Konkurrencestyrelsen godkendte den 7. juli 2008 en fusion vedrørende Broadcast Service Danmark A/S (BSD). Fusionen var en udløber af, at BSD har en hovedrolle i den proces, der skal lede frem til, at det analoge tv-signal pr. november 2009 erstattes af digitale signaler. Ved at påtage sig denne hovedrolle overgik BSD fra at være et samarbejds-joint venture mellem DR og TV2 til et egentligt selvstændigt fungerende joint venture, hvilket forudsætter en fusionsgodkendelse.
Godkendelsen skete på baggrund af den bemyndigelse, som Konkurrencerådet gav styrelsen på rådsmødet den 18. juni 2008 til sammen med rådets næstformand at godkende fusionen efter nærmere angivne retningslinier.
Fusionen rejste en række betænkeligheder, fordi BSD ville blive dominerende på et væsentligt større marked end før, og fordi der ville være væsentlige meromkostninger for brugere af masterne ved at vælge andre leverandører til at stå for anlæg, drift og vedligeholdelse af sendefaciliteterne end BSD. Parterne afgav imidlertid en række tilsagn, som imødekom betænkelighederne.
Tilsagnene falder inden for følgende tre kategorier: 1) krav om regnskabsmæssig adskillelse, 2) adgang til sambenyttelse af udstyr og 3) Change of control (dvs. at BSD’s kunder kan udtræde af aftaler med BSD på rimelige vilkår ved væsentlige ændringer i BSD’s ejerkreds). Overordnet sikrer tilsagnene lige vilkår for alle, der benytter BSD’s ydelser.