Journal nr. 4/0120-0401-0019/EPW/FI
Konkurrencestyrelsen har den 29. juni 2007 godkendt PFA Pension A/S’ overtagelse af aktiepost i Holdingaktieselskabet FunktionærPension A/S.
Fusionen er en anmeldelsespligtig fusion omfattet af konkurrencelovens § 12, stk. 1.
PFA Pension A/S (PFA) indgår i PFA-koncernen. PFA tilbyder pensionsordninger til lønmodtagere gennem overenskomster og firmapensionsordninger samt i begrænset omfang individuelle ordninger.
Holdingaktieselskabet FunktionærPension har som sit formål at eje 100 pct. af aktierne i FunktionærPension A/S (FunktionærPension).
FunktionærPension udvikler og administrerer overenskomstaftalte arbejdsmarkeds-pensionsordninger for HK-funktionærer og butiksansatte på det private arbejdsmarked. FunktionærPensions formål er at sikre, at overenskomsternes bestemmelser om pension udmøntes i de bedst mulige pensionsordninger.
Ved den anmeldte fusion overdrager DA og HK hver især 26 pct. af aktiekapitalen i Holdingaktieselskabet FunktionærPension til PFA. Aktiefordelingen er herefter, at DA og HK hver især ejer 24 pct. af aktierne, mens PFA ejer 52 pct. af aktierne i Holdingaktieselskabet FunktionærPension. Ved overdragelsen af 52 pct. af aktierne i Holdingaktieselskabet FunktionærPension opnår PFA kontrol over dette selskab sammen med DA og HK
Ved vurderingen af, om fusionen hæmmer den effektive konkurrence, har Konkurrencestyrelsen analyseret virkningerne for henholdsvis afsætningsmarkedet og indkøbsmarkedet.
Uanset om man betragter det relevante marked som det samlede marked for livs- og pensionsforsikring eller som delmarkederne for henholdsvis overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner og kommercielle pensionsordninger, ændres markedsandelene ikke væsentligt ved fusionen, jf. nedenstående oversigt.
Markedet for | PFA’s markedsandel før fusionen | PFA’s markedsandel efter fusionen |
Livs- og pensionsforsikring | 17 | 18 |
Overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensioner | 5 | 8 |
Kommercielle pensionsordninger | <30 | uændret |
Note: Markedsandelene er opgjort på baggrund af Forsikring & Pensions tal for bruttopræmieindtægter mv. .i forhold til virksomhedernes omsætning i 2005.
Der er på alle markeder en række både større og mindre konkurrenter, ligesom der er flere konkurrenter på de pågældende markeder med tilsvarende markedsandele.
Det vurderes på den baggrund, at den konkurrencemæssige virkning på afsætningsmarkederne både på såvel det overordnede område for livs- og pensionsforsikringer som på de underliggende områder for de overenskomstaftalte arbejdsmarkedspensionsordninger og de kommercielle pensionsordninger vil være begrænset. Dette vil være tilfældet uanset, hvordan det eller de relevante afsætningsmarkeder afgrænses, og Konkurrencestyrelsen lod derfor den præcise afgrænsning af disse markeder stå åben.
Konkurrencestyrelsen har endvidere overvejet virkningerne af fusionen på indkøbsmarkedet på området for forsikringsadministrationsydelser og på området for kapitalforvaltningsydelser. Heller ikke for disse områder var det nødvendigt at foretage en nærmere markedsafgrænsning.
På indkøbsmarkedet for forsikringsadministrationsydelser er det oplyst, at FunktionærPension har indgået en forsikringsadministrationsaftale med AP Pension. Denne aftale løber frem til 2014. PFA indkøber ikke forsikringsadministrationsydelser, ligesom PFA heller ikke udbyder disse. På den baggrund vurderer Konkurrencestyrelsen, at den anmeldte fusion ikke vil hæmme den effektive konkurrence på markedet for disse ydelser. Ligeledes vurderer Konkurrencestyrelsen, at den anmeldte fusion ikke vil give anledning til konkurrenceproblemer på indkøbsmarkedet for kapitalforvaltningsydelser, da PFA ikke eksternt udbyder eller indkøber sådanne ydelser.
Det vurderes derfor samlet, at den anmeldte fusion ikke vil give anledning til konkurrenceproblemer for så vidt angår parternes indkøbsstyrke.
På denne baggrund konkluderede Konkurrencestyrelsen, at fusionen kunne godkendes uden vilkår.