• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Konkurrencesager i tal
• Afgørelser
• • Afgørelser 2012
  • Tidligere års afgørelser
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 2
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 6-10
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 11
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 11a
  • Afgørelser efter konkurrencelovens §11b
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 12
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 14
  • Afgørelser efter konkurrencelovens § 16a
• Kendelser og domme
• Betalingskort
• Internationalt samarbejde
• Regler
• Fusionskontrol
• Anmeldelsesskemaer
• Sådan klager du
• Straflempelse
• Tip os
• Spørgsmål og svar
• Publikationer

Journal nr. 3/1120-8901-2287/FI/VU

Rådsmødet den 21. december 2005

Resumé

1. Konkurrencestyrelsen har gennem flere år peget på, at det er en væsentlig hæmsko for den lave mobilitet på markedet for forbrugerforsikringer, at forbrugerforsikringer typisk kun kan opsiges en gang årligt. Også fra politisk side har man efterlyst kortere opsigelsesvarsler for at øge mobiliteten og skærpe konkurrencen til gavn for forbrugerne. En ændring af lov om finansiel virksomhed gav imidlertid ikke de ønskede virkninger, og fra politisk side har man derfor fortsat – bl.a. i form af et forslag til folketingsbeslutning - tilkendegivet, at mulighederne for at opsige med forkortet varsel burde forbedres – gerne ad frivillighedens vej og i modsat fald via yderligere lovgivningsmæssige tiltag.

2. Forsikring & Pension (F&P) har herefter henstillet til branchen at indføre en fælles ordning, der sikrer alle forbrugere en forkortet opsigelsesadgang af deres forsikringspolicer. F&P har samtidig angivet, hvornår selskaberne vil kunne opkræve gebyr for denne udvidede service, og inden for hvilke gebyrlofter det enkelte selskab i givet fald bør holde sig. Henstillingen gengiver den gebyrpolitik, som F&P sammen med de seks største forsikringsselskaber med en markedsandel på ca. 75 pct. er blevet enige om at anvende fremover.

3. I henstillingen anmodes samtlige medlemmer om snarest at tilrette forbrugerforsikringer, så alle forbrugere kan opsige deres skadesforsikring med højst 30 dages varsel til udgangen af en kalendermåned. Det enkelte selskab kan evt. opkræve et gebyr på op til 50 kr. pr. police ved kundens benyttelse af den forkortede opsigelsesadgang.

4. Sker opsigelsen inden for det første år efter tegningen, kan der herudover opkræves et supplerende ekstragebyr på op til 500 kr. for de almindelige forbrugerforsikringer (familieforsikring, motorforsikring, m.v.) til dækning af omkostninger ved tegningen af policen. Hvis der er tale om produkter med særlig skæv fordelt eller koncentreret risiko, vil det supplerende gebyr det første år kunne stige til 1.000 kr. for en række angivne produkter, f.eks. årsrejse- og campingvognsforsikringer. Et sådant gebyr skal fungere som et værn mod, at kunden spekulerer i kun at opretholde disse særlige forsikringstyper i perioder, hvor risikoen for skader er til stede. Hertil kommer en generel indeksregulering af samtlige gebyrer.

5. Ifølge F&P skal branchens fælles gebyrpolitik ses som et forsøg på at imødekomme de politiske ønsker. F&P har samtidig oplyst overfor Justitsministeren, at man har forelagt den beskrevne løsning for konkurrencemyndighederne. Folketingets retsudvalg har herefter konkluderet, at der ikke er behov for yderligere lovgivningsmæssige initiativer på området.

6. Det må vurderes som positivt, at forsikringsbranchen indfører en ordning, hvor forbrugerne kan opsige deres forsikringer med 30 dages varsel. Et sådant længe ønsket kort opsigelsesvarsel vil kunne fremme den efterlyste mobilitet og hermed øge konkurrencen mellem forsikringsselskaberne om at udbyde så attraktive forsikringsprodukter som muligt, hvilket i sidste ende vil komme forbrugerne til gode. Med henvisning hertil er styrelsen derfor positivt indstillet over for et generelt, lavt gebyrloft på 50 kr.

7. Betænkelighederne er derimod store for de anbefalede maksimumgebyrer på henholdsvis 500 kr. og 1.000 kr. Helt overordnet er der tale om en sådan detailregulering, at en brancheforening bør overlade det til hvert enkelt medlem at foretage alle relevante overvejelser. Endvidere er loftet for begge gebyrer sat så højt, at de, hvis lofterne anvendes fuldt ud, vil være mobilitetshæmmende. Hertil kommer en række konkurrencemæssige indvendinger; dels i forhold til berettigelsen af gebyrerne som sådan, dels i forhold til risikoen for gebyrlofternes normerende virkning på længere sigt.

8. F&P har efter at være blevet gjort bekendt med Konkurrencestyrelsens betænkeligheder tilbagekaldt anbefalingerne om lofter på henholdsvis 500 og 1.000 kr. samt indeksreguleringen.

9. Konkurrencestyrelsen finder på denne baggrund, at sagen samlet set har fundet en tilfredsstillende løsning, hvilket styrelsen vil orientere Justitsministeren om.

Sagsfremstilling

Indledning

10. Forsikring & Pension (F&P) har den 25. august 2005 i en rundskrivelse til samtlige medlemmer henstillet, at forsikringsselskaberne snarest tilretter deres udbud af forbrugerforsikringer, så alle forsikringstagere (forbrugere) kan opsige deres skadesforsikringer med højst 30 dages varsel til udgangen af en kalendermåned. I rundskrivelsen anfører F&P, at opsigelse evt. kan ske mod betaling af et gebyr på op til 50,- kr.; dog ved opsigelse inden for det første år eventuelt mod betaling af et yderligere supplerende gebyr på op til henholdsvis 500,- kr. eller 1.000,- kr. Gebyrerne er indeksregulerede.

11. Forinden var der gået et længere forløb, hvor man fra såvel konkurrencemæssig og forbrugermæssig som politisk side havde efterlyst forbedrede muligheder for forbrugerne for at skifte forsikringsselskab.

Baggrund

12. Forud for den 1. juli 2004 var der ingen almindelige regler om forsikringsselskabernes eller forsikringstagerens mulighed for at opsige forsikringsaftalen. Parternes adgang til at opsige en forsikringsaftale var derfor i første række overladt til betingelserne i den konkrete forsikring. For forbrugerforsikringer var løbetiden typisk et år. Det indebar, at forsikringstageren i op til et år var afskåret fra at skifte til en billigere forsikring eller til en forsikring med en bredere dækning til samme pris.

13. Netop de lange opsigelsesvarsler var efter Konkurrencestyrelsens opfattelse en hæmsko for den i forvejen lave mobilitet på markedet for forbrugerforsikringer. Konkurrencestyrelsen havde derfor ved flere lejligheder forud for lovændringen fremhævet, at de lange opsigelsesvarsler var til skade for konkurrencen på forsikringsmarkedet og hermed også for den økonomiske udvikling og forbrugerne. I Konkurrenceredegørelsen 2002 pegede styrelsen f.eks. på, at kundemobiliteten lå på lidt under 10 pct. om året, hvilket var påfaldende lavt i betragtning af, at de enkelte selskabers præmier incl. rabat varierede med op til 50 pct. Da Konkurrencestyrelsen ikke havde mulighed for at afhjælpe dette problem efter konkurrencelovens bestemmelser, pegede styrelsen på, at problemet burde tages op i forbindelse med en ændring af forsikringsaftaleloven.

14. Tilsvarende havde forbrugerombudsmanden flere gange fremhævet, at for få forsikringstagere flytter forsikringsselskab, hvilket ville ændres ved bl.a. at indføre en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringsperioden.

15. Forsikringsbranchen argumenterede længe imod lovgivningsmæssige tiltag. Ifølge branchen var korte opsigelsesvarsler ikke efterspurgt blandt forsikringstagerne, ligesom der kunne spekuleres i sæsonudsving i den forsikringsmæssige risiko, hvortil kommer de ekstra administrationsudgifter, som ville blive resultatet af en opsigelse i utide. Ifølge forsikringsbranchen burde det derfor overlades til branchen selv at udvikle og tilbyde forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsel.

16. Ikke desto mindre fandt man fra politisk side, at forbrugerne som et alternativ til forsikringer med den typisk et-årige løbetid skulle have mulighed for at tegne selvstændige forsikringer med en opsigelsesfrist på 30 dage. Med virkning fra den 1. juli 2004 blev der derfor indsat en bestemmelse i § 57 i lov om finansiel virksomhed, der pålægger forsikringsselskaber, der udbyder forbrugerforsikringer, også at tilbyde sådanne produkter med et kort opsigelsesvarsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned. ^[1] Hensigten med lovændringen var at øge mobiliteten og skærpe konkurrencen på forsikringsmarkedet til gavn for forbrugerne. Det forudsattes ligeledes, at prisen for et kort opsigelsesvarsel ikke blev så høj, at forbrugerne fravalgte sådanne forsikringer.

Virkningen af § 57 i lov om finansiel virksomhed

17. Ændringen af § 57 i lov om finansiel virksomhed gav imidlertid ikke de ønskede resultater. En redegørelse fra F&P til Folketingets Retsudvalg fra oktober 2004 viste, at forsikringsselskaberne ganske vist var begyndt at udbyde forbrugerforsikringer med kort opsigelsesvarsel uden præmieforhøjelse, men at disse produkter ofte enten var suppleret af et gebyr ved opsigelsen på mellem 100 og 500 kr. eller af et fast præmietillæg for det korte opsigelsesvarsel, enten som en procentdel af den almindelige præmie (mellem 4 og 9 pct.) eller som et fast beløb på omkring 200 kr. årligt. Det fremgik også af redegørelsen, at meget få eller slet ingen kunder havde benyttet sig af den forkortede opsigelsesadgang.

18. Forsikringsselskaberne begrundede bl.a. den høje pris på disse produkter med størrelsen af de administrative omkostninger, der er forbundet med, at kunderne skifter selskab. Dette gav anledning til undren blandt visse politikere, idet forsikringsselskaberne allerede benytter sig af det samme type elektroniske netværk (EDI), og selskaberne derfor ikke har de store udgifter forbundet med at administrere et skift. Hertil kommer, at selskaberne under alle omstændigheder er vant til at håndtere skift i ”utide”(f.eks. hvis enten forsikringsselskab eller forsikringstager vælger at opsige forsikringen i tilknytning til en skade). Omkostningerne ved sådanne skift er indkalkuleret i de gældende præmier. Omkostningerne ved at anvende det korte opsigelsesvarsel syntes derfor langt at overstige det rimelige.

19. Det resulterede i marts 2005 i et forslag til folketingsbeslutning, hvorefter forsikringstagerne skulle sikres ret til at opsige deres forsikring med 1 måneds varsel uafhængig af forsikringens egentlige hovedforfaldsdag. I sin beretning over beslutningsforslaget anførte Folketingets Retsudvalg bl.a., at faste præmietillæg havde den væsentlige ulempe, at forbrugeren hvert år betalte ekstra herfor, uanset om forbrugeren benyttede sig af den korte opsigelsesfrist.^[2] Ifølge udvalget førte dette let til, at forbrugerne i strid med forudsætningerne fravalgte forsikringer med kort opsigelsesfrist alene under hensyn til prisen. Udvalget fandt fortsat, at der var behov for at øge mobiliteten og skærpe konkurrencen på forbrugerforsikringer og pegede bl.a. på muligheden for at præcisere de politiske forudsætninger, der havde ligget bag § 57 i lov om finansiel virksomhed.

20. Ifølge udvalget burde et gebyr for et kort opsigelsesvarsel alene afspejle de reelle omkostninger, og størrelsen skulle fastsættes således, at det ikke rent faktisk kom til at udgøre en stavnsbinding af kunderne. Til gengæld burde selskaberne have mulighed for at få sådanne reelle omkostninger dækket. Som acceptable omkostningstyper pegede udvalget på omkostninger til opgørelse af forsikringen i utide og udbetaling af overskydende præmie, omkostninger ved oprettelse af en forsikring (kontrol af afgivne oplysninger, risikovurdering, policeudstedelse), ligesom udvalget pegede på forskellige mulige modeller - gebyr ved opsigelsen, tegningsgebyr, præmietillæg – idet et evt. gebyr dog ikke måtte overstige 200 kr. for hver gang forbrugeren opsagde forsikringer hos det pågældende forsikringsselskab, uanset om der var tale om opsigelse af en eller flere forsikringer. Inden man tog stilling til behovet for yderligere lovregulering fandt udvalget dog, at man burde afvente en af Justitsministeriet bebudet ny undersøgelse af forsikringsselskabernes praksis på området, når reglen i § 57 havde været i kraft i et år.

F&Ps henstilling

21. F&P afgav en sådan redegørelse den 31. august 2005. Heraf fremgik, at de seks største forsikringsselskaber, der dækker ca. 75 pct. af markedet[3], i samarbejde med F&P var blevet enige om rammerne for en fælles gebyrpolitik, der fremover skulle anvendes ved opsigelse af forbrugerforsikringer i utide.

22. Praksis fra den 1. september 2005 er herefter, at disse seks forsikringsselskabers kunder – nye som eksisterende – fremover kan opsige deres forbrugerforsikringer med en måneds varsel til udgangen af en kalendermåned mod at betale et standardiseret gebyr i størrelsesordenen op til 50 kr. (indeksreguleret). Hvis opsigelsen sker inden for det første år efter tegningen, kan der opkræves et supplerende ekstragebyr på op til 500 kr. (indeksreguleret) for de almindelige forbrugerforsikringer (familieforsikring, motorforsikring, ulykkesforsikring, hundeforsikring m.v.). Gebyret skal dække omkostninger til provision, policeudstedelse, besigtigelse af det forsikrede og bedømmelse af helbredsoplysninger. Hvis der er tale om produkter med særlig skæv fordelt eller koncentreret risiko, vil det supplerende gebyr det første år kunne stige helt op til 1.000 kr. (indeksreguleret) for følgende produkter: Årsrejseforsikring, campingvognsforsikring, motorcykelforsikring, bådforsikring, vejhjælp samt sygeforsikring. Ifølge F&P skal gebyrer inden for dette loft fungere som et værn mod spekulation i, at kunden udelukkende opretholder forsikringen i de perioder, hvor risikoen for skader er til stede.

23. I redegørelsen oplyses det afslutningsvist, at F&P har forelagt løsningen for konkurrencemyndighederne.

24. I tilknytning til redegørelsen udsendte F&P en henstilling til alle organisationens medlemmer, hvori de opfordres til snarest at tilrette deres forbrugerforsikringer, så de indeholder tilsvarende, enslydende betingelser. Ifølge F&P har de involverede politiske aktører erklæret sig tilfredse med ordningen.

25. Denne praksisændring resulterede i, at Justitsministerens orienterede Folketingets Retsudvalg om, at der ikke var behov for yderligere lovgivningsmæssige initiativer på området.

26. Efter at være blevet bekendt med F&Ps henstilling, har Konkurrencestyrelsen forespurgt 11 forsikringsselskaber, hvilke gebyrer de har valgt at indføre i forlængelse af F&Ps henstilling. Resultatet fremgår af nedenstående tabel 1.

Tabel. 1: Udvalgte forsikringsselskabers gebyrer efter F&Ps henstilling

 
14. Konkurrencestyrelsens bemærkninger til F&Ps initiativ

27. Konkurrencestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at man ikke har godkendt den gebyrordning, som F&P anmoder sine medlemmer at indføre. Konkurrencestyrelsen har for god ordens skyld orienteret Justitsministeriet herom samt oplyst, at man vil forelægge spørgsmålet for Konkurrencerådet.

28. For så vidt angår selve indholdet af F&Ps henstilling har dette lighedstegn med en egentlig gebyraftale.

29. F&P har anført, at henstillingen skal ses som resultatet af et politisk pålæg om at lave en spiselig gebyrordning, og at de involverede politiske aktører efterfølgende har erklæret sig tilfredse med ordningen. F&P har endvidere allerede fra starten af Konkurrencestyrelsens engagement i sagen tilkendegivet, at man gerne kalder gebyrlofterne tilbage, men at man i givet fald ikke ved, hvordan selskaberne vil reagere, og herunder om de vil opkræve gebyrer, der ligger over de udmeldte lofter. Samtidig indfører henstillingen ifølge F&P alene et forkortet opsigelsesvarsel, som den enkelte forsikringstager frit kan vælge at benytte. Henstillingen forholder sig derimod ikke til, om der skal opkræves gebyr eller ej eller til størrelsen af det enkelte selskabs gebyr. Men hvis selskaberne opkræver gebyr, har F&P af hensyn til kunderne og de politiske krav fastsat et maksimumsloft på 50 kr./500 kr./1.000 kr.

30. Konkurrencestyrelsen anerkender, at der i det politiske rum har været et vist ønske om, at branchen og herunder F&P selv iværksatte de fornødne initiativer til at øge mobiliteten og hermed fremme et mere konkurrencepræget miljø uden at gennemføre egentlig lovgivning på området. Man er derfor enig med F&P i, at henstillingen må vurderes på denne baggrund sammenholdt med det forhold, at den manglende mobilitet er at anse for konkurrenceskadelig.

31. En vurdering af F&Ps henstilling må derudover tage hensyn til de markedsforhold, der gør sig gældende for forbrugerforsikringer. Skadesforsikringer til private sælges normalt på policer af et års varighed, der betales forud. Det er ingen selvfølgelighed, at policen skal gælde i et helt år, men det indebærer i mange tilfælde en række fordele for forsikringsselskabet og i et vist omfang også for kunden. Der findes også policer, der kun gælder for begivenheder, der indtræffer inden for en kortere periode, f.eks. rejseforsikringer, forsikringer ved billeje og lignende tidsmæssigt afgrænsede begivenheder, men præmierne er i givet fald også sat herefter.

32. Forsikringsselskaber er dog ikke de eneste udbydere af tjenesteydelser med et naturligt potentiale til at dække lange tidsintervaller og et heraf afledt ønske om, at kunden forbliver loyal så længe som muligt. Der findes også en række andre ydelser - aviser, blade, transport, overvågning m.v. - der udbydes i abonnement over perioder på f.eks. et år. Praksis er her, at forbrugere ved førtidig opsigelse af aftalen får en forholdsmæssig andel af sin betaling retur, evt. fratrukket et mindre gebyr og en reduktion af den rabat, som den lange bindingsperiode berettigede til.

Gebyrloftet på 50 kr.

33. I fortsættelse af Konkurrencestyrelsens tidligere udtalelser om de barrierer, som et et-årigt opsigelsesvarsel skaber for mobiliteten, må det hilses velkomment, at forsikringsbranchen indfører en ordning, hvor forbrugerne kan opsige deres forsikringer med 30 dages varsel. Som anført har styrelsen længe efterlyst en adgang for forbrugerne til at udtræde af deres forsikringer, hvis konkurrerende forsikringsselskaber tilbød bedre vilkår i forhold til pris eller dækning – tilbud, som forbrugerne tidligere har været afskåret fra at benytte sig af, så længe de var bundet af de oprindelige lange opsigelsesvarsler. Efter styrelsens opfattelse vil et 30-dages opsigelsesvarsel netop kunne fremme den efterlyste mobilitet og hermed øge konkurrencen mellem forsikringsselskaberne om at udbyde så attraktive forsikringsprodukter som muligt, hvilket i sidste ende vil komme forbrugerne til gode.

34. Med henvisning hertil - og det særlige politiske forspil – er styrelsen derfor også positivt indstillet over for F&Ps introduktion af et generelt, lavt gebyrloft på 50 kr. Alle omstændigheder taget i betragtning, herunder gebyrets tilblivelseshistorie og begrænsede størrelse sammenholdt med de fordele, som et kort opsigelsesvarsel forventes at medføre for mobiliteten og forbrugerne, er gebyret acceptabelt ud fra en konkurrencemæssig vinkel.

Gebyrloftet på 500 kr./1.000 kr.

35. Betænkelighederne er derimod store for de anbefalede maksimumgebyrer på henholdsvis 500 kr. og 1.000 kr. Helt overordnet er der tale om en sådan detailregulering, at en brancheforening bør overlade det til hvert enkelt medlem at foretage alle relevante overvejelser.

36. Ud over denne helt generelle betragtning er loftet for begge gebyrer endvidere sat så højt, at de, hvis lofterne anvendes fuldt ud, vil være mobilitetshæmmende. Det kan heller ikke afvises, at lofterne, i den form, som de er udmeldt, over en længere periode vil komme til at fremstå som legitime standardgebyrer. Man kan derfor frygte, at gebyrlofterne på sigt får en normerende virkning for størrelsen af de enkelte selskabers faktiske gebyrer. Dette vil reelt indebære, at forbrugerne er stavnsbundne i det første år efter indgåelsen af en forsikringsaftale.

37. Hertil kommer, at gebyrloftet på 500 kr., som efter det oplyste skal dække spildte udgifter til aflønning af salgsapparatet (provision), policeudstedelse, besigtigelse af det forsikrede m.v., dækker almindelige driftsomkostninger, som – svarende til de vilkår, der gælder for de fleste øvrige forretningsforhold – primært bør afholdes af det enkelte forsikringsselskab, i stedet for at lade enkelte kunder bøde for selskabets manglende konkurrenceevne i det omfang, som gebyrhenstillingen lægger op til.

38. Langt de fleste øvrige samhandelsforhold er netop karakteriseret ved, at man har en række indledende stiftelsesomkostninger, som indregnes i prisen på ydelsen. Men når kundeforholdet først er etableret, må det være op til leverandøren af en vare eller tjenesteydelse at gøre samhandelsforholdet så attraktivt som muligt for kunden. Og kan leverandøren ikke matche sine konkurrenters tilbud, forekommer det ubegrundet, hvis kunden i tilknytning til et leverandørskift skal erlægge ekstrabetaling til dækning af den oprindelige leverandørs driftsudgifter. De færreste ville da næppe heller finde det acceptabelt, hvis man som en konsekvens af opsigelsen af sit avisabonnement - ud over evt. at miste den rabat med tilbagevirkende kraft, som en lang tegningsperiode har berettiget til – skal være med til at kompensere dagbladet for det tab, som afslutningen af kundeforholdet indebærer. I den forbindelse er det f.eks. påfaldende, at opsigelsesgebyret for f.eks. en hundeforsikring i visse tilfælde overstiger selve forsikringspræmien.

39. Gebyrloftet på 500 kr. vil derfor modvirke bestræbelserne om øget mobilitet og kan ensrette selskabernes reaktioner på kundeskift.

40. Gebyrloftet på 1.000 kr. giver også anledning til betænkeligheder. Styrelsen kan anerkende et vist begrænset behov for i helt særlige tilfælde at opstille et værn mod spekulation i, at kunden kun opretholder forsikringen i de perioder, hvor risikoen for skader er til stede. Men i de situationer, hvor der opstilles spekulationsværn, afskæres forbrugerne også reelt fra at skifte forsikringsselskab det første år. Dermed begrænses mobiliteten. Styrelsen kan derfor ikke anerkende sådanne initiativer på brancheplan. Herudover stiller styrelsen sig tvivlende overfor, om det reelt er nødvendigt at opstille spekulationsværn for så mange forsikringstyper som angivet af F&P, jf. ovenfor pkt. 22. F.eks. hvad angår båd-, motorcykel-, campingvogn- og vejhjælpsforsikringer synes problemet at kunne løses ved differentierede præmier og dækningsgrader, afhængig af, om det er sæson for anvendelse af det forsikrede gode m.v. eller ej. I situationer, hvor sådanne løsninger kan anvendes, mener styrelsen, at dette bør ske, men på baggrund af initiativer i hvert enkelt forsikringsselskab.

41. Sammenfattende bør forsikringsselskaberne derfor begrænse sig til at opkræve mindre gebyrer på op til 50 kr., som ud fra ovennævnte betragtninger undtagelsesvist kan accepteres som branchenorm. Men herudover må det enkelte selskab selv forholde sig til, hvordan man ønsker at tilpasse sig den udvidede opsigelsesadgang. En beslutning herom træffes typisk ud fra en samlet vurdering af selskabets individuelle forhold, dets forskellige forsikringsprodukter og graden af den service, som man ønsker at tilbyde sine kunder.

42. Det må forventes, at spillereglerne vil ændre sig på et marked, hvor kunderne får mulighed for at skifte forsikringsselskab allerede 30 dage efter etableringen af forsikringsaftalen. Men frem for at opbygge særlige gebyrværn, der skal forhindre de eksisterende kunder i at rejse, bør forsikringsselskabernes fokus i stedet rettes imod at tiltrække nye kunder. Forsikringsselskabernes præmieberegning hviler på nøje overvejelser over mange forskelligartede forhold, incl. skadeshyppighed og –størrelse, kundernes loyalitet og mobilitet. I den forbindelse må selskaberne overveje at tilpasse deres introduktionstilbud, så de ligger på et realistisk niveau i forhold til selskabernes udgifter. Det relevante i hele dette spørgsmål er således, at eventuelle gebyrer, der opkræves på et marked, hvor konkurrencen frit kan udfolde sig, vil finde sit helt naturlige – og lave – leje. Den væsentlige forudsætning for dette er, at alle forbrugere kan opsige deres forsikringer med 30 dages varsel og evt. et mindre gebyr.

Indeksregulering

43. Endelig synes det unødvendigt, at F&P i sin henstilling lægger op til, at samtlige gebyrer, som måtte blive indført, uden videre indeksreguleres hos de berørte forsikringsselskaber.

F&Ps bemærkninger

44. F&P har fremsendt en række bemærkninger (vedlagt som bilag 2) til dette notat. Heraf fremgår, at F&P generelt set ikke er enig i Konkurrencestyrelsens betragtninger. Styrelsen har således misforstået formålet med henstillingen, ligesom det er både grundløst og udokumenteret, når styrelsen anfører, at henstillingen vil virke hæmmende for mobiliteten. Endvidere er det i modstrid med den almindelige forståelse af fri konkurrence, når styrelsen gør sig til talsmand for, at omkostningerne ved benyttelse af det forkortede opsigelsesvarsel bør dækkes af selskaberne. Hertil kommer, at både tonen og ordvalget i styrelsens fremlæggelse af sagen er unødigt polemisk og mistænkeliggørende.

45. F&P har dog samtidig noteret sig styrelsens kritikpunkter og har erklæret sig indforstået med at justere henstillingen i overensstemmelse med styrelsens anbefalinger. F&P er således indstillet på at fjerne de fastsatte maksimumgrænser i forbindelse med opsigelse det første år for loftet på henholdsvis 500 og 1.000 kr. samt indeksreguleringen. Det vil herefter fortsat være op til det enkelte selskab at fastsætte disse beløb – dog under hensyntagen til de rammer, som politikerne tidligere har fastlagt, for så vidt angår størrelsen af gebyrer m.v.

Samlet konklusion og sagens videre forløb

46. Denne sag er kendetegnet ved et omfattende politisk forspil, hvor F&P ifølge egne oplysninger har søgt at efterkomme de politiske ønsker. Konkurrencestyrelsen er opmærksom herpå, men finder ikke des to mindre, at ordningen giver anledning til konkurrencemæssige indvendinger i forhold til berettigelsen af gebyrlofterne på 500 kr. og 1.000 kr., hvortil kommer en eventuel risiko for, at de høje lofter for gebyrerne over tid får en normerende virkning i opadgående retning.

47. Konkurrencestyrelsen er derfor tilfreds med, at F&P - efter at være blevet gjort bekendt med Konkurrencestyrelsens betænkeligheder - har tilbagekaldt anbefalingerne om lofter på henholdsvis 500 og 1.000 kr. samt indeksreguleringen.

48. Konkurrencestyrelsen finder på denne baggrund, at sagen samlet set har fundet en tilfredsstillende løsning, hvilket styrelsen vil orientere Justitsministeren om.