11.11 Ankesager
Konkurrenceredegørelse 2000
• EU-konkurrenceretten i 1999
Forrige side | Indhold | Næste side
Retten stadfæster bøde til BASF og Accinauto
I 1995 fastslog Kommissionen45, at en eneforhandlingaftale mellem det tyske selskab BASF og Accinauto var i strid med artikel 81, stk. 1, i EF-Traktaten. BASF fremstiller og sælger bl.a. autoreparationslak under mærket Glasurit. Accinauto er eneforhandler for BASF’s Glasuritprodukter i Belgien og Luxembourg. Overtrædelsen gik ud på, at Accinauto skulle sende forespørgsler fra kunder uden for aftaleområdet videre til BASF. BASF blev pålagt en bøde på 2,7 mio. EUR og Accinauto en bøde på 10.000 EUR.
Siden 1986 havde Accinauto leveret Glasurit-produkter til Ilkeston Motor Factories Ltd (IMF) og til Calbrook Cars Ltd - begge med hjemsted i UK. I 1990 indstillede Accinauto leveringerne hvilket BASF og Accinauto ifølge IMF og Calbrook Cars Ltd havde aftalt for at forhindre parallelimport af Glasurit-produkter til UK.
Accinauto indbragte Kommissionens beslutning for Retten med påstand om annullation.
Retten fandt46, at eneforhandlingsaftalen med BASF i kraft af sit formål udgjorde en konkurrencebegrænsning, som var forbudt i medfør af artikel 81, stk. 1, i EF-Traktaten.
Med hensyn til bøden på 10.000 EUR fandt Retten, at Kommissionen ikke havde overskredet grænserne for det skøn, den har ved udmålingen af bøden. Retten var enig med Kommissionen i, at Accinauto ikke kunne være uvidende om, at bestemmelsen i eneforhandlingsaftalen havde til formål at begrænse parallelimport.
Ikke krav på tilbagebetaling af bøder
Domstolen har i en vigtig sag om bøder fastslået, at Kommissionen ikke har pligt til at tilbagebetale bøder til virksomheder, som har været genstand for en beslutning om bøder, som Domstolen har annulleret, men hvor de virksomheder ikke var sagsøgere47.
I 1984 pålagde Kommissionen en række papirproducenter bøder for at have overtrådt traktatens artikel 81(1). Blandt de 43 virksomheder var også en række større svenske producenter, som havde deltaget i et kartel inden for papirindustrien.
En række virksomheder - dog ikke de svenske - indbragte Kommissionens beslutning for Domstolen, som i 1993 annullerede Kommissionens beslutning om bøder.
Herefter bad AssiDomän Kraft Products m.fl. i 1993 Kommissionen om at foretage en fornyet undersøgelse af deres retsstilling. Det afslog Kommissionen. Herefter anlagde AssiDomän Kraft Products m.fl. sag med påstand om, at Kommissionens beslutning om at afvise sagen var i strid med dommen fra 1993.
Domstolen fastslog i dommen af 14. december 1999, at Kommissionen ikke var forpligtet til at foretage en ny undersøgelse af lovligheden af beslutningen fra 1984.
Domstolen lagde herved bl.a. vægt på, at efter fast retspraksis bliver en beslutning, som ikke er anfægtet af adressaten inden for den i traktatens artikel 230 fastsatte tidsfrist på to måneder, endelig i forhold til adressaten.
Gencor/Lonrho
I 1996 forbød48 Kommissionen en planlagt fusion mellem Gencor og Lonrho49 inden for minedrift. Gencor er et sydafrikansk mineselskab, som bl.a. kontrollerer selskabet Impala. Lonrho er et britisk mineselskab, som ejer 73 pct. af selskaberne Eastern- og Western Platinum (Eastplats og Westplats). De sidste 23 pct. ejes af Impala.
Gencor og Lonrho planlagde i fællesskab at overtage kontrollen over Impala. Herefter skulle Impala få kontrol over Eastplats og Westplats. Gencor og Lonrho skulle efter fusionen begge eje 32 pct. af Impala. De sidste 36 pct. skulle sælges til andre private investorer.
Efter fusionen ville der kun være to udbydere af platinmetaller: Amplant og Impala. Disse to virksomheder ville have en samlet markedsandel for platin på 70-80 pct. De resterende 20 - 30 pct. var oplagrede reserver. Amplant og Impala ville også have omkring 90 pct. af de globale platinmetalreserver.
Kommissionen forbød fusionen, som ville medføre, at virksomhederne ville få en duopolistisk dominerende stilling på verdensmarkedet for platin og rhodium.
Gencor indbragte afgørelsen for FIR i 1996. Gencor hævdede, at fusionsreglerne ikke fandt anvendelse på fusionen, fordi fusionen omfatter økonomisk virksomhed i et tredjeland, nemlig Sydafrika. Denne opfattelse svarer til territorialprincippet.
FIR slog fast, at fusionsreglerne (artikel 1) kun bruges på alle fusioner med fællesskabsdimension50. Forordningens Artikel 1 stiller ikke krav om, at de berørte virksomheder er etableret i Fællesskabet. Videre er det ikke et krav, at de produktionsaktiviteter, der er genstand for fusionen, udøves på Fællesskabets område, for at en fusion kan anses for at have fællesskabsdimension.
Kommissionen havde afvist de adfærdsmæssige tilsagn, som parterne havde tilbudt. Parterne havde bl.a. tilbudt at opretholde den eksisterende produktion. Kommissionen var af den opfattelse, at adfærdsmæssige tilsagn ikke kan accepteres. I stedet skal der være tale om strukturelle tilsagn.
FIR udtalte, at Kommissionen kun har lov til at acceptere tilsagn, der kan gøre det muligt for Kommissionen at fastslå, at fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling. Det er uden betydning, om et tilsagn må betragtes som adfærdsmæssigt eller strukturelt. Tilsagn af strukturel karakter er at foretrække. Dette gælder, når de endeligt eller for en længere periode hindrer, at der skabes eller styrkes en dominerende stilling. Videre kræves der ikke foranstaltninger til kontrol på mellemlang eller lang sigt.
Kesko/Tuko
Retten i Første Instans (FIR) afsagde den 15. december 1999 dom i sag T-22/97. Sagen handlede om et annullationssøgsmål mod Kommissionen. Sagen var anlagt af Kesko Oy og drejede sig om Kommissionens51 forbud mod en fusion mellem Kesko og Tuko.
Kesko er et finsk aktieselskab, som driver detailhandel med dagligvarer og udvalgsvarer. Kesko ejes direkte eller indirekte af detailhandlerne i Kesko. Tuko er også et finsk aktieselskab, som beskæftiger sig med både engros- og detailsalg af daglig- og udvalgsvarer.
I maj 1996 overtog Kesko mere end 99 pct. af aktiekapitalen i Tuko. I juni 1996 rettede det finske konkurrenceråd (FK) henvendelse til Kommissionen og bad den om at undersøge fusionen. Anmodningen blev fremsat efter artikel 22, stk. 3, i fusionskontrolforordningen.
I november 1996 forbød Kommissionen fusionen. Kommissionen gjorde samtidig Kesko opmærksom på, at den ville vedtage foranstaltninger, der kunne genoprette den effektive konkurrence. Kommissionen har hjemmel hertil i fusionskontrolforordningens artikel 8, stk. 4.
Kesko anførte overfor FIR, at Kommissionen ikke havde kompetence til at udstede den omtvistede beslutning, fordi FK ikke havde kompetence til at henvise sagen efter fusionsforordningens artikel 22, stk. 3. Denne kompetence tilkommer alene det finske statsråd.
FIR bemærkede, at udtrykket anmodning fra en "medlemsstat" i artikel 22, stk. 3, ikke kun omfatter anmodninger fra en regering eller fra et ministerium. Den kan også omfatte anmodninger fra en national myndighed som FK. FIR konkluderede, at Kommissionen i november 1996 med rette kunne antage, at FK umiddelbart var beføjet til at indgive en anmodning efter artikel 22, stk. 3. Kommissionen skulle derfor ikke anmode de finske myndigheder om yderligere oplysninger om dette spørgsmål.
Kesko fremhævede derefter, at Kommissionen havde foretaget et åbenbart fejlskøn. Dette i relation til den påvirkning, som fusionen ville medføre på samhandelen mellem medlemsstaterne. Omkring 99 pct. af Kesko’s og Tuko’s omsætning kunne henføres til det finske marked. Derfor burde Kommissionen på særlig overbevisende måde have godtgjort, at fusionen ville kunne påvirke samhandelen mellem medlemstaterne. Til forskel fra artikel 81 og 82 er det efter artikel 22, stk. 3, en betingelse, at fusionen reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
FIR fastslog, at det ikke ændrer noget, at ordene "kan påvirke" i traktatens artikel 81 og 82 ikke forekommer i artikel 22, stk. 3. Kommissionen er forpligtet til at udarbejde et overslag over fusionens virkninger. For så vidt angår forordningens artikel 22, stk. 3, skal dette gælde den fremtidige virkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. I den forbindelse er det ikke nødvendigt at påvise, at fusionen faktisk har påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne. FIR fandt, at Kommissionen havde været berettiget til at fastslå, at fusionen ville afskære potentielle konkurrenter fra at trænge ind på markedet.
Endelig gjorde Kesko gældende, at Kommissionen havde foretaget et fejlskøn eller urigtig retsanvendelse med hensyn til, om der forelå en dominerende stilling. Også på dette punkt frifandt FIR Kommissionen.
45 Beslutning af 12. juli 1995, EFT 1995 L 272/16. | |
| 46 Sag T-176/95 - endnu ikke offentliggjort. |
| 47 Dom af 14. september 1999 i sag C-310/97 P - Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl. |
| 48 Se dom af 25. marts 1999 Gencor Ltd. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. |
| 49 Kommissionens beslutning 97/26/EF af 24. april 1996 (EFT 1997 L 11, s. 30). |
| 50 Præmis 80-81. |
| 51 Kommissionens beslutning 97/277/EF, EFT 1999 L 110/53. |
Top af side | Næste side
Konkurrenceredegørelse 2000
Version 1.0
Konkurrencestyrelsen © maj 2000
Erhvervsministeriet
Nørregade 49
1165 København K
Tlf. 33 17 70 00
Fax 33 32 61 44
e-mail: ks@ks.dk