AG en bøde på 102 mio. EUR. Volkswagen havde i en periode på mere end 10 år hindret parallelimport af biler af mærkerne Volkswagen og Audi fra Italien til Tyskland og Østrig.⁷³ Volkswagen havde således pålagt sine italienske forhandlere kun at sælge biler til italienske kunder. I modsat fald truede Volkswagen med at ophæve forhandlerkontrakterne. Endvidere havde Volkswagen nedsat bonus til de italienske forhandlere, som havde foretaget over 15 pct. af deres salg uden for deres aftaleområde.

Retten i Første Instans stadfæstede⁷⁴ i 2000 Kommissionens beslutning. Retten nedsatte dog bøden til 90 mio. EUR, da man bl.a. ikke var enig i varigheden af overtrædelsen. Retten mente ikke, at de foranstaltninger, som Volkswagen havde truffet for at begrænse forsyningen af det italienske marked med biler, var udtryk for en ensidig adfærd fra Volkswagens side. Derimod mente Retten, at der med foranstaltningerne var tale om aftaler, som indgik i en helhed af løbende forretningsforbindelser, der var omfattet af en allerede bestående generel aftale.

EF-Domstolen opretholdt⁷⁵ i det hele Rettens dom. Domstolen udtalte bl.a., at de italienske forhandlere ved at indgå forhandlerkontrakterne havde samtykket i en foranstaltning, som dernæst var blevet anvendt til at hindre reeksport fra Italien.

Volkswagen II
Kommissionen havde pålagt Volkswagen en bøde på 30 mio. EUR. Volkswagen havde sammen med de tyske bilforhandlere aftalt en konsekvent prisdisciplin ved salget af modellen Passat.⁷⁶ Volkswagen havde således opfordret de tyske forhandlere til ved salget af Passat ikke at yde kunder rabatter eller kun begrænsede rabatter.

I denne sag fandt Retten,⁷⁷ at der var tale om en ensidig adfærd fra Volkswagens side. Kommissionen havde ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at Volkswagens opfordringer blev omsat i praksis af forhandlerne. Retten var ikke enig med Kommissionen i, at der var indgået en aftale mellem forhandlerne og Volkswagen. Forhandlerne havde underskrevet en forhandleraftale (som var i overensstemmelse med konkurrencereglerne). Men det var ikke det samme som, at forhandlerne dermed også på forhånd havde givet deres accept til en efterfølgende ulovlig udvikling af aftalen.

Domme vedrørende fusioner

Petrolessence
I forbindelse med fusionen mellem TotalFina og Elf havde de deltagende virksomheder afgivet tilsagn om frasalg af 70 tankstationer beliggende ved de franske motorveje. Petrolessence ejede en kæde af motorvejsrestauranter. Virksomheden havde indtil midten af 1980'erne drevet tankstationer. Petrolessence ønskede at købe ti tankstationer, men blev kun tilbudt seks. Kommissionen nægtede at godkende overdragelsen af de seks stationer. Kommissionen mente ikke, at der hermed kunne udvikles en effektiv konkurrence over for TotalFina og Elf. Retten var enig⁷⁸ med Kommissionen. Retten lagde bl.a. vægt på, at Kommissionen som betingelse for godkendelsen havde bestemt, at der skulle være mulighed for omgående at genoprette en effektiv og varig konkurrence. Desuden havde Kommissionen lagt vægt på, at de potentielle købere skulle kunne bevise deres erfaringer med drift af tankstationer. Selvom Petrolessence ville have mulighed for at skabe synergier mellem salg af brændstoffer og restauration, så kunne dette dog først ske efter halvandet til to år. Derved kunne der ikke straks blive skabt en effektiv og varig konkurrence til TotalFina og Elf.

SEB/Moulinex
Som anført ovenfor i afsnit 12.6 indbragte konkurrenterne Philips og BaByliss Kommissionens afgørelse om delvis henvisning til de franske myndigheder og godkendelse af fusionen mellem SEB og Moulinex for Retten i Første Instans. Retten opretholdt⁷⁹ Kommissionens henvisning af en del af undersøgelsen til de franske myndigheder. Det skyldtes, at SEB efter fusionen ville indtage en dominerende stilling på det franske marked. Det franske marked var specifikt afgrænset, da forholdet mellem kunder og leverandører og strukturerne inden for logistik og distribution var organiseret på nationalt niveau. Desuden var parallelimporten af de relevante produkter mellem medlemsstaterne minimal.

Retten opretholdt Kommissionens betingede godkendelse af fusionen for ni medlemsstater. Derimod annullerede Retten den ubetingede godkendelse for de fem medlemsstater. Annullationen skyldtes, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret, at der ikke ville kunne opstå hindringer for konkurrencen.

Præjudicielle afgørelser

CIF
I denne dom udtalte EF-Domstolen,⁸⁰ at en national konkurrencemyndighed kan fastslå, at en bestemmelse i national lovgivning er en tilsidesættelse af art.
81.

En italiensk domstol havde stillet spørgsmål til EF-Domstolen under en retssag anlagt af sammenslutningen af italienske tændstikproducenter (CIF). Denne sammenslutning var blevet tildelt en eneret på produktion og salg af tændstikker. Retssagen drejede sig om en afgørelse, som den italienske konkurrencemyndighed havde truffet. I afgørelsen havde konkurrencemyndigheden fastslået, at det var i strid med art. 81, at CIF fordelte produktionskvoter blandt medlemmerne.

12.8 NYE RETSAKTER PÅ KONKURRENCEOMRÅDET

Transportområdet

Hidtil har transportområderne ikke været omfattet af de samme EU-procedureregler, som gælder for andre brancher. Hvert transportområde har haft egne regler. Ved moderniseringsreformen bliver transportområderne omfattet af de almindelige regler. Afledt af reformen har Kommissionen besluttet at ændre en række af de resterende procedureregler på transportområderne.

På luftfartsområdet fremsatte EU-Kommissionen i februar 2003 et forslag om at ophæve den hidtidige procedureforordning⁸¹ – bortset fra en overgangsordning for aftaler anmeldt inden den 1. maj 2004. Ved forslaget udvides Kommissionens kompetence på luftfartsområdet desuden til også at gælde luftfart mellem EU-lande og tredjelande.⁸² Hidtil har Kommissionen kun kunnet gribe ind over for luftfart på ruter inden for EU.

På søfartsområdet fremsatte EU-Kommissionen i august 2003 et udkast til ændring af den såkaldte konsortieforordning.⁸³ Med ændringen ophører muligheden for at anmelde konsortieaftaler.

EU-Kommissionen har endvidere taget skridt til at forny den „store“ forordning på søfartsområdet.⁸⁴ Denne forordning indeholder både procedureregler og en gruppefritagelse for linjetrafik. Kommissionen har endnu ikke lavet udkast til en ny forordning. Men Kommissionen har sendt en række spørgsmål i høring hos branchen og medlemsstaterne. Spørgsmålene vedrører overordnet to emner:

• Procedure, herunder udvidelse af Kommissionens kompetence i forhold til trampfart og intermodal transport.
• Selve gruppefritagelsen for linjekonferencer, herunder om den fortsat skal opretholdes eller eventuelt ændres.

Gruppefritagelser

Forsikringsaftaler
Kommissionen har i 2003 vedtaget en ny gruppefritagelsesforordning for aftaler på forsikringsområdet.⁸⁵ Forordningen erstatter den tidligere gruppefritagelse på området.⁸⁶

Der er tale om en række præciseringer af gældende ret. Endvidere har Kommissionen forladt systemet med at opregne, hvilke aftalebestemmelser der er fritaget. I stedet har man angivet, hvilke former for samarbejde mellem forsikringsselskaberne der ikke er omfattet af fritagelsen. Der er også angivet, hvilke samlede markedsandele de deltagende selskaber maksimalt må have, hvis fritagelsen skal kunne anvendes.

De nye regler gælder kun for konkurrencebegrænsende aftaler, som kan påvirke samhandelen mellem medlemslandene.⁸⁷ Forordningen gælder i syv år og udløber den 31. marts 2010.

Teknologioverførselsaftaler
Kommissionen har præsenteret et forslag til en ny gruppefritagelsesforordning for teknologioverførselsaftaler.

Forslaget er suppleret af retningslinjer. Retningslinjerne sigter mod at klarlægge brugen af gruppefritagelsen. Virksomhederne skal sættes i bedre stand til selv at vurdere, om en aftale, som ikke er omfattet af gruppefritagelsen, opfylder betingelserne i traktatens art. 81, stk. 3.

Efter Kommissionens opfattelse er den gældende gruppefritagelse formalistisk og kompliceret. Den nye gruppefritagelse bygger på en mere økonomisk baseret tilgangsvinkel. Den giver virksomhederne større mulighed for at udforme licensaftalerne ud fra deres individuelle kommercielle behov.

Kommissionen har forladt fremgangsmåden med at opregne, hvilke aftalebestemmelser der er fritaget. I stedet har Kommissionen angivet, hvilke bestemmelser der ikke er omfattet af fritagelsen. Endvidere er anvendelsesområdet for gruppefritagelsen gjort afhængig af aftaleparternes markedsandele på det relevante marked.

I korte træk indebærer den nye gruppefritagelse:

• Gruppefritagelsen vil ikke alene omfatte patentlicensaftaler og knowhow licensaftaler, men også licens på ophavsrettigheder til software.
   
• Gruppefritagelsen gælder kun aftaler indgået mellem to virksomheder, hvor der gives licens på teknologi med henblik på at producere eller præstere tjenesteydelser ved brug af den overførte teknologi.
   
• Gruppefritagelsen gælder kun for aftaler indgået mellem konkurrenter, hvor deres samlede markedsandele ikke overstiger 20 pct. af det relevante marked. For aftaler indgået mellem ikke-konkurrenter vil gruppefritagelsen gælde på betingelse af, at hver enkelt virksomhed ikke har en markedsandel, som overstiger 30 pct.
   

Forslaget indeholder en liste over alvorlige konkurrencebegrænsende bestemmelser (såkaldte „hard core“ bestemmelser). Hvis en aftale indeholder blot én af disse bestemmelser, kan aftalen i sin helhed ikke længere nyde godt af gruppefritagelsen. I opregningen af hard core bestemmelser skelnes der mellem aftaler indgået mellem konkurrenter og ikke-konkurrenter.

Forslaget indeholder en række yderligere betingelser. De skal overholdes, selv om aftalen i øvrigt ikke indeholder nogen hard core konkurrencebegrænsninger. Hvis en aftale indeholder en bestemmelse, som går længere, vil det kun være denne bestemmelse, som ikke er omfattet af gruppefritagelsen. Resten af aftalen kan nyde godt af gruppefritagelsen.

Den nye gruppefritagelse til trådte i kraft den 1. maj 2004. Den gælder indtil 2014.

Moderniseringsreformen

Som nævnt i indledningen vedtog Rådet den 16. december 2002 en ny gennemførelsesforordning (Rfo 1/2003) om art. 81 og 82, som skal afløse den mere end 40 år gamle forordning nr. 17/62. Den nye Rådsforordning⁸⁸ skal anvendes fra den 1. maj 2004.

Hovedelementerne i Rfo 1/2003 er:

• Afskaffelse af anmeldelsessystemet.
• Decentral anvendelse af EU-konkurrencereglerne.
• Etablering af et netværk af konkurrencemyndigheder.
• En styrket efterfølgende kontrol med overholdelsen af EU-konkurrencereglerne.

Rfo 1/2003 har medført en større implementeringsproces både i Kommissionen og i medlemsstaterne. Med henblik på denne proces blev der derfor etableret et særligt netværk – kaldet European Competition Network (ECN).

I det følgende er omtalt de forslag til retsakter og meddelelser (kaldet moderniseringspakken), som har været drøftet i ECN og Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål i efteråret 2003. Der er tale om syv forslag.

Hele moderniseringspakken, som træder i kraft den 1. maj 2004, blev den 1. oktober 2003 offentliggjort på Kommissionens hjemmeside.⁸⁹

Procedureforordning
Denne forordning indeholder de nærmere regler for Kommissionens sagsbehandling, herunder bl.a. om høringer, klager og aktindsigt.

Meddelelse om retningslinjer for begrebet påvirkning af samhandelen Som vejledning for virksomhederne og myndighederne gennemgår meddelelsen EF-Domstolens retspraksis om påvirkning af samhandelen. Begrebet fastlægger grænserne for anvendelsesområdet for traktatens art. 81 og 82. Samhandelspåvirkning er således afgørende for, hvornår medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og domstole er forpligtede til at anvende traktatens konkurrenceregler.

Efter retspraksis er der et kvantitativt element i samhandelskriteriet. EU-konkurrencereglerne kan kun anvendes på aftaler mv., som har virkninger af en vis størrelsesorden – kaldet mærkbarhedskriteriet. Heraf følger, at aftaler mv., som kun påvirker markedet ubetydeligt, ikke er omfattet af art. 81 eller 82. Vurderingen af mærkbarhed skal foretages konkret i hver enkelt sag. Der skal bl.a. tages hensyn til aftalernes art, produkternes karakter og virksomhedernes position på markedet.

Kommissionen har i meddelelsen opstillet en formodningsregel for, hvornår en aftale ikke påvirker samhandelen mærkbart („de minimis-regel“), jf. boks
12.2.

Boks 12.2: En aftale påvirker ikke mærkbart samhandelen

Meddelelse om retningslinjer for anvendelsen af art. 81, stk. 3
Denne meddelelse supplerer de retningslinjer, som allerede findes for særlige typer aftaler, fx horisontale, hhv. vertikale aftaler. Meddelelsen har til formål at give en rettesnor for, hvordan de fire betingelser i art. 81, stk. 3, skal anvendes.

Meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes domstole
Denne meddelelse skal tjene som et praktisk værktøj for de nationale domstole, som anvender art. 81 og 82. I meddelelsen er gennemgået de samarbejdsmekanismer, som er fastlagt i Rfo 1/2003.

Kommissionen er forpligtet til at bistå de nationale domstole, når de har behov for bistand i en sag om anvendelsen af art. 81 og 82. Fx har Kommissionen oplysningspligt over for de nationale domstole. Kommissionen kan på anmodning fra en national domstol udtale sig om spørgsmål om anvendelsen af EU-konkurrencereglerne. Kommissionen (og de nationale konkurrencemyndigheder) kan også komme med indlæg for en national domstol.

Meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder
Denne meddelelse beskriver hovedprincipperne i samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder inden for Det europæiske Konkurrencenetværk (ECN).

De nye regler indebærer, at konkurrencemyndighederne kan fordele EU-konkurrencesagerne imellem sig. Det skal ske ud fra kriterier om, hvem der er den bedst egnede. I dette indgår:

• Om en aftale eller adfærd har en betydelig direkte (faktisk eller forventet) indvirkning på konkurrencen inden for myndighedens område.
• Om en myndigheden kan forbyde og sanktionere overtrædelsen.
• Om en myndighed kan indsamle det nødvendige bevismateriale.

Meddelelse om uformel vejledning
Moderniseringsreformen indebærer, at det fra den 1. maj 2004 ikke længere er muligt at anmelde aftaler mv. til Kommissionen med henblik på en fritagelse efter art. 81, stk. 3.

Med vedtagelsen af Rfo 1/2003 er der således lagt op til, at virksomhederne fremover selv i øget omfang skal kunne vurdere deres aftaler efter art. 81. Virksomhederne har adgang til alle informationer i form af retspraksis, forordninger, meddelelser og retningslinjer fra fællesskabsdomstolene og Kommissionen. De vil derfor i de fleste tilfælde selv kunne vurdere deres aftaler og adfærd efter art. 81 og 82.

Der kan imidlertid forekomme tilfælde, som kan give anledning til alvorlig usikkerhed. Fordi de rejser nye eller uløste spørgsmål om anvendelsen af konkurrencereglerne. Kommissionen vil i sådanne tilfælde komme med en skriftlig vejledning. Det forudsætter dog, at det stemmer overens med Kommissionens prioritering af opgaverne.

Vejledningsskrivelser binder hverken Kommissionen, EF-Domstolen, de nationale konkurrencemyndigheder eller domstolene.

Meddelelse om Kommissionens behandling af klager Som nævnt ovenfor indeholder den nye procedureforordning særlige bestemmelser om en klagers rettigheder.

Som led i moderniseringsprocessen ønsker Kommissionen at tilskynde borgere og virksomheder til at henvende sig til domstolene og konkurrencemyndighederne om mulige overtrædelser af EU-konkurrencereglerne.

I meddelelsen er der redegjort for mulighederne for at klage til Kommissionen, og hvordan Kommissionen behandler klager.

Fusionsreformen

Som omtalt i Konkurrenceredegørelse 2003 offentliggjorde Kommissionen den 11. december 2002 sine planer om at revidere EU's fusionskontrolregler. Den 24. januar 2004 vedtog Rådet en ny forordning om fusionskontrol.⁹⁰ De nye fusionskontrolregler skal anvendes fra den 1. maj 2004.

Boks 12.3: De vigtigste nye EU-regler om fusionskontrol

Hvad særligt angår det kriterium, som Kommissionen anvender ved godkendelsen af en fusion, har det hidtil været baseret på den såkaldte dominans-test. Det indebærer en undersøgelse af, hvorvidt en fusion skaber eller styrker en dominerende stilling, der væsentligt hæmmer den effektive konkurrence.

Fra den 1. maj 2004 skal Kommissionen i stedet vurdere, hvorvidt en fusion betydeligt hæmmer den effektive konkurrence inden for fællesmarkedet (eller en del heraf). Det indebærer, at Kommissionen også kan anvende fusionsreglerne på tilfælde af såkaldte oligopoler (flere store udbydere, men ingen har en dominerende stilling).

Tabel 12.10: Kommissionens tidsfrister for behandling af fusioner

Meddelelsen om horisontale fusioner
Kommissionen har vedtaget en meddelelse om retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner.⁹¹ Kommissionen beskriver de metoder, som den vil anvende ved vurderingen af, om en fusion mellem konkurrerende virksomheder i betydelig grad hæmmer den effektive konkurrence.

Bedre beslutningsproces
Der er også blevet gennemført en række ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, som skal forbedre beslutningsprocessen i Kommissionen. De skal også skabe bedre muligheder for, at der kan blive taget hensyn til fusionsparternes synspunkter under sagsbehandlingen.

Boks 12.4: Kommissionens interne regler om god praksis

God praksis i forbindelse med tilsagn om frasalg
På Kommissionens hjemmeside har den offentliggjort⁹² to (ikke-bindende) standardmodeller for tilsagn om frasalg og for administrators mandat. Der er også offentliggjort Kommissionens forklarende bemærkninger til de to modeller. Disse retningslinjer kan være med til at lette forhandlingerne om tilsagn, som ofte foregår under et vist tidspres.

12.9 INTERNATIONALT SAMARBEJDE

Generaldirektørmøder
Der har i 2003 været holdt to generaldirektørmøder i Bruxelles. Her har man bl.a. drøftet EU's moderniseringsreform, liberale erhverv, sundhedstjenester, samspillet mellem forbrugerpolitik og konkurrencepolitik samt revisionen af fusionskontrolforordningen. Tilsvarende har der i 2003 været afholdt et ECA-møde⁹³ i Oslo. På mødet drøftede man en fælles rapport om konkurrenceforholdene på det europæiske luftfartsmarked, Kommissionens oplæg om konkurrencen inden for sundhedssektoren samt en rapport om det nordiske elmarked.

ICN
I 2003 har der været holdt ICN-møde⁹⁴ i Merida i Mexico.Her var et af konferencens tungeste temaer fusionskontrol og „Merger Guidelines“.⁹⁵ Et andet emne var „advocacy“ – dvs. hvordan konkurrencemyndighederne bedst fremmer konkurrencen gennem vejledning og analyser samt input til den offentlige og politiske debat om reguleringer. Konferencens tredje emne var „Capacity Building“ – dvs. hvordan udvikler nye konkurrencemyndigheder sig bedst, hvilke udviklingsstrategier kan de anlægge, og hvordan kan teknisk bistand fra mere trænede konkurrencemyndigheder bedst tilrettelægges.⁹⁶

12.10 NORDISK SAMARBEJDE

De nordiske møder
I august 2003 var der plenummøde i Täby i Sverige. Her var temaerne:

• Telesektoren
• Mediemarkedet
• Karteller

Der blev etableret en arbejdsgruppe, som skal se på fastprissystemet for bøger. Der blev også nedsat en telearbejdsgruppe.

Den nordiske samarbejdsaftale
I 2001 indgik Danmark, Island og Norge en aftale om udveksling af fortrolige oplysninger i konkurrencesager. I april 2003 kunne Danmark, Island, Norge og Sverige underskrive en tillægsaftale om Sveriges tilslutning til denne aftale. Aftalen trådte i kraft den 15. februar 2004.

Aftalen med Grønland
En aftale med Det grønlandske Hjemmestyre om bistand til Det grønlandske Konkurrencenævn trådte i kraft den 1. juli 2001. I overensstemmelse med aftalen har Konkurrencestyrelsen udarbejdet oplæg til Konkurrencenævnet i en række større sager. I slutningen af 2002 fik Grønland et nyt Landsstyre, og i konsekvens heraf blev der i 2003 udnævnt et nyt Konkurrencenævn samt en ny formand. Det nye nævn har i 2003 holdt ét møde, hvor Konkurrencestyrelsen har deltaget.

Grønlands Landsret har i november 2003 afsagt dom i den første konkurrencesag om det grønlandske bryggeri Nuuk Imeq.⁹⁷ Landsretten var enig med Konkurrencenævnet i, at Nuuk Imeq's eneret til import og fremstilling af øl og kulsyreholdige læskedrikke i Grønland er underlagt en offentlig regulering og dermed undtaget fra konkurrencelovens indgrebsbestemmelser. Nævnet må nu afvente landsrettens afgørelse i hovedsagen, som omhandler nævnets afgørelse fra 2000 om indledning af forhandling om ophør af den pågældende eneret.

Fodnoter

1 EFT 2003 L 1/1.

2 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1621 af 27. november 2003.

3 Kommissionens pressemeddelelse IP/04/70 af 20. januar 2004.

4 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1341 af 3. oktober 2003.

5 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/284 af 26. februar 2003.

6 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/479 af 2. april 2003 samt EUT 2003 L 209/12.

7 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1028 af 16. juli 2003.

8 Sorbat er et kemisk konserveringsmiddel, der anvendes til at forhindre vækst af mikroorganismer i fødevarer og drikkevarer.

9 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1330 af 1. oktober 2003.

10 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1651 af 3. december 2003.

11 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1700 af 10. december 2003.

12 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1746 af 16. december 2003.

13 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/717 af 21. maj 2003 samt EUT 2003 L 263/9.

14 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1025 af 16. juli 2003.

15 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1182 af 28. august 2003.

16 Kommissionens beslutning af 10. marts 2003.

17 Den særlige forordning om gennemførelse af konkurrencereglerne på luftfartsområdet.

18 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/545 af 15. april 2003.

19 Kommissionens forordning nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens art. 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, EFT 1999 L 336/ 21.

20 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/589 af 30. april 2003 samt EUT 2003 L 200/59.

21 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1026 af 16. juli 2003.

22 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1105 af 24. juli 2003 samt EUT 2003 L 291/25.

23 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1152 af 7. august 2003.

24 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1405 af 17. oktober 2003.

25 Se Konkurrenceredegørelse 2002, s. 336 og s. 348.

26 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1438 af 23. oktober 2003.

27 Kommissionens memo/03/89 af 24. april 2003.

28 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/566 af 24. april 2003.

29 For nærmere omtale af sagen, se kapitel 11.

30 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1129 af 29. juli 2003.

31 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1345 af 6. oktober 2003.

32 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1159 af 13. august 2003.

33 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/826 af 11. juni 2003.

34 Kommissionens pressemeddelelse IP/02/22 af 9. januar 2002.

35 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1531 af 11. november 2003.

36 Kommissionens pressemeddelelse IP/01/1516 af 30. oktober 2001.

37 Sag T-5/02 og T-80/02, Saml. 2002-II, s. 4381.

38 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/36 af 13. januar 2003.

39 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/602 af 30. april 2003.

40 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/594 af 30. april 2003.

41 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/825 af 11. juni 2003.

42 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1079 af 23. juli 2003.

43 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1193 af 2. september 2003.

44 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1803 af 19. december 2003.

45 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/820 af 11. juni 2003.

46 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1078 af 23. juli 2003.

47 Dom af 4. marts 2003 i sag T-319/99, FENIN – endnu ikke offentliggjort i Saml.

48 Kommissionens beslutning af 11. marts 1998 – Van Den Bergh Foods/Unilever. EFT 1998 L 246/1.

49 Dom af 23. oktober 2003 i sag T-65/98 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

50 Dom af 19. marts 2003 i sag T-213/00, CMA CGM m.fl. – endnu ikke offentliggjort i Saml.

51 Domme af 30. september 2003 i de forenede sager T-191/98, T-212/98 til T-214/98, TACA – endnu ikke offentliggjort i Saml.

52 En linjekonference er en gruppe af rederier, som driver international linjefart med godsbefordring på en eller flere ruter inden for et fastsat geografisk område og i henhold til ensartede eller fælles fragtrater.

53 Kommissionens beslutning af 9. december 1998 – Græske færger. EFT 1999 L 109/24.

54 Domme af 11. december 2003 i sagerne sag T-56/99, T-59/99, T-61/99, T-65/99 og T-66/99, Marlines m. fl. – endnu ikke offentliggjort i Saml.

55 Dom af 17. december 2003 i sag T-219/99 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

56 Kommissionens beslutning af 14. juli 1999 – Virgin/British Airways. EFT 2000 L 30/1.

57 Dom af 9. juli 2003 i sag T-224/00, Archer Daniels Midland Company – endnu ikke offentliggjort i Saml.

58 Dom af 16. december 2003 i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied – endnu ikke offentliggjort i Saml.

59 Beslutning af 26. oktober 1999 – Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied og Technische Unie (FEG og TU). EFT 2000 L 39/1.

60 Kommissionens beslutning af 16. februar 1994 – Stålbjælker. EFT 1994 L 116/1.

61 Sag T-137/94 m fl., ARBED, Saml. 1999-II, s. 303.

62 Domstolens pressemeddelelse af 2. oktober 2003, nr. 82/03.

63 Dom af 2. oktober 2003 i sag C-176/99 P – endnu ikke offentliggjort i Saml.

64 Dom af 2. oktober 2003 i sag C-196/99 P – endnu ikke offentliggjort i Saml.

65 Kommissionens beslutning af 30. november 1994 – Cement. EFT 1994 L343/1.

66 Cimenteries CBR m.fl., de forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Saml. 2000-II, s. 491 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

67 Dom af 7. januar 2004 i de forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00P og C-219/00 P, Aalborg Portland A/S m. fl. – endnu ikke offentliggjort i Saml.

68 Dom af 30. september 2003 i sag T-203/01 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

69 Beslutning af 20. juni 2001 – Michelin. EFT 2002 L 143/1.

70 Michelin er tidligere blevet pålagt en bøde for dets loyalitetsrabatter, jf. Kommissionens beslutning af 7. oktober 1981, EFT 1981 L 353/33, og EF-Domstolens dom i sag 322/81, Saml. 1983, s. 3461.

71 Kommissionens beslutning af 20. september 2000 – Opel. EFT 2001 L 59/1.

72 Dom af 21. oktober 2003 i sag T-368/00 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

73 Kommissionens beslutning af 28. januar 1998 – VW. EFT 1998 L 124/ 60.

74 Sag T-62/98, Saml. 2000-II, s. 2707.

75 Dom af 18. september 2003 i sag C-338/00 P – endnu ikke offentliggjort i Saml.

76 Kommissionens beslutning af 29. juni 2001 – Volkswagen. EFT 2001 L 262/14.

77 Dom af 3. december 2003 i sag T-208/01 – endnu ikke offentliggjort i Saml.

78 Dom af 3. april 2003 i sag T-342/00, Petrolessence og SG2R – endnu ikke offentliggjort i Saml.

79 Dom af 3. april 2003 i sag T-119/02, Royal Philips – endnu ikke offentliggjort i Saml.

80 Dom af 9. september 2003 i sag C-198/01, CIF – endnu ikke offentliggjort i Saml.

81 Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87 af 14. december 1987 om fastsættelse af fremgangsmåden ved anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren. EFT 1987 374/1.

82 Ved forslaget fjernes art. 32, litra c, i Rfo 1/2003.

83 Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 af 19. april 2000 om anvendelse af traktatens art. 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier). EFT 2000 L 100/24.

84 Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens art. 85 og 86 på søtransport. EFT 1986 L 378/4.

85 Kommissionens forordning (EF) nr. 358/2003 af 27. februar 2003 om anvendelse af traktatens art. 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet. EFT 2003 L 53/8. Denne forordning udløb den 31. marts 2003.

86 Kommissionens forordning (EØF) nr. 3932/92 af 21. december 1992 om anvendelse af traktatens art. 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet. EFT 1992 L 398/7.

87 Reglerne er derfor – i lighed med reguleringen på andre områder – via en dansk bekendtgørelse gjort anvendelige på aftaler, der kun har virkning her i landet, jf. bekendtgørelse nr. 236 af 27. marts 2003 om gruppefritagelse for visse kategorier af aftaler mv. på forsikringsområdet.

88 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens art. 81 og 82. EFT 2003 L 1/1.

89 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/1340 af 3. oktober 2003.

90 Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser („EF-fusionsforordningen“). EUT 2004 L 24/1.

91 Kommissionens retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, EUT 2004 C 31/5.

92 Se også Kommissionens pressemeddelelse IP/03/614 af 2. maj 2003.

93 European Competition Authorities (ECA) mødes en til to gange om året i medlemsstaterne for at drøfte emner af fælles interesse på konkurrenceområdet. I møderne deltager alene generaldirektørerne for de europæiske konkurrencemyndigheder.

94 ICN står for International Competition Network.

95 Kommissionens pressemeddelelse IP/03/902 af 26. juni 2003.

96 Samtlige dokumenter findes på ICN's hjemmeside: http://www.internationalcompetitionnetwork.org//.

97 Konkurrencenævnets pressemeddelelse af 27. november 2003 er offentliggjort på nævnets hjemmeside http://www.unammineq.gl/.

Version 1.0 Juni 2004 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering