7.3 Konkurrenceklausuler på sælger ved en virksomhedsoverdragelse

Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceklausuler

Forrige side | Indhold | Næste side

Konkurrenceklausuler kan være med til at sikre, at en virksomhedsoverdragelse bliver mulig og effektiv. Uden en konkurrenceklausul vil man i mange tilfælde næppe kunne gennemføre en virksomhedsoverdragelse. Især ikke når køber og sælger fortsat konkurrerer med hinanden efter overdragelsen. Alternativet kan ellers blive, at virksomheder sandsynligvis ikke vil blive købt, når der ikke er en eller anden form for beskyttelse mod konkurrence fra den tidligere ejer.5

En virksomhedsoverdragelse bliver i fællesskabsretten betragtet som en fusion. Da der ikke er hjemmel til fusionskontrol i den danske konkurrencelov, kan de danske myndigheder ikke vurdere selve virksomhedsoverdragelsen efter fusionsreglerne. Derimod kan aftaler, der er indgået i tilknytning til en virksomhedsoverdragelse, vurderes efter konkurrenceloven.

EF-Domstolen har udtalt,6 at "konkurrenceklausuler i kontrakter om virksomhedsoverdragelse i princippet [har] den fordel, at de sikrer, at overdragelsen bliver mulig og effektiv. Ved selve denne omstændighed bidrager de til at styrke konkurrencen ved en forøgelse af antallet af virksomheder på det pågældende marked".

Sælger har, i modsætning til udenforstående virksomheder, som tidligere indehaver af den solgte virksomhed en særlig viden om den solgte virksomheds produktions- og afsætningsforhold. Dette gør den pågældende til en særlig farlig konkurrent i sammenligning med andre (en insider-konkurrent). Køber har derfor behov for beskyttelse mod konkurrence fra sælger.

Beskyttelsen skal være begrænset til det tidsrum, som det vil tage køberen at overtage virksomhedens tidligere markedsposition gennem en aktiv markedsindsats.7 Beskyttelsen må ikke gå længere end nødvendigt.

Konkurrenceklausuler, som har til formål at sikre, at erhververen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse får den fulde værdi af de overdragne aktiver, bliver i både fællesskabsretten og dansk ret i vidt omfang betragtet som nødvendige for, at en virksomhedsoverdragelse overhovedet kan gennemføres.8

Hvis en begrænsning er direkte knyttet til og nødvendig (accessorisk) for en virksomhedsoverdragelse, skal begrænsningen vurderes sammen med selve fusionen efter fusionskontrolforordningen. Den danske konkurrencelov skal fortolkes i overensstemmelse med EU-konkurrenceretten. Det betyder, at en konkurrenceklausul, som betragtes som en nødvendig begrænsning efter EU-konkurrencereglerne, heller ikke vil være omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

At en konkurrenceklausul er pålagt en sælger i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse betyder ikke automatisk, at den kan betragtes som en nødvendig begrænsning. Dette afhænger af klausulens indhold, herunder varigheden og den produktmæssige og geografiske udstrækning.

Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger9 indeholder en række retningslinjer for, hvornår en konkurrenceklausul, der er aftalt i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, vil blive vurderet som nødvendig. Den danske konkurrencelov skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Retningslinjerne i meddelelsen er derfor lagt til grund i det følgende.

pil

5 Korah, 6. udg., kapitel 6, især side 171.

pil

6 Remia BV m.fl. mod Kommissionen, sag 42/84, Saml. 1985, 2545, præmis 19.

pil

7 Reuter/BASF, 26.7.1976, EFT 1976 L 254/40, punkt II.3.a.

pil

8 Kommissionens meddelelse om accessoriske begrænsninger, afsnit III.A.1.

pil

9 EFT 1990 C 203/5. Kommissionen er aktuelt i gang med at revidere meddelelsen. europa.eu.int/comm/dg04/lawmerg/draft_notices/index.html


Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk