Journal nr.:3/1120-0402-0019/hla/ISA
Konkurrencestyrelsen har modtaget en anmodning om at vurdere, om indskud af aktierne i Weco DSB Travel A/S i Viainvest AS medfører en fusion eller et joint venture, som er anmeldelsespligtigt efter konkurrencelovens kapitel 4.
Selve indskuddet af Weco DSB Travel’s aktier udgør i sig selv en fusion. Efter parternes vurdering ligger omsætningen for de deltagende virksomheder, det vil sige Weco DSB Travel og Viainvest, væsentligt under tærskelværdierne i konkurrencelovens fusionskontrolregler. Denne fusion er derfor efter parternes vurdering ikke omfattet af anmeldelsespligten i konkurrenceloven.
Men overtagelsen kan også vurderes som stiftelsen af et joint venture. Det vil være tilfældet, hvis Weco DSB Travel A/S’ ejere (Weco Transport A/S og DSB) i kraft af bestemmelserne i aktionæroverenskomsten opnår fælles kontrol over Viainvest AS sammen med Viainvests ejer (NorgesInvestor III AS). Denne kreds har en samlet omsætning, der overstiger tærskelværdierne i fusionskontrolreglerne.
Efter det oplyste har NorgesInvestor efter indskuddet fortsat majoriteten af aktierne i Viainvest. I forbindelse med transaktionen modtager Weco Trans-port og DSB hver en minoritetsaktiepost i Viainvest.
Efter parternes oplysninger har Weco Transport og DSB udelukkende vetoret for så vidt angår Viainvests overordnede formål og strategier i forhold til Viainvests driftsplan. Vetoretten vedrører ikke Viainvests ledelse eller bud-get. Støttet af punkt 26 i Kommissionens meddelelse om fusionsbegrebet er det efter parternes vurdering ikke tilstrækkeligt til at medføre fælles kontrol.
Ifølge parternes vurdering foreligger der således ikke fælles kontrol af Viainvest. Det betyder, at der ved aktieoverdragelsen ikke sker stiftelse af et joint venture, som er anmeldelsespligtigt efter konkurrencelovens fusions-kontrolregler.
Konkurrencestyrelsen har uprøvet taget parternes vurdering til efterretning. Styrelsen har dog gjort parterne opmærksom på, at hvis parterne ønsker en retligt bindende afgørelse om anmeldelsespligt, må der ske en egentlig fusionsanmeldelse efter reglerne i konkurrenceloven.