Vandmarkedet i Danmark har ikke haft den samme bevågenhed som andre forsyningsområder som fx varmeforsynings- og elområdet. På elområdet er liberaliseringen allerede langt fremme. Tidligere var det den almindelige mening, at konkurrence ikke var mulig på disse områder, fordi der var tale om „naturlige monopoler“. Det har siden vist sig, at konkurrence har medført en væsentlig effektivisering af elproduktionen. Analysen i dette kapitel viser, at det samme er muligt i vandsektoren.
Vandmarkedet udgør ca. 8,7 mia. kr. uden afgifter og moms1. Heraf står vandforsyningen for 2,9 mia. kr. og spildevandsforsyningen for 5,8 mia. kr. Til sammenligning udgør fjernvarmeområdet ca. 12 mia. kr. og naturgasområdet ca. 7 mia. kr.2
Vandmarkedet er, som andre ledningsforbundne forsyningsområder, præget af stordriftsfordele. Alligevel består markedet af mange små anlæg. I Danmark er der 2.792 almene vandforsyninger3 og 1.363 renseanlæg.
Der er store forskelle i vandpriserne mellem kommunerne. Hvis der ses bort fra moms og afgifter, betaler en husstand i 2001 i den dyreste kommune 4.693 kr. for forbrug og afledning af vand, mens en husstand i den billigste kommune betaler 1.215 kr. for den samme mængde vand.4
En benchmarkanalyse viser, at sektoren ikke er tilstrækkelig effektiv. En omregulering af markedet vurderes med et forsigtigt skøn derfor i løbet af en årrække at kunne udløse effektiviseringsgevinster på sammenlagt ca. 1,3 mia. kr. Potentialet fordeler sig med ca. 450 mio. kr. på vandforsyningsområdet og ca. 850 mio. kr. for renseanlæggene.5
Den utilstrækkelige effektivitet skyldes især, at vandmarkedet er meget reguleret og præget af manglende konkurrence. Der er således hverken tredjepartsadgang eller frit forbrugervalg. Det har ført til store prisforskelle og mangel på strukturudvikling.
Desuden er vandmarkedet stadig reguleret efter de samme reguleringsprincipper, som har været brugt inden for de fleste andre forsyningssektorer. Både vand- og spildevandsforsyningen er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet. Dette princip giver ikke incitament til at effektivisere produktionen.
De kommunale regnskabsprincipper gør, at prisen for to ellers ens forsyninger kan være meget forskellige. For tiden er der en udvikling i gang hen imod en tilnærmelse til årsregnskabslovens principper, men dette sker kun langsomt og delvist. Dertil kommer, at der ikke er en klar økonomisk adskillelse mellem kommunens forsyningsområder og de øvrige serviceopgaver. Dette kan betyde, at kommunerne finansierer almindelige kommunale serviceopgaver som fx ældreområdet ved at optage lån i spildevandsforsyningen, som renseanlæggene er en del af.6
En mere effektiv vandsektor kan medføre besparelser for forbrugere og erhvervslivet, uden at det forringer miljøet eller vandkvaliteten. Det må tværtimod forventes, at en liberalisering vil medføre større enheder, der professionelt kan håndtere de stigende miljø- og sundhedskrav.
Det anbefales derfor:
At erstatte hvile-i-sig-selv-princippet med en regulering, der fremmer effektiviteten og er enklere end den, der er indført på el- og varmeområdet.
At indføre årsregnskabslovens principper for alle udbydere på vandmarkedet. Det vil føre til større gennemsigtighed og sammenlignelighed, når kommuner og private forsyningers kapitalomkostninger bliver opgjort ens. Det vil desuden kunne tjene som grundlag for at fastsætte vilkårene for tredjepartsadgang.
At åbne op for tredjepartsadgang til vandforsyninger inden for sammenhængende net eller net, der kan kobles sammen.
At tillade frit forbrugervalg af vandforsyning inden for sammenhængende net. Det frie valg vil medvirke til, at de dyreste vandforsyninger vil blive valgt fra, hvilket vil effektivisere vandforsyningen.
At tillade egenindvinding af vand inden for de naturlige forsyningsområder.
At give større brugere mulighed for at træde ud af spildevandsforsyningen ved fastsættelse af regler for bindingsperioder og betaling for udtrædelse.
Hvis de beregnede effektiviseringspotentialer indfries, kan de fx bruges til lavere vandpriser, bedre service og højere vandkvalitet.
Konkurrencestyrelsen vurderer det realistisk, at en betydelig del af potentialet kan realiseres ved gennemførsel af forslagene. Forslagene vil dog skulle analyseres nærmere, før de kan omsættes til praksis.
Analyserne i dette kapitel er udført i dialog med vandbranchen. En række af de økonomiske og regnskabsmæssige oplysninger om sektoren er forholdsvis summariske, hvilket bidrager til usikkerhed omkring de skønnede potentialer. Usikkerhedens betydning er søgt reduceret ved at skønne forsigtigt over potentialet. Det er derfor muligt, at potentialet er større end 1,3 mia. kr.
Endvidere er potentialet af et forbedret samspil med producenterne af udstyr i vandsektoren ikke medregnet. Konkurrencestyrelsen vil derfor sammen med Erhvervs- og Boligstyrelsen og Miljøministeriet videreføre analysen i et større udredningsarbejde og bl.a. analysere mere konkrete eksempler til en fremtidig regulering.
4.2 VANDMARKEDET
Vandforsyning består af indvinding og distribution af vand til husholdninger og erhverv, mens spildevandsforsyning omfatter kloakker og renseanlæg. Dansk vand har internationalt set et relativt højt kvalitetsniveau.
Danmark har grundvand nok af god kvalitet. Grundvandsressourcen består årligt af 1,8 mia. m3 grundvand, hvoraf der kun bliver brugt ca. 1 mia. m3 om året. Vandressourcen er dog ikke lige fordelt mellem landsdelene. Omfanget af grundvandsressourcen bliver ikke øget med den mængde vand, som ikke bliver anvendt. Dette skyldes, at vand indgår i et vedvarende hydrologisk kredsløb, hvor den ikke anvendte grundvandsressource enten vil strømme ud i havet eller sive ud i søer og vandløb.
I dag er der ikke noget, som tyder på, at der inden for de nærmeste år vil blive generel mangel på grundvand af god kvalitet. Hvis der mod forventning på længere sigt skulle blive generel mangel på grundvand af god kvalitet, kan problemet reduceres ved at hæve statsafgifterne. Herudover vil miljøreguleringen sikre, at der nu og fremover kan blive indvundet grundvand i tilstrækkelig mængde og af god kvalitet. Dette sker bl.a. gennem tildelingen af indvindingstilladelser.
I fremtiden kan der dog som følge af forurening opstå knaphed på grundvand af god kvalitet i lokale områder. For at undgå denne knaphed kan det være nødvendigt at forbinde eksisterende ledningsnet, foretage afværgeboringer eller bruge videregående vandbehandling7. Den videregående vandbehandling ses dog som en overgangsløsning, indtil den forebyggende miljøindsats slår igennem. Den forebyggende miljøindsats består af en nærmere kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af den pågældende vandressource.8 Herudover har EU's drikkevandsdirektiv nyligt medført skærpede krav til kvaliteten af vandet.9 Disse krav er med til at sikre sundhedstilstanden i vandet.
Tilsvarende sætter miljøreguleringen grænser for både mængde og kvalitet af det spildevand, der bliver udledt til recipienten.
Som nævnt er afgiftssystemet også med til at sikre grundvandsressourcen.10 Det store fald, der har været i vandforbruget de sidste 10 år, viser, at afgiftssystemet virker, selv om vandforbruget på kort sigt er relativt uelastisk. Dette ses også af figur 4.1, hvor forbruget af vand er faldet samtidig med, at prisen på vand er steget kraftigt siden starten af 1990'erne. Priselasticiteten er beregnet til ÷0,2 for perioden 1988–98, hvilket indikerer, at vandforbruget falder med 0,2 pct., når prisen bliver øget med 1 pct.11
Figur 4.1: Forbruget af og prisen på vand, inkl. afgifter og moms
Anm.: Figuren bygger på tal fra Vandforsyningsstatistik 2000 og dækker derfor ikke hele vandmarkedet. Der indgår ikke vandindvinding til storindustri, landbrug og dambrug. Vandprisen er korrigeret i forhold til den almindelige forbrugerprisudvikling (dvs. prisen er angivet i 1988–priser). Den samlede pris er kun mulig at beregne fra og med 1993.
Kilde: Egne beregninger på tal fra Vandforsyningsstatistik 2000 og Statistisk Tiårsoversigt.
Ud af den samlede vandpris udgør prisen for drikkevand 21 pct., mens prisen for afledning af spildevand udgør 43 pct. Moms og afgifter udgør den resterende andel, jf. figur 4.2.
Figur 4.2: Forbrugerprisens bestanddele i 2001
Anm.: Den gennemsnitlige pris pr. m3 vand inkl. moms og afgifter er ca. 35 kr.
Kilde: Egne beregninger på Vandforsyningsstatistik 2000.
I gennemsnit betaler en vandforbruger ca. 35 kr. pr. m3 vand (inkl. afgifter og moms) for forbrug af vand og afledning af vandet. Priserne er meget forskellige fra kommune til kommune. Hvis der ses bort fra moms og afgifter, betaler en husstand i den dyreste kommune 45,12 kr. pr. m3 for forbrug og afledning af vand, mens en husstand i den billigste kommune betaler 11,68 kr. pr. m3 for det samme, jf. tabel 4.1.
Tabel 4.1: Billigste og dyreste m3–pris på vandmarkedet, 2001
Billigste pris
Dyreste pris
Pris for drikkevand pr. m3
2,68 (Skjern)
17,85 (Aakirkeby)
Pris for afledning af vand pr. m3
7,33 (Brøndby)
29,85 (Allinge-Gudhjem)
Pris samlet for drikkevand og afledning pr. m3
11,68 (Skjern)
45,12 (Allinge-Gudhjem)
Anm.: M -prisen er beregnet ud fra et vandforbrug på 104 m3, hvilket er, hvad den gennemsnitlige husstand forbrugte af vand i 2001 ifølge Danmarks Statistik. Prisen er målt i kr. ekskl. moms og afgifter.
Kilde: Egne beregninger på Vandforsyningsstatistik 2000.
Det fremgår af tabellen, at byerne med de højeste priser ligger på Bornholm. Det kan her spille ind, at fx Allinge-Gudhjem har en ulempe i jordbundsforholdene, som medfører betydelige meromkostninger ved lægning af ledninger. Det samme gælder ikke for fx Neksø Kommunes forsyning. Neksøs forsyning kunne formentlig levere vand til en lavere pris til brugerne i fx Allinge-Gudhjem, som har den tredjedyreste pris for drikkevand. Dette vil selvfølgelig afhænge af omkostningerne til etablering og vedligeholdelse af ledningen mellem de to forsyningsområder. Problemstillingen bliver mere aktuel nu, hvor kommunerne på Bornholm er lagt sammen.
2 Danmarks Statistik, Nationalregnskabet, 1999. Tallene er uden afgifter og moms.
3 Almene vandforsyninger defineres som anlæg, der i et forsyningsområde forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med vand til husholdning og erhverv. En forsyning kan godt bestå af flere vandværker. Der findes således 2.942 værker.
4 Dette svarer til 45,12 kr. pr. m i den dyreste kommune (Allinge-Gudhjem) og 11,68 kr. pr. m i den billigste kommune (Skjern).
5 Analysen omfatter kun vandforsyningerne og renseanlæggene. Effektiviseringsmulighederne i kloaksystemet indgår dermed hverken i analysen eller i skønnet for besparelsespotentialet. Som benchmarkmetode er den såkaldte DEA-analyse blevet anvendt. DEA-analysen sammenligner ensartede enheders effektivitet i forhold til de bedste (efficiente) enheder inden for samme sektor. For yderligere uddybning af metoden henvises til analysens baggrundsrapport på www.ks.dk og kapitel 7 i Konkurrenceredegørelse 1999.
7 Vandbehandlingen på vandværker i Danmark er kendetegnet ved en simpel form for vandbehandling bestående af iltning og filtrering af vandet. Kun enkelte steder bliver der anvendt en videregående vandbehandling til at fjerne miljøskadelige stoffer.
9 Jf. bkg. om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.
10 Afgiften på ledningsført vand blev indført i 1994 og er i øjeblikket 5 kr. pr. m3. Statsspildevandsafgiften blev indført i 1998 og er mellem 0,15 til 1,3 kr. pr. m3.
11 Af en rapport udarbejdet for EU-kommissionen fremgår det, at priselasticiteten for husholdninger ligger mellem ÷0,1 og ÷0,3, jf. WRc, „Study on the application of the competition rules to the water sector in the European community“, no. Comp/2002/E3/SI2.334052.
