Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceklausuler
Forrige side | Indhold | Næste side
Hvis en køber ved en virksomhedsoverdragelse er pålagt en konkurrenceklausul, som skal beskytte sælger mod konkurrence fra køber, vil den som hovedregel ikke være nødvendig for, at aftalen som helhed kan gennemføres. Konkurrenceklausuler pålagt køber skal derfor vurderes efter EF-Traktatens artikel 81.10 Som tidligere nævnt skal den danske konkurrencelov fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Det betyder, at klausuler på køber normalt ikke efter dansk ret vil være nødvendige for at handelen kan blive gennemført. Den slags klausuler er som udgangspunkt omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Sælger vil sjældent have en beskyttelsesværdig interesse i at begrænse købers mulighed for at udøve konkurrence på markedet ved hjælp af det solgte aktiv. Hvis sælger vil prøve at begrænse købers konkurrencemuligheder, kan sælger enten lade være med at sælge det pågældende aktiv eller fastsætte en (for) høj salgspris for det (medmindre sælger herved misbruger en dominerende stilling, eller der er tale om en "væsentlig facilitet").11
Hvis der er tale om salg af enkelte materielle aktiver, vil en klausul pålagt køber ofte have karakter af en indskrænkning i rådigheden over aktivet. Hvis en klausul har karakter af en rådighedsindskrænkning i et aktiv, og hvis klausulen ikke begrænser købers adgang til markedet, vil den ofte ikke have nogen konkurrencebegrænsende virkning. Typisk vil den form for rådighedsindskrænkning derfor ikke være omfattet af forbudet i § 6, stk. 1.
Hvis sælger har en dominerende stilling på markedet, kan udgangspunktet være et andet. For eksempel hvis sælger er i besiddelse af en væsentlig facilitet. Hvis sælger i forbindelse med et salg pålægger køber en konkurrenceklausul, kan der i stedet være tale om et forhold omfattet af § 11 i konkurrenceloven. I den situation kan retningslinjerne for "almindelige" konkurrenceklausuler ikke bruges. Der er i så fald ikke tale om et tilfælde, der er omfattet af dette kapitel.
Boks 7.2: Klausul på køber til fordel for sælger
Hovedregel:Konkurrenceklausuler pålagt køber ved en virksomheds overdragelse er ikke nødvendige. De er derfor omfattet af forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Modifikation:Hvis klausulen har karakter af en rådighedsindskrænkning i et materielt aktiv, og hvis den ikke begrænser købers adgang til markedet, har den næppe en sådan markedspåvirkning, at der er tale om en konkurrencebegrænsning, omfattet af konkurrencens § 6, stk. 1.12 Det gælder dog ikke, hvis sælger har en dominerende markedsposition, eller der er tale om en "væsentlig facilitet". Se endvidere boks 7.4.
![]()
10 Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger, afsnit III.A.6. | |
11 Faciliteter, ofte af infrastrukturel art, som konkurrenterne nødvendigvis må have adgang til for at kunne udøve deres aktiviteter. I EU-retten er begrebet blandt andet blevet anvendt i forbindelse med adgang til havneanlæg. | |
12 Jf. Konkurrenceankenævnets kendelse af 18. december 1998, Københavns Havn ctr. Konkurrencerådet, samt fra Konkurrencerådets møde den 26. januar 2000 - "Danske Trælast - konkurrenceklausuler i form af rådighedsindskrænkninger" |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk