Journal nr. 3/1120-0401-0066/ISA/HLA
Konkurrencestyrelsen har godkendt, at DSV A/S (DSV) generhverver hele aktiekapitalen i TNT-DFDS Transport Logistics (TNT-DFDS).
DSV og TNT Logistics Holding (TNT) etablerede i 2002 joint venture-selskabet TNT-DFDS. Selskabet blev etableret ved, at TNT købte 50 pct. af aktiekapitalen i to mindre selskaber, som tidligere havde været 100 pct. ejet af DSV. Ved den nu indgåede aftale tilbagekøber DSV TNTs aktiekapital i TNT-DFDS, der herefter (igen) bliver et 100 pct. ejet datterselskab af DSV.
Ved aftalen mellem TNT og DSV sker der overgang fra fælleskontrol til enekontrol. Transaktioner af den type er omfattet af konkurrencelovens fusionsbegreb. De deltagende virksomheder – DSV og TNT-DFDS – har tilsammen en årlig omsætning i Danmark på mere end 3,8 mia. kr., og begge virksomheder har hver især en samlet årlig omsætning i Danmark på over 300 mio. kr. Fusionen falder derfor ind under tærskelværdierne i konkurrencelovens § 12, stk. 1, nr. 1.
DSV (uden TNT-DFDS) udfører kun transportydelser, og er ikke aktiv på markedet for generelle logistikydelser på kontraktbasis. TNT-DFDS udfører generelle logistikydelser på kontraktbasis, men er ikke aktiv på transportmarkederne. De fusionerende virksomheder har altså ikke overlappende aktiviteter. Ved fusionen øger DSV derfor ikke sin markedsandel på markederne for transportydelser.
TNT-DFDS’ markedsandel på markedet for generelle logistikydelser på kontraktbasis er så lille, at det vurderes, at DSV ikke ved fusionen styrker sin position på de tilstødende transportmarkeder.
Samtidig er der ved fusionen tale om en overgang fra fælleskontrol til enekontrol. TNT-DFDS var således også før fusionen en del af DSVs samlede virksomhed, hvorfor DSVs markedsposition ikke som sådan bliver styrket ved fusionen.
Ved fusionen bliver der hverken skabt eller styrket en dominerende stilling på de markeder, hvor de deltagende virksomheder er aktive. Fusionen bevirker således heller ikke, at konkurrencen hæmmes betydeligt. Konkurrencestyrelsen har derfor godkendt fusionen, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2.