Konkurrenceredegørelse 2000
• EU-konkurrenceretten i 1999
Forrige side | Indhold | Næste side
EF-Domstolen har i en præjudiciel afgørelse besvaret to spørgsmål om fortolkningen af forbudet i traktatens artikel 82 om misbrug af dominerende stilling. Sagen vedrørte udbringning af dagblade i Østrig. Den var blevet rejst af Oberlandes Gericht Wien.
Parterne var Media Print og Oscar Bronner. Media Print er en østrigsk virksomhed, som udgiver dagblade. Virksomheden har 46,8 pct. af det østrigske dagbladsmarked. Til distribution af dagbladene driver virksomheden den eneste landsdækkende udbringningsordning. Den gør det muligt, at der kan leveres direkte til abonnenterne om morgenen.
Oscar Bronner udgiver et mindre dagblad med en markedsandel på 3,6 pct. Oscar Bronner ønskede mod et rimeligt vederlag at deltage i Media Print’s udbringningsordning. Det nægtede Media Print. Herefter anlagde Oscar Bronner sag mod Media Print. Oscar Bronner sagde, at postudbringning, som følge af den sene levering til abonnenterne, ikke var et brugbart alternativ. Videre var det forbundet med store økonomiske omkostninger at skabe egen udbringningsordning som følge af et beskedent antal abonnenter.
I den præjudicielle afgørelse52 påpegede EF-Domstolen, at det måtte undersøges, om udbringningsordningen udgør et selvstændigt marked, eller om der findes andre ordninger, som kan erstatte denne. Domstolen udtalte bl.a., at det er en betingelse for, at der foreligger misbrug efter artikel 82, at tjenesteydelsen i sig selv er absolut nødvendig for at kunne udøve virksomhed. Videre at der ikke foreligger noget reelt eller potentielt alternativ til udbringningsordningen. Det var ubestridt, at der forelå mulighed for at skabe egen distributionsordning i samarbejde med andre.
EF-Domstolen fastslog, at der ikke var tale om misbrug. Det var efter Domstolens vurdering ikke tilstrækkeligt til, at der kunne statueres misbrug efter traktatens artikel 82, at det på grund af det begrænsede oplag ikke var økonomisk rentabelt at opbygge egen udbringningsordning.
![]()
52 EF-Domstolens pressemeddelelse nr. 72/98 af 26. november 1998. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk