Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceklausuler
Forrige side | Indhold | Næste side
Udgangspunktet er, at en aftale mellem to eller flere virksomheder om at oprette et joint venture er en aftale, der kan være konkurrencebegrænsende.
I EU-retten sondrer man mellem selvstændigt fungerende joint ventures og ikke-selvstændigt fungerende joint ventures:34
Et selvstændigt fungerende joint venture er en virksomhed, der på et varigt grundlag varetager en selvstændig erhvervsvirksomheds samtlige funktioner. Kommissionen betragter stiftelsen af et sådant joint venture som en fusion.35 Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser om fusionskontrol, hvorfor selve etableringen af et joint venture ikke kan bedømmes efter de danske regler. Men aftaler, der er knyttet til aftalen om oprettelse af det selvstændigt fungerende joint venture, kan vurderes efter konkurrenceloven.
Ifølge Kommissionen36 vil moderselskaberne kunne påtage sig en konkurrenceklausul til fordel for "barnet" for dermed at tilkendegive, at de reelt trækker sig ud af det marked, som "barnet" skal operere på. Moderselskaberne kan således i et vist omfang lovligt aftale, at de ikke vil konkurrere med det fælles "barn". Begrundelsen herfor er, at den nye virksomhed skal have en chance for at etablere sig på markedet, uden at modervirksomhederne, som har særlig indsigt i joint venturets forhold, udkonkurrerer det. Bestemmelser af den type kan derfor accepteres.
Men det betyder ikke, modervirksomhederne lovligt kan aftale, at de afstår fra at konkurrere indbyrdes. Det er kun aftaler om ikke at konkurrere med joint venturet, der er acceptable. Moderselskaberne kan derfor ikke aftale konkurrenceforbud i forhold til andre aktiviteter end de, der er overdraget til joint venturet. Dette gælder også i dansk ret, som skal fortolkes på samme måde som EU-retten.
Joint venturet er ikke-selvstændigt fungerende, hvis: 1) Det blot overtager en enkelt af moderselskabernes funktioner uden selv at have adgang til markedet (indtager en hjælpefunktion til moderselskabet). 2) Hvis moderselskabet i markant grad er til stede på markedet på tidligere eller senere omsætningstrin, eller hvis: 3) Der er omfattende salg eller køb mellem moderselskaberne og det pågældende joint venture. 37
Er der tale om en konkurrenceklausul til fordel for et ikke-selvstændigt fungerende joint venture, vil klausulen blive betragtet som en aftale mellem moderselskaberne. Alle elementer i aftalen kan derfor vurderes efter konkurrencelovens §§ 6 og 8. I forbindelse med disse joint ventures kan der også være begrænsninger, der er accessoriske.38
Boks 7.6: Joint ventures
Stiftelse af et selvstændigt fungerende joint venture kan ikke bedømmes efter konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Konkurrenceklausuler i forbindelse med oprettelse af såvel selvstændigt som ikke-selvstændigt fungerende joint ventures:
• Klausuler, der begrænser moderselskabernes indbyrdes konkurrence er omfattet af forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
• Klausuler, der begrænser moderselskabernes muligheder for at konkurrere med joint venture-selskabet, kan være nødvendige. Hvis det er et ikke-selv-stændigt fungerende joint venture, skal klausulen vurderes sammen med selve joint venturet efter §§ 6 og 8.
Konkurrencebegrænsende elementer, der er knyttet til en aftale om oprettelse af et joint venture, men som ikke er nødvendige for sammenslutningen, vil være omfattet af forbudet i konkurrenceloven § 6. Det kan for eksempel være en aftale mellem moderselskaberne om ikke at konkurrere indbyrdes.
Konkurrenceklausuler, som forbyder moderselskaberne at konkurrere på det produktmarked, som joint venturet skal operere på, betragter Kommissionen som nødvendige for, at oprettelsen af joint venturet kan ske.39 Der gælder det samme for stiftelse af joint ventures som for virksomhedsoverdragelser, nemlig at klausulen ikke må strække sig længere end til at omfatte præcist dette marked.
Hvis klausulen også begrænser moderselskabernes adgang til at konkurrere på andre markeder eller på markeder, hvor de fortsat selv er aktive, og hvor joint venturet ikke skal operere, er klausulen ikke nødvendig i forhold til stiftelsen af joint venturet. Se også afsnit 7.6 ovenfor.
Kommissionen betragter i meddelelsen konkurrenceklausuler som nødvendige, hvis formålet med klausulen er at tilkendegive, at moderselskaberne trækker sig ud af det marked, som joint venture-selskabet skal operere på.
Denne formulering betyder, at moderselskaberne kun kan aftale, at de vil afstå fra at konkurrere på markeder, som selskaberne tidligere selv har været aktive på. Men de kan ikke afstå fra at ville konkurrere på markeder, hvor de ikke tidligere selv har været aktive. Dette gælder selv om det er meningen, at joint venture-selskabet skal operere i det pågældende område.
Det fremgår af Kommissionens retningslinjer, at hvis en konkurrenceklausul går ud på, at de stiftende virksomheder skal trække sig ud af det marked, hvorpå joint venturet skal operere, kan klausulen udstrækkes til at gælde for hele joint venturets levetid. Klausulen kan ikke udstrækkes til at gælde efter joint venturets opløsning.
Boks 7.7: Henvisninger
• Aftaleloven, lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996.
• Funktionærloven, lov nr. 340 af 2. juni 1999. lbkg. 1999 nr. 622.
• Konkurrenceloven, lov nr. 384 af 10. juni 1997.
• Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger i forbindelse med virksomhedssammenslutninger, EFT 1990 C 203/05.
• Kommissionens meddelselse om selvstændigt fungerende joint ventures efter Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, EFT 1998 C 66/01.
• Commission Notices regarding the treatment of ancillary restraints, commitments,and routine cases under the Merger Regulation (draft),
• europa.eu.int/comm/dg04/lawmerg/draft_notices/index.html
• Reuter/BASF, 27.7.1976, EFT 1976 L 254/40.
• Remia BV m.fl. mod Kommissionen, sag 42/84, Saml. 1985, 2545.
• Konkurrencerådets afgørelser kan ses på www.ks.dk
• Andersen, Lennart Lyng, Palle Bo Madsen, Jørgen Nørgaard, Aftaler og Mellemmænd, 3. udgave, GadJura, 1997.
• Bellamy & Child, Common Market Law of Competition, 4. udgave, London 1993 (Bellamy & Child).
• Díaz, F. Enrique González, The Notion of Ancillary Restraints Under EC Competition Law, Fordham International Law Journal, Vol. 19: 951, 1996.• Hansen, Kim Lundgaard, Lars Kjølbye, Henrik Saugmandsgaard Øe, EU konkurrenceretten, 1. udgave, GadJura, 1998.
• Langer, Morten og Morten Lau Smith, Konkurrence- og kundeklausuler GadJura, 1997.
• Levinsen, Kirsten, Konkurrenceloven med kommentarer, 1. udgave, Jurist- o Økonomforbundets Forlag, 1998.
• Korah, Valentine, EC Competition Law and Practice, 6. udgave, Hart Publishing, 1997.
• Poulsen, Sune Troels, Loyalitetspligt og erhvervsforbud, Jurist- og Økonom-forbundets Forlag, 1991.
![]()
34 Rfo 4064/89, artikel 3, stk. 2, og Kommissionens meddelelse om begrebet selvstændigt fungerende joint venture. | |
35 I betragtning 23 til Rfo 4064/89 anføres, at begrebet kun bør omfatte foranstaltninger, som kan bevirke en varig ændring af de deltagende virksomheders struktur. | |
36 Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger, afsnit V.A. | |
37 Jf. Konkurrencerådets afgørelse af 27. oktober 1999 - Samarbejdsaftaler i asfaltbranchen. | |
38 Kommissionens meddelelse om vurdering i forhold til EØF-Traktatens artikel 85 af joint venture-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed, afsnit V. | |
39 Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger, afsnit V.A. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk