5.5 Konkurrenceret vs. ophavsret
Konkurrenceredegørelse 2000
• Softwarelicenser
Forrige side | Indhold | Næste side
Den ophavsretlige beskyttelse af software skyldes et ønske om at værne om investeringer og tilskynde til ny udvikling. Denne beskyttelse kan imidlertid begrænse konkurrencen. De ophavsretlige og konkurrenceretlige hensyn kan dermed navnlig på kort sigt stride mod hinanden.
Konkurrencelovens begrundelse
I den nuværende konkurrencelov er formålsbestemmelsen formuleret bredt: "Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse". Ved fortolkningen af den samfundsmæssige ressourceanvendelse lægges der vægt på dynamik og udvikling. Målet om effektiv anvendelse af samfundets ressourcer gælder således både på kort sigt og på lang sigt. Det betyder, at konkurrencen skal fremme investeringer, innovation og fornyelse. Midlet hertil er virksom konkurrence, der skal sikre åben og lige adgang til markedet.
Selv om effektivitet og lave priser er vigtigt, jf. kapitel 2, er det endnu vigtigere at fremme investeringer i produktudvikling, fornyelse og innovationer, der muliggør en tilpasning til markedet fremover.
En virksomhed, der i sit koncept har andre bestemte kvalitetsmål end stort volumen og pris, fx dyrt og lækkert design, specielle egenskaber, købsoplevelser, fremstillingsmetoder e.l., må gerne stille krav i overensstemmelse hermed til samhandelspartnere og forretningspartnere.
Konkurrence skal også sikre forbrugerne et bredt udbud af varer og tjenesteydelser til konkurrencedygtige priser10. Derimod har rene fordelingshensyn, der tidligere har haft en større plads i konkurrencepolitikken, i dag en begrænset betydning.
Ophavsretten
Ophavsretten sigter på at give kunstnerne en beskyttelse, så de i et eller andet omfang sikres vederlag for udnyttelsen af deres værker. Herved tilskynder man samtidig de kreative kræfter til ny produktion og udbredelse af værker. Man lægger således megen vægt på det innovationsfremmende element. Det fremgår af bemærkningerne til loven.11
Oprindeligt var det kun trykte bøger, der blev beskyttet. Beskyttelsen var udformet som privilegier for bogtrykkerne. Det næste trin var en lov om forbud mod eftertryk, som også tildelte forfatterne en beskyttelse. Herved begyndte man også at lægge vægt på den personlige integritet.
Beskyttelsen af den personlige integritet spiller en mindre rolle, men eksisterer dog i ophavsretslovens § 3 - droit moral regelen12.
Flere værker er gradvist kommet under den ophavsretlige beskyttelse. Musikværker, billedkunst, brugskunst, fotografier, skulpturer og bygningsværker er eksempler på emner, der nu hører under loven.
Beskyttelsen af værket gælder uanset værkets fremtrædelsesform. Et værk, fx et digt, der bliver præsenteret mundtligt, er beskyttet i lighed med det skriftlige værk. Også værker i digital form er omfattet af ophavsretlig beskyttelse.
Ved ophavsretten er ophavsmanden beskyttet mod kopiering af sine værker. Dette fremgår af OHL § 2, der beskriver ophavsretten som en eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. Man betegner retten til at fremstille eksemplarer som eksemplarretten. Retten til at sprede eksemplarer betegnes spredningsretten. Og retten til offentlig visning af værket som visningsretten.
Ophavsret og software
Det fremgår af ophavsretsloven, at edb-programmer bliver henregnet til litterære værker. Det betyder, at edb-programmer er beskyttet efter reglerne i ophavsretsloven. Det er rettighedshaveren, der kan kopiere og foretage den første markedsføring af produktet. Andre må ikke kopiere eller foretage den første markedsføring, medmindre rettighedshaveren har givet tilladelse hertil .
En regel herom blev indsat i loven i 1989, men der var ikke tale om en nyskabelse13. Danmark fulgte blot kursen fra en lang række vestlige lande, der på daværende tidspunkt havde besluttet sig for ophavsretlig beskyttelse for edb-programmer. Samtidig var der internationalt også taget stilling til, at edb-programmer skulle nyde ophavsretlig beskyttelse.
Overvejelserne om at lade software patentbeskytte sluttede med vedtagelsen af Den Europæiske Patentkonvention. Den Europæiske Patentkonvention, der blev vedtaget i 1973, har en bestemmelse om, at edb-programmer som sådan ikke kan anses for opfindelser (og dermed heller ikke kan opnå patentbeskyttelse14).
WIPO15 udarbejdede i 1970’erne nogle retningslinier til løsning af de ophavsretlige problemer, der opstår ved brugen af edb-systemer16. Senere er kommet EU-direktivet om retlig beskyttelse af edb-programmer17. Direktivet blev implementeret i dansk ret i 1992. Nu fremgår det også af TRIPS18 art. 10, at edb-programmer skal beskyttes som litterære værker. Det er således både nationalt og internationalt slået fast, at edb-programmer skal nyde ophavsretlig beskyttelse.
Når man valgte at bruge ophavsretlig beskyttelse til edb-programmel hang det bl.a. sammen med et pres fra USA. Her var man opmærksom på, at det hastede med at få etableret en verdensomspændende enighed om beskyttelsen af software. Behovet for at tildele software en beskyttelse hænger sammen med, at det er nemt og billigt at kopiere software. Kopien kan - på en helt anden måde, end man tidligere har set - kvalitetsmæssigt leve op til originalen.
USA havde selv i 1980 ændret sin ophavsretslovgivning, så også edb-programmer kom ind under denne beskyttelsesform. I Japan havde man overvejet, om software skulle beskyttes af et særligt regelsæt, som kun gav edb-programmel en kortvarig beskyttelse. Dette blev i denne periode også overvejet internationalt.
Samlet fandt man, at ophavsretten var den eneretslovgivning, der bedst kunne rumme edb-programmerne. Med i købet fulgte den overordentlig lange beskyttelsestid19 og den uformelle erhvervelse af rettigheden - selve skabelsen af værket.
Distribution af software
Det kan dog ikke helt lade sig gøre at behandle edb-programmer som litterære værker. Det hænger sammen med, at når man bruger et program efter dets formål, foretager man en kopiering eller en eksemplarfremstilling af værket. Det sker, når man installerer programmet.20
Herved opstår det paradoks, at man for at kunne få tingene til at hænge sammen er blevet nødt til at indføre en bestemmelse i ophavsretsloven, som tillader almindelig brug af et edb-program. Bestemmelsen findes nu i lovens § 36 og benævnes ofte den legale programlicens21.
På dette punkt er der forskel mellem edb-programmer og andre værker - og for den sags skyld al anden immaterialret. Hvis man køber et eksemplar af en bog (eksemplaroverdragelse), kan man have stor nytte af denne bog blot ved at læse den. Den normale brug af eksemplaret medfører ikke et indgreb i ophavsretten. Hvis man vil kopiere den, må man betale særskilt derfor22. Men det er ikke nødvendigt at kopiere bogen.
Omvendt er der ingen mulighed for at bruge indkøbt software uden at installere det. Og man kan ikke installere det uden at kopiere det. Derfor kan man betragte brugen af software som et indgreb i ophavsretten - en kopiering, og dermed kan man betragte den almindelig brug af programmet som noget, der griber ind i ophavsretten.
Softwareleverandøren har derfor mulighed for at betegne en tilladelse til at bruge programmet som en rettighedsoverdragelse. Leverandøren betegner distribution af programmel som "licenser".
Når der er tale om licensaftaler betyder det også, at ophavsretslovens § 19 om konsumption ikke finder anvendelse. Denne bestemmelse fastsætter, at et en gang solgt eksemplar må spredes videre. Ved en eksemplaroverdragelse, fx af en bog, kan rettighedshaver ikke styre eksemplaret - hvem der må udnytte det, og hvor udnyttelsen må finde sted.
Det skal dog pointeres, at det ikke er afgørende, hvad softwareleverandøren kalder sin aftale. De programmer, som forbrugerne køber i detailhandelen, benævnes ofte licenser. I disse tilfælde må der være tale om eksemplaroverdragelse.
Basis for videreudvikling
I patentlovgivningen (og i et vist omfang også i brugsmodel- og mønsterlovgivningen) er der indbygget en slags byttehandel. Opfinderen får eneret til at udnytte sin opfindelse i maksimalt 20 år. Til gengæld får samfundet i patentskriftet en meget nøje beskrivelse af opfindelsen. Dette giver andre virksomheder mulighed for efter patentets udløb at udnytte opfindelsen og bygge videre på den.
Værkernes skabelse udgør det samfundsnyttige element i ophavsret. Ophavsmanden har eneretten i 70 år fra sin død, og man kan således ikke spekulere i at bygge videre på værkerne. Der er i samfundsmæssig henseende ikke det store behov for dette, når det drejer sig om det klassiske kerneområde for ophavsretten - de kulturbærende værker.
For sådanne værker gælder det, at værkerne er uafhængige af hinanden. Det ene musikværk kan fungere uafhængigt af det andet. Det er klart, at man inden for visse genrer i høj grad henter inspiration fra hinanden, men der er ikke tale om, at man er afhængig af at kopiere en anden ophavsmands værk eller dele af værket.
Dette gælder også inden for film og litteratur. En bog kan udgives uafhængigt af andre bøger. Derfor er det stort set uproblematisk at give ophavsmanden denne lange beskyttelse af hans personlige integritet, når det gælder de kulturbærende værker - eller kunstværker. Beskyttelsestiden er uproblematisk.
Der bliver skrevet flere bøger og skabt flere musikværker, fordi man giver ophavsretsbeskyttelsen. Ophavsretten tilskynder således til den kunstneriske mangfoldighed.
På softwareområdet er behovet for at bygge videre på frembringelserne mere udtalt. Mangfoldighed inden for fx. operativsystemer er ikke nødvendigvis ønskelig. Det har også vist sig, at der inden for software-branchen er en tendens til standardiseringer. Men i den henseende har man ikke givet edb-programmer en særstilling i ophavsretten23. Et skisma opstår, når en beskyttelsesform, der er beregnet til at fremme mangfoldighed, anvendes til et produkt, der i visse tilfælde optræder som de facto-standard.
Det er spørgsmålet, om den ophavsretlige beskyttelse af software altid tilskynder til ny produktion, eller om den måske snarere i visse tilfælde blokerer for skabelsen af nye værker. I den henseende må en beskyttelsestid på 70 år betegnes som meget vidtgående i en branche, hvor værker efter 10 år ofte er håbløst forældede.
Ophavsret vs. konkurrenceret
Folketinget har været klar over, at ophavsretten er en stærk beskyttelse. Det fremgår af bemærkningerne24 til den danske ophavsretslov, at det ikke er i samfundets interesse at opstille så stærkt et værn omkring eneretten, at enhver disposition over én gang skabte værker er umulig eller meget vanskelig.
Den ophavsretlige regulering skal altså finde en passende balance mellem to hensyn: på den ene side skal ophavsmændenes individuelle rettigheder tilgodeses, så samfundet derved tilskynder de kreative kræfter til ny produktion. På den anden side skal der være mulighed for at disponere over én gang skabte værker.
Forarbejderne til ophavsretsloven giver det indtryk, at balancen findes ved at udstikke eneretten og undtagelserne fra denne. Men dermed får man ikke optimeret ressourceanvendelsen. Det spiller en særlig rolle på edb-området, hvor der er behov for standardisering (i modsætning til mangfoldighed) og for ikke-diskriminerende samarbejde.
Gennem århundreder har man sværget til eneretslovgivning som den afgørende innovationsfremmende faktor. Det hænger ikke sammen med resultatet af økonomiske analyser, men derimod med en formodning for, at man uden eneretslovgivninger vil få en udvikling hen imod "efterligningsindustrier" med efterfølgende stagnation.
Den samfundsmæssigt optimale balance kan også skabes gennem konkurrenceregler, der skal sikre den fortsatte udvikling. Men konkurrenceretlige indgreb må ikke gå så vidt, at eneretslovgivningens innovationsfremmende element går tabt.
Hensynet til kunstnerens personlige integritet, som stadig spiller en mindre rolle i andre sammenhænge, kan man stort set se bort fra for softwareprodukterne. Systemer bliver udviklet i arbejdstagerforhold af flere udviklere og bliver ikke markedsført under ophavsmandens navn, men under firmaets varemærke.
Grænsen mellem ophavsret og konkurrenceret dannes af praksis hos domstolene og hos konkurrencemyndighederne. De vigtigste afgørelser tages af EF-Domstolen og af Kommissionen, hvis praksis gennemgås nedenfor.
EF-Domstolen
EF-Domstolen har i ganske mange afgørelser taget stilling til den konflikt, der opstår, når en rettighedshavers adfærd bliver for konkurrencebegrænsende. Domstolens håndtering bærer præg af, at der både er et hensyn til integrationen og en konflikt mellem immaterialrettens omfang (som skal vurderes af nationale domstole) og konkurrencerettens udstrækning (som er nedfældet som regler i traktaten).
EF-Domstolen har ved flere lejligheder defineret "enerettighedens særlige genstand" eller "enerettens særlige indhold". Den er at beskytte ophavsmandens moralske og økonomiske rettigheder eller ophavsmandens ret til at reproducere det beskyttede værk (og foretage den første markedsføring)25.
Efter domstolens analyse er "rettens særlige genstand" immun over for konkurrenceregulering. Men hvis udøvelsen af rettigheden går for vidt, bortfalder denne immunitet.
Afgørelserne er meget konkrete. Domstolen går ind og analyserer de enkelte rettigheder og definerer derefter "den særlige genstand". Domstolen har endnu ikke taget stilling til, hvad der er ophavsrettens særlige genstand for softwaren i en slutbrugerlicens.
I Grundig/Consten26 fastslås, at en markedsopdeling er forbudt. Også selvom man har brugt et nationalt varemærke til markedsopdelingen. Senere har man haft en lang række sager, som har drejet sig om licensbetingelser - især inden for varemærker og forædlerrettigheder. Nogle licensbetingelser er blevet tilladt, medens andre har været for vidtgående.
I Magill-sagen27 er EF-Domstolen gået langt i forhold til immaterialretten. Dommen illustrerer, at der kan gribes ind i leveringsnægtelsessager, selvom leveringen består i en licens.
En af de seneste sager inden for området drejer sig om software. Det er en afgørelse, som Retten i Første Instans (RFI) traf i december 1999 i sagen Micro Leader/Microsoft.28 Sagen i sig selv er en omstødelse af en kommissionsafgørelse.29
EU-Kommissionen
EU-Kommissionen har ofte været involveret i problemstillingen vedrørende konkurrenceret over for immaterialret. Både ved behandling af de konkrete sager og ved udstedelse af gruppefritagelsesforordninger30. Magill-sagen var fx startet som en klagesag hos EU-Kommissionen, og Domstolen og Kommissionen var i denne sag enige om udfaldet.
Kommissionen har haft en række sager på softwareområdet, som ikke har ført til afgørelser, men er afsluttet med negativattest uden offentliggørelse eller tilsagn fra virksomhederne.
Sagerne har dog ikke drejet sig om licensaftaler mellem software-leverandører og slutbrugere. I en række sager31 mellem softwareleverandører har Kommissionen fremlagt klagepunkter, som indikerer, at Kommissionen vil gribe ind over for licensvilkår, der må betragtes som konkurrencebegrænsende.
Sega/Nintendo/Sony havde indgået licensaftaler med uafhængige udviklere af videospil om at disse kunne få adgang til ophavsretten. Der var dog knyttet forskellige betingelser til disse licenser. Spillene skulle godkendes af licensgiver, de skulle produceres hos licensgiver, og licenstager var forpligtet til kun at markedsføre et begrænset antal spil årligt. Alle disse vilkår blev på foranledning af Kommissionen fjernet fra licensaftalerne, og sagerne er herefter blevet afsluttet med negativattest uden offentliggørelse.
I Microsoft/Novell32 har Kommissionen udtrykt betænkeligheder over for en række licensbetingelser, som Microsoft pålagde pc-producenterne. Men der er ikke taget stilling til de licensvilkår, som softwareleverandørerne pålægger slutbrugerne.
Kommissionens gruppefritagelse33 illustrerer, at der er visse licensbetingelser, der må anses for at være forbudte konkurrencebegrænsninger. Forordningen gælder kun for know-how og/eller patentlicensaftaler og finder derfor ikke anvendelse på rene softwarelicensaftaler.34
Delkonklusion
Den ophavsretlige beskyttelse af software er problematisk, fordi der for en stor del af produkterne er en tendens til de facto-standarder. En eneret til standarder kan blokere for nye konkurrenter og for videreudvikling.
I softwarebranchen arrangerer man ikke distributionsaftalerne som salg af et aktiv, men som brugerlicenser. Ved licenser er dispositionsretten begrænset på en eller anden måde.
Det kan bremse udviklingen og konkurrencen, fordi kundernes brug af programmellet ret detaljeret kan styres. Udnyttelsen sker ensidigt ud fra leverandørens forudsætninger og interesser. Det kan udvikle sig til et problem hos brugere, der ikke har økonomisk overkommelige alternativer.
Softwarelicenser (til slutbrugere) minder ikke om fx patent- eller varemærkelicenser. Ved en patentlicensaftale vil licenstager typisk få tilladelse til at udnytte en patenteret fremgangsmåde eller fremstille et patenteret produkt. Dernæst videresælger virksomheden de fremstillede varer.
Softwarebrugeren installerer software i virksomheden, og det indgår som inventar i virksomheden. Softwarelicenser kan derfor snarere sammenlignes med salg af et (patenteret) produkt.
Det er blevet anført, at licensaftaler som sådan ikke kan være konkurrencebegrænsende. Når indehaveren af en eneret kan forbyde andre at udnytte sin eneret, er det ikke noget problem, at han ved en licensaftale giver en anden virksomhed lov til en delvis udnyttelse af sin eneret. Princippet kaldes den begrænsede licens (limited license).35
Hvis man følger tankegangen i dette princip vil en patentlicensaftale, som kun giver licenstager ret til at fremstille et bestemt antal eksemplarer på et bestemt fabriksanlæg med mulighed for salg i et afgrænset område, ikke være konkurrencebegrænsende. Licensaftalen vil blot være mindre konkurrencefremmende end en patentlicensaftale uden disse klausuler.
Princippet om den begrænsede licens har ikke tilslutning i EU-Kommissionen eller EF-Domstolen. Det illustreres bl.a. ved gruppefritagelsesforordningens36 art. 3, som opregner en lang række licensvilkår, som ikke umiddelbart kan tillades i patentlicensaftaler. Ikke desto mindre vil der altid være en mildere bedømmelse af en licensaftale, end der vil være ved en bedømmelse af overdragelse af aktiver. Dette kan illustreres med følgende sammenligning mellem de vilkår, der kan pålægges køberen af et aktiv med de vilkår, der kan pålægges en licenstager.
Hvis en virksomhed køber en patenteret robot har virksomheden mulighed for at udnytte robotten mere eller mindre optimalt. Hvis sælger forsøger at blokere for virksomhedens brug af robotten, vil der højest sandsynligt være tale om en forbudt konkurrencebegrænsning.
Det vil være tilfældet, hvis virksomheden ikke må flytte robotten til et andet fabriksanlæg i et andet land, hvis virksomheden efterfølgende skal betale flere penge for robotten, når køber udnytter robotten mere, end sælger havde forudsat, eller hvis virksomheden bliver afskåret fra at overdrage robotten til en anden virksomhed. Virksomheden bliver forhindret i at udnytte sine ressourcer optimalt.
Er der derimod tale om en patentlicensaftale, vil sådanne vilkår falde inden for "den hvide liste" i gruppefritagelsesforordningen37. Det hænger som sagt sammen med, at der i licensen bliver givet tilladelse til at udnytte en eneret - en tilladelse, som patenthaver slet ikke behøver at give. Han kan nøjes med selv at udnytte patentet.
Grænsedragningen mellem eksemplaroverdragelse (salg af produktet) og rettighedsoverdragelse (licensaftale) er særlig vanskelig for softwareområdet38. Problemet hænger sammen med systematikken i ophavsretsloven samt softwarens natur. Når rettighedshaver selv kan vælge mellem disse to overdragelsesformer, er der stor sandsynlighed for, at valget falder på licensaftalen.
Der er da også blevet fremlagt det synspunkt39, at licensaftaler med slutbrugere ikke kan betragtes som licensaftaler, men må behandles som et salg. Under alle omstændigheder er det betænkeligt at tillade licensaftaler som en distributionsform for et færdigt produkt.
Den mest nærliggende løsning på problemet er, at der i konkurrenceretlig henseende ikke bør skelnes mellem en licensaftale og en eksemplaroverdragelse, når det drejer sig om distribution af standardprogrammel. Dermed lægger man op til at brugerlicensvilkårene behandles anderledes end vilkår i andre licensaftaler.40
| 10 Forbrugerne nævnes direkte et sted i konkurrenceloven - § 8. Denne paragraf regulerer, om en konkurrencebegrænsende aftale skal accepteres af myndighederne. Her er det et krav, at forbrugerne skal sikres en rimelig andel af de fordele virksomhederne opnår ved aftalen, jf. kl. § 8, stk. 1. |
| 11 Se FT 1994-95 , Tillæg A, sp. 1327. |
| 12 I korthed går bestemmelsen ud på, at ophavsmanden har krav på at få sit navn på værket ( i overensstemmelse med god skik). Desuden må værket ikke ændres o.l. på en måde, der krænker ophavsmandens kunstneriske anseelse. |
| 13 7. delbetænkning vedrørende revision af ophavsretslovgivningen. Betænkning nr. 1064, København 1986. I betænkningen konstateres, at edb-programmel efter gældende ret må anses for omfattet af den ophavsretlige beskyttelse, men for tydelighedens skyld måtte man indføje en udtrykkelig bestemmelse i loven. |
| 14 Software kan nu i et begrænset omfang opnå patentbeskyttelse. Desuden er der kræfter, der arbejder på at ændre art. 52 i den Europæiske Patentkonvention, som udelukker edb-programmer fra patentering. |
| 15 World Intellectual Property Organization. |
| 16 Retningslinierne - "Recommendations for settlement of copyright problems arising from the use of computer systems for access to or the creation of works", er optrykt som bilag til 7. delbetænkning. De er udarbejdet gennem 70’erne og vedtaget i 1982. |
| 17 Rådets direktiv 250/1991/EØF af 14.5. 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer. Direktivet er implementeret i den danske ophavsretslov. |
| 18 Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights. International handelsaftale om immaterialret, som er indgået i forbindelse med WTO-overenskomsten. |
| 19 Nu er beskyttelsestiden 70 år fra ophavsmandens død - eller evt. 70 år fra programmets offentliggørelse. |
| 20 Af 7. delbetænkning fremgår det, at i hvert fald den indlæsning, som foretages af brugeren ved kørslens påbegyndelse [det, som man nu betegner installationen af programmet] må betragtes som en eksemplarfremstilling i ophavsretslovens forstand. Mere usikkert er det med den momentane kopiering af programstumper, der foregår under kørslen af programmet. |
| 21 Systemet genfindes i edb-direktivet, art . 4 og art. 5. |
| 22 Kopiering til privat brug må dog gerne ske, jf. ophavsretslovens § 12.Denne tilladelse til privat kopiering gælder dog ikke for digital kopiering af værker i digital form. |
| 23 Dog har man (overordentligt snævre) regler, som skal sikre interoperabilitet, se OHL § 37. |
| 24 Bemærkningerne til lovforslag nr. L 119 af 18. januar 1995. FT 1994-95, Tillæg A sp. 1327-28. |
| 25 Disse definitioner er dog hentet fra afgørelser, der vedrører litterære/kunstneriske værker og ophavsret til programoversigt. |
| 26 Forenede sager 56 og 58/64, Grundig-Consten, Saml. 1965-68/245. |
| 27 Forenede sager C-241/91 og 241/91 P, Magill TV-Guide, Saml. 1995/I-743. |
| 28 T -198/98. |
| 29 Dommen er meget interessant, fordi det antydes, at Microsofts højere priser i Frankrig muligvis kan udgøre et misbrug af dominerende stilling. Dermed er det ikke legitimt, når Microsoft udøver sin ophavsret ved at forhindre parallelimport af de (billigere) canadiske produkter. Men parallelimport er ikke genstand for behandling i dette kapitel. |
| 30 EU-Kommissionens gruppefritagelse for visse kategorier af teknologioverførselsaftaler (EF/240/96 af 31. januar 1996). Der var oprindeligt 2 gruppefritagelsesforordninger, som blev omarbejdet til en. |
| 31 Det drejer sig om Sega (se IP/97/757), Nintendo (IP/97/676) og Sony (IP/98/1069) |
| 32 IP/94/653. |
| 33 Se note 30. |
| 34 Valentin Korah: An Introductory Guide to EC Competition Law and Practice, sixth edition 1999 s. 248. Anderledes nok Magdalena Jerner "Licensavtal för datorprogram", Institut för immaterialrätt och marknadsrätt vid Stockholms Universitet. MJ konkluderer, at man i et vist omfang kan slutte analogt fra bestemmelserne i gruppefritagelsesforordningen til softwarelicensaftaler. |
| 35 Se bl.a. Valentin Korah: "Technology Transfer Agreements and the EC Competition Rules", Clarendon Press, Oxford |
| 36 Se note 30. |
| 37 Kommissionens gruppefritagelse for visse kategorier af teknologioverførselsaftaler. |
| 38 Der findes på software-området naturligvis også licensaftaler, der minder om fx patentlicensaftaler. Det drejer sig om de licensaftaler, der indgås mellem forskellige software-udviklere om fx at tilpasse software o.l. eller mellem hardware- og softwareleverandører. |
| 39 Michael Lehmann: "The New Software Contract Under European and German Copyright Law - Sale and Licensing of Computer Programs" og Hanne Bender, EDB-rettigheder 1. udg. 1998, s.294 ff, med konklusion s. 297. |
| 40 Denne analogi-slutning har været nærliggende for mange forfattere, se bl.a. Moritz: EC Competition Law Aspects and Software Licensing Agreements - A German Perspective Part I and II, IIC1994/3 og 4 og Magdalena Jerner: Licensavtall för Datorprogram. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk