2.8 Konkurrence ændrer virksomhedernes adfærd

Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceintensiteten i dansk økonomi

Forrige side | Indhold | Næste side


2.8 Konkurrence ændrer virksomhedernes adfærd

I denne og de to foregående konkurrenceredegørelser er konkurrencesituationen analyseret på baggrund af statistisk materiale og ud fra Konkurrencestyrelsens viden om konkurrenceforhold i Danmark. Det er imidlertid også relevant at vide, hvordan virksomhederne selv opfatter udviklingen i konkurrencesituationen.

    Boks 2.10: Spørgeskemaundersøgelse fra DISKO-projektet
    I 1996 svarede ca. 2000 danske virksomheder (684 fremstillingsvirksomheder og 1216 virksomheder fra andre erhverv) på et spørgeskema, der primært omhandlede virksomhedernes innovative adfærd. Datamaterialet fra undersøgelsen er stillet til rådighed af Aalborg Universitet. Undersøgelsen er en del af DISKO-projektet og beskrives i Druid Working Paper No. 96-17 The flexible company Innovation, Work organisation and Human ressource management af R. Lund og A. Gjerding. Resultaterne beskrives også i en sammenfattende rapport fra DISKO-projektet Det Danske Innovationssystem, Erhvervsfremmestyrelsen 1999.

I en stor spørgeskemaundersøgelse for nogle år siden (jf. boks 2.10) angav 75 pct. af de adspurgte virksomheder, at konkurrencen var skærpet i perioden 1993 til 1995. 22 pct. mente, at konkurrencen var uændret, mens kun ca. 2 pct. mente, at konkurrencen var mildnet.

Dette adskiller sig markant fra det indtryk, de anvendte konkurrenceindikatorer i kapitlet giver af konkurrencesituationen. Indikatorerne viser, at konkurrencesituationen er stort set uændret i dansk økonomi i samme periode.

Når resultaterne sammenlignes for enkelte sektorer, er der i højere grad overensstemmelse mellem de resultater indikatorerne viser, og virksomhedernes opfattelse af konkurrencesituationen.

    Figur 2.9: Virksomhedernes opfattelse af konkurrencesituationen i forskellige brancher i perioden 1993 til 1995
    29

    Kilde: DISKO-projektet, Aalborg Universitet.

I fremstillingssektoren og inden for transport og kommunikation opfattede virksomhederne i høj grad konkurrencen som meget skærpet. Bygge- og anlægssektoren var derimod det område, hvor virksomhederne i flest tilfælde havde oplevet en uændret eller mildnet konkurrence, jf. figur 2.9.

Disse resultater stemmer overens med konkurrenceindikatorerne, der viser, at bygge- og anlægsområdet er præget af manglende konkurrence.

Grundlaget for, at øget konkurrence kan have en positiv effekt på velfærden og på dynamikken i erhvervslivet, er, at den øgede konkurrence ændrer virksomhedernes adfærd. Dette bekræftes af undersøgelsen.

I 70 pct. af virksomhederne medførte en øget konkurrence i høj grad eller i nogen grad en ændring af arbejdsgangene. Øget konkurrence var det forhold, de fleste virksomheder mente kunne føre til ændringer i virksomheden, jf. figur 2.10.

Et behov for større fleksibilitet og introduktion af ny teknologi medførte også i høj grad ændringer i virksomhedernes arbejdsgange.

    Figur 2.10: Forhold der medfører ændringer i virksomhederne
    210

    Kilde: DISKO-projektet, Aalborg Universitet.

Når virksomhederne møder en øget konkurrence, prøver de at tilpasse sig den nye situation ved at indføre ændringer i virksomheden. Over 60 pct. af de virksomheder, der oplevede, at konkurrencen blev meget skærpet, har ændret organisationsformen i virksomheden i perioden 1993-1995, jf. figur 2.11.

    Figur 2.11: Introduktion af nye produkter og nye organisationsformer
    211

    Kilde: DISKO-projektet, Aalborg Universitet.

Virksomhederne ændrer ikke kun de interne forhold i virksomheden, når de udsættes for konkurrence. Ændringerne kan også ses på virksomhedernes evne til at introducere nye produkter på markedet. Næsten 65 pct. af de virksomheder, som oplevede et meget skærpet konkurrencepres, har introduceret et nyt produkt i perioden 1993-1995. Det samme var kun tilfældet for ca. 30 pct. af de virksomheder, der oplevede et uændret eller mildnet konkurrencepres. Virksomheder, der er udsat for øget konkurrence, innoverer altså mest.

Virksomhedernes besvarelser af spørgsmålene vedrørende konkurrence bekræfter, at effektiv konkurrence er vigtig for udviklingen og dynamikken i økonomien.


Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen
© maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk