Hvorfor er karteller forbudte?

Karteller resulterer i højere priser og færre valgmuligheder for forbrugerne. Derfor er konkurrencebegrænsende aftaler – og såkaldt samordnet praksis - mellem virksomheder forbudte efter § 6 i konkurrenceloven og artikel 81 i EF-traktaten. Karteldannelse er en alvorlig form for økonomisk kriminalitet. En virksomhed kan derfor blive pålagt at betale en bøde for at have deltaget i et kartel sammen med andre virksomheder.

Det er ikke kun virksomheder, der kan blive straffet. Direktøren eller bestyrelsesformanden kan også blive pålagt at betale en bøde.

Karteldeltagelse er en meget alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven og kan straffes med bøder på over 15 mio. kr. I nogle sager kan der dog være momenter, som trækker i formildende retning, og her kan bøderne være lavere.

Selvom en virksomhed har deltaget i et kartel, er det med den nye konkurrencelov blevet muligt at opnå straflempelse og derved enten helt slippe for bødestraf eller få bøden nedsat.