Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceforholdene
Forrige side | Indhold | Næste side
Den mest synlige udvikling i de seneste år i den globale konkurrencesituation er et antal megafusioner. Sådanne fusioner af en hidtil uset størrelse har især berørt områder som bilproduktion, lægemidler, telekommunikation, oliebranchen, mediebranchen og finansbranchen. Fusionerne kan være effektivitetsfremmende og skyldes ofte den teknologiske udvikling, især inden for IT (der har gjort den interne kommunikation i globale virksomheder meget nemmere). Men fusionerne kan også i nogle tilfælde være en trussel imod konkurrencen.
Dette er en af grundene til, at konkurrencemyndighederne arbejder på at styrke deres internationale samarbejde. Som led heri bør der kunne udveksles oplysninger, også når de er fortrolige. Samarbejdet kan lette gennemførelsen af fusioner, der har overvejende gavnlige virkninger. Ved at koordinere krav til oplysninger samt vurderinger og krav om tiltag til at fjerne evt. konkurrenceproblemer kan landene lette den byrde, det er at få en fusion godkendt i en lang række lande. Samarbejdet skal endvidere lette indsatsen mod internationale karteller.
De nordiske konkurrencemyndigheder offentliggjorde i slutningen af 1999 en fællesnordisk rapport om et styrket samarbejde. Rapporten peger på et behov for at udveksle fortrolige oplysninger for at afsløre hemmelige karteller og behandle fusionssager.
Også Kommissionens hvidbog indeholder en række forslag til styrket samarbejde, især mellem EU og de enkelte lande. Ved at få landene til at overtage flere sager kan Kommissionen koncentrere sig om en effektiv indsats i de mest alvorlige sager, der berører hele EU. Kommissionen er også naturlig samarbejdspartner i de store internationale konkurrencesager i forhold til fx USA, Canada og Japan.
OECD iværksatte for et par år siden et omfattende projekt, der gennemgår medlemslandenes fremskridt (eller mangel på samme) med at fjerne overflødig og konkurrenceskadelig regulering. Eller at erstatte den med god regulering. Fx kan konkurrenceregulering være nødvendig for at åbne sektorer for mere konkurrence.
I 1999 blev Danmarks fremskridt på området undersøgt af OECD. I rapportens konkurrencekapitel peger OECD bl.a. på alvorlige konkurrenceproblemer i flere sektorer. 1997-konkurrenceloven gik ganske vist i den rigtige retning. OECD anerkender også bestræbelserne på at udnytte reglerne til at bekæmpe ulovlige karteller og på at få fjernet skadelige reguleringer. Men foreløbig er det svært at se større fremskridt med hensyn til reguleringerne. Konkurrenceproblemerne er stadig store og prisniveauet højt i visse sektorer. OECD peger i denne forbindelse på mangler i den danske konkurrencelovgivning. Bl.a. burde der være hjemmel til at anvende EU-konkurrencereglerne direkte, regler om fusionskontrol og udvidede sanktionsbestemmelser. Endelig kunne man ifølge OECD overveje ændringer på det offentlige område.
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk