• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • Salg af publikationer
• Kontakt

Konkurrenceredegørelse 2000
• Tekniske standarder og netværk

Forrige side | Indhold | Næste side

Dette kapitel har fokuseret på netværk set fra et konkurrencesynspunkt og peget på områder, hvor netværksmarkeder er anderledes end andre markeder. Fokus har primært været rettet mod direkte netværkseffekter og teknologiens betydning for konkurrencen og effektiviteten.

Analysen har først og fremmest påpeget, at man i fremtiden må ofre konkurrence i netværk større opmærksomhed. Fordi der forekommer direkte netværkseffekter i netværk. Fordi teknologier betyder mere for konkurrencen og effektiviteten i netværk. Fordi netværk er mere udsatte for konkurrenceproblemer end andre markeder. Og fordi netværks andel af samfundet vokser med IT-områdets andel.

Men analysen har også peget på mere konkrete resultater. For det første at konkurrencepolitikken bør analysere det enkelte markeds teknologiske vilkår og bedømme, om eneretsbeskyttelse af teknologier er nødvendig. Hvis eneretsbeskyttelsen er ophavsretlig, er der under nogle omstændigheder muligheder for indgreb, jf. kapitel 5. For det andet er der øget fare for konkurrenceproblemer, når virksomheder kontrollerer dominerende tekniske standarder i netværk. Årsagen er, at skift mellem tekniske standarder generelt er dyrere i netværk, hvilket giver en virksomhed, der kontroller en teknisk standard, muligheder for at begrænse konkurrencen og gennemtvinge for hurtige standardskift og/eller opdateringer. Hertil kommer, at direkte netværkseffekter er en slags stordriftsfordel, der lægger en dæmper på konkurrencen.

På den baggrund formulerer dette afsnit nogle konkurrencepolitiske anbefalinger for:

• simple tekniske standarder

• komplicerede tekniske standarder

• naturlige monopoler

• netværk med direkte netværkseffekter

Simple tekniske standarder

Mange tekniske standarder er relativt simple og skifter samtidig sjældent. For de tekniske standarder er det ofte mere afgørende, at der er er en teknisk standard, end hvilken teknisk standard, der bruges. Det sidste gælder især i netværk, hvor flere varer skal passe sammen for at fungere.

For sådanne simple, stationære tekniske standarder er standardisering og åbne tekniske standarder det oplagte middel til at sikre konkurrence og effektivitet på et område. Og det er netop tanken bag EU’s indre marked.

Af praktiske eksempler på simple, stationære tekniske standarder er allerede nævnt de tekniske standarder, der får stik og stikkontakter til at passe sammen. Deres funktion er alene at få stik og stikkontakter til at passe og fungere sammen. Hvis alle alene så på dem med konkurrencebrillerne på, var de for længst ens overalt i verden⁶.

Visse tekniske standarder for reservedele til biler er et andet oplagt eksempel. Tag fx bilfælge og vinduesviskere. Nogle biler bruger fire bolte og møtrikker til at spænde fælgene fast på bilen. Andre bruger fem eller seks. Derfor kan man ikke altid sætte et sæt 15-tommer fælge på to forskellige biler. På samme måde med vinduesviskere. Selv om bilruderne stort set er ens, er vinduesviskere ret forskellige fra bil til bil. Flere andre reservedele kunne nævnes. Og fælles for dem er, at standardisering vil øge konkurrencen og samtidig være en fordel for forbrugerne.

På samme måde kunne én standard for barberblade og barbermaskiner (skrabere) øge konkurrencen - og tilmed spare mænd for megen irritation. I dag passer kun en slags barberblade typisk til en bestemt barbermaskine. Hvis man vil skifte til en ny slags blade, må man derfor også skifte maskine. Årsagen er, at producenterne bruger forskellige tekniske standarder for deres barberblade og -maskiner. Og selv samme producent bruger ofte flere tekniske standarder. Fx bruger Gilette til deres kendte Mach 3-serie en teknisk standard, som hverken matcher andre af Gilettes eller andre producenters serier.

Også transportområdet er præget af mange simple tekniske standarder. Og det indre marked kommer først til at fungere helt på transportområdet, når flere af dem bliver ens over hele EU. Bl.a. er der brug for fælles sikkerheds- og miljøstandarder for transport af gods på både jernbane og vej.

Komplicerede tekniske standarder

For komplicerede tekniske standarder er det generelt sværere at komme med nogle klare og entydige konkurrencepolitiske anbefalinger. Nogle af dem ændrer sig ligesom de simple standarder kun sjældent. Også her er det ofte bare det, at der er en teknisk standard, der er essentiel. Igen er standardisering og åbne tekniske standarder derfor det mest effektive middel til at sikre konkurrencen på et område.

Som eksempel på komplicerede, stabile tekniske standarder kan man pege på en standard som ATC (automatisk togkontrol) på jernbaneområdet. Eller tekniske standarder, der sikrer holdbarhed og/eller sikkerhed ved brug af bestemte varer. Fx mindstekrav til dæk til person- og lastbiler. Tekniske standarder for kryptering af data, der udveksles via datanet. Eller tekniske standarder, der skal opfyldes for at sikre at fysiske netværk som tele-, transport og energinet fungerer sikkert.

Men andre komplicerede tekniske standarder skifter hyppigt. Det gælder først og fremmest tekniske standarder for varer, for hvilke løbende tekniske fremskridt er essentielle for effektiviteten på lang sigt.

I praksis handler det bl.a. om de fleste tekniske standarder på IT-området og mange tekniske standarder i telesektoren. I daglig tale er de ofte omtalt som teknologiske platforme.

Mere konkret er mobiltelefoni et godt eksempel på et område med flere komplicerede tekniske standarder, og hvor tekniske fremskridt er hyppige og essentielle. For 10 år siden var NMT den fremherskende standard for mobiltelefoni. I dag er det GSM. Om få år vil UMTS (Universal Mobile Communications System) afløse GSM. Og om 10 år er det sandsynligvis en helt fjerde teknologi. Af andre eksempler kan man pege på DVD på videoområdet. Og på CD og MP-3 på musikområdet.

På områder med sådanne komplicerede og volatile tekniske standarder står man i praksis overfor afsnit 6.5’s dilemma mellem standardisering og eneretsbeskyttelse. Tager man igen mobiltelefonien, er det på den ene side i samfundets interesse, at fremtidens afløser for UMTS er så effektiv som muligt, og at den kommer så hurtigt som muligt. Hertil kommer, at effektivitet på netværksområder som mobiltelefoni oftest kræver tekniske fremskridt på alle områder i netværket. For ellers får man ikke fuld gevinst af et teknisk fremskridt på et område. Begge dele taler umiddelbart for at se bort fra mere kortsigtede konkurrencehensyn og give opfindere af fremtidens tekniske standarder mulighed for at få eneret på dem og udnytte dem kommercielt.

Men omvendt er fordelene ved standardisering og åbne tekniske standarder på områder som mobiltelefoni meget store. Uden standardisering og åbne tekniske standarder på mobilområdet, risikerer man, at mobilselskaber og telefonproducenter i samme region eller land bruger hver deres tekniske standard, og at ingen af dem er kompatible med hinanden. Det kunne bl.a. betyde, at man ikke kunne bruge sin mobiltelefon over hele landet eller i andre lande. Og at man måske ikke kunne skifte teleselskab uden også at skifte mobiltelefon.

Der findes ikke noget enkelt svar på, hvordan man takler dette konkurrencepolitiske dilemma. Men man kan pege på tre oplagte modeller og deres største fordele og ulemper.

Én model er, at et officielt, internationalt standardiseringsorgan går sammen med markedets aktører om at udvikle en eller flere officielle tekniske standarder på et område. Denne model er netop kendt fra mobiltelefonien. Både GSM og UMTS er officielle tekniske standarder, som er udviklet i samarbejde mellem det europæiske standardiseringsorgan på teleområdet (ETSI) og en lang række mobilselskaber⁷.

På andre områder ser man en mindre formel og mere markedsorienteret model, hvor markedets aktører udenom de officielle standardiseringsorganer går sammen om at lave en såkaldt industristandard. Fx er den nye tekniske standard, der integrerer mobiltelefonen og Internettet, WAP (Wireless Application Protocol) skabt med denne model. WAP er udviklet i et forum med deltagelse af ca. 200 virksomheder fra hele verden, som er gået sammen om at udvikle en fælles, åben teknisk standard⁸.

En tredje model er endnu mere markedsorienteret. Her lader man de fri markedskræfter kombineret med eneretsbeskyttelse sikre de tekniske fremskridt. Den model ser man bl.a. på softwareområdet. Fx som da Microsoft og Netscape sloges om at udvikle den bedste internet-browser, jf. boks 6.4.

De to første modellers største fordele er, at man med dem realiserer alle fordelene ved standardisering. Først og fremmest øget konkurrence og fordele for forbrugerne. Og for at maksimere fordelene ved at standardisere, bør man generelt lade flere tekniske standarder blive fastlagt af internationale standardiseringsorganer og ikke nationale eller europæiske organer. Fx kan man nævne, at udviklingen på mobilområdet er gået i denne retning. NMT kunne man ikke bruge andre steder end i Norden. GSM er ikke ens i Europa og USA. Men med UMTS får man en international standard for mobiltelefoni.

Omvendt viser erfaringerne, at for meget samarbejde mellem markedets aktører ikke altid er den bedste garant for tekniske fremskridt. Dertil kommer, at markedets aktører kan tale om andet end tekniske standarder. Fx om priser og leveringsbetingelser.

Den største fordel ved den tredje model er, at konkurrence plus eneretsbeskyttelse erfaringsvis er en effektiv katalysator for tekniske fremskridt. Modsat risikerer man her et marked med flere inkompatible tekniske standarder side om side, hvilket kan skade både forbrugere og hæmme konkurrencen.

Hertil kommer, at den tredje model øger kravene til konkurrencepolitikken. For man er nødt til holde øje med, hvordan virksomheder med eneret til dominerende teknologier administrerer deres eneret. For eneretsbeskyttelse resulterer ofte i et marked, som er domineret af en eller få tekniske standarder. Det kan dæmpe konkurrencen og især i netværk. For i et netværk giver eneret til en dominerende teknisk standard ekstra gode muligheder for at binde forbrugerne til en bestemt vare.

Naturlige monopoler

Monopoler, der skyldes stordriftsfordele på omkostningssiden, er det, man traditionelt forstår ved naturlige monopoler. Fx er stordriftsfordele på omkostningssiden grunden til, at de fleste traditionelt har set jernbaneområdet og forsyningsområder som el, gas og vand som naturlige monopoler.

Men i virkeligheden er de fleste naturlige monopoler et særtilfælde af netværk. Mange gange kombinerer man et fysisk netværk med en eller flere andre varer eller tjenester. Fx som på jernbaneområdet, et skinnenet og nogle jernbanevogne.

Reguleringen af naturlige monopoler har i de senere år udviklet sig ret kraftigt, jf. Konkurrenceredegørelse 1997, kapitel 4. Samtidig har man været enige om, at der er blevet færre områder, der kan bære betegnelsen "naturlige monopoler". Det klassiske naturlige monopol er kendetegnet ved faldende gennemsnitsomkostninger indenfor hele den relevante efterspørgselsmængde. Det betyder for det første, at et produktionsanlæg er billigere end flere. For det andet betyder det, at en markedspris lig den marginale omkostning giver underskud for monopolisten. En løsning på det sidste problem er at lade forbrugene betale via med en såkaldt topartstarif-model. Dvs. både en fast betaling (tilslutningsafgift eller abonnement) og betaling for forbruget.

For nogle naturlige monopoler har erfaringerne imidlertid vist, at de dynamiske fordele ved udviklingskonkurrence mellem flere virksomheder overstiger det kortsigtede tab ved at have flere virksomheder på områder, der er naturlige monopoler. Fx tyder erfaringerne på, at det er tilfældet på teleområdet.

Erfaringerne har også vist, at man for de tilbageværende naturlige monopoler ofte kan gøre den del, der betegnes som et naturligt monopol, mindre ved at dele områderne op.

Modellen er kort fortalt, at man splitter monopolet op i en infrastruktur- og en driftsdel. Driftsdelen er en konkurrencedel, som man enten sender i udbud med jævne mellemrum eller åbner for fri konkurrence. Infrastrukturen bevarer man derimod som et monopol, men det drives som en selvstændig virksomhed.

Modellen er fx tiltænkt jernbaneområdet i Danmark. Jernbanestyrelsen driver skinnenettet (infrastrukturen), mens DSB står for næsten al kørsel med tog. Næste skridt er, at dele af togkørslen og vedligeholdelse af skinnenettet deles op og udbydes i små bidder. Tanken er, at det alene er ejerskab, overordnet planlægning mv., som står tilbage som et naturligt monopol.

Netværk med direkte netværkseffekter

Også stordriftsfordele fra direkte netværkseffekter betyder monopoldannelse - og i ekstreme tilfælde et monopol. Men konkurrencepolitisk er der forskel på, om de opstår fra direkte netværkseffekter eller fra omkostningssiden.

For konkurrenceproblemer og monopoler, der skyldes direkte netværkseffekter, er der imidlertid endnu ikke udviklet og afprøvet en konkurrencepolitisk referencemodel som for naturlige monopoler. Og umiddelbart synes det ikke at være en god idé at bruge modellen fra de traditionelle naturlige monopoler direkte overfor konkurrenceproblemer fra direkte netværkseffekter. For direkte netværkseffekter forekommer først og fremmest i IT-netværk. Fx på computerområdet, i telenet og i datanet. Det er netværk, hvor den teknologiske udvikling generelt gør de fysiske netværks rolle mindre - og de virtuelle netværks (radiobølger, frekvenser og teknologiske platforme) større. I praksis er det derfor svært at dele IT-netværk op i en infrastruktur- og en driftsdel.

Fx er det svært at se, hvordan man skal dele en PC op i en infrastruktur- og en driftsdel som på jernbane- og elområdet. I monopolsagen mod Microsoft er det fremført, at en løsning er at dele Microsoft i to. Fx et Microsoft for styresystemer og et Microsoft for software. Tanken er, at styresystemet (plus hardwaren) er PC’ens infrastruktur, mens softwaren er driftsdelen.

Men den opdeling af en PC er kunstig. Og hvis man accepterede tankegangen, ville det stadig være uklart, om det sikrer effektiviteten på længere sigt at skille styresystem (og hardware) til PC’ere ud i en selvstændig virksomhed. Hardware og styresystem - eller infrastrukturen - oplever modsat infrastrukturen på jernbane og energiområdet en rivende teknologisk udvikling. Og et reguleret monopol er i virkelighedens verden ikke i stand til at levere de tekniske fremskridt, som effektivitet på lang sigt her forudsætter.

Modellen mod konkurrenceproblemer og monopoldannelse fra direkte netværkseffekter er nærmere standardisering og åbne tekniske standarder. Direkte netværkseffekter giver konkurrenceproblemer, når de skaber en kritisk masse, der samtidig er en barriere for konkurrence på markedet⁹. Men den barriere er standardisering og åbne tekniske standarder bedre til at fjerne end en opsplitning af et monopol.

Fordelen ved standardisering og åbne tekniske standarder er, at det er det totale marked og ikke den enkelte virksomhed, der må overskride den kritiske masse. Det vil øge konkurrencen, fordi det bliver nemmere at gå ind på markedet. Samme effekt opnår man ikke ved at splitte monopolet op i flere virksomheder.

Overfører man modellen på konkurrenceproblemerne omkring Microsoft og Windows, skulle man i stedet for at tale om opsplitning af Microsoft i flere virksomheder sætte alle sejl ind på at få Microsoft til at åbne kildekoderne bag Windows-systemet. Hvis kildekoderne bag Windows var åbne, ville andre softwareproducenter have lettere ved at tage konkurrencen med Microsoft op på markedet for software til Windows-systemet.

Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk