• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • Salg af publikationer
• Kontakt

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

Konkurrenceredegørelse 2001

Købermagt

8.4 KØBERMAGT I DANSK ERHVERVSLIV

Den økonomiske litteratur har kun få betragtninger om empiriske mål for købermagt. Men i takt med bl.a. detailhandlens stigende købermagt er økonomernes fokus på emnet øget. Blair og Harrison¹¹ var således de første, der kom med et bud på et indeks, der måler den købermagt, som en enkelt virksomhed har, jf. boks 8.2.

Boks 8.2: Indeks for den enkelte virksomheds købermagt

Populært sagt måler et indeks for den enkelte virksomheds købermagt, hvor langt væk fra en situation uden købermagt, at en virksomhed befinder sig.

Ved at sammenveje købermagten for virksomhederne i et erhverv kan man måle den samlede købermagt i de enkelte erhverv.¹² Det vil således fx være muligt at belyse, om detailhandlen har væsentlig større købermagt end andre erhverv.

Det er muligt at belyse købermagt på brancheniveau ud fra to vinkler. Købermagt kan belyses ud fra køberens side, men man kan også se på den købermagt, som leverandørerne står over for. Ser man på købermagt ud fra denne vinkel, er det muligt at finde frem til de erhverv, der er udsat for købermagt,jf.boks 8.3.De enkelte leverandører står over for en stor købermagt, hvis de leverer til få erhverv og har en lille eksport, samt hvis de erhverv, der leveres til, er meget koncentrerede.

Boks 8.3: Købermagt som leverandørerne står overfor

Servicevirksomhed for finanssektoren og drikkevareindustri er de to erhverv, som er udsat for størst bruttokøbermagt, jf. tabel 8.3. Skal man se på den effektive købermagt på et marked, er det dog ikke tilstrækkeligt bare at se på, hvilke erhverv der er udsat for købermagt. Der kan således være en stor købermagt, uden det skader sælgerne, nemlig når købermagten bliver opvejet af en lige så stor sælgermagt.

Tager man hensyn til, at sælgermagt kan opveje købermagt, er det kun landbrug og fiskeri der - ud af de ti mest udsatte erhverv for bruttokøbermagt - er udsat for nettokøbermagt, jf. tabel 8.3.

Tabel 8.3: Erhverv udsat for købermagt

Anm.: Indeksene er på baggrund af data fra 1996 beregnet som angivet i boks 8.3.

Beregningerne skal dog tages med betydelige forbehold. Bl.a. er der ikke en enkel sammenhæng mellem markedsmagt og HHI-målet. Det er derfor ikke givet, at det giver et retvisende billede at se på forskellen mellem den købermagt, sælgerne møder (søjle 1 i tabel 8.3) og sælgererhvervets koncentration (søjle 2). Erhverv, der i søjle 3 er udsat for nettokøbermagt omkring nul, kan derfor i praksis godt have problemer på markedet.

Købermagt kan også belyses ud fra købernes vinkel, jf. boks 8.4. Ud fra denne vinkel er det muligt at finde de brancher, der har købermagt. Et erhvervs købermagt er stort, hvis erhvervet er meget koncentreret, og det køber ind hos leverandører, der kun har få andre kunder.

Boks 8.4: Købernes magt

Pengeinstitutter,slagterier, den offentlige sektor,varehuse og stormagasiner samt mejerier og isfabrikker er de fem erhverv, der har størst købermagt.Selv når man tager højde for, at modstående sælgermagt kan opveje købermagten, er det de samme fem erhverv, der viser sig at have størst nettokøbermagt, jf. tabel 8.4.

Tabel 8.4: Erhverv med købermagt

Anm.: Indeksene er på baggrund af data fra 1996 beregnet som angivet i boks 8.4.

Pengeinstitutterne har en vis købermagt over for servicevirksomhed for finanssektoren. Det gælder fx ydelser fra Fondsbørsen, Værdipapircentralen og PBS. Disse virksomheder ejes dog i vid udstrækning af køberne, hvilket reducerer det konkurrencemæssige problem.

Forsikringsvirksomhed er et andet erhverv i den finansielle sektor, hvor modellen peger på, at der er købermagt. Det er et udtryk for de forsikringsydelser, der handles mellem forsikringsselskaber.

Resultaterne af analysen peger også på, at slagterier og mejerier har købermagt. Også dette er en speciel situation, da købermagten viser sig over for ejerne af slagterierne og mejerierne (landbruget). Det trækker i retning af, at der ikke er et problem med købermagt i erhvervene slagteri og mejeri. Dog kan det forhold, at store landbrug ejer store andele og små landbrug ejer små andele føre til, at de små landbrug reelt oplever et problem med købermagt.

Det betydelige samarbejde om offentlige indkøb i fx Statens og Kommunernes Indkøbs Service kommer også til udtryk i analysen. Den offentlige sektor opnår således den tredje største bruttokøbermagt i analysen. Den offentlige sektor har endda større bruttokøbermagt end både varehuse og mejerier. Den offentlige sektors købermagt retter sig mod mange forskellige leverandørerhverv.

Analysen peger på, at varehuse og stormagasiner samt detailhandel med fødevarer specielt har en dominerende position i forbindelse med køb fra to erhverv, nemlig mejerier og drikkevareindustri. Men der er også købermagt over for slagterier, tobaksindustrien og forarbejdning af frugt og grønsager. Analysen viser også, at virksomheder, der forarbejder og konserverer fisk, har købermagt over fiskerierhvervet.

Endelig viser analysen, at udgiver- og forlagsvirksomhed ekskl. dagblade har købermagt over for trykkerierne - og i et vist omfang også mindre etablerede kunstnere. Mere end 25 pct. af trykkeriernes produktion bliver således købt af udgiver- og forlagsvirksomheder.

Beregningerne peger således på de samme brancher, som blev nævnt i afsnit 8.3. Såvel detailhandlens køb af fødevarer og den offentlige sektors køb samt forlagsvirksomhed (der er analog til filmverdenen) er således i et vist omfang ”ramt” af den købermagt, der er afbilledet i tabel 8.4.

Beregningerne siger dog ikke noget om, hvorvidt der konkret er sket misbrug af dominerende købermagt i nogle af disse tilfælde.

Et samlet udtryk for et erhvervs nettomarkedsmagt tager hensyn til, at virksomhederne i et erhverv kan have en dominerende position i både købs- og salgssituationer, jf. boks 8.5.

Boks 8.5: Et erhvervs nettomarkedsmagt

Fire af de ti erhverv med højest nettomarkedmagt er også blandt de ti erhverv, der har højest nettokøbermagt. Det gælder for varehuse og stormagasiner, pengeinstitutter, lufttransport samt mejerier og isfabrikker, jf. tabel 8.5.

Tabel 8.5: Top ti for erhverv med nettomarkedsmagt

Alle erhverv med en høj nettomarkedsmagt er kendetegnet ved en høj grad af markedskoncentration.

Sammenholder man nettomarkedsmagten med indtjeningen i erhvervene, tegnes en vis sammenhæng, jf. tabel 8.6. Erhverv med en nettomarkedsmagt større end 2000 har således en indtjening, der er noget større end i andre erhverv.

Tabel 8.6: Indtjening i erhverv med høj og lav nettomarkedmagt

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Bilag: Datagrundlag

Dataene, der er brugt til at beregne købermagtsindeksene, er hentet fra Danmarks Statistik. Der er brugt data fordelt på nationalregnskabets 130 erhverv. Input/Output-tabellerne for 1996 er brugt til at belyse, hvor meget et erhverv har leveret til et andet.

Q_IJ er i I/O-tabellen den værdi, som erhverv J køber fra erhverv I. Q_I er erhverv I’s samlede køb af indenlandske og importerede varer, mens Q_J er erhverv J’s samlede produktion.

Momsstatistikken er brugt til at beregne erhvervenes Hirschman-Herfindahl-Indeks (HHI), der beregnes som summen af virksomhedernes kvadrerede markedsandel.

Det er med udgangspunkt i momsstatistikken ikke muligt at beregne et HHI for det offentlige. Men med et betydeligt samarbejde om offentlige indkøb i fx Statens og Kommunernes Indkøbs Service og et offentligt budget i 1998 på 80 mia. kr. til indkøb af varer og tjenester, er det offentlige en af de største indkøbere af flere varer.

Men udgangspunkt i tallene for offentlige indkøb i 1998 er det muligt at anslå et HHI på købssiden for det offentlige.

Som tidligere nævnt købte staten varer og tjenesteydelser i 1998 for knap 30 mia. kr., mens den kommunale sektor købte for godt 50 mia. kr. Et skøn er således, at de 289 (275+14) kommuner hver har en markedsandel på 0,22 pct. (50 mia./80 mia./289), mens staten har en markedsandel på 37,5 (30 mia./80mia.). Det giver et samlet HHI for offentlige indkøb på 1420.

Værdien af de varer, der sælges i detailhandlen indgår ikke i den produktionsværdi, der fremgår af I/O-tabellerne. I nationalregnskabssammenhæng er produktionsværdien i detailerhvervet altså overvejende den serviceydelse, som erhvervet leverer. Denne metode har konsekvens for I/O-tabellerne.

Når landbruget fx leverer grønsager til detailhandlen, og detailhandlen sælger grønsagerne videre til forbrugerne, optræder det i I/O-tabellerne, som om landbruget leverer grønsagerne direkte til forbrugerne. Det er vi nødt til at korrigere for, hvis vi vil analysere købermagt med den model, der er beskrevet i afsnit 2.

Vi har altså korrigeret I/O-tabellen, så leverandørerne leverer føde-, drikke- og tobaksvarer, beklædning og fodtøj o.s.v. til detailhandlen og ikke til endelig anvendelse. Derimod er det detailhandlen, der leverer ydelserne til endelig anvendelse.¹³

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

Version 1.0 Maj 2001 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, www.ks.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering