24. januar 2006
J.nr. 4/1120-0389-0001 ISA/LKF
Parterne til Syd Arne Gassalgs-aftalen har anmeldt aftalen med henblik på at opnå en ikke-indgrebserklæring i henhold til konkurrencelovens § 9 og 11, stk. 5, respektive en individuel fritagelse i henhold til konkurrencelovens § 8.
Aftalen vedrører salg af al naturgas fra Syd Arne-feltet, hvorfra sælgerne, Amerada Hess ApS, DENERCO OIL A/S, Danoil Exploration A/S og DONG Efterforskning og Produktion A/S har licens til indvinding af olie og naturgas. Naturgassen fra feltet sælges til DONG Naturgas A/S.
Syd Arne Gassalgs-aftalen vedrører efter de for Konkurrencestyrelsen foreliggende oplysninger over 5 pct. af den samlede danske naturgasproduktion i Nordsøen.
Konkurrencestyrelsen har vurderet, at Syd Arne Gassalgs-aftalen mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i EU. Dette er bl.a. begrundet i, at aftalen indgår i det netværk af aftaler, hvorved der disponeres over den samlede danske naturgasproduktion, og at feltets produktion angår en ikke uvæsentlig andel heraf.
Konkurrencestyrelsen har endvidere vurderet, at afgørelsen af, hvorvidt hele eller dele af det anmeldte aftalekompleks måtte være udtryk for misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11, stk. 1, kan have betydning for, om der foreligger misbrug af dominerende stilling på en væsentlig del af fællesmarkedet, og om der foreligger en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne af et sådant eventuelt misbrug.
Konkurrencestyrelsen har på baggrund heraf valgt at undlade at behandle anmeldelsen i henhold til §§ 8, stk. 5, 9, stk. 2 og 11, stk. 7 i konkurrenceloven.