Journal nr. 3/1120-0301-0286/FI/kl
Konkurrencestyrelsen har den 1. oktober 2003 modtaget en anmeldelse fra Naturgas Fyn I/S af en samarbejdsaftale mellem Gazelle Service A/S, Stat-oil Gazelle A/S og VVS-installatører om en fælles serviceordning vedrørende gasfyrservice.
Aftalen er resultatet af et samarbejde mellem gasselskabet Statoil og det tid-ligere regionale forsyningsselskab Naturgas Fyn. Naturgas Fyn har etableret et 100 pct. ejet serviceselskab Gazelle Service A/S, der står for den egentlige administration af serviceaftalerne. De to parter ejer i fællesskab (joint venture) handelsselskabet Statoil Gazelle A/S, der leverer gas til kunderne. Konkurrencestyrelsen har tidligere godkendt oprettelsen af Statoil Gazelle A/S den 9/7 2003.
Den anmeldte aftale er opbygget som en underentrepriseaftale, hvor VVS-installatører kan indgå i Gazelle Service A/S’ serviceordning, hvis de opfylder en række angivne objektive og ikke diskriminerende kriterier. Underentreprisen består i, at Gazelle Service indgår serviceabonnementsaftaler med kunder i hele landet. Abonnementsaftalen indebærer, at administration, angivelse af priser, udarbejdelse af servicerapport og opkrævning af betaling – af såvel abonnement som reservedele – foregår via Gazelle Service. Kun-derne bliver herefter tildelt en VVS-installatør, der på Gazelle Service’ vegne udfører det ønskede arbejde.
Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at samarbejdsaftalen indeholder bestemmelser, der efter forhold som styrelsen har kendskab til falder ind under forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Styrelsen kunne således meddele en erklæring om ikke-indgreb i henhold til konkurrencelovens § 9.
Styrelsen har specielt lagt vægt på, at aftalen ikke indeholdt eksklusivbestemmelser, der ville binde installatørerne til udelukkende at handle med handels- og/eller serviceselskabet. Installatører, der deltager i ordningen, kan derfor servicere alle naturgaskunder uden hensyn til gashandelsselskabet.