8.1 Resumé og konklusion
Konkurrenceredegørelse 2000
• Decentralisering af konkurrencesager i EU
Forrige side | Indhold | Næste side
Decentralisering af konkurrencesager i EU
Europa-Kommissionen udgav i maj 1999 en Hvidbog om modernisering af gennemførelsesbestemmelser til EF-traktatens artikel 85 og 86". Gennemførelsesbestemmelserne findes i Rådets forordning nr. 17 fra 1962. Der er altså tale om en forordning, der er mere end 38 år gammel.
Efter Amsterdam-traktaten er trådt i kraft, er artikel 85 og 86 blevet til artikel 81 og 82. Artiklerne indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og mod misbrug af en dominerende stilling. Artikel 81 er gengivet i boks 8.1., da reformen først og fremmest vedrører denne bestemmelse. Forordning nr. 17 bestemmer, hvordan man skal føre tilsyn med og håndhæve disse artikler.
Kommissionen har i Hvidbogen præsenteret sine idéer til en reform af EU’s konkurrenceregler. Reglerne skal bruges decentralt. Det er krumtappen i idéerne. Udspillet skal forhandles videre gennem det næste år eller to. Håbet er, at en ny forordning kan træde i kraft fra år 2003.
Kommissionens forslag kommer på et tidspunkt, hvor Europa er under stor forandring. Det og den historiske baggrund er vigtig for at forstå Kommissionens forslag.
De nye demokratier i Østeuropa har ansøgt om at blive optaget i EU. Inden for få år kan EU bestå af langt flere end de 15 medlemsstater, som i dag deltager i Unionen. Hertil kommer, at handelen både i Europa og på globalt plan i stadig større omfang går over landegrænserne. Inden for EU er målet om at skabe et egentligt hjemmemarked med 370 millioner forbrugere snart realiseret.
En global økonomi vil fremme konkurrencen. Men konkurrence og ens og fair spilleregler på det globale marked kommer ikke af sig selv. En vis tilnærmelse mellem de konkurrenceprincipper, der anvendes i de forskellige dele af verden, vil lette samarbejdet mellem myndigheder og virksomheder.
I fx USA har man ikke et anmeldelsesinstitut. Aftaler skal ikke anmeldes til myndighederne på forhånd. Normalt kan man heller ikke anmelde aftaler. Derimod kan myndighederne efterfølgende afveje en aftales gavnlige og skadelige virkninger på konkurrencen - "rule of reason", fx hvis der kommer klager. Elementerne i "rule of reason"-princippet svarer i vid udstrækning til bestemmelsen i EF-Traktatens artikel 81, stk. 3.
Kommissionens reformforslag vil føre til en vis tilnærmelse til traditionerne i USA.
Historisk har EU’s konkurrenceregler været en succes. Konkurrencepolitikken spiller i dag en central rolle i den europæiske erhvervspolitik. Reglerne i forordningen giver Kommissionen monopol på at godkende konkurrencebegrænsende aftaler, der påvirker samhandlen.
Der er imidlertid behov for en endnu stærkere Kommission, når det drejer sig om de meget alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne. Overtrædelserne anmeldes naturligvis ikke og kræver flere og flere ressourcer at opklare, bl.a. fordi virksomhederne bruger nye og mere avancerede metoder til at undgå opdagelse. Samtidig er de nationale konkurrencemyndigheder bedre rustet til at løse de mindre sager. De er tættere på virksomhederne og kender tit markederne bedre. Både myndigheder og virksomheder har efter flere årtier stor indsigt i EU-reglerne. Derfor er det fornuftigt i dag at flytte væsentlige sagsområder væk fra Kommissionen i Bruxelles og overlade det til medlemsstaterne at behandle en del af sagerne. En arbejdsdeling, hvor man behandler så mange sager som muligt så tæt på det marked og de virksomheder, der berøres af fx en konkurrencebegrænsende aftale, er helt i tråd med nærhedsprincippet.
Det er også en fordel for samfundet, hvis konkurrencemyndighedernes ressourcer bruges effektivt i hele Europa. Det vil især være til gavn for de mindre og mellemstore virksomheder, som der i europæisk sammenhæng er relativt mange af i Danmark. Danmark vil m.a.o. høre til blandt de lande, der kan have flest fordele af en decentralisering.
Hvis man udelukkende ophæver Kommissionens monopol og delegerer kompetence til de 15 medlemsstater, vil det dog føre til en svækkelse af reglernes ensartede anvendelse. Det kan blive et retssikkerhedsproblem. Dette problem kan i princippet løses på forskellig måder.
For det første kan Kommissionen overvåge tæt, hvorledes decentraliserede sager afgøres. Eller Kommissionen kan udarbejde detaljerede gruppefritagelser, som indsnævrer de nationale myndigheders råderum.
For det andet kan koordineringen mellem de nationale myndigheder styrkes, fx ved hjælp af det såkaldte "Rådgivende Udvalg", der allerede findes i dag.
Danmarks position er, at det fornuftige er en blanding. Hvis ensartetheden alene skal opnås ved nye kommissionsbeføjelser, vil der ikke være tale om en reel decentralisering.
På den anden side bliver det for ressourcekrævende at skulle koordinere et stort antal sager, og Danmark kan som et lille land have en interesse i en stærk Kommission, der fx kan løse sager, hvor statsvirksomheder er involveret, eller hvor de involverede lande er uenige.
Endelig spiller det en stor rolle for en ensartet retsanvendelse, at alle nationale konkurrencemyndigheder anvender det samme regelsæt ved direkte anvendelse af artikel 81 og 82.
Hovedelementerne i Hvidbogen er:
• Decentralisering fra Kommissionen til de nationale konkurrencemyndigheder,
• ensartet regelanvendelse ved behandling af de europæiske konkurrencesager ved direkte anvendelse af artikel 81 og 82,
• afskaffelse af adgangen til at ansøge om fritagelse fra forbudsbestemmelsen i artikel 81,
• anvendelse af en helhedsvurdering ved behandling af konkurrencebegrænsende aftaler m.v., hvor der lægges mere vægt på en økonomisk vurdering,
• styrkelse af samarbejdet ml. Kommissionen og de nationale myndigheder,
• vedtagelse af fritagelsesforordninger med brede anvendelsesområder samt udstedelse af yderligere vejledninger og retningslinier.
Boks 8.1: Artikel 81 i EF-Traktaten
Stk. 1. Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutning af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem Medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrence inden for fællesmarkedet, er uforenelige med fællesmarkedet og er forbudt, navnlig sådanne, som består i:
a) direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser
b) begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer,
c) opdeling af markeder eller forsyningskilder,
d) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen,
e) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 2. De aftaler eller vedtagelser, som er forbudt i medfør af denne artikel, har ingen retsvirkning.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 kan dog erklæres uanvendelige på:
-enhver aftale eller kategori af aftaler mellem virksomheder
-enhver vedtagelse eller kategori af vedtagelser inden for sammenslutning af virksomheder, og
-enhver samordnet praksis eller kategori deraf,
som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved, og uden af der:
a) pålægges de pågældende virksomheder begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål;
b) gives disse virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer.
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk