Kapitel 9 Modernisering af de europæiske konkurrence regler
9.1 RESUMÉ OG KONKLUSION
Tirsdag den 26. november 2002 blev en mærkedag for de europæiske konkurrenceregler. Den dag blev ministrene i Rådet enige om nye regler for anvendelsen af EU-konkurrencereglerne.1 Reglerne træder i kraft den 1. maj 2004 samtidig med, at de 10 nye lande indtræder i EU.
De gamle regler, som stammer fra 1962, betød bl.a., at kun Kommissionen – efter anmeldelse fra virksomhederne – kunne give fritagelser til konkurrencebegrænsende aftaler.
I en periode, hvor de europæiske konkurrenceregler fra 1957 endnu var nye, og hvor der var få fortilfælde at støtte sig til, var det godt, at virksomheder kunne anmelde aftaler til Kommissionen for at få en fritagelse. Herigennem kunne Kommissionen lægge praksis fast. Men efterhånden som praksis blev fastlagt via Kommissionens fritagelser, eller afslag herpå, kunne man spørge om det hensigtsmæssige i, at virksomheder skulle anmelde aftaler til Kommissionen for at få en fritagelse. Hertil kom, at Kommissionen langt fra kunne nå at behandle de mange anmeldelser, som den hvert år modtog.
Et vigtigt skridt til at nedsætte antallet af anmeldelser blev taget i 1967, hvor Kommissionen i en forordning gav en generel fritagelse – en såkaldt gruppefritagelse – til eneforhandlingsaftaler. Gruppefritagelsen betød, at en virksom hed ikke længere skulle anmelde en eneforhandlingsaftale, hvis den ellers holdt sig inden for de givne rammer. Siden da har Kommissionen udstedt en række gruppefritagelser for andre områder.
Kommissionen har også i årenes løb udstedt en række meddelelser, som undtager visse aftaler fra forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler.2
I Kommissionens Hvidbog fra 1999,3hvor den nye reform første gang blev præsenteret, kunne det konstateres, at disse skridt kun delvist havde dæmmet op for strømmen af anmeldelser. Sagsbehandlingstiderne var derfor lange, og en meget stor del af afgørelserne blev afgjort uformelt. Med udsigt til en udvidelse af medlemskredsen til 25 lande ville det ikke længere være muligt at opretholde en centraliseret forhåndskontrol i Bruxelles.
På denne baggrund besluttede EU-landene i november sidste år at ophæve anmeldelses- og fritagelsessystemet. I stedet kan en virksomhed i konkurrencesager gøre gældende, at undtagelsen i art. 81, stk. 3, finder anvendelse, dvs. at en konkurrencebegrænsning i en aftale er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig. Dette forsvar kan virksomheden gøre gældende over for Kommissionen, en national konkurrencemyndighed eller en national domstol.
Med de nye regler får de nationale konkurrencemyndigheder pligt til at anvende art. 81 og 82, når konkurrencebegrænsninger mærkbart kan påvirke samhandelen. Pligten til at anvende EU-reglerne får stor positiv betydning for virksomhedernes retssikkerhed. I dag træffer Kommissionen relativt få formelle afgørelser om indgreb efter art. 81 og 82. De nye regler vil betyde, at de nationale konkurrencemyndigheder fremover kommer til at træffe et relativt stort antal afgørelser efter art. 81 og 82. Langt størstedelen af disse sager er ikke sager, som Kommissionen delegerer til de enkelte landes myndigheder, men er derimod sager, som myndighederne hidtil har behandlet efter deres nationale konkurrencelove.
Pligten til at anvende art. 81 og 82 vil derfor fremover betyde en mere ensartet retsanvendelse i de enkelte lande og vil dermed medvirke til at sikre, at virksomhederne stilles ens i konkurrencen.
En mere ensartet praksis vil endvidere blive sikret ved oprettelsen af et netværk mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder. Her kan oplysninger om de enkelte sager udveksles, og sagerne koordineres, indender træffes afgørelse. En national konkurrencemyndighed kan således først gribe ind efter art. 81 eller 82, når den har hørt Kommissionen og de øvrige medlemmer af netværket. Et vigtigt element i reformen har været, at samtlige medlemmer af netværket skal sikre et effektivt tilsyn med, at virksomhederne overholder de europæiske konkurrenceregler.
På et punkt svarer de nye regler til de amerikanske konkurrenceregler, hvor der heller ikke er mulighed for at anmelde en konkurrencebegrænsende aftale for at få en fritagelse. På et andet punkt, nemlig håndhævelsen af reglerne, går reformen dog i en anden retning, idet reglerne fremover skal anvendes decentralt – modsat det amerikanske system.
Det er vigtigt at understrege, at de nye regler ikke ændrer på, hvad der er forbudt. Det er stadig forbudt at lave prisaftaler, dele markederne op og bruge sin markedsstyrke til at tvinge andre ud af markedet.
Reformen betyder heller ikke, at der bliver ensartede regler, hvad angår bøder. Fastsættelsen og udmålingen af bøderne følger fortsat de nationale regler og procedurer, når et medlemsland behandler en sag om overtrædelse af de europæiske konkurrenceregler.
De nye regler drejer sig om, hvem og hvordan man anvender forbudene i Traktaten.
Der ligger en række udfordringer for Kommissionen og de nationale myndigheder i de nye regler:
Hvordan sikres virksomhedernes retssikkerhed?
Det kan betyde en vis retsusikkerhed for virksomhederne, at de ikke længere kan anmelde en aftale for at opnå en fritagelse. Konkurrencestyrelsen anser det derfor for en vigtig opgave at yde sit til, at virksomhederne ikke oplever de nye regler som et tab af retssikkerhed og vil sætte ressourcer ind på at vejlede virksomhederne.
Hvordan sikres det, at der ikke bliver truffet forskellige afgørelser?
Når det fremover er 26 konkurrencemyndigheder (inkl. Kommissionen), som kan håndhæve de europæiske konkurrenceregler, kan der komme forskellige afgørelser. Kommissionen er derfor tillagt en central rolle i at sikre, at de europæiske konkurrenceregler bliver anvendt ensartet.
Konkurrencestyrelsen vil sætte ressourcer ind på løbende at følge med i de afgørelser, som andre nationale konkurrencemyndigheder træffer eller påtænker at træffe.
Et vigtigt element hertil er dog også oplysninger fra virksomhederne. Det mest effektive vil være, hvis en virksomhed underretter Konkurrencestyrelsen allerede i det øjeblik, den har klaget til en anden national konkurrencemyndighed. På denne måde kan Konkurrencestyrelsen sætte særligt fokus på sagen og følge den.
Hvorledes sikres det, at netværket af konkurrencemyndigheder bliver effektivt?
Med så mange myndigheder der skal samarbejde, er det vigtigt, at samarbejdet ikke ødelægges af tidskrævende formalia og stive procedurer. Konkurrencestyrelsen vil derfor arbejde for, at der på ene side udveksles alle nødvendige oplysninger. På den anden side er det også vigtigt, at informationsudvekslingen ikke tager overhånd, så der bliver tale om informationsforurening.
9.2 HOVEDELEMENTERNE I DE NYE REGLER
Reglerne i forordning 1/2003 kan samles i fire grupper: harmonisering og decentralisering, ophævelse af anmeldelses- og fritagelsessystemet, netværk af konkurrencemyndigheder og styrkelse af indgrebs- og kontrolbeføjelser.
Hovedelementerne i de nye regler er tæt knyttet sammen. Harmoniseringen forstået som pligten for de nationale konkurrencemyndigheder til at anvende art. 81 og 82 på konkurrencebegrænsninger, der mærkbart kan påvirke sam handelen, er en forudsætning for, at reglerne kan anvendes decentralt. Dette kan kun ske ved, at Kommissionens nuværende monopol på at give fritagelser til forbudet i art. 81 bortfalder. Forudsætningen herfor er, at der ikke længere kan ske anmeldelse til Kommissionen. For at systemet kan fungere (dvs. er gennemskueligt og kan sikre en ensartet praksis), er det nødvendigt, at der er et netværk mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder. Et vigtigt led i netværket er bl.a., at fortrolige oplysninger kan udveksles, og at samtlige medlemmer af netværket kan sikre et effektivt tilsyn med, at virksomhederne overholder de europæiske konkurrenceregler. Derfor har man valgt også at styrke visse af indgrebs- og kontrolbeføjelserne.
Harmonisering og decentralisering
Hvis en konkurrencebegrænsning mærkbart kan påvirke samhandelen, skal Kommissionen anvende art. 81 eller 82. Sådan er det i dag. Det samme vil også gælde efter den 1. maj 2004.
For en national konkurrencemyndighed er det derimod i dag frivilligt, om den vil anvende EF-Traktatens bestemmelser eller i stedet den nationale konkurrencelov, når en konkurrencebegrænsning mærkbart kan påvirke samhandelen. Den nationale konkurrencemyndighed kan i dag kun anvende EF- Traktatens bestemmelser, hvis den har hjemmel hertil efter den nationale lovgivning.4
Fra den 1. maj 2004 bliver regelgrundlaget harmoniseret, idet en national konkurrencemyndighed får pligt til at anvende art. 81 og 82, når en konkurrencebegrænsning mærkbart påvirker samhandelen. Alle 25 konkurrence myndigheder får altså de samme regler, som skal anvendes uanset, hvad der måtte stå i de nationale konkurrencelove.5
I dag er det kun Kommissionen, som kan give en fritagelse til en konkurrencebegrænsende aftale efter art. 81, stk. 3. Dette monopol bliver ophævet, og reglerne kan fremover anvendes decentralt. Nationale konkurrencemyndigheder og nationale domstole kan – ligesom Kommissionen – anvende hele art. 81. De nationale myndigheder kan derfor træffe afgørelse om, at en aftale, som er omfattet af forbudet i art. 81, stk. 1, ikke er forbudt, fordi aftalen opfylder betingelserne i art. 81, stk. 3.
For både de nationale konkurrencemyndigheder og de nationale domstole vil decentraliseringen betyde, at de fremover kan afgøre sager uden at blive afbrudt af en anmeldelse fra en virksomhed til Kommissionen.
Decentraliseringen vil endvidere betyde, at de nationale konkurrencemyndigheder fremover skal behandle nogle af de sager, som tidligere var forbeholdt Kommissionen. For den enkelte sag kan det betyde, at der kan gøres brug af den lokale ekspertise og det markedskendskab, som den nationale konkurrencemyndighed har.
Harmoniseringen vil på den anden side betyde, at de nationale myndigheder skal behandle et relativt stort antal sager efter art. 81 og 82 og ikke – som hidtil – efter deres nationale konkurrencelove. Det vil betyde en mere ensartet retsanvendelse i EU.
Harmoniseringen har betydning for et relativt stort antal af de sager, som de nationale konkurrencemyndigheder i dag behandler. Derimod forventes decentraliseringen kun at medføre, at relativt få sager, som Kommissionen hidtil har behandlet, overføres til de nationale myndigheder. Det samlede resultat vil derfor være øget retssikkerhed for virksomhederne.
Ophævelse af anmeldelses- og fritagelsessystemet
Fra den 1. maj 2004 vil det ikke længere være muligt for en virksomhed at anmelde en aftale til Kommissionen får at få en fritagelse.6 Virksomhederne har ikke længere et retskrav på, at Kommissionen behandler en aftale, som de har anmeldt. I stedet skal en virksomhed selv vurdere, om en aftale indeholder elementer, som er konkurrencebegrænsende. I så fald skal virksomheden overveje, om de positive virkninger af aftalen opvejer de skadelige virkninger, så betingelserne i art. 81, stk. 3, er opfyldt.
Hvis det kommer til en sag, kan virksomheden forsvare sig med, at aftalen ikke er konkurrencebegrænsende og ikke mærkbart kan påvirke samhandelen. Alternativt kan virksomheden argumentere for, at undtagelsen i art. 81, stk. 3, skal finde anvendelse.
Hvis aftalen er omfattet af forbudet i art. 81, stk. 1, idet undtagelsen i art. 81, stk. 3, ikke finder anvendelse, kan virksomheden blive pålagt en bøde.
Hidtidig praksis fra Kommissionens side har dog været, at den kun har pålagt bøder for de alvorlige overtrædelser, som virksomheder bevidst havde begået – fx karteller. Når en virksomhed i god tro havde indgået en aftale, som – viste det sig senere – var konkurrencebegrænsende, og som Kommissionen ikke havde kunnet fritage, pålagde Kommissionen som regel ikke en bøde. Det er ikke tanken med de nye regler, at der skal ændres på denne hidtidige praksis.
Det har hidtil kun været relevant at anmelde en aftale, hvis den var konkurrencebegrænsende, og aftalen ikke kunne nyde godt af en såkaldt gruppefritagelse, hvor Kommissionen har givet en generel fritagelse til en gruppe af aftaler – som fx distributionsaftaler. Gruppefritagelserne fortsætter under de nye regler.
For Kommissionen vil ophævelsen af anmeldelsessystemet betyde færre sager, der skal behandles. Herved får Kommissionen frigjort ressourcer, som den i stedet vil sætte ind på at afsløre de alvorlige overtrædelser som fx karteller.
Netværk af konkurrencemyndigheder
I en rådserklæring, som Rådet og Kommissionen afgav i forbindelse med vedtagelsen af forordning 1/2003, fremgår det, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder tilsammen danner et netværk af konkurrence myndigheder, der anvender Traktatens art. 81 og 82 i et nært samarbejde (i det følgende netværket).
Oprettelsen af netværket er en logisk konsekvens af decentraliseringen. Det er klart, at der er behov for et tættere samarbejde, når 26 myndigheder får kompetence til at håndhæve EF-Traktatens konkurrencebestemmelser.
Netværkets opgaver er at fordele de sager, som myndighederne skal behandle, at udveksle informationer mellem myndighederne og at koordinere håndhævelsen af de europæiske konkurrencebestemmelser.
En sag kan blive rejst ved én eller flere af de 25 nationale konkurrencemyndigheder eller hos Kommissionen. Kommissionen vil tage en sag, hvis:
en aftale eller adfærd mærkbart påvirker konkurrencen i mere end tre medlemslande, eller
der er tale om offentlige virksomheder eller virksomheder med særlige eller eksklusive rettigheder (jf. art. 86 i EF-Traktaten), eller
sagen er principiel.
I alle andre tilfælde kan de nationale konkurrencemyndigheder behandle en sag, med mindre Kommissionen har indledt procedure i sagen.
I forbindelse med rådserklæringen er der blevet fastsat nogle principper for fordelingen af sager mellem de nationale konkurrencemyndigheder. Disse principper går ud på, at den eller de konkurrencemyndighed(er), der har de bedste forudsætninger for at træffe en afgørelse, skal have sagen.
Det, der vil være afgørende for, at en national konkurrencemyndighed er den bedst egnede, er:
Om aftalen eller adfærden har en mærkbar virkning på konkurrencen i medlemslandet.
Om konkurrencemyndigheden har mulighed for at indsamle de nødvendige beviser.
Om konkurrencemyndigheden effektivt kan bringe overtrædelsen til ophør og gennemføre sanktioner.
Når en konkurrencemyndighed indleder undersøgelse i en sag, skal myndigheden anmelde sagen til netværket. Udgangspunktet er, at den myndighed, der har anmeldt en sag, vil være den myndighed, der har de bedste forudsætninger for at behandle sagen, hvis ingen af de andre konkurrencemyndigheder har gjort indsigelser. Den endelige fordeling skal foretages hurtigst muligt og som hovedregel inden for 3 måneder. Hvis de nationale konkurrencemyndigheder ikke kan nå til enighed, kan Kommissionen overtage sagen.
Det er muligt, at der laves en arbejdsgruppe, som består af flere myndigheder. Hvor flere myndigheder behandler en sag, skal myndighederne koordinere deres indsats, og de bør udpege én myndighed som den ledende.
Kommissionen er primus motor i netværket og er tillagt en række instrumenter for at få samarbejdet til at fungere.
For det første kan Kommissionen overtage en sag. Kommissionen kan ifølge rådserklæringen overtage en sag i følgende tilfælde:
Hvis de nationale myndigheder påtænker at træffe indbyrdes modstridende beslutninger.
Hvis de nationale myndigheder påtænker at træffe en åbenbart forkert beslutning.
Hvis et eller flere medlemmer af netværket forhaler proceduren i urimelig grad.
Hvis en national myndighed ikke gør indsigelse. s Hvis det er nødvendigt for udviklingen af fællesskabets konkurrencepolitik, at Kommissionen træffer en beslutning.
Hvad angår det sidste tilfælde, kan det fx være på områder, hvor der er et særligt behov for at skabe klarhed eller for at rette op på en uensartet praksis blandt de nationale myndigheder. Kommissionens beslutning binder alle konkurrencemyndigheder i netværket. Træffer Kommissionen afgørelse om, at en aftale er lovlig efter art. 81, kan en national konkurrencemyndighed ikke forbyde aftalen.
For det andet har en national myndighed pligt til at underrette Kommissionen, hvis myndigheden vil forbyde en aftale, acceptere tilsagn fra en virksomhed, eller hvis den vil inddrage en gruppefritagelse. Hvis Kommissionen mener, at en national myndighed er ved at træffe en forkert afgørelse, kan Kommissionen gøre opmærksom herpå. I sidste instans kan Kommissionen overtage sagen.
Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder har i begyndelsen af 2003 nedsat fire arbejdsgrupper, som skal behandle følgende emner:
Sagsfordeling inden for netværket. Denne arbejdsgruppe skal bl.a. drøfte principperne for, hvilken konkurrencemyndighed der kan anses for bedst egnet i en given sag; hvilke oplysninger, der er behov for med henblik på at fastlægge sagsfordelingen, og hvilke(t) sprog, der skal anvendes.
Udveksling af oplysninger, herunder fortrolige. Blandt de punkter, som denne arbejdsgruppe skal nå til enighed om, er: Hvilke oplysninger kan eller skal der udveksles; hvorledes sikres fortroligheden, og skal en virksomhed underrettes om, at oplysninger er videregivet.
Principper for bødenedsættelse. Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte, om hver national konkurrencemyndighed skal fortsætte med egne regler, eller om der bør ske en vis harmonisering; hvilke regler skal gælde i tilfælde af, at en sag overføres fra en myndighed til en anden, og om en myndighed skal konsultere de andre, før den giver en bødenedsættelse.
Fælles kontrolundersøgelser. Denne arbejdsgruppe skal bl.a. undersøge spørgsmål om den assistance, som en konkurrencemyndighed skal yde en anden i forbindelse med en kontrolundersøgelse.
Resultaterne fra arbejdsgrupperne vil fremgå af en række af de meddelelser, som Kommissionen vil udstede. Kommissionen arbejder for tiden på følgende meddelelser:
Samarbejdet inden for netværket
Samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole
Kommissionens behandling af klager
Påvirkning af samhandelen
Principper for anvendelsen af undtagelsen i art. 81, stk. 3
Skriftlige erklæringer
Styrkelse af indgrebs- og kontrolbeføjelser
Reformen indeholder også andre elementer, der skal styrke en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne.
Efter forordningen kan en national myndighed udveksle fortrolige oplysninger med de andre medlemmer af netværket. Medlemmerne kan kun udveksle oplysninger til brug for håndhævelse af EF-Traktatens art. 81 og 82. Fortrolige oplysninger, som myndighederne udveksler, må ikke bruges til at idømme fysiske personer fængselsstraf, medmindre de myndigheder, der udveksler oplysningerne, gensidigt har mulighed for at pålægge fængselsstraf.
Som noget nyt kan en national myndighed i ét land bede en myndighed i et andet land om at foretage en kontrolundersøgelse. Det kan fx være nyttigt, hvis der er tale om et kartel, hvor deltagerne findes i flere lande. Det skal være en kontrolundersøgelse, hvor myndigheden skal undersøge, om virksomhederne har overholdt reglerne i EF-Traktatens art. 81 eller 82. Det er op til den enkelte nationale myndighed at afgøre, om den finder grundlag for at efterkomme en anmodning.
Herudover indeholder reformen en styrkelse af Kommissionens beføjelser.
For det første får Kommissionen mulighed for at foretage kontrolundersøgelser i private hjem. Det kræver dog, at der kan være tale om en alvorlig overtrædelse, og der skal foreligge en forudgående tilladelse fra en national domstol. Den nationale domstol skal sikre, at kontrolundersøgelsen ikke er vilkårlig eller uforholdsmæssig.
For det andet får Kommissionen mulighed for at forsegle forretningslokaler. Det kan være nyttigt, hvor en kontrolundersøgelse i en virksomhed strækker sig over flere dage. Normalt kan en forsegling ikke vare længere end 72 timer.
For det tredje kan Kommissionen gennemføre et interview med en fysisk person. Det er dog et krav, at personen indvilger heri.
Kommissionen får for det fjerde udtrykkelig hjemmel7 til at iværksætte foreløbige indgreb. Det kan fx være et påbud til en virksomhed om at levere, indtil Kommissionen har truffet endelig afgørelse i sagen. Det kræver, at der er risiko for alvorlig og ubodelig skade på konkurrencen, hvis Kommissionen ikke på denne måde griber ind.
For det femte bliver det muligt for Kommissionen at pålægge en virksomhed at frasælge aktiver. Det kan Kommissionen gøre, hvis der er betydelig risiko for vedvarende eller gentagne overtrædelser, som kan føres tilbage til selve virksomhedens struktur. Et sådant strukturelt indgreb kan kun undtagelsesvist komme på tale, og kun såfremt et indgreb over for virksomhedens adfærd ikke kan løse de konkurrenceretlige problemer.
Et nyt instrument bliver endelig, at Kommissionen får mulighed for at acceptere tilsagn, som en virksomhed tilbyder for at imødekomme konstaterede konkurrenceretlige problemer. Kommissionen kan gøre tilsagnene bindende for virksomheden. Når Kommissionen accepterer tilsagn, behøver den ikke træffe afgørelse om, hvorvidt art. 81 eller 82 var overtrådt. Kommissionen skal høre Det Rådgivende Udvalg,8 inden den accepterer tilsagnene. Undlader virksomheden at efterkomme de afgivne tilsagn, vil den kunne straffes med en bøde.
Fodnoter
1 Der var tale om politisk enighed. Den nye forordning blev formelt vedtaget den 16. december 2002. Forordningen hedder: Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i Traktatens artikel 81 og 82. Den er offentliggjort i EFT 2003 L 1/1.
2 Som eksempler herpå kan nævnes Kommissionens såkaldte bagatelmeddelelse, hvor Kommissionen har angivet kvantitative kriterier for, at aftaler ikke mærkbart kan påvirke konkurrencen (jf. meddelelser fra 1970, 1977, 1986 og 1997); meddelelse fra 1962 om agentaftaler; meddelelse fra 1968 om samarbejde mellem virksomheder samt meddelelse fra 1978 om underleveranceaftaler.
3 Kommissionens hvidbog af 28. april 1999 om modernisering af gennemførelsesbestemmelserne til EF-Traktatens artikel 85 og 86, EFT 1999 C 132/1.
4 I dag kan konkurrencemyndighederne i 10 medlemslande anvende EF-Traktatens art. 81 og 82 (Belgien, Tyskland,Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Holland, Sverige og Portugal). Hvad angår reglerne i de nationale konkurrencelove, svarer de på det overordnede plan nogenlunde til art. 81 og 82, idet de – med undtagelse af Luxembourg – også bygger på forbudsprincippet.
5 Det er efter forordning 1/2003 tilladt for en national konkurrencemyndighed parallelt at anvende bestemmelser i nationale konkurrencelove, når blot det ikke fører til et forbud mod en konkurrencebegrænsende aftale, som ville være lovlig efter art. 81. Ved indgreb over for en virksomheds ensidige adfærd kan en national konkurrencemyndighed anvende mere restriktive nationale regler, også selv om adfærden ikke ville være forbudt efter art. 81 eller 82. Denne adgang til indgreb over for ensidig adfærd er i realiteten et (mindre) brud på princippet om ensartet regelanvendelse. Der er tale om et kompromis, som især Frankrig og Tyskland lagde stor vægt på.
6 Anmeldelser, som er indgivet før den 1. maj 2004, bortfalder.
7 Kommissionen har hidtil baseret sig på art. 3, stk. 1, i forordning nr. 17 fra 1962. Bestemmelsen angiver – i brede vendinger – at Kommissionen kan pålægge virksomheder at bringe overtrædelser til ophør. EF-Domstolen har dog udtalt, at den bestemmelse giver Kommissionen beføjelser til at træffe foreløbige foranstaltninger, jf. særligt EF- Domstolens dom i sag 792/79 R, Camera Care Ltd. mod Kommissionen, Saml. 1980, s. 119.
8 Det Rådgivende Udvalg består af repræsentanter for de enkelte medlemslandes konkurrencemyndigheder.
