4.6 Det danske bogmarked i det 21. århundrede

Konkurrenceredegørelse 2000
• Bøger

Forrige side | Indhold | Næste side

Bogen som vare og medie har været under pres de sidste 15-20 år i Danmark. Presset skyldes bl.a. en række nye medier. Bogen er ikke længere det mest centrale medie for oplysning og oplevelse. Der er sket en bevægelse fra det skrevne ord over mod billeder og lyd, og tendensen er international.

Samhandelsreglerne, som de ser ud i dag, har eksisteret i stort set uændret form de sidste 50 år. I en situation, hvor bogen på mange punkter er presset, bør det overvejes, om det er tid for nye regler for handlen med bøger. Dels for at tilskynde branchen til nytænkning, men i lige så høj grad for at sikre bogens konkurrenceposition i forhold til andre medier og fritidsgoder.

Konkurrencerådet har derfor - på baggrund af en indstilling fra styrelsen - besluttet en række ændringer af bogbranchens samlede regelsæt, herunder spørgsmålene om faste priser og forlagenes og boghandlernes eneret.

Bogbranchen har tilkendegivet, at man vil ophæve boghandlernes eneret til at sælge bøger. Tilbage står forlagenes eneret, der alene sikrer, at alle forlag på det danske marked er underlagt samhandelsreglerne, herunder de faste priser. Et forsigtigt skridt mod liberalisering kunne derfor være at ophæve forlagenes eneret. Det vil gøre fastprissystemet mere fleksibelt og samtidig give forlag, der ikke ønsker at følge samhandelsreglerne, mulighed for at levere til de danske boghandlere.

Et andet forsigtigt skridt er en ændring, i fastprissystemet således, at forlagene får ret - og ikke som nu pligt - til at fastsætte en fast bogladepris. Det vil give forlagene muligheder for at drage konkrete erfaringer med priskonkurrence, fx på udvalgte titler. Det vil samtidig give forlagene muligheder for at foretage de nødvendige tilpasninger, særligt i forhold til konkurrencen med andre medier. Forlagene har signaleret, at de er parate til at overveje et sådant skridt.

For det tredje lægges op til en ændring, så det kun er bogens førsteoplag, der er omfattet af de faste priser. Som systemet fungerer i dag, fornys fastprisperioden, hver gang bogen kommer i et nyt oplag. Når forlagene trykker en bestemt bog i 2., 3. eller 4. oplag, må forlagene vide, at bogen kan afsættes til boghandlerne. Argumentet om, at den faste bogladepris skulle sikre, at boghandlen vil tage bogen hjem, gælder derfor ikke længere. Der er således intet kulturpolitisk argument for at forny fastprisperioden, hver gang en bog kommer i et nyt oplag.

Fælles for disse skridt er, at der er tale om forsigtige tiltag, der gradvis kan åbne op for mere konkurrence i bogbranchen. Samtidig vil det give branchen tid og mulighed for at tilpasse sig de ændrede konkurrenceforhold.


Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk