Konkurrenceredegørelse 2000
• EU-konkurrenceretten i 1999
Forrige side | Indhold | Næste side
Virksomheder, som anmelder konkurrencebegrænsende aftaler til Kommissionen, kan enten få en tidsbegrænset fritagelse eller en såkaldt negativattest. De fleste anmeldelser - ca. 90 pct. - afsluttes med en administrativ skrivelse. Denne skrivelse har ikke retskraft på samme måde som en egentlig beslutning. Hvis virksomheder udtrykkeligt ønsker en formel beslutning, skal dette nævnes i anmeldelsen til Kommissionen. Fordelen ved de formelle beslutninger er især, at de offentliggøres i EF-Tidende. Dette medvirker også til at udbrede kendskabet til EU-konkurrencereglerne. I næste afsnit omtales Kommissionens beslutninger om fritagelse til konkurrencebegrænsende aftaler.
En aftale mellem BskyB Ltd, BT Holdings Limited, Midland Bank plc og Matsushita Electric Europe Ltd. om at oprette et joint venture-selskab, British Interactive Broadcasting Ltd (BiB, nu benævnt Open), blev fritaget ved en beslutning af 15. september 199917.
Aftalen gik ud på, at BiB skulle levere en ny type tjeneste, digitale interaktive tv-tjenester, til forbrugere i UK. Dette indebar, at der skulle etableres den nødvendige infrastruktur og de nødvendige tjenester. Banker, supermarkeder og rejsebureauer m.v. kunne få mulighed for at være i direkte interaktiv kontakt med forbrugeren. Et vigtigt element i infrastrukturen var en digital dekoder.
Den anmeldte aftale skulle vurderes efter Rådets forordning nr. 17/62. Begrundelsen var en risiko for samordning mellem moderselskaberne på joint venture-selskabets marked og på tilstødende markeder, såsom "video on demand"-underholdningstjenester.
BskyB’s og BT’s deltagelse i BiB resulterede i en betydelig konkurrencebegrænsning på markedet for digitale interaktive tv-tjenester. Oprettelsen af BiB var derfor omfattet af forbudet i artikel 81, stk. 1.
Aftalen kunne imidlertid fritages for en periode på syv år. Til fritagelsen blev der knyttet en lang række betingelser, bl.a.:
• Retlig adskillelse mellem BiB’s dekoder-og tjenesteaktiviteter.
• Oplysning om ophør af pligten til at tegne BskyB-abonnement for købere af BiB-dekodere.
• Mulighed for at fravælge interaktivitet ("clean-feed").
• Frasalg af kabelinteresser.
• Vetorettigheder.
• Adgangsstyring og simulcrypt.
• Dækning af subsidieringsomkostninger.
• McCo’s informationspligt.
• BSKyB’s informationspligt.
• Omgåelse.
Kommissionen har godkendt nogle aftaler om at oprette en ny digital tv-station, Télévision Par Satellite (TPS)18. Aftalerne var indgået mellem fire franske fjernsynsselskaber - TF1, M6, France 2 og France 3 - og France Telecom og Suez-Lyonnaise des Eaux. TPS skulle konkurrere på det franske marked for betalings-tv direkte med Canal+ og CanalSatellite, som sidder på en meget stor del af dette marked.
Ifølge Kommissionen ville aftalen om at oprette TPS ikke begrænse konkurrencen i strid med artikel 81, stk. 1. Dog begrænsede to regler konkurrenternes adgang til en bestemt type programmer. Disse regler gav TPS en forkøbsret til de tv-programmer- og tjenester, som kontrolleres af moderselskaberne. Reglerne gav i øvrigt også eneret til at sende de fire almene kanaler TF1, France 2, France 3 og M6 som digital-tv.
Parterne accepterede at begrænse omfanget af en konkurrenceklausul til kun at gælde TPS’ egen virksomhed.
Kommissionens godkendelse blev givet for en periode på tre år. Det svarede til den vigtige indkøringsfase for TPS. Det var Kommissionens opfattelse, at konkurrencen mellem de tre franske satellit-tv-selskaber CanalSatellite, AB-Sat og TPS ville være til gavn for de teknologiske fremskridt og for forbrugerne. Det ville især være i form af et øget udbud af programmer og mere fordelagtige abonnementsvilkår.
Den 15. september 1999 godkendte Kommissionen en aftale om fordelingen af porto mellem postselskaber. Aftalen - kaldet REIMS II-aftalen - omfatter posttjenesterne i alle EU’s medlemsstater undtagen Nederlandene og posttjenesterne i Norge og Island. Aftalen omfatter også Post Danmark. Alle offentlige og private operatører af obligatoriske, universelle posttjenester kan optages i aftalen. Aftalen afløste den 30. september 1997 den første REIMS-aftale fra 1995.
Hovedformålet med REIMS II-aftalen, som er indgået på ubestemt tid, er at sikre parterne en rimelig kompensation for at besørge post fra udlandet, som afspejler hver parts reelle omdelingsomkostninger, og at forbedre servicekvaliteten i den internationale postbesørgelse.
Alle parterne i REIMS II-aftalen udøvede økonomisk aktivitet. Derfor var aftalen omfattet af virksomhedsbegrebet i artikel 81, stk. 1.
Videre fandt Kommissionen, at aftalen var omfattet af forbudet i artikel 81, stk. 1, fordi den fastsatte de priser (terminalafgifter), som parterne skulle betale hinanden på markedet for indkommende grænseoverskridende post.
Aftalen blev fritaget for perioden 1. april 1999 til 31. december 2001, og der blev knyttet betingelser og forpligtelser til fritagelsen.
Kommissionen har for første gang taget stilling til de regler for annoncering, der gælder liberale erhverv19. Det drejede sig om Institut af anerkendte fuldmægtige ved Den europæiske Patentmyndighed (EPI), som havde vedtaget regler for god patentagentskik. Kommissionen mente ikke, at de regler, som skulle sikre de anerkendte fuldmægtiges upartiskhed og kompetence - på baggrund af erhvervets særlige karakteristika - var i strid med artikel 81 i EF-Traktaten. Kommissionen gav en fritagelse til den 23. april 2000 til de regler, som forbyder medlemmerne af EPI individuel annoncering og udbud af tjenester til brugere, der tidligere har været klienter hos andre fuldmægtige i en given sag20.
Ved beslutning af 26. januar 199921 godkendte Kommissionen et joint venture-selskab, der blev oprettet af P & O og Stena Line. Det nye selskab driver færgesejlads over Kanalen. Kommissionen mente først, at joint venture-selskabet kunne føre til en duopolistisk markedsstruktur, som let kunne resultere i en samordnet praksis mellem joint venture-selskabet og selskabet Eurotunnel for turisttrafik over kortere afstande på Kanalen. Kommissionen nåede dog til den konklusion, at markedet var af en sådan art, at joint venture-selskabet og Eutotunnel snarere ville konkurrere end agere samordnet for at presse priserne op. Fritagelsen blev herefter givet frem til den 9. marts 2001.
Kommissionen besluttede den 24. februar 199922 at fritage de standardlejekontrakter, som Whitbread PLC havde indgået med sine forpagtere af pubber. Whitbread PLC er det tredjestørste bryggeri i UK. Kommissionen mente, at forpagterne rent konkurrencemæssigt ikke var stillet ringere end forpagterne af uafhængige pubber. Det var derfor berettiget at give fritagelse fra den 1. januar 1990, hvor Whitbread indgik de første standardlejekontrakter, og frem til den 31. december 2008. Hermed fik Whitbread mulighed for at træffe sine investeringsbeslutninger på et retligt grundlag.
Tilsvarende har Kommissionen accepteret Bass’ standardlejekontrakter23 og Scottish Newcastle’s standardlejekontrakter24.
I 1985 gav Kommissionen en 10-årig fritagelse til International Group of P & I Clubs (IG). IG er en verdensomspændende sammenslutning af P & I-klubber (Protection and Indemnity) med hjemsted i London. P & I-klubberne er nonprofit foreninger, som tegner P & I-forsikring for sine medlemmer. IG har 19 medlemmer, som har 90 pct. af verdensmarkedet for P & I-forsikring. P & I-forsikring dækker skader i kontrakt og skader på tredjemand, herunder personskade, skade på ladning, kollisionsskade, skader på tredjemands ejendom og forureningsskader.
Kommissionens undersøgelser viste bl.a. at IG-aftalen var omfattet af artikel 81(1), da den begrænsede konkurrencen mellem P & I-klubberne med hensyn til forsikringspræmien. IG ændrede herefter aftalen, så der kunne opstå konkurrence på forsikringspræmierne mellem P & I-klubberne. IG-aftalen blev herefter fritaget i 10 år fra den 20. januar 1999.
Pooling-aftalen omfatter forsikringskrav i størrelsesordenen 3,9 mio. EUR til 4,5 mio. EUR. Klubberne deler udgifterne til dækning af forsikringskrav inden for det nævnte interval. Kommissionen fandt denne ordning nødvendig, for at klubberne kunne sprede risikoen og tilbyde højere dækning, end klubberne ellers ville have kunnet, hvis de selvstændigt skulle have forsikret disse krav. Herefter fandt Kommissionen, at der kunne meddeles en negativattest til pooling-aftalen25.
Ved en administrativ skrivelse har Kommissionen forlænget en fritagelse til United International Pictures BV (UIP). UIP er et filmdistributionsselskab, som er oprettet af Paramount Pictures Corporation, Universal Studios Inc. og Metro-Goldwyn-Mayer Inc. UIP distribuerer og udsteder licenser til biografer til film, som er produceret af moderselskaberne inden for EU. Fritagelsen gælder for en femårig periode26.
Kommissionen har godkendt et sæt aftaler i forbindelse med en omstrukturering af Cégétel, som er et joint venture oprettet af Vivendi (Frankrig), British Telecom (UK), Mannesmann (Tyskland) og SBC International Incorporated (USA)27.
Formålet med omstruktureringen var at sætte Cégétel i stand til at blive det næststørste full-service teleselskab i Frankrig ved at udbyde et komplet udvalg af teletjenester, herunder fast taletelefoni. Cégétel blev samtidig enedistributør af Concert-tjenester (BT´s bidrag til joint venture-selskabet). Hermed fik Cégétel mulighed for at placere sig som en fuldt udbygget konkurrent til France Telecom, som er enedistributør i Frankrig af Global One-tjenester.
Ifølge aftalerne opererer Cégétel kun i Frankrig. Det er forbudt Cégétel at investere i infrastruktur uden for Frankrig. Cégétel tilbyder et komplet udvalg af indenlandske og internationale teleprodukter- og tjenester og er udpeget som enedistributør af Concert’s globale produkter i Frankrig. Cégétel henvender sig til alle segmenter af det franske telekommunikationsmarked, både faste tjenester og mobile tjenester.
Parternes markedsandele var ubetydelige, og den vigtigste konkurrent var France Télécom, som var dominerende på markedet for fast telekommunikation.
Kommissionen fandt derfor, at Cégétel’s omstrukturering ikke var omfattet af forbudet i artikel 81, stk. 1, og at der derfor kunne meddeles en negativattest.
Derimod var aftalen om Cégétel’s enedistribution af Concert-tjenester i Frankrig omfattet af artikel 81, stk. 1. Dog kunne aftalerne fritages i medfør af artikel 81, stk. 3, for en periode på 10 år. Der blev bl.a. lagt vægt på, at den eksklusivitet, som gives Cégétel, bl.a. ville lette de salgsfremmende foranstaltninger for Concert-tjenester og resultere i intensiv markedsføring. Det ville stimulere konkurrencen mellem de forskellige udbydere af globale tjenester og kunne anses for at være den mest effektive måde at konkurrere effektivt med France Télécom på markedet for globale tjenester.
![]()
17 Kommissionens beslutning af 3. marts 1999, EFT 1999 L 90/6. | |
18 EFT 1999 L 312/1. | |
19 EFT 1999 L 106/14. | |
20 Kommissionens beslutning af 7. april 1999, EFT 1999 L 106 /14. | |
21 EFT 1999 L 163/61. | |
22 EFT 1999 L 88/26. | |
23 EFT 1999 L 186/1. | |
24 EFT 1999 L 186/28. | |
25 EFT 1999 L 125/12. | |
26 IP/99/681 af 14.09.1999. | |
27 Beslutning af 26.05.1999, IP/99/357. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk