4/0120-0120-0010
/CF
Sagens baggrund
Konkurrencestyrelsen skal hermed vende tilbage til Deres brev af 4. august d.å. med bilag, hvori De på vegne af Remos Fast Food v/Henrik Pedersen, beder styrelsen undersøge, om Århus Kommunes afregningspriser for madservice er forskriftsmæssigt fastsat.
Ifølge Deres henvendelse har Århus Kommune på et tidspunkt nedsat afregningsprisen for madservice med den begrundelse, at kommunen kun måtte yde et tilskudsbeløb uden hensyntagen til, om leveringen vedrørte varm eller frossen mad. Dette har ifølge det oplyste medført underskud for Deres klients virksomhed, hvis madservice har været baseret på levering af varm mad.
Konkurrencerådet har efter konkurrencelovens § 11 b kompetence til at undersøge, om kommunernes prissætning af praktisk og personlig hjælp – herunder madservice - er fastsat i overensstemmelse med servicelovens kapitel 16. Hvis prissætningen er eller skønnes lavere end den pris, der følger af beregningsreglerne, kan rådet påbyde ophør af den regelstridige praksis for prisfastsættelsen og anvendelse af bestemte beregningsgrundlag, beregningsmetoder eller afregningspriser over for de private leverandører. Konkurrencerådet kan endvidere i overensstemmelse med servicelovens regler kræve efterbetaling til private leverandører af forskellen mellem en for lavt fastsat pris og den pris, der burde være anvendt i henhold til de gældende regler.
Styrelsen har anmodet om Århus Kommunes bemærkninger til Deres henvendelse, der vedlægges i kopi.
Beregningsgrundlag
Århus Kommunes har i redegørelsen for prissætningen af madservice oplyst, at kommunen har to produktionsformer på madserviceområdet – varmholdt mad og frostmad. Århus Kommune har fastsat takster for madservice med og uden udbringning på grundlag af kommunens samlede levering henholdsvis udbringning af madservice på fritvalgsområdet. Taksten for madservice er således beregnet pr. portion som et gennemsnit af de samlede omkostninger for den del af den samlede køkkenproduktion, der vedrører levering til borgere på ældreområdet, der efter reglerne i serviceloven har adgang til frit valg af leverandør.
Århus Kommune har oplyst, at prisen i 2008 til private leverandører for madservice med levering er fastsat til 67,49 kr. inklusive moms for en normal hovedret. Der er endvidere fastsat priser henholdsvis med og uden udbringning for en normal biret, en diæt hovedret og diæt biret. Kommunen har oplyst, at der ikke sker afregning for madservice uden udbringning.
Århus Kommune har oplyst, at det grundet tekniske vanskeligheder hidtil ikke har været muligt at få offentliggjort de aktuelle priser for madservice på www.fritvalgsdatabasen.dk.
Beregningsreglerne efter serviceloven´
Reglerne for fastsættelse af kommunernes afregningspriser over for private leverandører af fritvalgsydelser på ældreområdet efter servicelovens kapitel 16 fremgår af bekendtgørelse nr. 1614 af 12. december 2006 (bekendtgørelsen) og vejledning nr. 94 af 5. december 2006 (vejledningen).[1]
Efter bekendtgørelsens § 13, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen som minimum fastsætte priskrav for madservice med udbringning til hjemmet og madservice uden udbringning til hjemmet.
Priskrav for ydelser, der produceres uden for hjemmet, skal fastsættes pr. ydelse jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 3.
Priskrav skal fastsættes ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 1. Kalkulationen kan dog fraviges, hvis kommunen forventer lavere omkostninger som følge af en forventet effektivisering af den kommunale levering, jf. bekendtgørelsens § 15.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte flere priskrav, end dem, som den er forpligtet til efter § 13, stk. 1-2, jf. stk. 3.
Kommunens priskrav skal offentliggøres jf. bekendtgørelsens § 16.
Konkurrenceretlig vurdering af prisfastsættelsen
Konkurrencerådets kompetence til at gribe ind efter konkurrencelovens § 11 b over for kommuners prisfastsættelse af fritvalgsydelser på ældreområdet er betinget af, at prisen er eller skønnes at være lavere end den pris, som skulle være anvendt efter fritvalgsordningens regler.
Den omhandlede problemstilling vedrører i forhold til konkurrencelovens § 11 b spørgsmålet, om den fastsatte pris for madservice efter fritvalgsordningens beregningsregler er fastsat for lavt for levering af varmholdt mad.
Der er i det materiale styrelsen har gennemgået ikke oplysninger om, at Århus Kommune har besluttet at foretage distriktsopdeling jf. bekendtgørelsens § 11. Priskrav for madservice dækker således levering i hele kommunen.
Det er styrelsens umiddelbare opfattelse, at en kommune efter fritvalgsordningens regler beskrevet ovenfor, kun er forpligtet til at fastsætte en pris for madservice uden udbringning og en pris for madservice med udbringning, der skal beregnes på grundlag af den kommunale leverandørvirksomheds produktions- og udbringningsomkostninger, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1. Kommunen skal således efter formuleringen af bekendtgørelsens § 13, stk. 3, ikke fastsætte andre priskrav end nævnt i stk. 1, fx forskellige priser for levering af henholdsvis varmholdt og frossen mad som følge af produktionsmæssige omkostningsforskelle.
Selv om Århus Kommune efter det oplyste producerer både varmholdt og frosset mad til madservice, skal kommunen ifølge servicelovens regler beregne prisen for madservice som nævnt i bekendtgørelsens § 13, stk. 1. De fastsættes som:
Århus Kommunes fastsættelse af priser for madservice som ovenfor anført overholder efter styrelsens opfattelse pligten til prisfastsættelse efter bekendtgørelsens § 13, stk. 1. Århus Kommunes fastsættelse af en enhedspris for en hovedret med udbringning beregnet på grundlag af de samlede produktions- og transportomkostninger, ses således ikke at være i strid med fritvalgsordningen eller i sig selv at medføre for lav prissætning. Århus Kommune skal således efter styrelsens vurdering ikke efter fritvalgsordningen fastsætte en pris for varmholdt mad, selv om omkostningerne forbundet med den del af kommunens produktion, der udgør varmholdt mad, eventuelt overstiger gennemsnitsprisen for kommunens samlede produktion af madservice til ældre i eget hjem.
Der er efter styrelsens vurdering derfor ikke grundlag for at gribe ind over for Århus Kommunes priser for madservice.
Styrelsen har efter konkurrencelovens § 11 b ikke kompetence til at kræve servicelovens regler om offentliggørelse af priskrav på fritvalgsdatabasen overholdt. Fritvalgsdatabasen administreres af Servicestyrelsen.
Deres henvendelse giver derfor ikke styrelsen anledning til yderligere undersøgelse af prissætningen af Århus Kommunes madservice på fritvalgsområdet, og sagen afsluttes i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.
Denne beslutning truffet i henhold til konkurrencelovens § 14, stk, 1, 3. pkt., kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet jf. konkurrencelovens § 19, stk. 3.
Konkurrenceloven er gengivet på styrelsens hjemmeside www.ks.dk.
Kopi af dette brev vil samtidig blive sendt til Århus Kommune.
Såfremt De har spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte Christophe Frosell direkte på telefon 72 26 81 12.
[1] Bekendtgørelse nr. 1614 af 12-12-2006 om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør ag personlig og praktisk hjælp m.v. og Vejledning nr. 94 af 05-12-2006 om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse m.v. (Vejledning nr. 2 til serviceloven).