• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • Salg af publikationer
• Kontakt

Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceintensiteten i dansk økonomi

Forrige side | Indhold | Næste side

2.3 Prissammenligninger

Høje priser er et tegn på manglende konkurrence. Når en virksomhed ikke er udsat for konkurrence, har virksomheden mulighed for at hæve prisen og opnå en højere fortjeneste.

Priserne på hjemmemarkedet kan derfor være en god indikator for konkurrenceforholdene. Det kræver dog, at generelle forskelle mellem lønniveauerne i de enkelte lande afspejler tilsvarende produktivitetsforskelle, og at priserne på de varer, der indgår i udenrigshandlen i forhold til kvaliteten er nogenlunde de samme i forskellige lande.

Da Danmark i flere år har haft ligevægt i udenrigshandlen, er det sandsynligt, at denne forudsætning er opfyldt. Det kan dog ikke helt afvises, at denne ligevægt skyldes et større opsparingsoverskud i Danmark end i en række andre lande, og at de danske lønomkostninger derfor er "for høje" i forhold til det danske produktivitetsniveau. En sådan vurdering vil være i overensstemmelse med analyserne i Erhvervsredegørelse 98 og 99, der har peget på, at produktiviteten er for lav.

En sådan fortolkning vil dog ikke "frikende" konkurrenceforholdene. Analyserne senere i dette kapitel viser, at en del af det mulige produktivitetsproblem kan hænge sammen med utilstrækkelig konkurrence.

Gennem 1990’erne har de danske priser været blandt de højeste i Europa. Sidste års konkurrenceredegørelse viste prisudviklingen frem til 1996, hvor de danske forbrugerpriser, renset for skatter og afgifter, lå 5 pct. over gennemsnittet for de lande, vi sammenligner os med. De danske priser faldt en smule frem til 1997, men siden er de danske priser steget mere end i de andre lande. En fremskrivning af 1997-priserne viser, at priserne ved udgangen af 1999 fortsat er ca. 5 pct. over gennemsnittet i de lande, vi sammenligner os med.

De danske priser er sammenlignet med priserne i EU-landene Tyskland, Sverige, UK, Holland, Frankrig, Italien, Belgien og Finland.

Når priserne i Danmark sammenlignes med priser i andre lande, er det vigtigt at sikre sig, at landene ligner Danmark på andre områder. De udvalgte lande minder om Danmark med hensyn til BNP pr. indbygger, BNP pr. arbejdstime, lønniveau samt samfundsstruktur. Landene er endvidere Danmarks største samhandelspartnere, og er alle medlem af EU.

Boks 2.3: Prissammenligninger mellem lande
Prissammenligningerne er baseret på Eurostats købekraftspariteter, der er prisen på en varekurv af sammenlignelige varer og tjenesteydelser i forskellige lande. Eurostats prisindeks indeholder 29 hovedgrupper for varer og tjenesteydelser og 6 hovedgrupper af investeringsgoder. Aggregeringsniveauet er således højt, hvilket betyder, at der indgår mange forskellige slags varer i de enkelte grupper. I priserne er moms og afgifter regnet med. Det betyder, at lande med højt afgiftsniveau får et højere prisniveau. Derfor beregnes her et nettoprisindeks til brug for sammenligninger mellem lande, der har forskellige moms og afgiftssatser. Der korrigeres for punktafgifter og de fleste ikke-varefordelte afgifter som fx vægtafgifter og emballageafgifter. Moms og afgiftsprovenuer og niveauer er opgjort i OECDs publikationer Revenue Statistics og Consumption Tax Trends. Der er en vis usikkerhed i korrektionen for moms og afgifter. Det skyldes, at prisniveauerne er opgjort som forholdet mellem købekraftspariteten og valutakursen i de enkelte lande. Variationerne fra år til år kan derfor også være begrundet i valutakursændringer. Varekurve og vægtgrundlag ændres også over tid. Prissammenligningerne foretages for varer og ydelser, der så vidt mulig er identiske for alle lande. Kvaliteten af de varer, der indgår, er derfor i videst muligt omfang ens i landene. Der kan for visse varegrupper indgå mærkevarer/kvalitetsvarer, som er mere populære i nogle lande end andre eller særlige hjemmemarkedsprodukter, som der er særlig efterspørgsel efter i det pågældende land.

Figur 2.5 og 2.6 viser udviklingen i nettopriserne fra 1991 til 1999. Nettopriserne er forbrugerpriserne korrigeret for moms og afgifter. Der er altså taget højde for, at landene har forskellige moms- og afgiftssatser. Priserne for 1998 og 1999 er fremskrevet på baggrund af den generelle prisudvikling og valutakursudvikling i landene.

Figur 2.5: Det danske nettoprisniveau sammenlignet med Frankrig, UK, Sverige og Finland (EU9=100)


Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på baggrund af oplysninger fra OECD og Eurostat.
Note: Prisniveauet er beregnet som et to års glidende gennemsnit (et år bagud). Belgien, Holland, Italien og Tyskland indgår også i beregningerne og fremgår af figur 2.6. For hvert år er gennemsnittet for landene sat til 100.

Figur 2.6: Det danske nettoprisniveau sammenlignet med Belgien, Holland, Italien og Tyskland (EU9=100)


Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på baggrund af oplysninger fra OECD og Eurostat.
Note: Prisniveauet er beregnet som et to års glidende gennemsnit (et år bagud). UK, Sverige, Frankrig og Finland indgår
også i beregningerne og fremgår af figur 2.5. For hvert år er gennemsnittet for landene sat til 100.

De langsigtede bevægelser viser, at det danske prisniveau i perioden har ligget 4-8 pct. over gennemsnittet af de 9 EU-lande. Danmark er fortsat blandt de dyreste lande i EU sammen med Sverige, Finland, og Tyskland.

Boks 2.4. Fremskrivning af priser
Priserne i 1998 og 1999 er fremskrevet fra 1997 ved hjælp af Eurostats harmoniserede forbrugerprisindeks (Harmonized indices of consumer prices), som viser udviklingen i bruttopriser i EU-landene. Fremskrivningsfaktoren er endvidere korrigeret for valutakursændringer i de 9 lande.

Priserne er opgjort som indeks for hvert år. Kurserne er gennemsnitlige årskurser fra Danmarks Nationalbanks statistik.

I tabel 2.3 ses prisniveauet for de varer, hvor de danske priser er højere end gennemsnittet for de 9 EU-lande. Prisniveauet er beregnet ud fra den pris, som forbrugeren betaler. Man kan derfor ikke umiddelbart se, om de højere priser skyldes konkurrenceproblemer i detailleddet, distributionsleddet eller produktionsleddet.

Den mere detaljerede prissammenligning bekræfter, at høje priser er en god indikator for manglende konkurrence. Priserne i de varegrupper, der er vist i tabel 2.3, er i gennemsnit 11 pct. højere end i de 9 EU-lande.

Tabel 2.3: Nettoprisniveau i Danmark for varegrupper med priser højere end gennemsnittet i EU9 (1997)

Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på baggrund af Eurostat: "Purchasing Power Parities and gross domestic productin real terms".
Note: Personlig pleje omfatter fx toiletartikler og frisørbehandling. Andre husholdningsgoder omfatter køkkenudstyr og ikke-varige husholdningsgoder. Fritidsudstyr omfatter forbrugerelektronik, legetøj og sportsudstyr.
* Prisen på medicin og sundhed er fremskrevet til 1999-niveau.

Prisniveauerne har som ventet kun ændret sig en smule fra 1996 til 1997. Det er derfor stadigvæk de samme varer, som er dyrere i Danmark end gennemsnittet for de 9 EU-lande.

I en række varegrupper er de danske priser lavere end gennemsnittet i de 9 EU-lande. Disse forhold er heller ikke ændret væsentligt fra 1996 til 1997, jf. tabel 2.4.

Tabel 2.4: Nettoprisniveau i Danmark for varegrupper med priser lavere end gennemsnittet i EU9 (1997)

Kilde: Konkurrencestyrelsens beregninger på baggrund af Eurostat: "Purchasing Power Parities and gross domestic product in real terms".

De danske priser på kommunikation og anskaffelse af transportmidler er 20-30 pct. lavere end i de andre lande. De lave priser på kommunikation er et resultat af liberaliseringen i telesektoren, herunder at der i Danmark blev åbnet for konkurrence halvandet år tidligere, end EU’s direktiver krævede. Den lave anskaffelsespris på biler ekskl. moms og afgifter skyldes, at bilproducenterne sætter lave priser på biler i lande med høje afgifter.

Størstedelen af varerne med høje priser bliver produceret i brancher med høj koncentration, fx læskedrikke, fødevarer, bøger, aviser og magasiner, medicin, tobak, alkoholiske drikke samt delvist kollektiv transport. Der er dog også eksempler på høje priser på varer produceret i brancher med lav koncentration fx fisk, fritidsudstyr samt varegruppen restaurant, hotel mv.

De danske priser på investeringsgoder lå i 1997 væsentligt højere end gennemsnittet i de 9 EU-lande, jf. tabel 2.5.

Tabel 2.5: Dansk prisniveau for investeringsgoder i forhold til EU9 (1997)

Note: Tallene indeholder som udgangspunkt ikke moms og afgifter. Det kan dog ikke udelukkes, at der i beskedent omfang kan indgå moms og afgifter i opgørelsen fra tidligere omsætningsled.Den offentlige regulerings betydning for konkurrencen

I diskussionen i kølvandet på Konkurrenceredegørelse 1999 fremførte flere, at de høje danske priser ikke alene var en konsekvens af utilstrækkelig konkurrence, men også af offentlig regulering.

For bøger, aviser og magasiner, medicin og sundhed, undervisning og børneinstitutioner, kollektiv transport, rejser, kultur og service samt kommunikation er priserne mere eller mindre bestemt ved offentlig regulering, fordi priserne er politisk styrede, eller fordi den offentlig regulering har konkurrencebegrænsninger som bivirkning.

Bøger sælges således i et fastprissystem, der er med til at fordyre bøger, jf. kapitel 4. Det betyder, at bøgerne skal sælges til en fast pris i det år, hvor bogen bliver udgivet samt året efter. I kraft af den måde, som genudgivelsen styres på, betyder dette, at fastprissystemets omfatter ca. 95 pct. af dansk producerede bøger. Boghandlere og forlæggere har endvidere fastholdt hinanden i et gensidigt bindende eksklusivsystem.

For aviser og magasiner er der også et fastprissystem i form af bindende videresalgspriser, som er fortrykt på avisen eller magasinet. Konkurrencen begrænses også af, at der på dette område er både kulturelle og sproglige barrierer, som betyder, at konkurrencen fra udenlandske produkter er begrænset.

På medicinområdet er apotekernes udsalgspris på hvert enkelt produkt fastsat til samme niveau landet over. Den udbredte anvendelse af patenter på de medicinske produkter, kan også have en indflydelse på prisdannelsen. Det gælder dog også i de andre lande.

Priserne på medicin er endvidere blevet reduceret kraftigt. Prisindekset for medicin og sundhed er faldet fra 113 i 1996 til 108 i 1999⁵. Andre analyser viser, at medicinpriserne ligger tæt på 100 i 1999⁶, men da sundhed også indgår i indekset, slår prisfaldet ikke så kraftigt igennem her.

Priserne på kollektiv transport og en række undervisningstilbud fastsættes som hovedregel politisk - enten direkte eller indirekte gennem fastlæggelse af offentlige tilskud.

For varegruppen rejser, kultur og service har den offentlige regulering også en betydning. Mange kulturtilbud er subsidieret for at sikre, at kulturtilbud er tilgængelige for alle.

For kommunikation har den offentlig regulering stadig stor indflydelse. Liberaliseringen af telesektoren har haft betydning for, at priserne på telekommunikation nu er blevet ret lave. Telestyrelsen og Konkurrencestyrelsen fastsætter dog fortsat de maksimale priser for abonnement, lokal- og fjernsamtaler, udlandssamtaler mv. Herudover spiller fastsættelsen af samtrafikpriser- og vilkår en rolle.

Reguleringen har også betydning for prisdannelsen på læskedrikke, fordi det danske returflaskesystem begrænser udenlandske konkurrenters adgang til markedet.

Den offentlige reguleringen kan principielt øge priserne på tre måder: ved særomkostninger i form af afgifter eller andre byrder, ved at begrænse konkurrencen eller ved høje politisk fastsatte priser på ydelser, der frembringes i offentligt regi.

Høje priser, som er forårsaget af særomkostninger (grønne afgifter har været nævnt som eksempel i den offentlige debat), kan imidlertid ikke bidrage til at forklare de høje danske nettopriser, idet sådanne omkostninger er generelle - ligesom de høje lønomkostninger. Ligevægten i den danske udenrigshandel indikerer, at der er balance mellem de generelle produktionsomkostninger og produktivitetsniveauet.

Det er derimod relevant at vurdere, i hvilket omfang høje danske priser kan være et resultat af sektorregulering og af høje politisk fastsatte priser. Et forsigtigt forsøg på kvantificering heraf indikerer, at sektorregulering er skyld i 0,4 pct. af de danske overpriser (jf. boks 2.5) til gengæld før varetagelse af spørgsmål om bl.a. miljø, mobilitet og tilgængelighed for alle borgere i hele landet.

Andre reguleringer end de, der er nævnt i boks 2.5, kan også spille en rolle. Fx er boligmarkedet i Danmark stærk reguleret, men en del af reguleringen holder huslejerne nede, og danske huslejer er heller ikke høje i international sammenhæng. Energiområdet er endvidere reguleret, men priserne på energi er generelt heller ikke højere end i andre lande, når der ses bort fra moms og afgifter.

Om de reguleringer, der er beskrevet ovenfor, hæver prisniveauet i forhold til udlandet, afhænger af omfanget af tilsvarende regulering i andre lande. Såfremt ingen af de lande, der sammenlignes med, har tilsvarende regulering, kan reguleringen forklare 0,4 pct. af overprisen. Såfremt de andre lande har samme omfang af regulering som i Danmark, kan reguleringen ikke bidrage til at forklare prisforskellene.

Boks 2.5: Den offentlige regulerings betydning for priserne - et regneeksempel
Den offentlige regulering vurderes at påvirke prisniveauet i de 7 forbrugsgrupper, der er vist nedenfor. I de mindst og næstmest regulerede brancher antages det, at henholdsvis 1/4 og 2/3 af overprisen skyldes regulering. Disse antagelser er selvsagt meget usikre. Prisen på kollektiv transport og undervisning og børneinstitutioner antages at være direkte politisk fastsat.

Ved at vægte reguleringsoverprisen med de pågældende forbrugsgruppers andel af det samlede private forbrug, kan det beregnes, at 0,4 pct. af den samlede overpris kan forklares af sektorspecifik, offentlig regulering.

Beregningerne ændrer ikke ved, at det er en vigtig del af konkurrencepolitikken at gøre andre myndigheder opmærksom på både de tilsigtede og utilsigtede effekter, som anden regulering kan have på konkurrenceforhold.

Skyldes de højere danske priser andre forhold?

I forlængelse af Konkurrenceredegørelse 1999 var der kritik af, at der i nettoprissammenligningen ikke var taget højde for, at forskellene mellem landene kan skyldes forskelle i lønningerne. For at imødekomme denne kritik er sammenhængen mellem nettopriser og løn undersøgt.

I de sektorer, der konkurrerer med udlandet, vil produktivitetsforskellene mellem landene på sigt afspejle sig i lønniveauet, som er relativt højt i Danmark (ca. 10 pct. højere end i de udvalgte 9 EU-lande under ét). Når lønniveauet er højt i de erhverv, der konkurrerer med udlandet, bliver det generelle lønniveau i økonomien højt. Det skyldes, at den samme type af arbejdskraft vil kræve den samme løn. Er dette ikke opfyldt, vil arbejdskraften søge over i de sektorer, som giver de højeste lønninger.

De danske lønninger bliver dermed også høje i hjemmemarkedserhvervene, selvom produktivitetsforskellene mellem de enkelte lande er små i disse erhverv. En del serviceydelser bliver dermed relativt dyrere i Danmark end i de øvrige lande. Det medvirker til at øge det danske prisniveau.

En sammenligning mellem landene viser, at der er en svag tendens til, at lande med høje totale lønomkostninger også har høje nettopriser. Sammenhængen er dog meget usikker. Tyskland har fx klart højere lønomkostninger end Danmark, mens nettopriserne kun er marginalt højere.

Det bemærkes i øvrigt, at figur 2.7 viser lønomkostningerne for arbejdere men ikke for funktionærer. Da Danmark har en relativt lille forskel mellem arbejder- og funktionærlønninger, overvurderes det danske lønniveau i figuren.

Der skal også tages hensyn til, at forklaringen på de høje lønninger i konkurrencebegrænsede erhverv kan være, at arbejdsgiverne "deler" den ekstra indtjening med lønmodtagerne, jf. analyserne i Konkurrenceredegørelse 99. De høje lønninger kan derfor være et resultat af manglende konkurrence, og det vil derfor være misvisende at reducere merpriserne med lønningernes andel heraf.

Figur 2.7: Sammenhængen mellem totale lønomkostninger og nettoprisniveau


Kilde: Eurostat, OECD og Svenska Arbetsgivarförening
Note: De totale lønomkostninger er for fremstillingserhverv, og tallene er fremskrevet til 1998. Lønningerne er opgjort i danske kroner. Nettopriserne er fremskrevet til 1999 og opgjort som indekstal, jf. også figur 2.5 og 2.6. Hvis beregningerne foretages med priser for 1998, bliver resultatet stort set det samme.

Prisforskellen mellem Danmark og de 8 andre udvalgte EU-lande udgjorde ved udgangen af 1999 5 pct., når der ses bort fra moms og afgifter. En mindre del heraf kan skyldes offentlig regulering, samt muligvis et lidt højere dansk lønniveau. Størstedelen af merpriserne skyldes formentlig utilstrækkelig konkurrence i dansk økonomi.

Der er ambitiøst, men ikke urealistisk at sigte efter, at prisforskellen fjernes i løbet af en årrække, jf. kapitel 1. En stringent konkurrencepolitik kan bidrage til dette. Det kan ikke afvises, at det vil være nødvendigt med en strammere konkurrencepolitik end i lande, der fx er større og mere åbne i forhold til udlandet eller har et lavere lønniveau. Hvis prisspændet skal fjernes, vil det også forudsætte en stram og konsekvent økonomisk politik.

Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0

Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk