Konkurrenceredegørelse 2000
• Offentlige udbud 1999
Forrige side | Indhold | Næste side
Konkurrencestyrelsen har i 1998 taget initiativ til et pilotprojekt mellem 6 lande for at vise, hvordan udbudsreglerne fra det offentliges side kan håndhæves med større effektivitet end hidtil. Projektet løber over 3 år og skrider planmæssigt frem.
Europa-Kommissionen følger projektet nøje og støtter det økonomisk. Efter at projektet er påbegyndt mellem de 6 lande (se boks 13.1), har flere andre lande vist interesse for at deltage i projektarbejdet.
Boks 13.1: Pilotprojekt om offentlige indkøb
Formålet er at sikre en bedre efterlevelse af EU’s udbudsregler.
Projektets styringsgruppe består af repræsentanter for:
• det engelske finansministerium
• det hollandske økonomiministerium
• det italienske statsministerium
• det spanske økonomi- og erhvervsministerium, Rådet for offentlige kontrakter
• det tyske økonomiministerium
• det danske erhvervsministerium, Konkurrencestyrelsen
Øvrige interesserede lande er:
• Norge
• Portugal
• Sverige
• Schweiz
Europa-Kommissionen deltager i projektet som observatør.
Projektarbejdet bygger på følgende betragtninger: Når et EU-udbud er i strid med reglerne, er det vigtigt, at der bliver grebet ind og søgt rettet op på proceduren, inden der indgås kontrakt om opgaven. Er der skrevet kontrakt med en leverandør, er det som regel for sent at prøve at ændre på tingene. Mange ulovlige udbud kommer først under behandling ved klagenævn eller domstole, når skaden er sket. En klagesag fører så blot til, at det bliver slået fast, at udbudsreglerne er overtrådt. Der kan eventuelt blive tale om erstatningssag, men det er ofte vanskeligt for en vraget tilbudsgiver at påvise et tab.
Det er kernen i Pilotprojektet at få de forskellige landes udbudsmyndigheder til at gå ind og løse udbudsproblemer, mens tid er, dvs. inden udbudsforretningen afsluttes med indgåelse af kontrakt.
Konkurrencestyrelsen har gennem de senere år gjort mange erfaringer med at løse problemer med danske udbud ved hurtigt at tage kontakt med ordregiveren, undersøge sagen og pege på løsningsmuligheder, så udbudet kan blive rettet op og gjort lovligt, inden det er for sent. I Pilotprojektet tager man udgangspunkt i disse erfaringer, der bliver drøftet med de andre landes udbudsmyndigheder. Det er en helt ny og anderledes måde at løse udbudsproblemer på.
Når der er tale om udbudsproblemer, der involverer flere lande, melder der sig i særlig grad et behov for samarbejde mellem landene. En dansk virksomhed kommer fx ud for, at en udenlandsk offentlig myndighed overtræder ligebehandlingsprincippet og skubber den danske virksomhed ud af konkurrencen ved at favorisere en lokal tilbudsgiver. I sådan et tilfælde er det vigtigt, at Konkurrencestyrelsen kan gå til den samarbejdende udbudsmyndighed i ordregiverlandet og bede denne om at gribe ind i udbudsforløbet i det pågældende land.
Bliver der ikke fundet en tilfredsstillende løsning af problemet på denne måde, kan Konkurrencestyrelsen gå til Kommissionen. Ifølge aftale med Kommissionen vil der hurtigt blive set på sagen og i givet fald rettet henvendelse til det pågældende lands regering.
Samarbejdet om disse grænseoverskridende udbudssager har vakt betydelig interesse i de deltagende lande og i Kommissionen. Samarbejdet er gensidigt. Det er i alles interesse, at udbudsreglerne efterleves, og at overtrædelser hører op.
Under Pilotprojektet er der vedtaget et sæt "Guidelines", som forpligter deltagerlandene til at bistå hinanden i grænseoverskridende udbudssager (se boks 13.2). Denne måde at samarbejde på afprøves i projektet.
Deltagerne i Pilotprojektet holder hinanden orienteret om, hvad der sker i de forskellige lande mht. kontrol og klagemuligheder på udbudsområdet. Projektarbejdet har været medvirkende til, at man i flere lande overvejer bedre kontrol med brugen af udbudsreglerne.
Det er også et led i Pilotprojektet at beskrive og drøfte udbudsreglernes indhold i forbindelse med spørgsmål, der opstår ved behandlingen af konkrete klagesager. Selvom reglerne på nogle punkter er meget detaljerede, er der mange gråzone-områder. Forhold omkring rammeaftaler, finansielle tjenesteydelser og brug af tekniske specifikationer har været drøftet i 1999. Det er formålet at nå frem til nogle fælles synspunkter, som gives videre til Kommissionen, der så kan tage dem op og gøre dem til gældende regler.
Boks 13.2: "Guidelines" for samarbejde om løsning af udbudssager, der involverer flere lande
Når fx en dansk virksomhed, der giver tilbud ved et offentligt udbud i et andet land, møder barrierer i form af brud på EU’s udbudsregler, kan virksomheden få hjælp i Konkurrencestyrelsen.
Konkurrencestyrelsen beder ordregiver-landets udbudsmyndighed tage affære. Andre landes virksomheder kan få samme service hos deres udbudsmyndighed.
Administrativt samarbejde på tværs af grænserne i EU er ikke en selvfølge. Det er derfor aftalt med alle deltagerlandene, at man
• sætter tilstrækkelige ressourcer ind på at hjælpe
• gør sit bedste for at skaffe de nødvendige oplysninger
• behandler de oplysninger, man modtager af hinanden, diskret
• holder kontakt med hinanden under sagens behandling
• arbejder hurtigt
• informerer det land, der har klaget, om de resultater, man er nået frem til, inden der gås videre
• er samarbejdsorienteret
• giver information i statistikform om grænseoverskridende udbudssager til alle deltagerne i Pilotprojektet inklusive Kommissionen
I en grænseoverskridende udbudssag sigter Konkurrencestyrelsen mod at opnå, at den danske virksomhed deltager i det udenlandske udbud under fair og lige vilkår. Det er det pågældende lands egen udbudsmyndighed, der må sikre, at udbudet i øvrigt er korrekt gennemført.
Det er hensigten at tage fat på yderligere to typer opgaver under projektet: sektorer med særlige udbudsproblemer og talmæssig belysning af udbudsområdet.
Efter de 3 års arbejde vil resultater og erfaringer fra projektet i år 2001 blive samlet i en rapport. I maj 1999 er de første erfaringer samlet i en "Progress Report". Det vigtigste, der er nået, er, at ideen med at løse udbudsproblemer tidsnok til, at det kan nytte noget, har bundfældet sig hos de forskellige landes udbudsmyndigheder.
Alle projektets dokumenter ligger på Internettet og kan findes enten på Konkurrencestyrelsens hjemmeside: www.ks.dk/udbud/4p.html eller på Kommissionens SIMAP-hjemmeside: simap.eu.int. Dokumenterne er skrevet på engelsk, arbejdsprogrammet også på tysk og spansk. Se boks 13.3.
Boks 13.3: Pilotprojektets dokumenter på Internettet
Internetadresser: www.ks.dk/udbud eller simap.eu.int
1.List of participants in the Pilot Project Steering Group
2.Work Programme for the Pilot Project
3.Outline of the Pilot Project
4.Guidelines for Cooperation on Solution of Cross-Border Problems
5.Danish Paper on the Complaint System
6.Danish Paper on Problem Solution in Domestic Cases
7.Danish Paper on Problem Solution in Cross-Border Cases
8.Italy: Problem Solution
9.Spain: The Junta Consultiva de Contratacion Administrativa (Advisory Board of Administrative Contracts) as coordinating organism of performances in relation to the public contracts
10.Germany: Law on the Amendment of the Legal Basis for Public Procurement in Germany
11.The Netherlands: Formal Complaints Systems
12.The United Kingdom: Review Procedures in the United Kingdom
13.Information Meeting, Copenhagen, 9th February 1999
14.Progress Report: Report on Activities within the Framework of the Pilot Project on Public Procurement Covering the Period up to 31st March 1999
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk