1.4 Konkurrencepolitikken og den øvrige erhvervspolitik
Konkurrenceredegørelse 2000
• Konkurrenceforholdene
Forrige side | Indhold | Næste side
1.4 Konkurrencepolitikken og den øvrige erhvervspolitik
Konkurrencepolitikken er en central del af og understøtter de øvrige dele af erhvervspolitikken. Det fremgår af regeringens erhvervspolitiske strategi .dk21 - Danmark i den globale videnøkonomi - som blev offentliggjort i februar 2000. Med .dk21’s pejlemærker har regeringen sat ambitiøse mål for velfungerende eller effektive markeder. Målet er, at antallet af konkurrencebegrænsede brancher (jf. kapitel 2) er halveret inden år 2010, og at det danske prisniveau nærmer sig det nordeuropæiske gennemsnit.
Analyserne i dette års Konkurrenceredegørelse (kapitel 2) viser, at det er et ambitiøst, men ikke uopnåeligt mål. Analyserne peger på, at offentlig regulering formentlig kun kan forklare en meget lille del af forskellen mellem priserne i Danmark og resten af Nordeuropa. Det kan dog spille en vis rolle, at de danske lønomkostninger er lidt højere end i de 8 øvrige EU-lande, der sammenlignes med. Der er endvidere markeder, hvor Danmarks beskedne størrelse - kombineret med handelsbarrierer, der er skabt af særstandarder eller af virksomhederne selv - gør det sværere end i andre lande at opnå hård konkurrence.
På den anden side kan der peges på, at også andre EU-lande har fordyrende offentlig regulering, og at sammenhængen mellem lønomkostninger og nettopriser er usikker og varierende. Tyskland har fx klart højere lønomkostninger, mens nettopriserne kun er marginalt højere.
Sammenfattende kan det ikke afvises, at en fjernelse af prisspændet i Danmark er vanskeligere end i lande, der på grund af fx størrelse eller et lavt lønniveau har bedre forudsætninger. Det kræver både en stram økonomisk politik (både makro- og strukturpolitik) og en stram konkurrencepolitik. En sådan konkurrencepolitik omfatter ikke kun en stram konkurrencelov og en stram forvaltning heraf, men også at den offentlige regulering ikke på andre områder er unødigt konkurrencebegrænsende, og at handelen over landegrænserne ikke hæmmes af særstandarder eller andre barrierer. Derfor er det en vigtig del af konkurrencepolitikken at følge den offentlige regulering tæt, jf. afsnit 1.2.
Det må endvidere påpeges, at prisspændet kun er en indikator for manglende konkurrence, såfremt der er nogenlunde ligevægt i udenrigshandelen, og denne ligevægt ikke skyldes investerings- eller opsparingsforskydninger. Det forudsætter igen, at generelle forskelle i lønniveauet mellem landene modsvares af tilsvarende produktionsforskelle. I det omfang produktiviteten i en række erhverv i Danmark er for lav, hvilket analyserer i Erhvervsredegørelse 98 og 99 har peget på, så vil en forøgelse af produktiviteten også kunne bidrage til at reducere prisspændet.
Analyserne i kapitel 2 viser i øvrigt, at konkurrencepolitikken kan bidrage til at øge produktiviteten.
Mulighederne for at styrke konkurrencen til fordel for erhvervslivet og forbrugere vil blive styrket, såfremt Danmark tilslutter sig ØMU’en. Både bortfaldet af vekselomkostninger og den større synlighed af nationale prisforskelle vil lægge et øget pres på producenter og detailhandel i de lande, hvor priserne er højere end andre steder.
Velfungerende markeder kræver, at konkurrence- og forbrugerpolitikken spiller sammen. Men det er også naturligt. Konkurrencepolitikken er i sidste instans til for forbrugerne. Og forbrugerpolitiske tiltag fremmer ofte konkurrencen.
Danmark skal være præget af markeder, hvor konkurrencen mellem virksomhederne er så intens, at ressourcebevidstheden og produktiviteten er høj. En effektiv konkurrence vil sikre, at de priser, de danske forbrugere skal betale, ikke er højere end i andre lande tæt på os. Men måske endnu vigtigere skal konkurrencen sikre, at virksomhederne er konkurrencedygtige ved at presse virksomhederne til forskning, udvikling og innovation. En effektiv konkurrence mellem danske og udenlandske virksomheder på det danske hjemmemarked kræver bl.a., at dette ikke er beskyttet af nationale standarder eller andre barrierer.
Det bør også være en del af en god konkurrencekultur, at den offentligt-private konkurrence foregår på lige vilkår. Når det offentlige sælger varer og tjenesteydelser, må det offentlige ikke være urimeligt beskyttet eller favoriseret.
Man bør udsætte offentlig produktion for konkurrence, fx gennem udbud, når det kan medvirke til, at tingene gøres bedre og billigere. Det er ikke et spørgsmål, om opgaven skal løses af offentlige eller private virksomheder, men om, at det offentlige tester sin opgavevaretagelse og finder frem til, hvordan en opgave bliver løst mest effektivt, så borgerne får mere for pengene. Konkurrenceudsætning af offentlige opgaver er derfor andet og mere end offentlige udbud. Det er fx også benchmarking som redskab til at måle opgavevaretagelsen og fjernelse af enerettigheder på forsyningsområderne.
Konkurrencemyndighederne kan understøtte virksomhedernes udvikling ved at tillade samarbejde om forskning og innovation, også når dette samarbejde indebærer en vis konkurrencebegrænsning. Regering og Folketing kan skærpe konkurrence og udvikling ved at fjerne barrierer for tilgang af nye virksomheder og fjerne anden regulering, der direkte eller indirekte hæmmer konkurrencen.
Konkurrencestyrelsen vil i de kommende år bidrage til opfølgningen på .dk21.
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk