8.2 Kommissionens Hvidbog og nuværende decentralisering

Konkurrenceredegørelse 2000
• Decentralisering af konkurrencesager i EU

Forrige side | Indhold | Næste side

Hvidbogens forslag

Kommissionens forslag går ud på at modernisere de regler, der gennemfører artikel 81 og 82 - bl.a. gennem decentralisering. Artiklerne forbyder hhv. konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af en dominerende stilling.

Baggrunden er, at det nuværende system er sandet til, fordi Kommissionen får flere sager, end den kan behandle. Samtidig anmeldes de alvorlige overtrædelser ikke, jf. figur 8.1 og 8.2.

    Figur 8.1: Tilgang af artikel 81 og 82 sager i perioden
    81



    Figur 8.2: Uformelle og formelle beslutninger i perioden 1993 -1998.
    82

    Note 1:Kilde: Europa-Kommissionens 28. Beretning om Konkurrencepolitikken.
    Note 2:De drejer sig især om sager, hvor Kommissionens undersøgelser har vist, at disse ikke har været begrundet i klager over dominerende stillinger, der er løst ved udstedelse af liberaliseringsdirektiver samt klager over aftaler, der er eller snart vil blive omfattet af en gruppefritagelse.
    Note 3:En negativattest betyder, at "Kommissionen efter de forhold, Kommissionen har kendskab til, [ikke] finder, anledning til i medfør af traktatens art. 81, stk. 1, eller art. 82, at skride ind mod en aftale, vedtagelse eller samordnet praksis". Nationale domstole og konkurrencemyndigheder er ikke bundet heraf.
    Note 4:Ved et discomfort letter erklæres en konkurrencebegrænsende aftale for uforenelig med artikel 81, men samtidig erklæres det, at Generaldirektoratet for Konkurrence af administrative prioriteringsgrunde ikke vil opfordre Kommissionen til at træffe afgørelse i sagen.

Man foreslår i Hvidbogen at afskaffe muligheden for at anmelde en konkurrencebegrænsende aftale til Kommissionen for at blive fritaget fra forbudet.

Med det nye system skal virksomheden ikke anmelde aftalen for at få fritagelse. Aftalen er lovlig fra indgåelsen - forudsat at der ikke er unødvendige konkurrencebegrænsninger forbundet med aftalen, og at den har positive virkninger på effektiviteten samt for samfundet og forbrugerne.

Krumtappen i Hvidbogen er, at man skal bruge EU’s konkurrenceregler decentralt. Både Kommissionen, EU-landenes konkurrencemyndigheder og domstole skal kunne bruge hele artikel 81 og 82. I dag kan de to sidste grupper ikke bruge artikel 81, stk. 3, der giver mulighed for at fritage en aftale fra forbudet i artikel 81, stk. 1.

Endelig foreslår man i Hvidbogen at ændre nogle procedurer.

Det drejer sig bl.a. om retskendelser, der bruges under kontrolundersøgelser, jf. afsnit 8.4, og et forslag om at styrke klagernes retsstilling.

Tabel 8.1 sammenligner det nuværende system med det system, som Hvidbogens forslag vil føre til.

    Tabel 8.1: Sammenligning af det nuværende system med det system, som Hvidbogen vil føre til


Nuværende system

Nyt system

Hvilke myndigheder kan bruge artikel 81 og 82?

Kommissionen kan bruge begge. Nationale konkurrencemyndigheder og domstolene kan ikke bruge artikel 81, stk. 3 (risiko for blokerende anmeldelse)

Kommissionen, nationale konkurrencemyndigheder og nationale domstole kan bruge begge regler

Hvornår er der mulighed for at anmelde og få en fritagelse?

Altid - nødvendigt for at aftalen kan blive fritaget efter artikel 81,stk. 3.

Ikke nødvendigt og ikke muligt at anmelde til Kommissionen eller de nationale konkurrencemyndigheder. Virksomheden vurderer selv, om aftalen er omfattet af artikel 81, stk. 1 og om betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt.

Hvilke myndigheder kan give en fritagelse?

Kun Kommissionen, jf. artikel 9, stk. 3, i Rfo 17/62

Ingen fritagelsesmulighed i lighed med tidligere system, hvor der var mulighed for på forhånd at anmelde en aftale og med krav om en afgørelse i anledning af anmeldelsen.

Der vil dog være mulighed for, at Kommissionen af egen drift eller på baggrund af en klage kan tage initiativ til at vurdere, om betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt, og at en aftale således ikke er omfattet af forbudsbestemmelsen i artikel 81, stk. 1.

Hvornår kan en bøde pålægges?

Hvis der er ansøgt om en fritagelse, da normalt kun risiko for bøde, når der foreligger en beslutning om, at betingelserne for en fritagelse ikke er opfyldt, og virksomhederne alligevel fortsætter med aftalen

Risiko for bøde, når betingelser i artikel 81, stk. 3, ikke er opfyldt

Hvor skal der indhentes retskendelser til kontrolundersøgelser?

Ved danske domstole

Centralt ved EF-Domstolene

Frister for at behandle klager

Ingen frister

Inden fire måneder skal Kommissionen svare på, om den vil behandle en klage


Nuværende decentralisering

Europa-Kommissionen offentliggjorde i oktober 1997 en meddelelse, der handler om samarbejdet ml. Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder1.

Formålet med meddelelsen er at fordele konkurrencesagerne bedre mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder.

Meddelelsen drejer sig om sager efter artikel 81, stk. 1, og 82 i EF-Traktaten. Kommissionens enekompetence til at fritage aftaler efter artikel 81, stk. 3, er ikke berørt af meddelelsen.

Kommissionen vil koncentrere sig om de sager, som har en egentlig fællesskabsinteresse - som er væsentlige for samhandlen. Sager som først og fremmest berører en enkelt medlemsstat, vil blive overladt til de enkelte lande.

I Danmark har det betydet, at Konkurrencerådet får sagen overladt, hvis Konkurrencerådet erklærer sig villig til at undersøge sagen. Rådet træffer beslutning i sagen efter reglerne i konkurrenceloven.

Initiativet til at bruge EU’s konkurrenceregler decentralt kan komme både fra Kommissionen og fra de nationale konkurrencemyndigheder. Meddelelsen drejer sig både om de situationer, hvor der foreligger en klage, og hvor en aftale er anmeldt til Kommissionen.

Meddelelsen har indtil nu betydet mest i klagesager, som Kommissionen iflg. retspraksis kan afvise og overlade til en national domstol eller myndighed.

Danmark har kun behandlet én sag, der er blevet formelt henvist fra Kommissionen. I de fleste andre lande er der også kun henvist få sager.

Ved meddelelsen tog Kommissionen hul på processen med at decentralisere til de nationale konkurrencemyndigheder. Men der var ikke tale om en reform. Kommissionens meddelelse bygger på forordningen fra 1962. Især muligheden for at kunne ansøge Kommissionen om fritagelse og hermed blokere for, at de nationale konkurrencemyndigheder behandler sagen, svækker den reelle decentralisering. Ikke alle medlemsstater har konsekvent åbnet op for adgangen til, at de nationale konkurrencemyndigheder direkte kan bruge artikel 81 og 82. Kommissionens meddelelse fra 1997 er derfor ikke tilstrækkelig til at klare de fremtidige udfordringer. Der er behov for en mere gennemgribende reform. Hvidbogen er Kommissionens forslag til en sådan reform.

pil

1 Kommissionens "Meddelelse om samarbejdet ml. Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ved behandling af sager, der henhører under EF-Traktatens artikel 85 og 86", EFT 1997 C 313/3.


Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk