Forside - Indhold - Forrige/Næste
"Vejledning om konkurrenceforvridende støtte"
Den 1. oktober 2000 blev konkurrenceloven ændret. En af ændringerne var en ny bestemmelse (§11 a), som skal medvirke til, at statens, kommuners og amters erhvervsaktiviteter sker i lige konkurrence med det private erhvervsliv. Reglen skal sikre, at såvel offentlige som private erhvervsaktiviteter ikke modtager ulovlig, konkurrenceforvridende støtte.
"Støtte" skal forstås bredt. Støtte omfatter ikke kun de traditionelle tilfælde, hvor en aktivitet eller en virksomhed får tilskud, skatteundtagelser, garantier, afgiftslettelser eller lån på særligt favorable vilkår. Støtte omfatter også mere indirekte fordele fx hvis det offentlige udlejer eller sælger aktiver til priser, der ligger væsentligt under markedsprisen. Endvidere omfatter støtte krydssubsidiering. Det vil sige, når en aktivitet ikke fuldt ud belastes med de omkostninger, der er forbundet med at drive aktiviteten fx fordi hele eller dele af lønomkostninger, lokaleomkostninger m.v. afholdes via midler fra en anden, støttet aktivitet eller via det offentliges generelle budget.
Ikke al erhvervsaktivitet, der er støttet eller udført af det offentlige, er konkurrenceforvridende. Det er således ofte et naturligt element i udviklingen af den offentlige sektor, at det offentlige deltager i erhvervsvirksomhed. Ligeledes er det naturligt og hensigtsmæssigt, at der sker et øget samspil mellem det offentliges og det privates aktiviteter. Endelig er det nødvendigt, at der på en række områder ydes støtte. Dette hindrer bestemmelsen ikke, hvis det blot sker på en måde, der er rimelig i forhold til de øvrige aktører på markedet.
Det kan fx være hensigtsmæssigt, hvis kommuner tilbyder tillægsydelser til ældre eller børn oven i de ydelser, disse grupper i forvejen modtager. Eksempler kan være, at hjemmehjælperen hjælper med at afholde en familiefest, eller at børnehaven vasker børnenes tøj. I sådanne tilfælde kræver en lige offentlig-privat konkurrence i forhold til dinertransportable firmaet eller vaskeriet i nærheden, at brugerne betaler de fulde omkostninger ved tillægsydelsen, eller med andre ord at denne ikke modtager konkurrenceforvridende støtte.
Formålet med denne vejledning er at give ministerier, kommuner, amter og offentlige institutioner samt private støttemodtagere mulighed for selv at vurdere, om en given aktivitet er i strid med loven. Det er vigtigt, fordi Konkurrencerådet kan kræve, at støtte i strid med loven skal bringes til ophør, ligesom støttemodtageren kan blive pålagt at tilbagebetale støtten.
Det er også vigtigt, fordi der de senere år har været et stigende antal klager over konkurrenceforvridning på grund af offentlig erhvervsaktivitet eller støtte. Det er derfor også sigtet med denne vejledning at give staten, kommuner og amter mulighed for på forhånd at tilrettelægge en erhvervsaktivitet eller en støtte på en sådan måde, at risikoen for klager minimeres. Dette vil i sig selv kunne skabe et bedre erhvervsklima og medvirke til et godt samspil mellem det offentlige og det private.
Såvel myndigheder som støttemodtagere kan sikre sig mod indgreb fra Konkurrencerådet. Det sker ved at anmelde erhvervsaktiviteten eller støtten til rådet, der så vurderer, om der sker en konkurrenceforvridning. Hvis det ikke er tilfældet, fastslår rådet dette i en erklæring. Herefter er der sikkerhed for, at rådet ikke kan gribe ind.
Vejledningen indeholder en række praktiske eksempler, der illustrerer, hvad man skal være opmærksom på. Giver vejledningen ikke svar på alle de spørgsmål, der opstår ved tilrettelæggelse af en offentlig erhvervsaktivitet eller ved udformningen af en støtteordning, er man naturligvis velkommen til at kontakte Konkurrencestyrelsen.
For det første skal det vurderes, om en given aktivitet eller støtte overhovedet er omfattet af bestemmelsen. Hvad forstås ved begrebet støtte? Hvornår er støtten konkurrenceforvridende? Og hvornår er støtten lovlig? Afsnit 2 indeholder retningslinier for, hvornår en given aktivitet vil være omfattet af de nye regler. Retningslinierne er illustreret med eksempler.
I afsnit 3 omtales mulighederne for og procedurerne ved anmeldelse af støtte til Konkurrencerådet.
Konsekvenserne ved overtrædelse af bestemmelsen gennemgås i afsnit 4. Herunder omtales Konkurrencerådets mulighed for at udstede påbud om ophør eller tilbagebetaling af støtte samt reglerne om bøde og anke. Endelig beskrives forholdet mellem den nye bestemmelse og EU’s statsstøtteregler i afsnit 5.
Boks 1.1 Konkurrencelovens § 11 a
Stk. 1. Konkurrencerådet kan udstede påbud om, at støtte, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, skal bringes til ophør eller skal tilbagebetales.
Stk. 3. Afgørelse af, om ydet støtte er lovlig i henhold til offentlig regulering, træffes af vedkommende minister, henholdsvis af det pågældende tilsynsråd, medmindre andet følger af anden lovgivning.
Stk. 4. Påbud efter stk. 1 om tilbagebetaling af støtte kan rettes til private erhvervsvirksomheder, selvejende institutioner samt helt eller delvis offentligt ejede virksomheder, der drives i selskabsform. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at påbud efter stk. 1 om tilbagebetaling af støtte også kan rettes til nærmere bestemte helt eller delvis offentligt ejede virksomheder, der drives i selskabslignende form.
Stk. 5. Konkurrencerådets beføjelser efter stk. 1 til at påbyde offentlig støtte tilbagebetalt forældes 5 år efter, at støtten er udbetalt. Konkurrencerådet fastsætter renter i forbindelse med tilbagebetaling efter stk. 1 efter rentelovens regler herom, herunder at forrentningen kan ske fra udbetalingen af den konkurrenceforvridende støtte.
Stk. 6. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse erklære, at offentlig støtte efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab til, ikke er omfattet af stk. 2, nr. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 1. Rådet kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse, herunder om brug af særlige anmeldelsesskemaer.
Version 1.0 November 2000 © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering