Forløbet af en sag

Såfremt der rejses en straffesag om kartellet, kan et typisk forløb inddeles i følgende tre faser:

Fase 1:

Sagen starter ved, at der indgives en ansøgning om straflempelse til Konkurrencestyrelsen.

Ansøgeren skal være ophørt med at deltage i kartellet, når ansøgningen indgives.

Der kan også indgives ansøgning til SØK, hvis SØK allerede har startet en sag (dvs. indledt en strafferetlig efterforskning eller rejst sigtelse mod en person eller virksomhed).

Hvis en ansøgning indgives til SØK på et tidspunkt, hvor SØK ikke allerede har startet en sag, henviser SØK ansøgeren til KS. Ansøgningen gælder først fra det tidspunkt, den er registreret modtaget i KS.

Ansøgeren får herefter en kvittering med dato og tidspunkt for modtagelsen af ansøgningen.

Hvis ansøgeren er den første, skal KS eller SØK på baggrund af ansøgerens oplysninger kunne foretage en kontrolundersøgelse eller en ransagning. Hvis der allerede har været foretaget en kontrolundersøgelse eller en ransagning, men ansøgeren stadig er den første af karteldeltagerne, der henvender sig til KS eller SØK, skal oplysningerne sætte KS eller SØK i stand til at konstatere en overtrædelse af konkurrenceloven.

Hvis ansøgeren ikke er den første af karteldeltagerne, der giver oplysninger om kartellet, skal oplysningerne indebære en betydelig merværdi for KS og SØK.

Fase 2:

Ansøgeren får et foreløbigt tilsagn om, at betingelserne for enten fritagelse for bødestraf eller nedsættelse af bødestraf er opfyldt. Ansøgeren får også at vide, hvor i rækkefølgen ansøgningen er placeret. Tilsagnet afgives med forbehold for, at ansøgeren samarbejder under hele sagens videre forløb, og at der ikke fremkommer oplysninger om, at ansøgeren har tvunget andre til at deltage i kartellet.

Et foreløbigt tilsagn afgives af den myndighed, der har modtaget en ansøgning om straflempelse.

Fase 3:

Hvis ansøgeren opfylder betingelserne for fritagelse for bødestraf, vil ansøgeren få meddelelse herom fra SØK. KS har således ikke kompetence til at give et tiltalefrafald.

Straffesagen mod de øvrige karteldeltager afgøres af en domstol. Hvis ansøgeren har søgt om strafnedsættelse, vil sagen herefter kunne afsluttes med et bødeforlæg eller en vedtagelse af en bøde for en domstol.

Et bødeforelæg indebærer, at ansøgeren – uden at en domstol er involveret – betaler den bøde, som enten KS eller SØK angiver, at ansøgeren skal betale. Det forudsætter dog, at ansøgeren erklærer sig skyldig i karteldeltagelse og er enig i, at sagen skal afgøres på denne måde. I den bøde, som ansøgeren skal betale, er der taget højde for, om ansøgeren skal have en strafnedsættelse på 50 pct., 30 pct. eller op til 20 pct.

Hvis ansøgeren ønsker, at det er en domstol, som giver bøden, kan det også ske, hvis ansøgeren erklærer sig skyldig, og dommeren ikke er i tvivl om det.  

Hvis KS eller SØK undervejs i behandlingen af en sag vurderer, at ansøgningen ikke vil kunne overgå til næste fase, er det ensbetydende med, at en eller flere af betingelserne ikke er opfyldte, og ansøgeren vil ikke kunne opnå straflempelse for at have deltaget i et kartel.