4/0120-0220-0003
/CF
Indledning
Thisted Kommune har i brev af 19. februar 2008 redegjort for kommunens beregning af priser til private leverandører for levering personlig og praktisk hjælp efter servicelovens fritvalgsordning.
Konkurrencerådet har efter konkurrencelovens § 11b[1] kompetence til at undersøge, om kommunernes afregningspriser over for private leverandører af ydelser inden for en fritvalgsordning er fastsat i overensstemmelse med den pågældende lovgivning om frit valg. Kompetencen efter konkurrencelovens § 11b omfatter fritvalgsordningen for personlig og praktisk hjælp på ældreområdet efter serviceloven,[2] jf. Økonomi- og Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 1076.[3]
Hvis prissætningen er eller skønnes lavere end den pris, der følger af beregningsreglerne, kan rådet påbyde ophør af den regelstridige praksis for prisfastsættelsen og anvende bestemte beregningsgrundlag, beregningsmetoder eller afregningspriser over for de private leverandører. Konkurrencerådet kan endvidere i overensstemmelse med servicelovens regler kræve efterbetaling til private leverandører af forskellen mellem en for lavt fastsat pris og den pris, der burde være anvendt i henhold til de gældende regler.
Styrelsen undersøger på baggrund af rådets kompetence efter § 11b løbende prisfastsættelsen i udvalgte kommuner, herunder er Thisted Kommunes prissætning udvalgt i 2008 for at vurdere, om den er i overensstemmelse med servicelovens fritvalgsordning.
Thisted Kommune har anvendt godkendelsesmodellen til at skabe frit valg af leverandør af praktisk hjælp og personlig pleje i ældreplejen. Det betyder, at de private leverandører, som kommunen har indgået kontrakt med om levering skal afregnes til en pris, der svarer til den kommunale leverandørs omkostninger ved at levere de pågældende ydelser.
Det følger af servicelovens § 91, stk. 6, at priskrav skal fastsættes ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp.
Beregningsgrundlag og prisfastsættelse
Thisted Kommune er etableret 1. januar 2007 ved sammenlægning af den gamle Thisted Kommune, Hanstholm Kommune og Sydthy Kommune.
Priser i 2007
Fritvalgspriserne i 2007 er beregnet på baggrund af regnskabet for 2006 i den del af Thisted Kommune, der udgjorde Thisted Kommune før kommunalreformen. I forbindelse med kommunens etablering blev der primo 2007 indført en procedure, hvorefter private leverandører skulle afregnes på grundlag af den leverede tid minus en fast korrektion på 10,5 %. Fradraget blev beregnet på grundlag af forholdet mellem visiteret tid og aflysninger, henholdsvis akutbesøg i Thisted Kommune i 2006 før sammenlægningen.
Kommunen oplyser, at det skyldes ressourcemæssige årsager, at der er anvendt tal fra gl. Thisted Kommune fra 2006.
Thisted Kommune havde ved kommunens etablering 1. januar 2007 ikke oplysninger om den kommunalt leverede tid. Thisted Kommune forventede ved etableringen 1. januar 2007 at kunne gennemføre en fuldstændig registrering af den kommunalt leverede tid i løbet af 2008. Kommunen har den 14. januar 2009 til styrelsen telefonisk oplyst, at fuld registrering af den faktisk leverede tid er påbegyndt i indeværende år.
Kommunernes Revision har gennemført en stikprøvemåling af den leverede tid i marts 2007, der er anvendt til fastsættelse af de endelige fritvalgspriser på grundlag af det endelige regnskab for 2007. Ved hjælp af stikprøvemålingen har brugertidsprocenten (BTP) kunnet beregnes til brug for timeprisfastsættelse af fritvalgsydelserne efter BTP-modellen. Prøven er indsamlet over 16 dage i marts 2007 omfattende 849 observationer fra 6 af kommunes 18 ældrecentre. Ifølge kommunen har valget af ældrecentre i undersøgelsen sikret repræsentation fra alle kommunens geografiske områder.
Kommunen oplyser videre, at der er meldt for lave a conto priser ind til fritvalgsdatabasen for 2007. De indberettede priser vedrørte fejlagtigt afregningspriserne i forhold til den kommunale leverandør, der ikke medtager en række omkostninger til fx kørsel, uddannelse, forsikringer, administration, ledelse, overhead mv. Denne fejl er ifølge kommunen rettet efterfølgende. Ved hjælp af KL’s prisberegningsmodel blev der herefter fastsat følgende timepriser gældende i 2007:
Praktisk hjælp: | 242 kr. |
Personlig pleje, hverdagstimer: | 266 kr. |
Personlig pleje, øvrige tider: | 330 kr. |
Disse fritvalgspriser er eksklusive moms. Men kommunen har oplyst, at der i en periode efter 30. juni 2006 fejlagtigt blev indberettet priser inklusive moms. Det skyldtes ifølge kommunen, at beregningen af nye priser var nedprioriteret af ressourcemæssige grunde kombineret med, at der i perioden ikke var private leverandører af fritvalgsydelserne.
Priser i 2008
Kommunen har ikke foretaget en fuldstændig registrering af den leverede tid i 2008, men har oplyst, at dette forventes at ske i begyndelsen af 2009.
Thisted Kommune har oplyst, at fastsættelsen af a conto priserne i 2008 er foretaget ved hjælp af KL’s prisberegningsmodel med fremskrivning af omkostningerne i henhold til det endelige regnskab for 2007. Den leverede tid til praktisk hjælp og personlig pleje i hverdagstimerne er beregnet på grundlag af en stikprøveundersøgelse i 2007. På øvrige tider er den leverede tid opgjort på grundlag af en faktisk registrering i 1. kvartal 2008.
De anvendte nøgler til fordeling af indirekte omkostninger er beskrevet i bilag.
Timepriserne gældende for 2008 er ifølge fritvalgsdatabasen:
Praktisk hjælp: | 284 kr. |
Personlig pleje, hverdagstimer: | 313 kr. |
Personlig pleje, øvrige tider: | 322 kr. |
Priser i 2009
Priserne for 2009 er fastsat ved fremskrivning af a conto priserne for 2008. Der er ifølge kommunen ikke vedtaget effektiviseringer eller lignende i indeværende år. Prisfastsættelsen for 2010 vil ske ultimo 2009.
Timepriserne gældende for 2009 er ifølge fritvalgsdatabasen:
Praktisk hjælp: | 298,61 kr. |
Personlig pleje, hverdagstimer: | 329,10 kr. |
Personlig pleje, øvrige tider: | 338,56 kr. |
Konkurrencestyrelsens § 11b-vurdering
Prisfastsættelse i 2007
Fritvalgspriserne for 2007 er ikke fastsat i overensstemmelse med servicelovens fritvalgsordning, men er beregnet på grundlag af regnskabstal for 2006 for den del af kommunen, der udgjorde Thisted Kommune i 2006 før kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2007. Efter fritvalgsreglerne skal kommunens priskrav for praktisk og personlig hjælp beregnes pr. time leveret i hjemmet ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den samlede kommunale leverandørvirksomhed. Prisfastsættelsen burde således være fastsat på grundlag af hele kommunens omkostninger ved levering af henholdsvis praktisk hjælp og personlig pleje sat i forhold til den samlede levering i hele kommunen for samtlige ydelser i det nuværende Thisted Kommune.
Prisfastsættelsen i 2007 er historisk og efter det oplyste var der ingen private leverandører i perioden. Opmærksomheden henledes derfor blot på, at kommunens anvendte a conto priser for fritvalgsydelser i 2007 efter styrelsens umiddelbare vurdering ikke er beregnet i overensstemmelse med fritvalgsordningens regler.
Prisfastsættelse i 2008
Omkostningsopgørelsen
A conto priserne i 2008 er ved fremskrivning beregnet på grundlag af det endelige regnskab for 2007 og blev indberettet til fritvalgsdatabasen den 27. juni 2008.
De anvendte a conto priser i 2008 burde være offentliggjort pr. 1. januar 2008 til orientering for potentielle private serviceleverandører på grundlag af det senest godkendte regnskab, dvs. regnskabet for 2006. Styrelsen finder imidlertid, at fraværet af et regnskab for 2006 for den pr. 1. januar 2007 etablerede sammenlægningskommune begrunder det valgte udgangspunkt i kommunens første endelige regnskab for 2007, da disse forelå medio 2008.
Faktisk leveret tid
Beregningen af brugertidsprocenten er sket ved en stikprøvemåling i en 16 dages periode i marts 2007 på 6 ud af kommunens 18 ældrecentre. Stikprøven omfattede 849 observationer, hvilket opfylder fritvalgsvejledningens krav om mindst 800 observationer.
Stikprøvens begrænsning af populationen til kun at omfatte 6 af de i alt 18 ældrecentres levering af ydelserne er derimod i strid med Velfærdsministeriets fritvalgsvejledning.[4] Vejledningen stiller krav om, at gruppen hvorfra stikprøven udtages, skal bestå af samtlige udførende medarbejdere i kommunens hjemmepleje. Styrelsen finder det på den baggrund ikke muligt at vurdere, om stikprøvemålingen har været repræsentativ for den samlede hjemmeplejes levering af fritvalgsydelser, da målingen fandt sted.
Prisfastsættelse i 2009
Thisted Kommunes afregningspriser i 2009 for hjemmehjælp er i den følgende tabel sammenholdt med de laveste og højeste priser indberettet til Fritvalgsdatabasen.
Højeste og laveste priser i forhold til Thisted Kommunes priser 2009
Kommunen | Personlig pleje | Personlig pleje | Praktisk hjælp |
Laveste pris | 264 | 333 | 153,43 |
Middelværdi | 345,5 | 446 | 284,22 |
Højeste værdi | 427 | 559 | 415 |
Thisted Kommune | 329,10 | 338,56 | 298,61 |
Kilde: Fritvalgsdatabasen 11.februar 2009.
Ved sammenligning med andre kommuners indberettede a conto priser i 2009 til fritvalgsdatabasen.dk er prisen for personlig pleje på øvrige tider blandt landets laveste. Priserne for personlig pleje i hverdagstimerne og praktisk hjælp er henholdsvis lidt over og lidt under middelværdierne for hver af de to ydelser.
3. Sammenfatning
Thisted Kommune har af ressourcemæssige grunde valgt ikke fuldt ud at følge reglerne for prissætning af hjemmehjælpsydelser efter servicelovens fritvalgsordninger i forbindelse med kommunens etablering i 2007. Endvidere er der fejlagtigt indberettet for lave priser til fritvalgsdatabasen i 2007. Kommunen har anført, at der ingen konsekvenser var forbundet hermed, fordi kommunen ikke havde private leverandører.
Styrelsen er ikke enig i denne vurdering. Styrelsen finder, at det ikke kan udelukkes, at fraværet af private leverandører af hjemmehjælp omfattet af frit valg i kommunen bl.a. kan skyldes offentliggørelsen af for lave priser i 2007. Den omstændighed, at priserne ikke er blevet fastsat i overensstemmelse med fritvalgsordningens regler, jf. fritvalgsbekendtgørelse og tilhørende vejledning, kan i sig selv også have medført for lav prissætning til skade for private leverandørers mulighed for at konkurrere på markedet.
Med fraværet af private leverandører i 2007 har styrelsen imidlertid ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen, selv om prissætningen i 2007 efter styrelsens umiddelbare opfattelse ikke har overholdt fritvalgsordningens beregningsregler og desuden fejlagtigt var udmeldt med for lave satser, der først blev rettet, da kommunen skulle redegøre for prissætningen overfor styrelsen.
Prissætningen gældende for 2008 og 2009 bygger på det endelige regnskab i 2007 og på opgørelser af den leverede tid baseret dels på stikprøveundersøgelsen fra marts 2007 og faktisk registrering af levering i 1. kvartal 2008. Styrelsen har bemærket, at den kvalitative forhåndsudvælgelse af ældrecentre i 2007 ikke opfylder de regler, der er fastsat for stikprøvemåling. Thisted Kommune har imidlertid fra 2009 data om den faktiske levering af hjemmehjælpsydelser, der giver det bedst mulige datagrundlag om den faktiske levering til brug for a conto prissætningen.
Styrelsen har endvidere bemærket, at det er Thisted Kommunes hensigt at offentliggøre a conto priserne for 2010 ultimo 2009 i overensstemmelse med fritvalgsreglerne. De private leverandører får dermed adgang til den information om de kommunalt fastsatte kvalitative og økonomiske vilkår, som de er berettiget til fra leveringsperiodens start for at kunne vurdere forretningsgrundlaget.
Styrelsen finder herefter ikke grundlag for yderligere undersøgelse af Thisted Kommunes prissætning af fritvalgsydelser, der afsluttes i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.
Denne afgørelse om at afslutte sagen kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. konkurrencelovens § 19, stk. 3.
Afgørelsen vil blive offentliggjort på styrelsens hjemmeside.
Hvis kommunen har spørgsmål eller bemærkninger til denne afgørelse, bedes De kontakte Christophe Frosell.
[1] Se Bekendtgørelse af konkurrenceloven nr. 1027 af 21. august 2007.
[2] Bekendtgørelse af lov om social service nr. 979 af 1. oktober 2008, kapitel 16.
[3] Bekendtgørelse nr. 1076 af 28. august 2007 om Konkurrencerådets beføjelser efter konkurrencelovens § 11b i forhold til fritvalgsordninger efter anden lovgivning.
[4] Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. (Socialministeriet 2006), pkt. 205.