Konkurrence er svært at måle. Men styrelsen har i flere år samlet alle tilgængelige økonomiske indikatorer for konkurrencens styrke i et kapitel i Konkurrenceredegørelsen og derigennem søgt at give et samlet og overordnet billede.
Vurderingen har hidtil været, at konkurrenceforholdene i Danmark, set over alle brancher, var knap så gode, som man kunne ønske, og at konkurrencen var mindre intens end i et gennemsnit af de øvrige lande, som Danmark normalt sammenlignes med. Det gælder både, når der sammenlignes med de øvrige, mest velstillede EU-lande (bortset fra Luxembourg), og når der foretages en bredere sammenligning med alle såkaldte „industrilande“ i OECD. Danmark har i disse benchmarks ligget under middel, men dog ikke i den værste ende blandt OECD-landene.
På baggrund af disse vurderinger har det i flere år været et erklæret regeringsmål, at antallet af brancher med begrænset konkurrence skulle halveres fra ca. 70 i år 2000 til det halve, dvs. ca. 35, i 2010. Forbrugerpriserne skulle i samme periode reduceres fra at ligge 5 pct. over niveauet i de øvrige velstillede EU-lande til at ligge på samme niveau. Disse målsætninger er langsigtede, fordi konkurrencesituationen ikke ændrer sig fra dag til dag.
I Konkurrenceredegørelse 2002 var vurderingen, at der var svage – om end meget usikre – tegn på, at udviklingen gik i den rigtige retning. Denne vurdering byggede bl.a. på et beskedent fald i de relative forbrugerpriser og en stigende mobilitet, dvs. årlige ændringer i virksomhedernes markedsandele, i flere erhverv.
Den overordnede vurdering er, at der igen i år er svage tegn på, at det går den rigtige vej. Prisniveauet i Danmark ligger stadig ca. 4 pct. over niveauet i de lande, vi normalt sammenligner os med1, men antallet af konkurrencebegrænsede brancher er faldet marginalt til i alt 65 brancher.
En af de sektorer, hvor konkurrenceforholdene er forbedret, er bygge- og anlægssektoren. Her er forbedringen også tiltrængt, idet udgangspunktet har været dårligt. Opklaringen af el-kartellet, ophævelsen af licitationsloven, nedlæggelsen af byggeriets meldekontorer og Konkurrencerådets skærpede indsats overfor loyalitetsrabatter mv. har bidraget til at øge konkurrencen i sektoren, men der er behov for fortsatte forbedringer.
En række internationale undersøgelser har påvist, at konkurrence fører til øget vækst via øget produktivitet og innovation. Denne sammenhæng er nærmere beskrevet i afsnit 2.2.
I de efterfølgende afsnit gennemgås en række indikatorer, som hver for sig er usikre, men som tilsammen giver et nogenlunde dækkende billede af konkurrenceintensiteten. De primære indikatorer for konkurrenceintensiteten er koncentration (afsnit 2.3), mobilitet (afsnit 2.4), tilgang af nye virksomheder (afsnit 2.5), indtjening (afsnit 2.6), lønpræmier (afsnit 2.7) og priser (afsnit 2.8), hvor der nu er samlet data ind for en ca. 10-årig periode. Listen over brancher med utilstrækkelig konkurrence findes til sidst i kapitlet i afsnit 2.9.
2.2 KONKURRENCE OG VÆKST
Konkurrence fremmer både den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Det konkluderer OECD i efteråret 2002 i en analyse, der sammenfatter en række nyere undersøgelser af konkurrence, vækst og beskæftigelse. Analysen sandsynliggør, at de lande, der – som Danmark – har strammet konkurrencelovgivningen, har haft ret i at betragte effektiv konkurrence som en forudsætning for at opnå høj vækst og beskæftigelse.
OECD's analyse viser, at lande med gode konkurrencevilkår på produktmarkederne har haft den højeste økonomiske vækst (stigning i produktiviteten). De samme lande har typisk også forholdsvis mange beskæftigede i den private sektor. I analysen bliver de vigtigste kanaler, hvorigennem gode konkurrencevilkår har effekt på produktiviteten og beskæftigelsen, desuden diskuteret.
Konkurrence og produktivitet
En empirisk analyse af sammenhængen mellem konkurrence og produktivitet i 23 brancher i 18 OECD-lande i perioden 1984-1998 viser, at de lande, der har de mest konkurrencefremmende rammevilkår, har oplevet den højeste økonomiske vækst.
Analysen viser desuden, at væksten har været større i lavindkomstlande end i lande med en høj produktivitet. Det betyder, at lande som fx Grækenland og Portugal, hvor produktiviteten er lavest, og hvor konkurrencevilkårene er forholdsvis ringe, vil kunne opnå den største gevinst ved at forbedre deres konkurrencevilkår. Disse lande kunne ifølge analyserne få op til ca. 10 pct. højere produktivitet. I lande, hvor produktiviteten allerede er høj, er den potentielle gevinst af bedre konkurrencevilkår mindre, men fortsat betydelig. Det gælder fx for lande som Canada, Holland, Sverige og Danmark.
Konkurrence øger den økonomiske vækst gennem to kanaler. For det første øger konkurrence produktiviteten. Det sker, fordi øget konkurrence får virksomhederne til at udnytte deres input mere effektivt, får priserne til at nærme sig til de marginale omkostninger og sikrer en mere effektiv allokering af ressourcerne. Det kaldes den statiske effekt. For det andet fremmer konkurrence væksten på længere sigt. Årsagen er for det første, at konkurrence løbende tvinger de mindst effektive virksomheder ud af markedet. For det andet tvinger konkurrence virksomhederne til at bruge flere ressourcer på innovation og ibrugtagning af ny teknologi. Begge disse effekter er dynamiske.
Den statiske effekt af konkurrence er almindelig anerkendt og sandsynliggjort i både danske og internationale undersøgelser. En ofte citeret undersøgelse er Nickell (1996),2 der finder en positiv sammenhæng mellem forskellige konkurrencemål og produktivitet i britiske virksomheder. I Danmark er samme resultat bl.a. fundet i en analyse med danske virksomheder i Dilling-Hansen m.fl. (1998).3
Den dynamiske effekt af konkurrence er mere omdiskuteret, både teoretisk og empirisk. Der er generel enighed om, at det fremmer den økonomiske vækst, når virksomhederne investerer i at udvikle og at tage ny teknologi i brug. Til gengæld har der traditionelt været to teorier om, hvad konkurrence betyder for virksomhedernes investeringer i ny teknologi. Den ene teori siger, at det er en forudsætning for at opnå de nødvendige investeringer i ny teknologi, at virksomhederne har udsigt til at opnå markedsmagt, når deres investeringer i ny teknologi bærer frugt. Investeringer i ny teknologi er både kostbare og usikre, og virksomhederne finder det ikke umagen værd, hvis de ikke har en rimelig udsigt til at kunne tjene investeringerne hjem igen.
Den anden teori siger modsat, at incitamentet til at investere i udvikling af ny teknologi er størst under skarp konkurrence. Når konkurrencen er skarp, er virksomhederne nødt til at forny deres teknologi. Ellers kan de ikke overleve konkurrencen på markedet. Derudover er nye banebrydende innovationer en af de meste effektive måder for virksomhederne til at erobre markedsandele.
De empiriske undersøgelser af sammenhængen mellem konkurrence og investeringer i ny teknologi har ikke kunnet afgøre, hvilken teori der beskriver verden bedst. I de seneste undersøgelser er der imidlertid mest støtte til teorien om, at konkurrence fremmer investeringerne i ny teknologi.
På landeniveau støtter analyserne teorien om, at konkurrence fremmer investeringerne i at udvikle ny teknologi. Notatet fra OECD refererer en analyse af sammenhængen mellem investeringer i forskning og udvikling og et indeks for reguleringer på produktmarkederne, som OECD har udviklet. De lande, der har den mindste grad af regulering på produktmarkederne, og som derfor har de mest liberale konkurrenceforhold, bruger typisk også mest på investeringer i forskning og udvikling, jf. figur 2.1.
Figur 2.1: Sammenhængen mellem regulering og F&U-intensitet
Anm.: Indekset er beregnet som gennemsnittet af et indeks for regulering af produktmarkeder for 7 hovedbrancher. I indeksene indgår indikatorer for flg.: Adgangsbarrierer, offentligt ejerskab, markedsstruktur, vertikal integration og priskontrol. Beregningen af indekset er beskrevet i OECD Economics Department Working Paper nr. 312 fra 2001. F&U-intensiteten er beregnet som private investeringer i F&U i pct. af den samlede værditilvækst. Trekanten i figuren er Danmark.
Kilde: OECD Economic Outlook 72, december 2002 og OECD Economics Department Working Paper nr. 312, december
På brancheniveau er billedet mere uklart, idet analyserne giver støtte til begge teorier. Med koncentration eller markedsandel som indikator for konkurrencen har både udenlandske og danske analyser fundet, at et „omvendt U“ bedst beskriver virkelighedens verden, jf. bl.a. Dilling-Hansen m.fl. (1999) og Konkurrencestyrelsen (1999).4 Dvs., at investeringerne i udvikling af ny teknologi er størst i de brancher, der er middel-koncentrerede.
Det omvendte U afspejler formentlig, at virksomhederne i brancher, der er karakteriseret ved et mindre antal større virksomheder, har det bedste udgangspunkt for at investere i forskning og udvikling. Men hvis der kun findes få store virksomheder i branchen, bliver virksomhederne ikke presset til hele tiden at forny sig. Det betyder, at branchens investeringer i ny teknologi bliver lave sammenlignet med andre brancher. Det samme gælder, hvis branchen er karakteriseret ved mange små virksomheder, som hver især ikke har ressourcer til forskning og udvikling.
Konkurrence og beskæftigelse
Der er en tendens til, at lande med gode konkurrencevilkår har en større beskæftigelse i det private erhvervsliv end lande med ringe konkurrencevilkår. Det viser en sammenligning af beskæftigelsesgraden5 for den private sektor (ekskl. landbrug) og indekset for reguleringer på produktmarkedet i 18 OECD-lande, jf. figur 2.2.
Figur 2.2: Effekten på beskæftigelsesgraden af liberaliseringer af produktmarkederne
Anm.: Indekset for regulering af produktmarkederne er det samme som er anvendt i figur 2.1. Beskæftigelsesgraden er for den private sektor ekskl. landbrug. Trekanten i figuren er Danmark.
Kilde: OECD Economic Outlook 72, december 2002 og OECD Economics Department Working Paper nr. 312, december 2001.
En del af forklaringen på den positive sammenhæng mellem regulering af produktmarkederne og beskæftigelsesgraden er, at lande med mange reguleringer på produktmarkederne typisk også har en relativ stor offentlig sektor – og dermed en forholdsvis høj offentlig beskæftigelse.
Sammenhængen skyldes imidlertid også, at reguleringerne ofte fremmer konkurrencen, hvilket igen fremmer beskæftigelsen i den private sektor. Det skyldes for det første, at effektiv konkurrence på produktmarkederne giver lavere inflation. Det gør virksomhederne mere konkurrencedygtige både på eksportmarkederne og i konkurrencen med import fra udlandet. Lavere inflation medfører lavere inputpriser og mindre krav om lønstigninger. I det lange løb øger det produktionen og beskæftigelsen.
Derudover sætter effektiv konkurrence virksomhedernes indtjening under pres. Det styrker normalt arbejdsgivernes forhandlingsposition, hvilket på sigt giver lavere lønpræmier.
Lavere lønpræmier øger beskæftigelsen på to måder. For det første vil lønningerne i højere grad afspejle værdien af det arbejde, som medarbejderne udfører. Det øger effektiviteten i de virksomheder, der overlever i den hårdere konkurrence. I det lange løb betyder det højere økonomisk vækst og beskæftigelse i samfundet. For det andet medfører lavere lønpræmier for det enkelte individ, at der er mindre sandsynlighed for at finde et job med en høj lønpræmie. Det giver færre lønbetingede jobskift og dermed færre ubesatte job som følge af jobskift. Desuden bliver det lettere for virksomhederne hurtigt at få besat ledige job.
Den øgede konkurrence kan dog på kort sigt føre til overgangsproblemer i visse brancher. Særligt kan øget konkurrence betyde, at der er virksomheder, der må lukke, fordi de ikke er effektive nok. Ofte er det tilmed i brancher og sektorer, som i forvejen er ramt af afmatning. Det kan føre til, at ledigheden inden for visse faggrupper stiger, fordi de ikke altid kan gå direkte i job i andre brancher. Erfaringerne viser dog, at det meste af den frigjorte arbejdskraft på sigt finder jobs i andre brancher. Det er imidlertid vigtigt, at der sammen med reformer, der øger konkurrencen på produktmarkederne, iværksættes tiltag, der sikrer, at det sker så hurtigt som muligt.
Samlet understreger analyserne en sammenhæng mellem konkurrencepolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og den øvrige økonomiske politik. Indsatsen på disse områder kan således forstærke hinanden. En god konkurrencepolitik kan således holde den såkaldt „naturlige ledighed“ nede ved at dæmpe inflationen. Tilsvarende kan en arbejdsmarkedspolitik, der fjerner flaskehalse, fremme konkurrencen ved at gøre det nemmere for virksomheder at gå ind på nye markeder.
2.3 KONCENTRATION
Koncentrationen i en branche kan give en indikation af, hvor skarp konkurrencen er. En høj koncentration betyder, at branchen er karakteriseret ved få, store virksomheder. Det betyder, at der er færre væsentlige konkurrenter, og at risikoen for ulovligt samarbejde er større. Jo færre virksomheder, der er på markedet, desto lettere er det for virksomhederne at holde øje med hinanden og straffe de virksomheder, der bryder aftalerne.
Men sammenhængen mellem koncentrationen på brancheniveau og konkurrencesituationen er ikke entydig. Der kan godt være skarp konkurrence mellem virksomhederne, selv om koncentrationen er høj. Og tilsvarende kan der være svag konkurrence, selvom der er mange virksomheder på markedet – fx hvis der er et kartel.
Når koncentrationen er høj, kan det ofte betale sig for virksomhederne at tage højere priser (eller præstere dårligere kvalitet), fordi forbrugerne ikke har så mange valgmuligheder. I nogle brancher er det dog mere samfundsøkonomisk fordelagtigt med en høj koncentrationsgrad på trods af de mulige konkurrenceproblemer, fx fordi der er store stordriftsfordele. Det er altså ikke altid i sig selv problematisk med en høj koncentrationsgrad.
Boks 2.1: Mål for markedskoncentration1
Markedskoncentrationen bliver her målt ved rateindekset (CR4). CR4 beregnes som summen af de fire største virksomheders markedsandel i procent af den samlede indenlandske omsætning i en branche.
Indeksene, der er baserede på momsstatistikken, er beregnet af Danmarks Statistik og de øvrige nordiske statistiske myndigheder. De brancher, som ikke er fuldt momspligtige, er udeladt af undersøgelsen, da momsstatistikken ikke er dækkende for disse brancher. Det gælder bl.a. den offentlige sektor, den finansielle sektor, dagspressen, autobranchen, rejsebranchen mv.
Koncentrationsindeksene på sektorniveau er uvægtede gennemsnit af koncentrationen i underbrancherne. Det skyldes, at Danmarks Statistik har diskretioneret omsætningstallene – som ville være den naturlige vægt – for de mest koncentrerede brancher ud. Der er et databrud i 2001, hvor Danmarks Statistik gik over til at registrere virksomheder efter CVR-nummer i stedet for SE-nummer.
Importtallene stammer fra nationalregnskabet, hvor Danmarks Statistik har beregnet importkvoter for de 130 nationalregnskabsbrancher. Derfor er en del brancher blevet tildelt den samme importkvote.
Note 1: De enkelte konkurrenceindikatorer er nærmere beskrevet og diskuteret i Konkurrenceredegørelserne fra 1997, 1999, 2000, 2001 og 2002 samt i Konkurrencestyrelsens rapport: „Måling af konkurrenceintensitet fra 1999“, som kan ses på www.ks.dk.
Koncentrationen er generelt højere i fremstillingssektoren end i de øvrige sektorer. I 2002 var koncentrationen inden for fremstillingserhvervene i gennemsnit 71 pct. I servicesektoren var den 42 pct., og i bygge- og anlægssektoren var koncentrationen 22 pct., jf. figur 2.3.
Når man tager højde for databruddet i 2001, er koncentrationen siden 1992 steget med godt 3 procentpoint inden for fremstilling, mens den er faldet med 3 procentpoint i bygge- og anlægssektoren. I servicesektoren er koncentrationen faldet med 1 procentpoint i samme periode. Disse ændringer er små og ligger formentlig inden for måleusikkerheden.
Figur 2.3: Koncentration på sektorniveau
Anm.: I modsætning til i tidligere redegørelser, er der her tale om et uvægtet gennemsnit af koncentrationen i underbrancherne, jf. boks 2.1. Der er et databrud med 2001 som overlappende år.
Kilde: Specialkørsler fra Danmarks Statistik og egne beregninger.
Koncentrationen bliver generelt påvirket af, hvor store markederne er, hvor krævende det er at starte en ny virksomhed, hvor store stordriftsfordele der er, samt hvor modent markedet er. Hvis markedet er mindre end Danmark, er der plads til flere virksomheder fordelt på regionale markeder. Det er især tilfældet i servicesektoren og bygge- og anlægssektoren, hvor der findes mange små lokale firmaer. Koncentrationen på nationalt plan er ikke overraskende rimelig lav. Men det betyder dog ikke, at koncentrationen på et givet lokalt marked ikke kan være høj.
Den høje koncentration i fremstillingssektoren skyldes dels, at der er stordriftsfordele inden for denne sektor, og dels at der ofte er tale om modne markeder, hvor den nødvendige koncentration har fundet sted. Når der er store stordriftsfordele og høje adgangsbarrierer for nystartede virksomheder, er der naturligt ikke plads til mange virksomheder i branchen.
Derudover findes der i fremstillingssektoren ofte en betydelig konkurrence fra udlandet. Den kan man tage højde for ved at inkludere importen i det samlede marked. Man skal dog være opmærksom på, at den importkorrigerede koncentration undervurderer den faktiske koncentration i det omfang, at importen stammer fra moder- eller datterselskaber i udlandet.
Koncentrationen i fremstillingssektoren falder til 35 pct. i 2002, når man tager højde for importen af konkurrerende produkter. I servicesektoren bliver den importkorrigerede koncentration 41 pct., og den forbliver uændret 22 pct. inden for bygge- og anlæg, jf. figur 2.4. Det afspejler, at importen i fremstillingssektoren er meget større end i servicesektoren, og at der stort set ikke importeres bygge- og anlægsydelser. Man skal dog være opmærksom på, at importen af serviceydelser ofte foregår ved, at det udenlandske selskab opretter et dansk datterselskab. Importen fremgår i sådanne tilfælde ikke af statistikken. Det gælder fx for entreprenører.
Den importkorrigerede koncentration har været faldende for alle tre sektorer. Når man tager højde for databruddet i 2001, er den siden 1992 faldet med 0,5 procentpoint i fremstillingssektoren, 3 procentpoint inden for bygge- og anlæg, og godt 1 procentpoint i servicesektoren. Også her ligger ændringerne formentlig inden for måleusikkerheden.
Figur 2.4: Importkorrigeret koncentration på sektorniveau
Anm.: I modsætning til tidligere redegørelser er der her tale om et uvægtet gennemsnit af koncentrationen i underbrancherne, jf. boks 2.1. Der er et databrud med 2001 som overlappende år.
Kilde: Specialkørsler fra Danmarks Statistik og egne beregninger.
Koncentrationen i Danmark er lidt lavere i bygge- og anlægssektoren og noget lavere i servicesektoren end i Norge og Sverige, jf. figur 2.5.
Figur 2.5: Koncentration i Danmark i forhold til gennemsnittet af Danmark, Norge og Sverige i 2000 (gns=100)
Anm.: Der er for alle landene tale om uvægtede gennemsnit for sektorerne.
Kilde: De nordiske konkurrencemyndigheder og specialkørsler fra Danmarks Statistik samt egne beregninger.
De samlede tal på sektorniveau dækker over meget forskellige koncentrationsgrader på brancheniveau. Inden for en række brancher har Danmarks Statistik kun registreret én enkelt reelt aktiv virksomhed i Danmark, jf. tabel 2.1. Her er det dog særlig vigtigt at være opmærksom på, at det er altafgørende for antallet af virksomheder i branchen, hvordan Danmarks Statistik definerer branchen, hvilken branche virksomhederne er registreret under, samt hvordan Danmarks Statistik definerer, at en virksomhed er reelt aktiv.
At der kun findes én virksomhed er heller ikke altid ensbetydende med, at der er et konkurrenceproblem, idet der i mange tilfælde vil være konkurrence fra udlandet. I en del tilfælde – primært inden for råstofudvinding – er der tale om et statsligt monopol.
Fodnoter
1 Danmark bliver – som i de tidligere Konkurrenceredegørelser – sammenlignet med Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Sverige, Tyskland og UK. Disse lande og Danmark bliver i det følgende kaldt EU9-landene. De otte lande er valgt, fordi de minder om Danmark på en række punkter, fx BNP pr. indbygger, BNP pr. arbejdstime, lønniveau samt samfundsstruktur. Endvidere er landene Danmarks største samhandelspartnere og er alle medlemmer af EU.
2 S. Nickell, Competition and Corporate Performance. Journal of Political Economy, 104(4), 1996.
3 M. Dilling-Hansen, T. Eriksson, E.S. Madsen and V. Smith, Konkurrenceforholdenes betydning for danske virksomheders produktivitet. Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 136, nr. 1, side 138-151, 1998.
4 M. Dilling-Hansen, T. Eriksson, E.S. Madsen and V. Smith, Hvad bestemmer forekomsten og omfanget af virksomhedens F&U-investeringer. Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 137, nr. 1, side 66-80, 1999 og Konkurrenceredegørelse 1999, kap. 2.
5 Beskæftigelsesgraden er defineret som antal fuldtidsbeskæftigede i pct. af personer i den arbejdsdygtige alder.
