• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Konkurrencesager i tal
• Afgørelser
• • Afgørelser 2012
  • Tidligere års afgørelser
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 2
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 6-10
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 11
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 11a
  • Afgørelser efter konkurrencelovens §11b
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 12
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 14
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 16a
• Kendelser og domme
• Betalingskort
• Internationalt samarbejde
• Regler
• Fusionskontrol
• Anmeldelsesskemaer
• Sådan klager du
• Straflempelse
• Tip os
• Spørgsmål og svar
• Publikationer

Journal nr. 4/0120-0389-0003/FI/JG

Rådsmødet den 29. marts 2006

Resumé

1. Håndværksrådet har på vegne af sine medlemsorganisationer i autobranchen og Dansk Automobilforhandlerforening (DAF) anmeldt en ordning vedr. udsendelse til autoværkstederne af en procentsats, der antages at afspejle omkostningsudviklingen for et typisk autoværksted. Håndværksrådet ønsker en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9, stk.1, subsidiært en individuel fritagelse efter § 8, stk.1.

2. Produktmarkedet i denne sag er markedet for enhver form for autoskadearbejde, herunder plade- og lakeringsarbejde udført for forsikringsselskaber. Det geografiske marked kan afgrænses til Danmark.

3. Indtil 1998 forhandlede forsikringsselskaberne samlet på den ene side og værkstederne samlet på den anden side en fælles årlig regulering af prissætningen.

4. I 1998 ændredes systemet, således at det enkelte værksted skulle forhandle sin timepris med det enkelte forsikringsselskab. Værkstederne oplever dette som en skæv forhandlingsposition, således at prisforhandlingerne af værkstederne opfattes som et diktat fra forsikringsselskabernes side.

5. På denne baggrund har Håndværksrådet henvendt sig til Konkurrencestyrelsen med henblik på at opnå tilladelse til at udregne en procentsats, der antages at afspejle omkostningsudviklingen for et typisk værksted, og udsende denne procentsats til værkstederne.

6. Det må principalt antages, at det objektive formål med Håndværksrådets tiltag er at indføre en ordning, der er umiddelbart egnet til uden yderligere kontakt mellem værkstederne at samordne deres adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne og dermed indføre en samordnet praksis mellem værkstederne i strid med forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1. Ordningen har ikke andre formål, der ikke kan realiseres uden ordningens konkurrencebegrænsende elementer. Subsidiært må det antages, at selv hvis ordningens objektive formål ikke er konkurrencebegrænsende, vil ordningen have potentielt stor skadevirkning på konkurrencen til følge.

7. Håndværksrådet foretager ved indeksets beregning en sådan bearbejdning af en række officielle indeks, at den fremkomne procentsats kommer til at fremstå som en objektiv beregning af, hvad et typisk værksted med rimelighed vil kunne forlange i forhandlingerne med forsikringsselskaberne.

8. Udsendelsen af den procentvise omkostningsstigning er, på samme måde som en brancheforenings udsendelse af en vejledende prisforhøjelse, i sig selv og uden yderligere kontakt mellem værkstederne umiddelbart egnet til at medføre en samordning af værkstedernes adfærd ved prisforhandlingerne med forsikringsselskaberne.

9. Ordningens erklærede formål om at bistå medlemmerne kan nås med mindre vidtrækkende midler. Således er der ikke noget til hinder for, at Håndværksrådet hjælper sine medlemmer ved f.eks. at udsende officielle statistikker, f.eks. lønstatistikker fra Danmarks Statistik, i ubehandlet form, således at medlemmerne selv kan opgøre deres individuelle omkostningsstigninger eller kan benchmarke deres egne omkostningsforhold med branchens. Det må derfor lægges til grund, at formålet med ordningen er at samordne værkstedernes adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne.

10. Håndværksrådets henvendelse til Konkurrencestyrelsen har været omtalt i autobranchens fagblade, Motormagasinet og Autobranchen, og har bl.a. været beskrevet som et indeks, der skulle styrke autoværkstedernes position i prisforhandlingerne med forsikringsselskaberne. Branchens deltagere vil således have en opfattelse af, at det drejer sig om godkendelse af en ordning til samordning af deres prisforhandlinger med forsikringsselskaberne, og har en klar forventning, om at ordningen vil have en tydelig effekt på prisdannelsen. En sådan forventning hos markedsdeltagerne må endvidere antages at være stærkt medvirkende til, at ordningen rent faktisk får virkning i overensstemmelse med sit formål med begrænsning af konkurrencen til følge.

11. Den af Håndværksrådet anmeldte ordning må derfor anses for stridende mod forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1 mod samordnet praksis, der har til formål eller følge at begrænse konkurrencen, hvorfor der ikke kan meddeles en ikke-indgrebserklæring efter § 9, stk.1.

12. Den anmeldte ordning kan ikke anses for at opfylde betingelserne for fritagelse i § 8, stk. 1, særligt nr. 1 og 2, idet formålet med den anmeldte ordning er at indføre en samordnet praksis i forhandlingerne med forsikringsselskaberne med henblik på at opnå højere priser – som udgangspunkt prisforhøjelser svarende til de udmeldte stigninger. Der ses ikke at være effektivitetsfordele herved, og forbrugerne ses ikke at opnå nogen fordele.

Afgørelse

13. Det meddeles Håndværksrådet, at den anmeldte ordning strider mod forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1 mod samordnet praksis, der har til formål eller følge at begrænse konkurrencen. Der kan derfor ikke meddeles en ikke-indgrebserklæring efter § 9, stk. 1.

14. Endvidere meddeles det, at ordningen ikke opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, idet der ikke ses at være effektivitetsfordele ved ordningen, og idet forbrugerne ikke ses at opnå nogen fordele, hvorfor der ikke kan meddeles individuel fritagelse.

Sagsfremstilling

Indledning

15. Håndværksrådet henvendte sig i midten af 2005 til Konkurrencestyrelsen på vegne af sine medlemmer i autobranchen vedrørende en ordning til ”prisregulering ved brug af vejledende indeks” for forsikringsskader med henblik på opnåelse af en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9, stk.1, subsidiært en individuel fritagelse efter § 8, stk.1.

16. Baggrunden for Håndværksrådets oprindelige henvendelse er markedssituationen i branchen efter konkurrencelovens ikrafttræden. Indtil 1998 forhandlede automobilforsikringsselskabernes organisation som repræsentant for forsikringsselskaberne på den ene side og organisationerne for autobranchens værksteder på den anden side en fælles årlig regulering af prissætningen.

17. Ved Konkurrencerådets afgørelse af 16. december 1998 om aftaler om anvendelse af AUTOTAKS, blev dette fundet i strid med konkurrenceloven, hvorefter systemet ændredes, således, at det enkelte værksted skulle forhandle sin timepris med det enkelte forsikringsselskab, dog således at TAKSATORRINGEN ved Konkurrencerådets afgørelse af 28. april 1999 har opnået fritagelse efter konkurrencelovens § 8 til at forhandle på sine deltageres vegne. TAKSATORRINGENS fritagelse blev forlænget til 1. juli 2008 ved Konkurrencestyrelsens afgørelse meddelt i direktørens beretning ved Rådsmådet 18. juni 2003.

18. Efter drøftelse med Konkurrencestyrelsen vedrørende styrelsens betænkeligheder ville Håndværksrådet udarbejde en ny henvendelse. Dette har været omtalt i autobranchens fagblade, f.eks. Motormagasinet, hvor drøftelserne er blevet omtalt som ’forhandlinger’ mellem styrelsen og autoorganisationerne om indførelse af et fælles indeks for at styrke autoværkstedernes forhandlingsposition i deres prisforhandlinger med forsikringsselskaberne.

19. Håndværksrådet anmeldte ved brev af 15. november under overskriften ’Vedr. mulighed for at udsende indeks til medlemmerne over gennemsnitlig udvikling i omkostningerne i en autovirksomhed’ den i denne sag omhandlede ordning.

Markedsbeskrivelse

20. Der er knap 8.000 bilværksteder på det danske marked. Heraf er under 1000 autoriserede værksteder, mens resten er uafhængige værksteder. Disse omsætter for omkring 20 mia. kr. på eftermarkedet, dvs. markedet for reparationsydelser og reservedele. De autoriserede værksteder har en væsentligt højere gennemsnitlig omsætning på eftermarkedet end de uafhængige.

21. Heroverfor står en række forsikringsselskaber. Ifølge Håndværksrådet står de 4 store forsikringsaktører, TopDanmark, Tryg, Codan og TAKSATORRINGEN, for den helt overvejende del af omsætningen hos oprettere og lakerere. Hos det typiske mekaniske værksted står forsikringsselskaberne for skønnet 15-20 % af omsætningen, hvorfor værkstedets afhængighed af opgaver fra forsikringsselskaberne er stort. Når et forsikringsselskab flytter sine opgaver fra et værksted til et andet, er der ifølge Håndværksrådet stor sandsynlighed for, at bilejeren flytter sine egenbetalte køb med. På markedet for motorkøretøjsforsikring havde de største forsikringsaktører i 2003 markedsandele beregnet efter bruttopræmier som anført i nedenstående tabel.

Kilde: Finanstilsynet

Ordningen m.v.

22. Håndværksrådet ønsker at kunne udsende en procentsats til autoværkstederne, der antages at afspejle omkostningsudviklingen i et typisk autoværksted.

23. Ordningen fungerer således, at et på forhånd valgt antal værksteder opdeler deres omkostninger i et antal omkostningsgrupper. Omkostningsgrupperne omfatter lønomkostninger, variable omkostninger som udgifter til værktøj medgående energi i produktionen mv., faste omkostninger som fx husleje, udgifter til revision, rengøring mv. og afskrivninger. Dette giver en beregning af hvordan omkostningerne fordeler sig i et typisk værksted.

24. Håndværksrådet indsamler fra Danmarks Statistik og DA de indekstal, der antages bedst at beskrive prisudviklingen i hver af omkostningsgrupperne. Indeksene fra Danmarks Statistik er offentligt tilgængelige på Danmarks Statistiks hjemmeside.

25. Til sidst vægtes den procentuelle indeksændring i hver omkostningsgruppe i perioden med, hvor stor en andel omkostningsgruppen udgør af de samlede omkostninger. Den vægtede sum udgør en procentsats. Det er denne procentsats, der ønskes udsendt.

26. Tabellen nedenfor illustrerer principperne for beregning af procentsatsen. Som udtryk for omkostningsstigningerne benyttes tal fra Danmarks Statistik eller fra DA. Disse indeks er angivet i tabellen nedenfor. For vederlag til indehavere benyttes f.eks. tal fra DA Lønstatistik, der i perioden udviste en stigning på 124,9 til 126,5 dvs. en stigning på 1,3 %. Da denne omkostningsgruppes andel af de samlede omkostninger som nf. angivet udgør [] %, udgør denne omkostningsgruppes bidrag til den samlede indeksstigning []*1,3%=[]%.

27. De øvrige bidrag til den samlede regulering beregnes tilsvarende. I tabellen nedenfor er andelen og reguleringsbidragene udeladt. Alle disse bidrag lægges sammen og giver en samlet procentsats i nederste højre hjørne. Det er denne procentsats, der ville blive udmeldt til Håndværksrådets medlemsorganisationer.

28. Konkurrencestyrelsen har afholdt møde med brancheorganisationen Forsikring og Pension vedr. sagen. Forsikring og Pension oplyser, at man siden indførelsen af individuelle forhandlinger mellem det enkelte værksted og det enkelte selskab har afstået fra enhver branchevejledning om prisspørgsmål, fordi man antog, at det ikke var lovligt, og at man derfor også har afstået fra enhver adfærd, der kunne tolkes som indblanding i prisforhandlinger. Man forudsiger, at man vil kunne komme i problemer i forhold til denne politik, hvis omkostningsindekset indføres. Uanset hvordan man udtaler sig vedrørende en konkret indeksstigning vil dette kunne udlægges som udtryk for, at man enten anbefaler procentsatsen som prisstigning eller finder denne for høj.

29. Konkurrencestyrelsen har endvidere haft møde med et større forsikringsselskab, der oplyser, at prisstigningerne på værkstedsydelser har været moderate siden indførelsen af individuelle prisforhandlinger netop pga. den øgede priskonkurrence. Selskabet er imod Håndværksrådets påtænkte tiltag, idet man frygter en situation, hvor alle værksteder møder op med samme udgangspunkt vedr. krav til prisstigning. Selskabet bemærker hertil, at ”…vores største frygt er nok, at der kan opstå mulighed for at prisdannelsen på værkstedsydelser domineres af et for branchen centralt udarbejdet omkostningsindeks og ikke af efterspørgslen”.

Høringssvar

30. Håndværksrådet har ved skrivelse af 5. januar 2005 indgivet høringssvar vedrørende Konkurrencestyrelsens udkast til indstilling til Konkurrencerådet. Styrelsen har indarbejdet Håndværksrådets synspunkter de relevante steder i vurderingen.

Vurdering

Det relevante marked

31. Produktmarkedet i denne sag er markedet for enhver form for autoskadearbejde, herunder plade- og lakeringsarbejde udført for forsikringsselskaber, jf. Konkurrencerådets afgørelse af 16. december 1998 om aftaler om anvendelse af AUTOTAKS. Der vil muligvis kunne afgrænses endnu snævrere produktmarkeder, men dette er ikke af betydning for denne sag.

32. Langt det meste skadearbejde udføres på værksteder i det lokale område, idet omkostningerne ved at transportere bilen over længere afstande er så høje, at der skal meget store prisforskelle til, hvis det skal kunne svare sig. De relevante geografiske markeder vil således være lokalområder i Danmark, evt. hele Danmark.

33. Idet såvel Håndværksrådets som DAFs medlemmer vil være omfattede af ordningen, er langt hovedparten af autobranchen omfattet, hvorfor konkurrencelovens bagatelgrænser er overskredet. Det bemærkes, at hvis der er tale om en ordning til priskoordination, er forholdet omfattet af § 7, stk. 2, nr. 1, hvorefter forbuddet i § 6 finder anvendelse, uanset størrelsen af aftaledeltagernes omsætning.

Samhandelspåvirkning

34. Autoskadearbejde udføres i vidt omfang lokalt. Ordningen og den heraf følgende samordnede praksis har endvidere ikke markedsafskærmende virkning. Der er derfor ikke tale om nogen påvirkning af samhandelen, og spørgsmålet skal derfor afgøres efter konkurrencelovens regler.

Konkurrencelovens § 6, stk. 1-3

35. Konkurrencestyrelsen finder principalt, at det objektive formål med Håndværksrådets tiltag er at indføre en ordning, der er umiddelbart egnet til uden yderligere kontakt mellem værkstederne at samordne deres adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne. Ordningen har ikke andre formål, der ikke kan realiseres uden ordningens konkurrencebegrænsende elementer. Styrelsen finder subsidiært, at selv hvis ordningens objektive formål ikke er konkurrencebegrænsende, vil ordningen have potentielt stor skadevirkning på konkurrencen til følge. Dette beskrives nærmere nedenfor.

36. Sagens baggrund er, at autoværkstederne oplever de nuværende individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne som diktat fra forsikringsselskabernes side og oplever forhandlingspositionen som skæv. Autoværkstederne har bl.a. svært ved at forstå, at de ikke må forhandle kollektivt, når f.eks. Taksatorringens medlemmer har fået godkendelse til dette. Mange autoværksteder ønsker sig derfor en ordning til en årlig kollektiv regulering af priserne over for forsikringsselskaberne. Håndværksrådets tiltag søger at imødekomme dette behov.

37. Ordningen er, på samme måde som en brancheforenings udsendelse af en vejledende prisforhøjelse, uden yderligere kontakt mellem værkstederne umiddelbart egnet til at samordne værkstedernes adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne.

38. Ifølge Domstolens og Kommissionens praksis udgør en brancheforenings udsendelse af vejledende priser en overtrædelse af EF-traktatens art. 81. Derimod er dette ikke tilfældet for ordninger, der udelukkende hjælper virksomhederne med at beregne deres egen kostprisstruktur. En vejledning, der afleder virksomhedens fokus fra dens egne omkostninger, når den fastsætter sin pris, er i strid med art. 81. Dette fremgår f.eks. af Kommissionens beslutning af 24. juni 2004 i sag COMP/38.549 Ordre des Architectes (med henvisning til Domstolens domme i 45/85 Verband der Sachversicherer, forenede sager 209, 215 og 218/78 Van Landewyck og 8/72 Cementhandelaren). Herudover er enhver form for samordnet praksis mellem virksomheder vedr. pris i strid med art. 81, f.eks. samordnet praksis vedr. prisforhøjelser. En brancheforenings udsendelse af vejledende priser eller prisforhøjelser er derfor tilsvarende i strid med forbuddet i konkurrencelovens § 6.

39. Således fik Konkurrencestyrelsen også i efteråret 2005 efter drøftelse med Håndværksrådet og Dansk Frisørmesterforening standset en praksis, hvorefter lokale afdelinger af Dansk Frisørmesterforening en gang årligt indrykkede annoncer i avisen om, at kunder i frisørsaloner kunne forvente prisstigninger grundet den almindelige prisudvikling (Sagen findes omtalt på www.ks.dk/konkurrence/afgoerelser/2005/styr2610/5.6-frisoer/).

40. Håndværksrådet foretager ved indeksets beregning en sådan bearbejdning af en række officielle indeks, at den fremkomne procentsats kommer til at fremstå som en objektiv beregning af, hvad et typisk værksted med rimelighed vil kunne forlange i forhandlingerne med forsikringsselskaberne. I jo større grad denne opfattelse bliver udbredt, med jo større styrke vil indekset kunne benyttes som forhandlingsmiddel, og i jo højere grad vil indekset rent faktisk virke samordnende på værkstedernes adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne.

41. Når et værksted modtager den af Håndværksrådet udsendte gennemsnitlige omkostningsstigning, kan værkstedet bl.a. derfor med en rimelig grad af sandsynlighed lægge til grund, at de øvrige værksteder vil øge deres timepriser med ca. den gennemsnitlige omkostningsstigning, hvorved konkurrencen påvirkes (Ordre des Architectes-afgørelsens punkt (78)).

42. Et værksted, der i kraft af større effektivitet har holdt sine omkostninger i ro eller endda sænket disse, har dermed ikke incitament til at lade dette komme dets kunder til gode i form af uændrede eller lavere timepriser. (Ordre des Architectes-afgørelsens punkt (88)).

43. Der er endvidere ikke tale om en ordning, der hjælper værkstederne med at beregne deres egne kostprisstrukturer, idet ordningen giver værkstedet information om den gennemsnitlige omkostningsudvikling, ikke om værkstedets egne omkostninger. Ordningen har således den virkning, at den afleder det enkelte værksteds fokus fra dens egne omkostninger, når den individuelt fastsætter sine priser. (Ordre des Architectes-afgørelsens punkt 89). Det bemærkes i denne forbindelse, at indekset ikke blot omfatter variable omkostningsstigninger, som der kan være en vis ensartethed i på tværs af værkstederne. Indekset omfatter således også omkostninger, som er specifikke for det enkelte værksted såsom afskrivninger på biler og maskiner, husleje, reklame, forsikring samt vederlag til indehavere (se beregningseksemplet).

44. Ordningen er dermed, på samme måde som en brancheforenings udsendelse af en vejledende prisforhøjelse, umiddelbart egnet til uden yderligere kontakt mellem værkstederne at samordne deres adfærd ved de individuelle prisforhandlinger med forsikringsselskaberne. Konkurrencestyrelsen finder derfor principalt, at ordningen har en begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål.

45. Subsidiært finder styrelsen, at selv hvis ordningen ikke havde konkurrencebegrænsning som sit objektive formål, vil ordningen kunne have en stor skadevirkning på konkurrencen til følge. For det første er det sandsynligt, at der vil ske den i punkt 41-43 beskrevne samordning, uanset om dette er ordningens formål. En sådan effekt vil i sagens natur først kunne påvises, når ordningen har fungeret nogen tid. Indekset vil desuden kunne føre til ensartede forhøjelser af værkstedstimepriserne for ikke-forsikringsdækkede reparationsarbejder, idet værkstederne vil gå ud fra, at indekset udtrykker en både rimelig og nødvendig prisforhøjelse til dækning af omkostningsstigninger. Den almindelige bilejer vil i modsætning til forsikringsselskaberne ikke kunne forhandle med værkstedet om størrelsen af prisforhøjelsen, især ikke når andre værksteder forhøjer deres priser tilsvarende. Værkstederne står over for mange små aftaleparter, der ikke har mulighed for gennem forhandlingsstyrke at modvirke samordningen.

46. Håndværksrådet bestrider, at ordningen har begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål. Håndværksrådet skriver i sin anmeldelse af ordningen, at ”Der vil ikke følge en opfordring til at regulere timepriserne med det udsendte indeks. Det enkelte værksted må selv afgøre, om, og i givet fald hvor stor vægt, indekset skal have i deres overvejelser. Det er sandsynligt, at nogle værksteder vil tage indeks-beregningen med til forhandlinger med storkunder som forsikringsselskaberne.”

47. Uanset om der kan siges at foreligge eller ikke foreligge en opfordring til at anvende indekset til prisregulering over for forsikringsselskaberne, ændrer dette ikke på, at Håndværksrådet ved indeksets beregning foretager en sådan bearbejdning af en række officielle indeks, at den fremkomne procentsats kommer til at fremstå som en objektiv beregning af, hvad et typisk værksted med rimelighed vil kunne forlange i forhandlingerne med forsikringsselskaberne, at i jo højere grad denne opfattelse bliver udbredt, i jo højere grad vil værkstederne med en rimelig grad af sandsynlighed kunne lægge til grund, at de øvrige værksteder vil øge deres timepriser med ca. den gennemsnitlige omkostningsstigning, og at ordningen derfor uden yderligere kontakt mellem værkstederne er umiddelbart egnet til at virke samordnende på værkstedernes adfærd ved prisforhandlingerne med forsikringsselskaberne.

48. Vedr. spørgsmålet om omfanget af Håndværksrådets bearbejdning anfører Håndværksrådet, at der ikke er tale om anden bearbejdning end den opdeling i omkostningsgrupper, der er nødvendig for at kunne regulere værkstedets omkostninger med eksisterende officielle prisindeks.

49. Dette er styrelsen ikke enig i. Håndværksrådet foretager herudover i det mindste den bearbejdning, at man udvælger hvilke indeks man vil benytte, hvilken vægt disse skal have, og hvor tit vægtene skal justeres. Uanset om en bestemt opdeling af omkostningerne i grupper, en bestemt matching af omkostningsgrupper og indeks og en bestemt vægtning af indeksene måtte forekomme mere eller mindre nærliggende, ændrer dette ikke på, at indekset kommer til at fremstå som en objektiv beregning af en rimelig prisstigning.

50. Med hensyn til intervallerne for justering af vægtene bemærkes hertil, at Håndværksrådet påtænker at beregne og udsende indekset halv- eller helårligt. Ved indeksets beregning foretages dermed en ændring af vægtningen af de officielle indeks med samme intervaller. En sådan relativt hyppig ændring af vægtene er dermed også en væsentlig del af den bearbejdning, som Håndværksrådet foretager.

51. Håndværksrådet anfører, at den pågældende information ikke har til formål at begrænse konkurrencen, men indekset har til formål at give værkstederne bedre mulighed for at vurdere, hvordan omkostningsudviklingen gennemsnitligt er forløbet på en række områder og derved give dem bedre grundlag for at vurdere, hvordan de selv vil vælge at prissætte.

52. Hertil anfører Håndværksrådet, at ”for at tale om, at en bestemt handling kan siges at have et konkurrencebegrænsende formål, må det lægges til grund, at de, der foretager handlingen er af den opfattelse, at de gennem den pågældende handling kan ventes at opnå den følge, at konkurrencen begrænses. I denne sag vil det imidlertid være noget nær umuligt at lægge til grund…”

53. Endvidere anføres, at ”I denne sag er modellen ikke beskrevet på en måde, der viser, at den har til formål at begrænse konkurrencen, dens objektive genstand er da heller ikke en begrænsning af konkurrencen, men at give autoværksteder en hjælp til at vurdere egne omkostninger ved henvisning til historiske gennemsnitstal for omkostningsudviklingen i branchen og et middel, der kan anvendes til at understøtte et autoværksteds argumentation for dets værkstedstimepris”

54. Hertil bemærkes, at hvorvidt en ordning har et konkurrencebegrænsende formål ikke er et spørgsmål om de enkelte aktørers egen subjektive opfattelse. Endvidere er det rigtigt, at ordningen er beskrevet som givende autoværkstederne en hjælp til at vurdere egne omkostninger, men afgørende er alene, hvad der må anses som det objektive formål.

55. Endvidere bemærkes, at der ikke vil være noget til hinder for, at Håndværksrådet hjælper sine medlemmer ved f.eks. at udsende officielle statistikker, f.eks. lønstatistikker fra Danmarks Statistik i ubehandlet form, således at medlemmerne selv kan opgøre deres individuelle omkostningsstigninger eller kan benchmarke deres egne omkostningsforhold med branchens.

56. Det eneste objektive formål med at foretage bearbejdningen af indeksene til en samlet omkostningsstigningsprocent og udmelde denne til branchen må derfor være at foretage en samordning af værkstedernes adfærd ved prisforhandlingerne med forsikringsselskaberne.

57. Således er den også blevet opfattet af branchen. Som nævnt har drøftelsen af indekset med Konkurrencestyrelsen været genstand for omtale i branchetidsskrifter, f.eks. Motormagasinet og Autobranchen. Her har dette været omtalt som et indeks til hjælp for autoværkstederne over for forsikringsselskaberne.

58. Bl.a. udtalte Thomas Petersen, formand for Dansk Autoglas, en interesseorganisation under Glarmesterlauget, på foreningens årsmøde (citeret i Motormagasinet nr. 38 (7.-13- november) 2005):

”-Det er besluttet at udarbejde et omkostningsindeks for at give medlemmerne et tal for omkostningsudviklingen til brug for forhandlinger med forsikringsselskaberne. Håndværksrådet vil tage tal fra Dansk Statistik og udregne omkostningsstigningen per år på diverse omkostninger. Nu skal konkurrencestyrelsen blot sige ja.

• Havde auto- og industrimalerne fra 1998 til 2004 fulgt dette indeks havde deres timelønninger i dag ligget 7,5 procent højere end de gør…
• et af de nuværende projekter er at få topledelserne i forsikringsselskaberne i tale. Dette tror vi er muligt, da vi i autobranchen står med fælles front.”

Udtalelserne er også refererede i Autobranchen nr. 10 december 2005.

59. Endvidere udtalte formanden for FAI (Foreningen af Auto- og Industrilakere) Michael Nørregård, citeret i ’Autobranchen’, nr. 8, Oktober 2005, følgende:

”Ét er, at timepriserne generelt er lige lovlig ens – de er også betydelig lavere, end de burde være…Ser vi på den generelle omkostningsudvikling, burde timepriserne ligge et stykke over 400 kroner”.

I artiklen fortsættes:

”Autobranchen er allerede i færd med at styrke deres position over for forsikringsselskaberne. Sammen med Håndværksrådet er organisationerne langt inde i forhandlinger med Konkurrencestyrelsen om etableringen af et omkostningsindeks, der forhåbentligt vil styrke værkstedernes forhandlingsposition.”

60. Håndværksrådet anfører vedr. udtalelserne fra visse aktører i autobranchen ”at hvis der er sket en overtrædelse med sådanne udtalelser, så er det udtalelserne, der er ulovlige, og ikke indekset”.

61. Dette kan ikke lægges til grund. Håndværksrådet foretager som oven for beskrevet en sådan bearbejdning af en række officielle indeks, at den fremkomne procentsats kommer til at fremstå som en objektiv beregning af en rimelig prisstigning, og at ordningen uden yderligere kontakt mellem værkstederne er umiddelbart egnet til at medføre samordning af værkstedernes prisforhandlinger. Ordningen har dermed en begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål og kan have stor skadevirkning på konkurrencen til følge. Udtalelserne i Autobranchen og Motormagasinet illustrerer netop, at branchen også oplever dem på denne måde.

62. Autoværkstederne vil også af disse grunde have en klar forventning om, at de snart får konkurrencemyndighedernes accept af et redskab til koordination af deres prisforhandlinger over for forsikringsselskaberne.

63. Udtalelserne i autobranchens blade understøtter ikke blot, at ordningen har en begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål. Tillige ses det heraf, at markedsdeltagerne har en klar forventning om, at ordningen vil have en klar normerende effekt på prisdannelsen.

64. Når markedsdeltagerne har en sådan forventning, vil dette i sig selv være stærkt medvirkende til, at ordningen rent faktisk får en sådan virkning i overensstemmelse med sit formål. I en sådan situation gælder nemlig, at når et værksted modtager den af Håndværksrådet udsendte gennemsnitlige omkostningsstigning, kan værkstedet med en rimelig grad af sandsynlighed lægge til grund, at de øvrige værksteder vil øge deres timepriser med ca. den gennemsnitlige omkostningsstigning. (Ordre des Architectes-afgørelsens punkt (78)).

65. Konkurrencestyrelsen konkluderer bl.a. derfor, at selv hvis ordningen ikke har en begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål, vil ordningen kunne have stor skadevirkning på konkurrencen til følge.

66. Vedr. spørgsmålet om konkurrencebegrænsende følger bemærker Håndværksrådet, at ”man kan ikke forestille sig, sådan som Konkurrencestyrelsen synes at gøre det, at virkningen af indekstallene vil blive, at autoværkstederne en bloc skulle stille det samme krav om en prisstigning til forsikringsselskaberne, endsige få noget, der minder om samme prisstigning ud af det.”

67. Når det er fastslået, at en ordning har begrænsning af konkurrencen som sit objektive formål, er det i princippet unødvendigt at tage stilling til de konkrete virkninger (se f.eks. Ordre des Architectes-afgørelsens pkt. (92) med henvisning til Domstolens faste praksis). Konkurrencestyrelsen har oven for beskrevet, hvordan ordningen har en begrænsning af konkurrencen mellem værkstederne som sit objektive formål. Herudover er beskrevet, hvordan markedsdeltagerne forventer en sådan tydelig normerende virkning på prisdannelsen, og hvordan ordningen bl.a. derfor også må antages at ville have virkning på konkurrencen.

68. Som et argument for, at ordningen ikke vil have konkurrencebegrænsende virkning, anfører Håndværksrådet forsikringsselskabernes modstående købermagt. Håndværksrådet anfører, at ”Den konkurrenceretlige konstruktion, der tillader flere mindre virksomheder at handle i fællesskab over for store udbydere, kendes fra området for fælles indkøb. Det antages almindeligvis, at noget sådant kan accepteres, jf. andelsselskaber og indkøbsforeninger, men der er teoretisk set intet, der står i vejen for at lægge til grund, at det ligeså vel bør kunne accepteres, at der foregår et minimum af samarbejde mellem – eller anvendes fælles hjælpemidler af – mange små enkeltvirksomheder, der sælger deres ydelser, så de bliver i stand til at opnå en vis forhandlingsstyrke over for modparter, der er få og har nærmest ubegrænset forhandlingsstyrke”.

69. Håndværksrådet henviser til Lærebog i Konkurrenceret af Koktvedgaard/Heide-Jørgensen. Det citerede omtaler problemet købermagt, og at det taler for en nuanceret bedømmelse af prisaftaler på sælgersiden. Imidlertid fremgår det klart af samme afsnit i lærebogen, at det citerede kun er teoretiske betragtninger, og at det normalt ligger ”aldeles klart, at horisontale prisaftaler altid og ubetinget rammes af forbudslovgivningen”, og det nævnes med henvisning til § 6, stk. 2, nr. 1, at ”prissamarbejde af vejledende karakter, herunder bl.a. horisontale listepriser, der ofte har været udsendt af bl.a. brancheorganisationer, er omfattet af forbuddet.”

70. Det anføres af Håndværksrådet, at ”Under alle forhold vil en eventuel virkning i retning af at begrænse konkurrencen, hvis en sådan overhoved kan tænkes at følge af brug af de pågældende tal, være af så bagatelagtigt omfang, jf. også den stærke køberside at ordningen må kunne erklæres for lovlig.”

71. Hertil bemærkes, at forholdet ikke er af bagatelagtigt omfang, allerede fordi langt de fleste værksteder enten er omfattede af ordningen eller bliver bekendt med omkostningsprocenten gennem autobranchens blade eller lignende. Det ses også af udtalelserne i autobranchens blade, at markedsdeltagerne er overbeviste om, at ordningen vil have en stor effekt på muligheden for at forhandle højere priser. Endvidere bemærkes hertil, at selv hvis det antages, at forsikringsselskabernes modstående forhandlingsstyrke vil kunne neutralisere den normerende effekt, der ellers ville følge af indekset, må det antages, at indekset også vil få effekt på værkstedstimepriserne for de ikke-forsikringsdækkede reparationsarbejder, hvor købersiden ikke er stærk.

72. Som yderligere argument for, at ordningen ikke vil have en konkurrencebegrænsende virkning, anfører Håndværksrådet, at ”selv forudsat en nøjagtig ens forhøjelse af de gældende værkstedstimepriser baseret på de udsendte omkostningstal og over en årrække, ville det ikke medføre, at der ikke længere var effektiv konkurrence på det pågældende marked, og at timepriserne ville blive ens, jf. at værkstedstimepriserne som nævnt udviser meget stor variation fra sted til sted.”

73. Imidlertid udgør en ordning med fælles procentvise prisstigninger en begrænsning af konkurrencen, selv om timepriserne i udgangspunktet måtte variere selv betydeligt, idet det enkelte værksted ikke længere tager højde for sin egen konkurrencesituation og evt. ændringer i denne. Det er således fast antaget i praksis, at horisontale samordninger af fælles prisstigninger er i strid med art. 81. I øvrigt er det for et værksted, der måtte ligge under det generelle prisniveau, nærliggende at øge sin pris i overensstemmelse med det generelle prisniveau og fremover lade denne pris regulere med den fælles procentvise stigning.

74. På et almindeligt konkurrencepræget marked vil prisfastsættelsen derimod være præget af virksomhedernes forskellige omkostningsstrukturer og –niveau og den lokale konkurrencesituation. Virksomheder med lave omkostninger ville kunne øge indtjeningen eller sænke prisen og derved øge deres markedsandel til gavn for effektiviteten. Horisontal prisvejledning sætter netop denne markedsmekanisme helt eller delvis ud af funktion.

75. Håndværksrådet anfører, at ”en ordning, der i hvert fald teoretisk set kan tænkes at hjælpe nogle værksteder til at overleve i kraft af, at de måske opnår en højere pris for deres arbejde for forsikringsselskaberne end ellers, ville modvirke, at konkurrenceforholdet på sigt ændrer sig på en sådan måde, at antallet af værksteder reduceres så kraftigt, at der opstår så stor koncentration på værkstedssiden, at det derfor bliver den, der dikterer priser, og ikke forsikringsselskaberne.”

76. Til dette bemærkes, at en reduktion af antallet af virksomheder ikke i sig selv er en begrænsning af konkurrencen men kan netop være udtryk for, at konkurrencen virker. Det er netop en følge af fri konkurrence, at de mest effektive værksteder overlever, og at virksomheder, der ikke kan klare sig, må forlade markedet. Såfremt Håndværksrådets argumentation kunne lægges til grund på dette punkt, ville kartelaftaler kunne være lovlige, idet de kan sikre, at mindre effektive virksomheder ikke behøver forlade markedet.

77. Håndværksrådet anfører, at ”Kommissionen selv anerkender jf. pkt. 77 i beslutning af 24. juni 2004 i sag COMP/38.549 Ordre des Architectes, at vejledende priser ikke automatisk og altid udgør en overtrædelse. af EFT art. 81”.

78. Det er korrekt, at der står dette i pkt. (77) i Ordre des Architectes-afgørelsen, men Kommissionen fortsætter i samme punkt med at erklære at ”in the case at issue the decision fixing the scale had the object of restricting competition.” Kommissionen fortsætter herefter bl.a. i punkterne (78)+(88)-(90) med at nævne de forhold, der begrunder, at ordningen havde samordning af prisadfærden som sit objektive formål. Dette er bl.a. de samme punkter, som styrelsen ovenfor med reference til de nævnte punkter i Ordre des Architectes-afgørelsen, finder er til stede i denne sag, hvorfor styrelsen konkluderer, at den af Håndværksrådet anmeldte ordning er i strid med konkurrencelovens § 6.

Konklusion

79. Det kan herefter fastslås, at den af Håndværksrådet anmeldte ordning er stridende mod forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1 mod samordnet praksis, der har til formål eller følge at begrænse konkurrencen, hvorfor der ikke kan meddeles en ikke-indgrebserklæring efter § 9.

Fritagelse

Individuel fritagelse

80. Konkurrencelovens § 8, stk.1 foreskriver fire kumulative betingelser, der skal være opfyldte, for at der kan meddeles en individuel fritagelse: Ordningen skal 1) bidrage til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer eller tjenesteydelser eller fremme den tekniske eller økonomiske udvikling 2) sikre forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved 3) ikke pålægge virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og 4) ikke give virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.

81. Vedrørende den første betingelse bemærkes, at det af Håndværksrådets anmeldelse ikke fremgår, at der skulle være effektivitetsfordele ved ordningen.

82. Håndværksrådet anfører i sit høringssvar, at der er effektivitetsfordele forbundet ved ordningen, idet værksteder, der på grundlag af en benchmarking af deres egne omkostninger med det gennemsnitlige værksteds omkostninger påbegynder en effektivisering, som i sidste ende kan give plads til lavere priser til forbrugerne.

83. Styrelsen skal hertil bemærke: For det første benchmarker man normalt de enkelte omkostningsposter og benytter hertil ikke den samlede omkostningsstigningsprocent. Udsendes de statistiske oplysninger ubearbejdet har værkstedet således mulighed for at foretage en benchmarking og opnå de angivne fordele herved.

84. For det andet ses det ikke, at en sådan omkostningsdisciplinerende effekt skulle være mere effektiv end den effekt, der ved fri konkurrence følger af, at et værksted, der er mindre effektivt end gennemsnitligt oplever en omsætningsnedgang som følge af at kunder skifter til udbydere, der pga lavere omkostninger kan tilbyde lavere priser, og at det mindre effektive værksted derfor enten må nedbringe sine omkostninger eller forlade markedet. Den første betingelse er dermed ikke opfyldt.

85. Vedrørende den anden betingelse er den ikke opfyldt allerede fordi, der ikke følger effektivitetsfordele af udsendelsen af en fælles omkostningsprocent, og dermed heller ikke vil være fordele for forbrugerne. Tværtimod sigter den anmeldte ordning også på at styrke værkstederne i forhandlingerne med forsikringsselskaberne i forbindelse med prisforhøjelser. Dette må antages at kunne resultere i højere præmier over for forbrugerne.

86. Vedrørende den tredje betingelse bemærkes, at ordningen som nævnt går længere end nødvendigt for at realisere evt. effektivitetsfordele, der tilmed også ville realiseres ved fri prisdannelse. Den tredje betingelse er dermed ikke opfyldt.

87. Vedrørende den fjerde betingelse, bemærkes, at idet hovedparten af autoværkstederne må antages at blive omfattede af ordningen, giver ordningen virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende tjenesteydelser. Den fjerde betingelse er derfor ikke opfyldt.

Konklusion

88. Det må herefter fastslås, at den af Håndværksrådet anmeldte ordning ikke opfylder de fire kumulative betingelser i § 8, stk. 1, hvorfor der ikke kan meddeles en individuel fritagelse.

Samlet konklusion

89. Det kan herefter konstateres, at den anmeldte ordning strider mod forbuddet konkurrencelovens § 6, stk. 3, jf. stk. 1, mod samordnet praksis, der har til formål eller følge at begrænse konkurrencen. Der kan derfor ikke meddeles en ikke-indgrebserklæring efter § 9, stk. 1.

90. Endvidere kan det konstateres, at ordningen ikke opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, idet der ikke ses at være effektivitetsfordele ved ordningen, og idet forbrugerne ikke ses at opnå fordele ved ordningen, hvorfor der ikke kan meddeles individuel fritagelse.