”Non-competition” klausul fjernet fra samhandelsaftale indgået af Saint-Gobain/DLH

J.nr 4/0120-0204-0119/BYS/kb

Saint-Gobain Distribution Nordic AB/DLH og én af virksomhedens samhandelspartnere har accepteret at fjerne en klausul om ikke at øge deres indbyrdes konkurrence.

Klausulen var indføjet i en tillægsaftale, der blev indgået som en ikke-accessorisk aftale i forbindelse med Saint-Gobain’s overtagelse af DLH, og som knyttede sig til en i forvejen eksisterende samhandelsaftale.

Klausulen havde følgende ordlyd:

”[samhandelspartneren] forudsætter, at DLH efter en eventuel overdragelse af aktierne alene vil fortsætte og udbygge sit nuværende forretningskoncept og således ikke konkurrere med [samhandelpartneren] i Danmark og Sverige udover, hvad DLH har gjort forud for overdragelsen …”.

Denne forudsætning havde den ansvarlige for Saint-Gobain bekræftet med sin underskrift:

”For Saint-Gobain Distribution Nordic AB, som samtidig bekræfter, at Saint-Gobain, hvis ovennævnte overdragelse af aktierne i DLH gennemføres, ikke aktuelt har til hensigt at konkurrere med [samhandelspartneren] i Danmark og Sverige udover, hvad DLH og Saint-Gobain har gjort forud for overdragelsen.”.

Parternes advokat havde tilkendegivet, at klausulen kun skulle opfattes som en tilkendegivelse, der skulle betrygge samhandelspartneren om, ”,,, at Saint-Gobain ikke straks efter fusionen vil forlade ”as is”-strategien med henblik på de facto at bringe samhandelsaftalen til ophør …”.

Konkurrencestyrelsen fandt det imidlertid vanskelig rent ordlydsmæssigt at fortolke bestemmelsen på anden vis end, at der var opnået enighed om at fastfryse konkurrenceintensiteten mellem parterne, og påpegede at bestemmelsen – som den var formuleret – alt andet lige måtte anses som et aftalevilkår, der objektivt set har et konkurrencebegrænsende formål.

Parterne har herefter fremsendt følgende underskrevne erklæring:

”Undertegnede parter til ovvennævnte tillægsaftale bekræfter herved, at de to bestemmelser i ovenstående tillægsaftale til samhandelsaftale (punkt 6, sidste punktum, side 1 og sidste afsnit, side 2), der omtales i Konkurrencestyrelsens brev af 10. marts 2008, skal anses for bortfaldet og således ikke finder anvendelse parterne imellem, jf. vedlagte kopi af tillægsaftale, hvor de berørte afsnit er markeret.

Ovenstående bekræftelse skal anses som en del af ovennævnte tillægsaftale til samhandelsaftalen mellem parterne dateret december 2007.”.

Tillægsaftalen udløber den 30. juni 2009, og parterne har desuden tilkendegivet, at de omhandlede afsnit vil blive slettet i den nye samhandelsaftale, som parterne allerede er i færd med at indgå.

Konkurrencestyrelsen har derfor ikke fundet anledning til at forfølge sagen yderligere.