Journal nr. 471020-0401-0021/MES/LKA
Dansk Landbrugs Grovvareselskab A.m.b.a. (DLG) har ved brev af 9. august 2007 anmeldt erhvervelsen af enekontrol over Raiffeisen Hauptgenossenschaft Nord AG (HaGe). Anmeldelsen har været offentliggjort på Konkurrencestyrelsens hjemmeside, uden at styrelsen har modtaget bemærkninger til fusionen.
DLG erhverver ca. 37 pct. af aktierne i HaGe, dog således at 10 pct. af aktierne først overdrages på et senere tidspunkt. DLG besidder i forvejen en aktiepost på ca. 38 pct. i HaGe og opnår efter transaktionen enekontrol over det tyske selskab. Fusionen er omfattet af den danske konkurrencelov, jf. konkurrencelovens § 12a, stk. 1, nr. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 2.
DLG er moderselskab i en koncern, der i 2006 omsatte for 17,3 mia. kr., heraf ca. halvdelen i Danmark. DLG’s formål er ved indkøb og fabrikation at skaffe sine medlemmer foderstoffer, handelsgødning og andre grovvarer til landbruget og afsætte medlemmernes korn og andre salgsafgrøder.
HaGe er et tysk grovvareselskab, der forsyner tyske landmænd med foderstoffer, handelsgødning og andre grovvarer. I 2006 havde HaGe en samlet omsætning på 8,7 mia. kr. HaGe har ingen omsætning i Danmark.
På det overordnede marked for grovvarer har DLG en markedsandel på 40-50 pct. (på enkelte delmarkeder, fx foder, er markedsandelen lavere), mens HaGe ikke har nogen aktiviteter i Danmark. Der er derfor tale om en fusion, hvor fusionsparterne ikke har overlappende aktiviteter på det danske marked.
Konkurrencestyrelsen vurderer på den baggrund, at fusionen ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling.
Det er derfor meddelt, at fusionen godkendes i medfør af konkurrencelovens § 12c, stk. 2, 1. pkt.