Konkurrenceredegørelse 2000
• EU-konkurrenceretten i 1999
Forrige side | Indhold | Næste side
Den vigtigste begivenhed på konkurrenceområdet i 1999 var Kommissionens hvidbog om modernisering af gennemførelsesbestemmelserne til EF-traktatens artikel 81 og 8253, jf. kapitel 9. Den blev den 30. april 1999 oversendt til Rådet for Den europæiske Union. Hvidbogen er Kommissionens oplæg til en reform af den 37 år gamle Rådsforordning nr. 17 fra 1962.
Kommissionen har samlet reglerne om parters ret til at blive hørt i én forordning54. De nye regler gælder for alle former for konkurrencesager. Den nye forordning tilgodeser retten til at blive hørt og adgangen til aktindsigt. Parternes rettigheder er nævnt i forordningen.
Parterne skal også fremover fremsætte deres bemærkninger skriftligt. De har også fortsat mulighed for at bede om en mundtlig høring. Parter, der fremsætter bemærkninger, skal markere alt materiale, som de anser for at være fortroligt. Samtidig skal årsagen oplyses. Hvis materialet er fortroligt, skal parten sende en ikke-fortrolig udgave af materialet inden for en frist, der er fastsat af Kommissionen. Under den mundtlige høring optages hver persons udtalelser på bånd. De stilles senere til rådighed efter anmodning i en form, der er korrigeret for forretningshemmeligheder.
Reglerne om anmeldelse af aftaler m.v. til Kommissionen på transportområdet er også blevet moderniseret. Det er sket ved en helt ny forordning55.
Den 22. december 1999 vedtog Kommissionen den nye forordning om gruppefritagelse til kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis56. Forordningen finder anvendelse fra den 1. juni 2000. Fritagelsen gælder alle former for distributionsaftaler. Gruppefritagelsen dækker virksomheder, hvis markedsandel ikke overstiger 30 pct. I øvrigt er det en forudsætning, at aftalerne ikke indeholder regler, som udtrykkeligt er forbudt i gruppefritagelsen. Videre må virksomhederne opfylde nogle særlige betingelser, hvis deres aftaler skal nyde godt af gruppefritagelsen. Endelig indeholder forordningen bestemmelser om, hvordan fritagelsen kan tilbagekaldes.
Forordningen om gruppefritagelse vil blive ledsaget af nogle retningslinier for vertikale begrænsninger. Et forslag til retningslinier har været offentliggjort i EFT57.
Kommissionens forordning om gruppefritagelse skal erstatte de gældende forordninger om gruppefritagelse for henholdsvis eneforhandlingsaftaler, aftaler om ekslusivt køb og franchiseaftaler. De udløb alle den 31. december 1999, men blev forlænget til den 31. maj 2000.
Kommissionen har foreslået, at den gældende forordning om gruppefritagelse til aftaler mellem linjerederier (konsortier) bliver forlænget til den 21. april 200558. Kommissionen har kun foreslået mindre ændringer af først og fremmest teknisk karakter. Dog har Kommissionen foreslået, at markedsstyrke fremover måles på basis af konsortiets markedsandel. Konsortier, som opererer inden for en konference, skal som udgangspunkt have en markedsandel på under 30 pct. for at være omfattet af gruppefritagelsen. Konsortier, som opererer uden for en konference, skal have en markedsandel på mindre end 35 pct. for at være fritaget.
Boks 11.11: Hvor gælder fritagelsen?
• Alle former for distributionsaftaler.
• Også selektive salgssystemer.
• Ensidige aftaler mellem konkurrerende virksomheder, hvor køberens årsomsætning ikke overstiger 100 mio. EUR, eller hvis køberen kun er forhandler af de konkurrerende produkter.
• Tilladt markedsandel på højst 30 pct.
Boks 11.12: Hvor gælder fritagelsen ikke?
• Distributionsaftaler mellem detailhandelssammenslutninger og deres medlemmer eller mellem en sådan sammenslutning og dens leverandører hvis medlemmerne af sammenslutningen hver især har en samlet omsætning på over 50 mio. EUR.
• Aftaler mellem konkurrerende virksomheder.
• Hvis aftalen indeholder "hard core"-bestemmelser om:
• Prisbinding.
• Begrænsning af videresalg.
• Begrænsning af krydsleverancer.
• Begrænsning af salg af reservedele.
![]()
53 KOM(99)101 endelig udgave. | |
54 Kommissionens forordning nr. 2842/98, EFT 1998 L 354 /18. | |
55 Kommissionens forordning nr. 2843/98, EFT 1998 L 354 /18. | |
56 Kommissionens forordning nr. 2790/99 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, EFT 1999 L 336/21. | |
57 EFT 1999 C 270/7. | |
58 Kommissionens forordning nr.870 af 20. april 1995 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier), EFT 1995 L 89/7. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk