J.nr. 4/0120-0100-0474/MES/LG
Høreapparatproducenterne Oticon A/S, Bernafon A/S samt Widex A/S har præciseret deres vilkår for forhandleres salg af høreapparater via internettet. Det er sket efter, at styrelsen havde modtaget en henvendelse fra en forhandler om, at producenterne ikke ville levere apparater til ham, såfremt han fortsat udbød disse til salg via internettet. Forhandleren gjorde bl.a. gældende, at høreapparatproducenternes reaktion skyldtes, at de ønskede at begrænse mulighederne for parallelimport og derved hindre, at forbrugere kunne drage nytte af andre lande udnyttede prisforskelle mellem lande.
Producenterne henviste til, at høreapparater er komplekse, og at salget stiller særlige krav. I Danmark forudsætter salg af høreapparater fra private klinikker, at disse lever op til kravene i bekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til at opnå godkendelse som privat forhandler af høreapparater (speciallæge i audiologi, særligt kalibreret audiometriudstyr m.v.). Godkendte forhandlere er endvidere underlagt tilsyn af DELTA Teknisk-Audiologisk Laboratorium. Dertil kommer, at individuel tilpasning er nødvendig for at sikre, at apparatet indstilles korrekt i forhold til modtageren, ligesom forbrugeren skal have vejledning i at betjene apparatet. Indstillingen skal normalt kontrolleres og evt. justeres efter en vis periode for at sikre brugeren en optimal tilpasning. Det er derfor afgørende for producenterne, at forhandlerne i forbindelse med salg tilbyder kunderne en personlig tilpasning af apparatet.
Producenterne har imidlertid understreget, at de ikke forbyder internethandel eller parallelimport. For at tydeliggøre det har de derfor over for deres forhandlere præciseret, at der ikke er hindringer for salg af høreapparater via internettet, forudsat forbrugerne tilbydes personlig tilpasning af apparatet. Den personlige tilpasning kan evt. ske hos en anden godkendt forhandler end sælger. Samtidig er det præciseret, at autoriserede forhandlere frit kan handle høreapparater indbyrdes.
Styrelsen har herefter lukket klagesagen, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, nr. 4, Det forhold, at producenterne ønsker, at forbrugerne tilbydes personlig tilpasning af deres høreapparater kan efter de oplysninger, der er forelagt styrelsen, ikke anses for usagligt begrundet.