PBS A/S køber en tredjedel af aktierne i joint venturet e-Boks A/S

Journal nr. 3/1120-0401-0064/ISA/cs

Rådsmødet den 29. september 2004

Konkurrencestyrelsen har godkendt PBS A/S’ køb af en tredjedel af aktierne i e-Boks A/S i henhold til konkurrencelovens § 12 c, stk. 1, jf. § 12 c, stk. 2.

e-Boks A/S er et joint venture mellem KMD A/S, Post Danmark A/S og DMdata A/S, der har fælles kontrol over selskabet. PBS A/S køber en tredjedel af aktierne og stemmerettighederne af DMdata A/S, hvilket udgør en fusion efter konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 12 a, stk. 2.

PBS A/S’s løsninger udgør en væsentlig del af betalingsinfrastrukturen i Danmark. Med sin indtræden i e-Boks A/S skal PBS A/S medvirke til at udvikle en løsning, der muliggør adgang til betalingsfunktioner i netbanker via e-Boks. Det er muligt for en konkurrent at lave en betalingsfunktion – enten via PBS eller via et pengeinstitut. PBS har tilkendegivet, at en konkurrent til e-Boks vil kunne indgå aftale med PBS om udvikling af tilsvarende løsninger på ikke diskriminerende vilkår.

Da der ikke er væsentlige barrierer for etablering af ”elektronisk mailbox service”, kan fusionen ikke antages at skabe eller styrke en dominerende stilling, hæmme den effektive konkurrence betydeligt eller i øvrigt have nogen afgørende effekt på markedet i Danmark.