Konkurrencestyrelsen har den 1. februar 2010 meddelt Dansk Landbrugs Grovvareselskab A.m.b.A (”DLG”) og Danish Agro A.m.b.A. (”DA”) dispensation fra gennemførelsesforbuddet i de danske regler om fusionskontrol. Dispensationen vedrører DLG’s og DA’s overtagelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til en leveringskontrakt om soja. DLG og DA kan ikke foretage sig nogen anden form for gennemførelse af den anmeldte fusion.
DLG og DA anmeldte den 27. januar 2010 to fusioner til Konkurrencestyrelsen. Ifølge fusionsanmeldelserne har DLG og DA etableret et konsortium (”Konsortiet”), som skal erhverve samtlige aktiver og aktiviteter i Arhusegnens Andel A.m.b.A. (”AAA”) mod samtidig overtagelse af samtlige passiver og forpligtelser i AAA. Aktiverne og Aktiviteterne i AAA skal fordeles mellem DLG og DA efter en af parterne vedtaget fordelingsplan. Baggrunden for fusionerne er ifølge parterne AAA’s negative økonomiske situation.
De anmeldte fusioner er omfattet af konkurrencelovens kapitel 4 om fusionskontrol. Det betyder, at fusionerne ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt dem. Konkurrencerådet kan dog dispensere fra dette gennemførelsesforbud.
Den 1. februar 2010 gik AAA i betalingsstandsning. Samme dag ansøgte DLG og DA om dispensation fra gennemførelsesforbuddet. Ifølge dispensationsanmodningen ønskede DLG og DA dispensation til, at Konsortiet overtager AAA’s rettigheder og pligter i henhold til en leveringskontrakt om soja. AAA bliver samtidig tildelt en ret til løbende at købe soja fra Konsortiet til brug for selskabets ordinære drift.
Konkurrencestyrelsen imødekom parternes dispensationsansøgning. Afgørelsen om dispensation er truffet efter en konkret vurdering. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at AAA er trådt i betalingsstandsning, at aftalen om overdragelse af AAA’s rettigheder og pligter i henhold til leveringskontrakten om soja er nødvendig for, at AAA kan opretholde driften under betalingsstandsningen, og at der ikke overdrages aktiver eller aktiviteter, som udgør en selvstændig virksomhed.
Konkurrencestyrelsen bemærkede i sin afgørelse, at de dispositioner, som parterne måtte foretage i overensstemmelse med dispensationen, sker på parternes egen risiko. Styrelsen har således ved afgørelsen alene taget stilling til dispositionens forenelighed med konkurrenceloven, men ikke til dispositionens forenelighed med anden lovgivning. Endvidere understregede styrelsen, at dispensationen på ingen måde præjudicerer Konkurrencerådets afgørelse af, om fusionen kan godkendes, herunder med vilkår.