5. Forholdet til EU-retten

Forside - Indhold - Forrige/Næste

"Vejledning om konkurrenceforvridende støtte"

Efter EF-traktatens art. 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Støtte, der er omfattet af EF-traktaten, skal som hovedregel anmeldes til og godkendes af Europa-Kommissionen, inden den sættes i værk. Anmeldelse til Konkurrencerådet kan ikke træde i stedet for anmeldelse til Europa-Kommissionen.

EF-traktatens statsstøttebestemmelse har en række lighedstegn med bestemmelsen i § 11 a. En væsentlig forskel er dog, at det efter EF-traktatens art. 87, stk. 1, er et krav, at støtten påvirker samhandelen mellem medlemslandene, mens dette ikke er et krav efter § 11 a.

De to bestemmelser har således hvert deres anvendelsesområde. Europa-Kommissionen er enekompetent for så vidt angår støtte, der er omfattet af EF-traktaten, mens § 11 a ikke omfatter denne form for støtte.

Konkurrencerådet har således ikke kompetence til at behandle hverken anmeldelser af eller klager over støtte, der er omfattet af EF-traktatens regler.



Version 1.0 November 2000 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering