Miljøministerens svar på Konkurrencerådets § 2, stk. 5 henvendelse om Dansk Retursystem

Journal nr.3/1120-0203-0012/VAR/FI

Rådsmødet den 28. april 2004

 

Resumé

1. Rådet sendte den 17. december 2003 en § 2, stk. 5-henvendelse til miljøministeren om konkurrenceproblemer i forbindelse med reguleringen af Dansk Retursystem.

2. I henvendelsen rejste rådet fem problemstillinger:

  1. Ejerskabet til Dansk Retursystem
  2. Tilrettelæggelsen af indsamlingen af brugt engangsemballage
  3. Forenklinger af administrative procedurer i Dansk Retursystem
  4. Initiativ til en fælles EU-ordning for pant og returtagning
  5. Markedsføring af øl og sodavand i engangsemballage til horeca-sektoren uden tilmelding til Dansk Retursystem

3. Miljøministeren besvarede rådets henvendelse den 16. april 2004. I det følgende gennemgås ministerens svar på de fem spørgsmål. Konklusionerne i notatet er skrevet ind i et svar fra rådets formand på miljøministerens brev. Link til rådets brev af 17. december 2003

 

Afgørelse

4. Rådet sender et svar til miljøministeren.

5. Brevet offentliggøres sammen med miljøministerens brev.

 

Vurdering

6. Miljøministeren har den 16. april 2004 svaret på Konkurrencerådets § 2, stk. 5-henvendelse om Dansk Retursystem. Ministeren er positiv over for rådets forslag, dog ønsker han ikke på det foreliggende grundlag at tillade at udbyderne kan etablere egne retursystemer i horeca-sektoren.

7. Ministerens svar indledes med en gennemgang af Dansk Retursystem og reguleringen af dette selskab. Der er også en beskrivelse af de første erfaringer med selskabets drift. Disse afsnit indeholder ikke nyt i forhold til Konkurrencestyrelsens notat til rådsmødet den 17. december 2003. Miljøstyrelsen har oplyst, at afsnittene er taget med af hensyn til orienteringen af Folketingets Erhvervsudvalg. Miljøministeren lovede i et samråd om Dansk Retursystem, at udvalget måtte få hans udkast til besvarelse af rådets henvendelse til gennemsyn inden det blev sendt.

8. Nedenfor gennemgås ministerens svar på de enkelte forslag.

ad 1) Ejerskabet til Dansk Retursystem

9. Miljøministeren er enig med rådet i, at der er behov for at vurdere, om det vil være mere hensigtsmæssigt med andre ejere af Dansk Retursystem. Ministeren finder dog ikke, at der er behov for en analyse af forholdet, før Dansk Retursystem alligevel skal evalueres i 2006, jf. bemærkningerne til L 153 (2000-01). Ministeren hæfter sig ved at der ikke er eksempler på, at ejerne af Dansk Retursystem har misbrugt ejerskabet og mener, der er brug for længere tid til at indsamle erfaringer med systemet, før han lægger sig fast på, hvad der skal ske efter 2008, når eneretten udløber.

10. Ministeren støtter i en vis udstrækning rådets forslag. Rådet lagde i sin henvendelse vægt på, at bryggeriindustrien ikke skulle have indflydelse på driften i Dansk Retursystem, og at spørgsmålet skulle afklares i god tid inden Dansk Retursystems eneret udløb i 2008. Hvis spørgsmålet om ejerskab skal indgå i evalueringen i 2006, må det antages, at der allerede til næste år vil skulle indledes sonderinger med parterne om spørgsmålet.

11. Rådets forslag er derfor delvist imødekommet. Rådet kan i sit svar lægge vægt på, at spørgsmålet afklares hurtigt muligt, og at rådet inddrages i denne proces.

ad 2) Tilrettelæggelsen af indsamlingen af brugt engangsemballage

12. Miljøministeren har bedt Dansk Retursystem om at tilrettelægge de kommende udbudsrunder om indsamling af engangsemballage, så indsamlingen af plast og dåser adskilles fra indsamlingen af glas. Det skulle efter ministerens opfattelse føre til det resultat, som rådet ønsker, nemlig at ingen udbyder af øl og sodavand kommer til at indsamle emballage hos aftagere i horeca-sektoren, som de ikke har salgsaftaler med.

13. Ministerens løsning er blandt de løsninger, som rådet selv foreslog i henvendelsen af 17. december 2003. Rådet kan således bifalde ministerens beslutning.

ad 3) Forenklinger af administrative procedurer i Dansk Retursystem

14. Miljøministeren anfører indledningsvist, at de mindre udbydere stort set ikke har indberettet til Dansk Retursystem. Ministeren kan derfor ikke vurdere i hvor stor udstrækning kravene belaster de mindre virksomheder. Ministeren er dog enig med rådet i, at de administrative byrder skal lettes for specielt de mindre udbydere. Ministeren nævner specielt de initiativer, han satte i værk i starten af 2003 og det nye pantmærke. Det sidstnævnte indebærer, at kravene til indberetninger kan formindskes væsentligt for de mindre udbydere. Ministeren tilkendegiver endeligt, at han fortsat vil arbejde for at lette de administrative byrder for udbydere, der er tilsluttet Dansk Retursystem.

15. Ministerens svar støtter rådets forslag. Det bemærkes, at de mindre udbyderes manglende indberetning også kan skyldes, at virksomhederne ikke har haft kapacitet til at foretage den omfattende indberetning til Dansk Retursystem.

16. Konkurrencestyrelsen har bedt en række udbydere vurdere de nye tiltag, og den overvejende reaktion er positiv.

ad 4) Initiativ til fælles EU-ordning for pant- og returtagning

17. Ministeren er positiv over for forslaget og vil ved passende lejlighed nævne det for miljøkommissæren. Ministeren tror dog, at det vil tage lang tid at få indført et fælles system og mener, at det ikke vil nytte at gå i gang, før problemerne bag det nuværende kaos i Tyskland er løst. Ministeren peger endvidere på, at der også er problemer med det svenske retursystem, som skal løses, før etableringen af et fælles system.

18. Rådet må være positiv over for ministerens holdning, men må være forbeholden over for argumentationen om ikke at sætte noget i værk nu. Rådet vurderede i henvendelsen, at en række af problemerne i Dansk Retursystem er universelle og vil kunne løses ved internationalt samarbejde. Problemerne i Tyskland og Sverige bevirker, at der er fokus på problemstillingen, og det må være muligt for miljømyndighederne i de to lande og Danmark at undersøge om fælles initiativer kunne løse op for problemerne. Rådet foreslår i henvendelsen bl.a., at miljøministeren anvender Dansk Retursystem som systemeksport. Rådet finder – som ministeren selv nævner i svaret – at Dansk Retursystem er et godt og effektivt drevet system.

19. Rådet bør i sit svar notere sig at ministeren stiller sig positiv over for rådets anbefaling, men fastholde, at der netop i den nuværende situation er mulighed for at påvirke Kommissionen og EU-landene hen mod fælles løsninger på pant og returområdet.

ad 5) Markedsføring af øl og sodavand i engangsemballage til horeca-sektoren uden tilmelding til Dansk Retursystem

20. Miljøministeren afviser rådets forslag med henvisning til de store fordele ved det enstrengede pant- og retursystem. Der henvises endvidere til at flere forskellige systemer efter Miljøstyrelsens opfattelse vil indebære ikke ubetydelige administrative og praktiske konsekvenser. I et notat til Folketingets Erhvervsudvalg, som er vedlagt ministerens besvarelse, uddybes synspunkterne yderligere. I notatet peges på de lave returprocenter, udbydernes pant- og retursystemer havde inden Dansk Retursystems etablering. Ministeren vil dog rejse spørgsmålet over for Dansk Retursystem for at undersøge, om der vil kunne laves særlige dispensationsordninger fx i forbindelse med lanceringen af nye produkter.

21. Ministerens svar synes påvirket af de forhold, der var på markedet inden etableringen af Dansk Retursystem. Det er korrekt, at der dengang var relativt lave returprocenter (ca. 60 pct.), som betød at nogle importører fik en merfortjeneste. Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at dette også vil være tilfældet, hvis der gives mulighed for at etablere retursystemer uden om Dansk Retursystem. Miljøstyrelsen peger også på, at godkendelse og kontrol af systemerne vil være meget omkostningskrævende for styrelsen.

22. Konkurrencestyrelsen er ikke enig i Miljøstyrelsens argumentation. I rådets anbefaling var det forudsætningen som betingelse for dispensationen, at udbyderne etablerede et retursystem, som levede op til de samme krav, som stilles til Dansk Retursystem m.h.t. returprocent mv. Det vil derfor ikke være muligt at opnå en merfortjeneste ved manglende indsamling i horeca-sektoren. Det er således ikke konstateret nogen problemer med indsamling af genpåfyldelig emballage, hvor udbyderne selv står for ind- og udbetaling af pant. Rådets forslag tog højde for de problemer, der var konstateret forud for indførelsen af Dansk Retursystem.

23. Rådet må i sit svar bede om at blive underrettet om resultatet af Miljøstyrelsens undersøgelser mht. ordninger, hvor der kan gennemføres test mv. for begrænsede mængder af emballage uden tilmelding til Dansk Retursystem, fx ved at der laves særlige dispensationsordninger i forbindelse med lanceringen af nye produkter.