Konkurrenceredegørelse 2003 - Kap. 13 Konkurrence i energisektoren

Forside - Indhold - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2003"

Kapitel 13
Konkurrence i energisektoren

13.1 INDLEDNING

Energisektoren er på flere måder speciel. Den er bl.a. præget af naturlige monopoler, hvilket er en medvirkende årsag til, at sektoren både er underlagt konkurrenceloven og energilovgivningen. Konkurrencestyrelsen dækker begge områder gennem sekretariatsbistand til både Konkurrencerådet og Energitilsynet.

Den konkurrenceudsatte del af energiområdet består af handelen med el og naturgas, dvs. den handel, der sker til kunder, der frit kan vælge leverandør, samt produktionen af samme. Samtidig dækker konkurrenceloven også ben zin- og olieområdet, og det overvejes for øjeblikket, hvorledes man får konkurrence ind på varmeområdet.

13.2 ELPRISERNE EFTER ELREFORMEN

Da elreformen blev gennemført i 1999, var det i forventning om lavere elpriser. Disse forventninger har imidlertid ikke kunnet indfries. Rent faktisk er prisen steget fra 1999 til i dag, jf. figur 13.1. Stigningen skyldes ikke, at dele af sektoren gennem reformen udsættes for konkurrence. Tværtimod er den del af elproduktionen, der er udsat for konkurrence, billigere i dag end for 10 år siden, jf. figur 13.1.

Figur 13.1: Elprisen 1988-2002 i øre pr. kWh (faste priser)

Anm.: Priserne er gennemsnitspriser uden afgifter. Kilde: Energitilsynet og egne beregninger.

Derimod er prisen på de øvrige dele af elforsyningen steget. Det skyldes især, at den miljøvenlige el er blevet dyrere. Baggrunden er dels, at der er kommet flere og større vindmøller, små kraftvarmeanlæg, biomasseanlæg mv. og dels, at den pris, ejerne af disse anlæg får, ikke er faldet. Disse priser er fastsat i Elforsyningsloven.

Prisen på de såkaldte netydelser er heller ikke faldet. Ydelserne omfatter dels transport af el og dels udgifter til rådgivning om elbesparelser, forskning, sikkerhed mv. Disse ydelser er reguleret af Energitilsynet og Energistyrelsen. Netselskaberne styres ved hjælp af indtægtsrammer, der lægger et loft over selskabernes indtægter. For de fleste selskaber er rammerne imidlertid ikke bindende (dvs. selskaberne kan lovligt øge tarifferne). Indtil nu har den omkostningsdæmpende virkning af reguleringen derfor været beskeden, men der er formodning om, at nettarifferne holdes i ro de kommende år.

Regeringen har sendt nye forslag til øget liberalisering på energimarkedet til debat. Hensigten er at ændre reglerne, så øget konkurrence får elprisen til at falde.

Elprisen deles i fem dele:

• abonnementet er en fast betaling til netselskaberne, der transporterer el, og forsyningsselskaberne, der leverer el
• netbetaling, som består af omkostninger til transmission på det overordnede elnet (Eltra og Elkraft) og betaling for distribution gennem lokale elnet
• markedsel, som er el købt på markedsvilkår bl.a. på den nordiske elbørs Nord Pool
• aftagerpligtig el, som er den ved lov prioriterede el fra miljøanlæg som fx vindmøller
• moms og afgifter

For husholdningerne udgør afgifterne den største del, jf. tabel 13.1.

Tabel 13.1: Elprisen – marts 2003

Note 1: Forbrugerstørrelserne: husholdninger (3,5 MWh), små erhverv (160 MWh) og store erhverv (300 GWh).

Note 2: For husholdningerne anvendes den gennemsnitlige årlige procentsats for den miljøvenlige el. Markedsdelen af el er for virksomheder over 1 GWh beregnet som et vejet gennemsnit af spotprisen frem til dato og forwardprisen. Det vejede gennemsnit er tillagt en avance på 2 øre/kWh. Netbetaling indeholder PSO-betalinger.

Kilde: Egne beregninger.

Prisen på el, handlet på markedet, svinger meget. Fra januar 2002 til marts 2003 er prisen på markedsel på detailmarkedet steget fra 19,4 øre/kWh til 33,8 øre/kWh.¹ Den underliggende engrospris har udvist endnu større udsving i perioden.

Prisen på markedsel påvirkes bl.a. af klimaet i Norden. I år 2000 var der fx rigelig norsk og svensk vandkraft. Derfor kunne der importeres store mængder billig el fra Norge og Sverige. I år 2002 var mængden af vandkraft væsentligt mindre, og Danmark eksporterede el til resten af Norden.

13.3 KONKURRENCE PÅ ENGROSMARKEDET FOR EL I NORDEN

I Danmark afsættes elproduktion normalt i konkurrence med selskaber fra især Norge, Sverige, Finland, men også fra Tyskland. Handelen sker i høj grad på elbørser. På børserne handles der med el på mange forskellige måder, men den vigtigste vare er el leveret i bestemte timer i løbet af det kommende døgn.

El kan ikke lagres. Det betyder, at el leveret i en time ikke kan erstatte el leveret i en anden time.

I nogle timer sætter de to danske elproducenter (Elsam A/S og Energi E2 A/S) prisen på el i Danmark – dvs. de har næsten monopol. I disse timer kan virksomhederne sætte elprisen vilkårligt højt uden at miste markedsandele, og uden at forbruget falder særlig meget. I andre timer har producenterne en mindre markedsandel og konkurrerer normalt med selskaber i Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

Virksomhedernes markedsposition afhænger bl.a. af, hvordan elkablerne mellem Danmark og nabolandene udnyttes. Når kablerne trækker al den el, de kan eller må, så kan konkurrenterne ikke erobre yderligere markedsandele.

Oftest styres brugen af de fleste af kablerne i Nordeuropa dog ikke af elproducenterne. Der er som hovedregel adskillelse mellem de selskaber, der producerer el, og de selskaber, der ejer og styrer kablerne. Kabeludnyttelsen er normalt særdeles god, og mellem Danmark og Norden næsten perfekt. De fleste regner det nordiske marked for afsætning af el som et af de mest effektive i verden, og det er også Konkurrencestyrelsens vurdering, at der i øjeblik ket er forholdsvis få problemer.

Også når elproducenterne er i konkurrence med andre, kan konkurrencen dog komme i fare. På elbørser uden for Norden har man set tegn på, at producenterne samarbejder om at manipulere elprisen i vejret. Som naturlig følge heraf har engrosmarkedet en særlig bevågenhed fra Konkurrencestyrelsen og de øvrige nordiske konkurrencemyndigheder.

Der er netop (1. januar 2003) åbnet op for, at alle forbrugere frit kan vælge leverandør på detailmarkedet. Det er derfor for tidligt at konkludere noget om, hvordan konkurrencen virker. Indtil videre ser det dog ikke ud som om, at konkurrencen om småkunderne er særlig skarp. De nye selskaber har tilsyneladende svært ved at konkurrere med de etablerede, der har specielle fordele. Fx har etablerede selskaber „arvet” kunderne fra de gamle monopoler. Ejerne af de etablerede selskaber ejer også i vid udstrækning elektricitetsnettet. Det kan være vanskeligt at adskille de to ting i den kommercielle planlægning, selvom dette er påkrævet via lovgivning. Endelig spiller det også ind, at der formodentlig er begrænset økonomisk gevinst ved at skifte leverandør.

Produktet, aktørerne og markedet

Elmarkedet er opdelt i et engrosmarked, et detailmarked og et finansielt marked. Den fysiske handel med el sker dog kun på engros- og detailmarkedet. På engrosmarkedet handler de professionelle, mens elektriciteten bliver solgt videre til almindelige kunder på detailmarkedet.

Elproducenterne

De to største elproducenter i Danmark er Elsam i Vestdanmark og Energi E2 i Østdanmark. De to selskaber ejer hhv. 97 pct. og 98 pct. af den centrale produktionskapacitet i Danmark, jf. tabel 13.2.

Tabel 13.2: De danske producenter

Anm: Centrale anlæg er ofte større anlæg placeret ved større byer, mens decentrale anlæg typisk er mindre anlæg tilknyttet mindre byer.

I forhold til hele produktionskapaciteten har Elsam og Energi E2 markedsandele på hhv. 56 pct. i Vestdanmark og 84 pct. i Østdanmark. Reelt sidder de to selskaber på hele den konkurrenceudsatte kapacitet. Både vindkraft og decen tral elproduktion er nemlig såkaldt prioriteret produktion og ikke udsat for konkurrence.

Prioriteret produktion betales af samtlige elforbrugere. Den pris, elforbrugerne betaler for den prioriterede produktion, er fastsat på forhånd og er højere end markedsprisen.

Systemansvar og transmission af el

De to systemansvarlige i Danmark, Eltra og Elkraft, ejer det danske transmissionsnet, der transporterer elektricitet fra producenterne til de lokale net, jf. figur 13.2.

Figur 13.2: Elmarkedet

Kilde: Nord Pool

De to systemansvarlige har desuden ansvaret for forsyningssikkerheden. Hvis fx forbruget i et område overstiger produktionen, må systemansvaret straks bede en producent om at sende mere el ind i nettet. Fra Vestdanmark er der forbindelse til Norge, Sverige og Tyskland, mens der fra Østdanmark er forbindelse til Sverige og Tyskland. Der er ikke nogen fysisk forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark.

Markedspladsen

Der er en vis mobilitet på detailmarkedet – specielt blandt store kunder. Tilsvarende mobilitet findes ikke altid i engrosmarkedet. I visse situationer er der reelt kun én udbyder i hver af de to danske områder.

På det bilaterale marked indgår sælger og køber direkte en aftale om levering af el. Bilaterale aftaler med en fysisk levering af el er hovedsageligt kun mulige mellem en køber og sælger inden for samme prisområde i Nord Pool, fx Vestdanmark.

På det finansielle marked handles der ikke med elektricitet, men med prissikringskontrakter. Handelen foregår igennem den nordiske elbørs' (Nord Pool) finansielle marked. På spotmarkedet handles der med el til fysisk levering det følgende driftsdøgn. Handelen foregår på den nordiske elbørs. På markedet for regulerkraft handles der inden for selve driftstimen. Det er her, de systemansvarlige sikrer balancen mellem faktisk produktion og forbrug.

Den nordiske elbørs, Nord Pool, ejes af de fem systemansvarlige i Norden. Børsen består som nævnt ovenfor af to markeder: Elspot, hvor der handles med energi (med kWh), og det finansielle marked, Eltermin og Eloption, hvor der kun handles med forsikringskontrakter.

Figur 13.3: Timing i Nord Pools spotmarked

På spotmarkedet meldes købs– og salgsbud, der angiver mængde og pris for hver enkelt time, ind senest kl. 12.00 dagen inden driftsdøgnet. Timingen er vist i figur 13.3. Nord Pool matcher derefter købs– og salgsbuddene og bereg ner derved elprisen (systemprisen) for hver enkelt time den følgende dag, jf. figur 13.4.

Figur 13.4: Beregning af systemprisen for én time

Nord Pool bruger en såkaldt „market-splitting”-model til at styre brugen af kablerne mellem prisområderne. Hvis der i et område er udbudt for lidt el til systemprisen, bliver området til et særskilt prisområde med en pris højere end systemprisen (og omvendt). Det betyder, at der er størst økonomisk fordel ved at investere i produktionskapacitet i områder med underudbud af el. I disse områder er elprisen højest.

De forskellige prisområder er forbundet via kabler med en vis transmissionskapacitet. Elbørsen har rådighed over næsten al kapacitet på transmissionsforbindelserne og bruger den til at sende el fra lavpristil højprisområder for at sænke prisen i højprisområdet. Hvis alle forbindelserne havde kapacitet nok, ville prisen i alle de nordiske prisområder blive ens. Er der derimod ikke kapacitet nok på kablet til en prisudligning, vil der opstå selvstændige prisområder, jf. figur 13.5.

Figur 13.5: Prisdannelse i højprisområde i én time

I en situation, hvor kablerne mellem prisområderne er fyldt op, kan man altså ikke længere tale om ét nordisk marked. Prisen vil i de fleste tilfælde blive bestemt af en lokal producent.

Markedsafgrænsning i konkurrencesager

I forbindelse med fusioner er det vigtigt at klarlægge de fusionerede parters position på markedet før og efter fusionen således, at effekten på konkurrencen kan analyseres. I sager omkring misbrug af dominerende stilling er mar kedsafgrænsningen også vigtig. Det relevante marked består af to dimensioner: En produktdimension og en geografisk dimension. Se også kapitel 8 for en mere detaljeret gennemgang.

Produktmarkedet i elsektoren

Det relevante produktmarked i en konkurrencesag defineres som markedet for de produkter eller tjenesteydelser, som forbrugerne kan substituere på grund af egenskaber, pris eller anvendelsesformål.

Da el produceret i én time ikke kan forbruges i næste, findes der intet substitut for elproduktionen i en given time.² Et døgn består således i princippet af 24 forskellige produktmarkeder. Timerne kan grupperes i timer, hvor en given virksomhed hhv. har og ikke har en dominerende stilling på det relevante marked. For Danmark er der tale om én gruppe af markeder, når kablerne til Norden er fyldt op af import, og en anden når mindst ét kabel er ledigt. Den temporale dimension har også indflydelse på afgrænsningen af det relevante geografiske marked³.

Det geografiske marked

Eftersom elektriske forbindelser forbinder alle de nordiske områder, er Norden i princippet ét geografisk marked. Derudover er Norden forbundet med det øvrige Europa, som også – i princippet – kunne være en del af det geografiske marked.

Der er imidlertid to forhold, som bevirker, at det geografiske marked kan være – og ofte er – mindre. For det første har forbindelserne mellem de nordiske områder begrænset kapacitet. For det andet betyder fordelingen af kapacite ten på kablerne til Tyskland og konkurrenceforholdene på det tyske marked, at de to forbundne områder er relativt adskilte rent økonomisk.

I forbindelse med fordeling af kapacitet på kablerne til Tyskland bruges auktioner. Dermed sikres ikke, at elektriciteten altid bevæger sig i „den rigtige retning” (dvs. i retning mod højprisområdet)⁴. Samtidig er det tyske marked ret illikvidt, hvorfor prisdannelsen bliver mere uforudsigelig.

Den begrænsede overføringskapacitet er især relevant for de interne nordiske forbindelser. I timer, hvor importkapaciteten på de nordiske forbindelser til de to danske områder (øst og vest) ikke er stor nok til at dække efterspørgslen, opstår der et restforbrug, som de to danske producenter har monopol på.

På markedet for engrosel kan et selskab således have en dominerende stilling på markedet i måske 8-12 timer for derefter at være en mindre aktør i et større marked i de næste 12 timer. Selskaberne kan med en vis usikkerhed forudsige dette og dermed indrette sin markedsadfærd herefter. Dette er afgørende i konkurrencesager. I praksis kan virksomheden ikke blot forudsige, men også i nogen grad skabe en dominerende stilling.

I ca. 5 pct. af timerne var de nordiske forbindelser til hhv.Vest- og Østdanmark fyldt op af import i 2001, jf. tabel 13.3.

Tabel 13.3: Flaskehalse på de nordiske forbindelser i 2001

Kilde: Copenhagen Economics (2002a).

I vådår vil antallet af timer med flaskehalse være betydeligt større. I 2000 var der fx flaskehalse i 34 pct. af timerne i Vestdanmark.

Konkurrencestyrelsens analyser viser, at det relevante marked kan afgrænses til timemarkedet for elektricitet i (1) Norden, når der ikke er importflaskehalse på de nordiske kabler til de danske områder. (2) hhv. Vest- og Østdanmark, når der er importflaskehalse på alle nordiske kabler ind i området.

Tyskland kan på baggrund af analyserne ikke henregnes til det relevante marked.

Afgrænsningen af det relevante produkt- og geografiske marked indebærer, at Elsam i Vestdanmark og Energi E2 i Østdanmark i visse situationer har en dominerende stilling på markederne.

Konkurrencepolitiske problemer

Jo færre virksomheder, der er på et marked, desto mere markedsmagt kan den enkelte virksomhed have og desto bedre mulighed for at sætte sin pris højere end marginalomkostningerne ved produktionen.

De enkelte producenter på elmarkedet har et øvre loft for hvor meget el, de kan producere. Loftet afhænger af kapaciteten, brændstoftype, effektivitet, vejrlig mv. En producent, der opererer tæt på kapacitetsgrænsen, vil ikke kunne øge produktionen. Derfor har den marginale producent af el en betydelig markedsmagt i timer, hvor konkurrenterne opererer nær deres kapacitetsgrænse.

Det gælder også i forhold til konkurrencen fra udlandet. I de situationer, hvor kablerne ind i området er fyldt op af import fungerer udlandsforbindelserne reelt som et kapacitetsbegrænset værk, der ikke konkurrerer.

Markedsmagtens betydning for priserne forstærkes af, at elforbruget næsten ikke afhænger af timeprisen på el. Forbrugernes og erhvervslivets elpriser bliver som regel kun ændret et mindre antal gange om året eller måneden. Specielt virksomheder med et højt elforbrug har en interesse i at kunne tilpasse eludgiften på timebasis. Når elprisen i fx en time er meget høj, bør en sådan virksomhed kunne reducere elforbruget og dermed eludgiften. Denne form for fleksibilitet i elforbruget vil skærpe konkurrencen.

Fodnoter

1 Kilde: Energitilsynet.

2 Elektricitet lader sig vanskeligt substituere af andre former for energi.

3 Den norske konkurrencemyndighed, Konkurransetilsynet, har i en nylig fusionssag anvendt en lignende temporal betragtning (Statkrafts erhvervelse af aktier i Agder Energi).

4 Når transmissionskapacitet bortauktioneres før de relative spotpriser (i hver ende af transmissionsforbindelsen) er kendt, er der risiko for, at forbindelsen ikke altid udnyttes optimalt. Et forventet højprisområde kan blive lavprisområde i driftdøgnet. Hvis der ikke er købt kapacitet ud af området, kan der ikke sendes elektricitet i retning af højprisområdet.

fortsættes på næste side

Version 1.0 Maj 2003 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, www.ks.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering