14.3 De danske initiativer

Konkurrenceredegørelse 2000
• Statsstøttereglerne i 1999

Forrige side | Indhold | Næste side

Erhvervsministeren fremlagde på Industrirådsmødet i november en dansk note om en fremadrettet statsstøttepolitik, der ikke forvrider konkurrencen. Baggrunden var, at man fra dansk side finder, at det er nødvendigt med en fælles forståelse af, at der skal gøres noget ved det høje statsstøtteniveau. Den danske note støtter de bestræbelser, Kommissionen gennem de senere år har udfoldet med henblik på at effektivisere statsstøttekontrollen. Men noten peger samtidigt på følgende:

• Øget fokus mod statsstøttens konkurrencemæssige effekter

• Øget gennemsigtighed

• Inddragelse af tredjeparter

Det er nødvendigt med mere fokus på statsstøttens konkurrencemæssige effekter. Dette kan bl.a. ske ved, at Kommissionen og medlemsstaterne samarbejder om at identificere de former for støtte, der indebærer størst risiko for konkurrenceforvridninger. For disse former for støtte bør Kommissionen overveje i hvilket omfang og hvilke former for støtte, der bør være omfattet af et krav om konkurrenceanalyser. Hvis der bliver sat øget fokus på statsstøttens konkurrencemæssige effekter, vil det kunne give et langt mere nuanceret billede af statsstøtten og dens virkninger.

Endvidere pegede erhvervsministeren på behovet for en øget gennemsigtighed. Den kan opnås ved, at Kommissionens årlige statsstøtterapporter bliver mere ensartede og detaljerede, så de giver et bedre overblik over statsstøttens omfang og sammensætning. Med et forbedret statistisk grundlag vil både Kommissionen og Rådet få bedre mulighed for at vurdere, hvor det er nødvendigt at sætte ind.

Som et tredje punkt opfordrede erhvervsministeren til, at man overvejer mulighederne for øget inddragelse af tredjeparter i statsstøttesager. Det kan eventuelt ske ved offentlige høringer i forbindelse med konkurrenceanalyser ved notificeringen. Analyserne kan fx som i konkurrencesager indeholde en effektvurdering for relevante geografiske og produktmæssige marked, herunder for konkurrerende virksomheder.

Noten blev modtaget positivt af Kommissionen og flere medlemslande.

Konkurrencestyrelsen har endvidere igangsat et pilotprojekt om statsstøttepraksis i EU og virkningerne heraf for dansk erhvervsliv. Det overordnede mål med pilotprojektet er at undersøge behov og mulighed for at yde bistand til virksomheder, der føler sig generet af statsstøtte i andre lande.

Der er i relation til pilotprojektet oprettet en følgegruppe, Statsstøtteforum, der skal følge udviklingen af pilotprojektet såvel som drøfte konkrete problemstillinger samt principielle statsstøttespørgsmål både i dansk og europæisk sammenhæng. Statsstøtteforums medlemmer er udpeget blandt erhvervsvirksomheder, brancheorganisationer og myndigheder med tilknytning til statsstøtteområdet.

Det er nødvendigt med øget viden om de konkurrencemæssige effekter for bedre at kunne identificere de mest skadelige former for statsstøtte. Konkurrencestyrelsen har derfor taget initiativ til at vurdere forskellige effekter af offentlige tilskud. Analyserne er omtalt i kapitel 10.


Top af side | Næste side

Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen
© maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@remove-this.ks.dk